Ballerinaen

Elena Vancover er en utrolig talentfuld ballerina, der er på kanten til at blive skræmmende ustabil, selvom hun er på vej til at blive en stjerne. Da der ikke skal meget til at presse hende ud over kanten, gør det bare at der ikke skal meget til før hun mister grebet om virkeligheden. Imens presset stiger, bliver Elenas altoverskyggende besættelse bare sværere at kontrollere. At det til sidst kan ende i et levende mareridt for hende, hvor hun er truslen mellem hendes forstand og fantasi?
Hvad vil vinde, vil hun klare sig igennem det, eller vil hun ende livet?

0Likes
0Kommentarer
139Visninger
AA

5. 3

"blanc"

Fnysende satte jeg mine ting på gulvet. Hvis det skulle være sådan.
"Fint. Kom bare an."
Mine ord fik dem til at grine, men jeg skulle vide dem hvem der kunne. Hvem der var den yndefulde, og ikke mindst dygtige og modne her.
Uden en eneste varm muskel i kroppen, stillede jeg mig på tæer, og fejede min arm ud imod den anden mand. Med et flabet smil tog han min hånd, og med det samme svang mig rundt.
Jeg smilede skævt og lod ham svinge mig flere og flere gange. Det var intet i forhold til hvad jeg kunne, men jeg var ikke varmet op.
Jeg var endnu ikke svimmel.
Caitlina grinede højt. "Virkelig? Intet andet?"
Hendes attitude fik mig til at fræse og sætte hårdt af.
På den måde sprang jeg rundt og lavede flere halsbrækkende spring og krumbøjninger for at ende på tåspidserne igen.
"Fint nok. Men det var ikke specielt elegant."
Caitlina dansede i små omdrejninger, og flere og flere små fine spring der tilsammen lavede hun utrolig smuk dans. Det hele så planlagt ud, da manden selv lavede et fint tilspring og dansede sammen med hende. Svang hende i luften og bar hende rundt.
Den mand der stod ved mig, så ikke på den samme måde ren og uskyldig ud.
Jeg rullede mine læber sammen. Igen var Caitlina noget mere smukkere end jeg. Rundt fyldigt ansigt, og en smuk strålende mørkebrun hud. Hendes krop så ikke ligeså kroget og tynd ud som min, faktisk så hendes spinkelhed fantastisk ud til hende.
Jeg tog en dyb indånding. Det er ikke for sjov, at jeg fik rollen. Den hvide svane er ydmyg. Det kan jeg sagtens klare. Jeg rømmede for mig selv, inden jeg vendte mine ømme fødder ud fra hinanden, og forsigtigt lod mine ben svinge sig rundt om dem. Caitlina havde helt klart opvarmet, hvilket jeg ikke havde, og jeg kunne ikke sætte af på den måde hun gjorde det når jeg var så stiv.
Og da jeg bøjede i ryggen for at dreje mit skinneben rundt, gjorde et højlydt knæk enden på den.
Med et forbistret hyl, faldt jeg til gulvet og holdte krampagtigt om mit ben. Det gjorde så ondt.
Så ondt.
Smerten gik fra min ankel og til mit skinneben, og jeg var så bange for mit ben var brækket. Så ville jeg ikke kunne øve til rollen, også ville Caitlina få begge svanerollerne.
Jeg gispede efter vejret og fik sat mig op i smerte. Da jeg kom på benene igen, var jeg svimmel og små partikler dansede for mine øjne. 
Caitlina grinede hånligt. "Sikke meget du kunne klare. Hver ikke i tvivl om, at vi to kunne få det sjovt i rollerne som svanerne!" Hun grinede højt videre, og begge af mændende fulgte hende i de højlydte grin.
Jeg følte mig udnyttet. Udsat. Mit hoved dunkede. Jeg kunne godt. Jeg var bedre end hende.
Da jeg forsøgte at sætte af igen, stak mit ben i smerte. Måske jeg havde overanstrengt det?
Nej. 
Vi ved alle at det er en skade. Men den er ikke brækket! Den kan den ikke være!
Caitlina sendte mig sit drillende smil. "Var det for meget alligevel?"
Jeg gad ikke at svare hende, nej, jeg vendte mig og gik med den selvsamme stolthed som jeg kom ind med, ud igen.

 


V

 


"Du kan ikke være med idag."
Min lærer, den strenge russer, slog mig på skinnebenet, hvilket fik mig til at knibe øjnene smertefuldt sammen.
"Din muskel har trukket sig sammen. En fibersprængning."
Jeg kiggede forskrækket på ham. "Hvad kommer det til at betyde?"
Jeg havde aldrig fået en fibersprængning før, men nu var den kommet. Og det gjorde ondt.
"At du bliver nødt til at tage en pause den næste uge. Og indtil da, danser Caitlina for dig. 7 dage, Elena. Ikke mere. Hvis det er for lidt, så gå nu."
Hans ord gav mig kuldegysninger ned af ryggen. Nej.
Nej!
For intet i verden skulle Caitlina have min plads! Det fortjente hun ikke!
Caitlina smilede stort til min lærer da han gav hende hånden. Og for første gang nogensinde smilede han oprigtigt til en elev. Mig kunne han ikke lide.
Hvad var der galt med mig?
Hvorfor lod jeg mig snyde?
"Lena?" En hånd lagde sig på min skulder, på den sidebænk jeg sad på.
Mine hudfarvede smalle læber forholdte sig adskilte, tavse. Tørre. Manglede vand. Turde ikke tage det.
Tænk hvis folk grinede af mig? 
"Lena?"
Lena... Elena...
Elena ville ingen have... Men Lena?
Hvad hvis den eneste grund til at Jackie ville snakke med mig, var fordi jeg var Lena for hende, og ikke Elena.
Jeg gispede forpustet og kiggede op på hende.
"Hej," åndede jeg. "Er du okay?" 
Jeg så bekymringen i hendes øjne. Men helt ærligt, var det overhovedet ægte?
Jeg kiggede længe ind i hendes isblå øjne. De så oprigtige ud, men de var sikkert fyldt af foragt. Glæde, fordi jeg var taget af holdet, bare for en uge.
"Jeg har fået en fibersprængning."
Jackie satte sig bedrøvet ned ved siden af mig. "Det er jeg ked af. Hvad skete der?"
Hendes hånd forblev på mine skuldre. Jeg trak på skuldrene. "Måske... Det ved jeg ikke."
Jackie gav min skulder et klem. "Jeg ved godt at Caitlina kan være streng... Men hvordan hun kan skade dig fysisk forstår jeg ikke."
Jeg kiggede hen på de andre dansere. På Caitlina der stod forrest på min plads, og som jeg gjorde så sent som igår. Det var meningen. Det hele. Hun ville have min plads. Jeg knyttede mine næver i raseri. Det var ikke fair! Jeg sendte Jackie et hårdt blik, kun påfund af Caitlinas påvirkning af mig.
"Hun ville have min plads! Det var derfor hun skadede mig!" Min stemme var hæs og hvæsende.
"Men hvordan?" "Hun tvang mig ud i, at skulle vise mine evner uden jeg var opvarmet."
Jackie sukkede. "Elena... Du er den bedste, det ved du."
Jeg spændte i kæben. "Hun danser bare med så meget passion," hviskede jeg.
Jackie kiggede længe på mig. "Der er forskel på jer. Det er godt. Sort og hvid er ikke ens."
Sort og hvid.
Hvid og sort.
Ville jeg gå som den hvide eller sorte svane? Hvorfor kunne jeg ikke være begge dele? Var Caitlina virkelig bedre end mig? End begge svanerne?
Jeg sukkede. 
Sort og hvid.
Ying og yang. Hvad hvis nu jeg gav hende en chance?
Det sagde jeg også igår, og nu er jeg skadet.
Men ying og yang er jo uadskillelige.
Forskellige, men ikke til at bryde.
"Pas på, Elena."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...