Like Raindrops

Allison og Harry er ikke til at skille ad og det er tydeligt at efter de knap 16 år, de har kendt hinanden, bruger nærmest hvert minut i hinandens selskab. Men hvad sker der når berømmelse, nye mennesker og nye muligheder banker på døren? Vil deres venskab holde stand eller vil de bukke under for forpligtelserne?

0Likes
0Kommentarer
84Visninger
AA

2. Kapitel 2

Kapitel 2

Der findes intet bedre end en lørdag morgen med fuglesang, solskin og Harry, der ligger halvt oven på mig. Jeg skubber forsigtigt hans pænt muskuløse krop (ja, jeg lægger mærke til den slags) væk fra min egen og sætter mig op. Det får åbenbart Harry til at vågne, hvilket jeg ved da jeg mærker hans hænder rundt om min talje. Det giver et gys i mig da hans fingre rører min varme hud, og med et trækker han mig blidt ned at ligge igen så mit ansigt kun er få centimeter fra hans. ”Godmorgen.” siger han med et smil.

”Hvor er du åndssvag.” siger jeg og griner lidt. Han kniber øjnene svagt sammen. ”Skal du ikke sige godmorgen til mig?” spørger han uskyldigt. ”Nej.” siger jeg drillende. Hans fingre kravler ind under min bluse og begynder at kilde min bare mave. ”Nej Harry!” siger jeg grinende. Han sætter sig oven på mig for at holde mig nede, men selvom jeg kæmper imod kan jeg ikke vinde. Jeg slapper af og giver ham et dræberblik.

 

”Godmorgen.” siger jeg til sidst for at få ham til at gå af mig. ”Er du så glad?” siger jeg irriteret. ”Du kunne også lave pandekager til mig, så er du tilgivet.” siger han sukkersødt. ”Glem det.” siger jeg og bliver helt forskrækket da min dør bliver åbnet og min bror stikker hovedet ind. Hans øjenbryn ryger helt op i panden og et hånligt smil kommer til syne. ”Og I er ikke kærester fordi?” siger han og griner. Jeg skubber Harry ned fra mit skød og er helt rød i hovedet. ”Vil du noget, Chris?” siger jeg endnu mere irriteret. ”Ja, det er din tur til at lave morgenmad, og jeg er sulten.” Min grådige bror går endelig ud af mit værelse med et smil på læben.

 

Jeg gemmer mit ansigt under dynen og gider ikke snakke med nogen. Harry løfter forsigtigt dynen op. ”Er der nogen hjemme?” spørger han som om jeg er en fem årig pige, der leger gemmeleg. ”Nej.” siger jeg og trækker igen dynen over mit ansigt. ”Hey,” siger han blidt og fjerner dynen. ”Jeg har lige fået en besked fra Marc om at der bliver holdt en kæmpe fest i aften.” (Marc er Harrys ven fra fodboldholdet) Jeg er ikke den store festabe, så jeg bliver helt overrasket over Harrys invitation. Alle ved at han er meget sammen med mig, og jeg bliver aldrig inviteret til noget. ”Han spørger om vi vil med.” siger han med et lille smil. ”Vil du det?” siger jeg. Han trækker på skuldrene. ”Kun hvis du vil.” siger han og rejser sig. Han tager sin T-shirt af og jeg kan se de markrede muskler. Han kigger op på mig og smiler lidt. ”Hvad er der?” spørger han grinende. ”Ikke noget…” siger jeg og kigger væk. ”Jeg har tænkt at jeg engang vil have en tatovering lige her.” siger han og peger på sin mave. ”Virkelig?” siger jeg smilende. ”Ja…” Han trækker på skuldrene. ”Så synes jeg du skal have tatoveret en stor smuk sommerfugl.” siger jeg ironisk. ”Okay. Det gør jeg.” Jeg fniser af ham. ”Og hvad så når du bliver gammel og tyk? Så hænger der bare en stor daskende sommerfugl på din mave?” Han vender øjne ad mig og tager en anden T-shirt på. ”Hvornår er festen?” spørger jeg får at skifte emne. ”Altså Marc skriver at den starter kl. 21:00, men folk begynder nok først at komme omkring kl. 22:00.” siger han og kører en hånd gennem sit hår. ”Hvorfor kommer man først en time efter festen er startet?” spørger jeg og Harry ser på mig som om det er verdens nemmeste spørgsmål. ”Det er bare ’sejere’ at komme senere end man skal.”

”Hvor åndssvagt.” siger jeg og piller i en neglerod. ”Jeg vil gerne tilbyde at hjælpe hende, der skal holde den med at pynte op.” Harry stormer hen til mig med rystende hoved. ”Nej, nej, nej! Hvis du gør det forlanger de at du hjælper med at rydde op igen efter festen.” siger han som om det er liv eller død. ”Desuden kender du ikke dem, som holder festen.”

”Hvorfor skal vi så med?” spørger jeg.

”Man inviterer som regel kun få mennesker med til sin fest, men når festen skal holdes kommer der sandsynligvis fem gange så mange mennesker som man inviterede til at starte med.” siger han opgivende. ”Tro mig jeg har prøvet det.” siger han og jeg kommer i tanke om Harrys fødselsdagsfest sidste år, hvor han egentlig kun inviterede 10 mennesker, men det endte med at der kom omkring 60. ”Jeg ved ikke, hvordan man fester.” siger jeg. Han smiler skævt. ”Det er lige meget. Jeg skal nok finde en fyr du kan score og hvis det ikke fungerer tager vi i biografen og ser den første film, der dukker op.”

”Jeg skal ikke score nogen!” forsikrer jeg ham, hvilket giver ham et smil på læben. Jeg bliver lidt mere lettet. Jeg ved bogstavlig talt ikke, hvad jeg skulle gøre uden Harry.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...