TUMBLR-Girl

Amanda lever det amerikanske high-school liv, som var det en film. Hun er skolens dronning for nu at sige det på en rigtig cliché-måde. Hun er blogger og er kendt over hele verden som IT-girl. For det meste af verden ser hun lykkelig ud - hun deler kun billeder af dyre outfits, hyggelig caféture og ‘lykkelige’ stunder, som egentlig bare er stillet op. Amanda har travlt med bloggen - hun kæmper for sin model/designer-karriere ved siden af bloggen. Så travlt, at hun næsten ikke får tid til at tænke på sig selv. Da hun bliver inviteret med til The Met Ball, bliver hun lykkelig. Men det hun ikke ved er, at aftenen kommer til at ændre hendes liv fuldstændig. Hun møder Niall Horan og bliver straks forelsket. Men Niall har kun én ting at sige til hende: “Er det virkelig sådan, du vil se ud foran hele verden? Er det virkelig så vigtigt, at se så perfekt ud foran alle? Bliver du virkelig gladere for dig selv, når du ser de ‘TUMBLR-billeder’ af dig selv?” Sådan starter historien om Amanda!

25Likes
17Kommentarer
2163Visninger
AA

2. Kapitel et

“Nå, jamen så ses vi om lidt over en uge,” sagde Rebecca. Jeg nikkede, sendte et hurtigt smil og skyndte mig ud af døren. Jeg løb ned til den næste bus. Forpustet satte jeg mig ind, da jeg havde vist billet.

“Der er vist én, der har travlt hvad?” sagde buschaufføren til mig.

Og ja, det havde jeg. Ikke mere end normalt - det her var bare min hverdag. Jeg gik i high-school, havde en blog, der var med på top ti over verdens mest fulgte blogs, jeg var igang med at skrive en bog, jeg skulle både træne og holde mig sund, så læserne gad at følge med, og så skulle jeg hele tiden være opdateret på det sociale medier. Så man kan vel godt sige, at jeg havde travlt, ja!

Jeg satte mig med min mobil. Busturen plejede at tage omkring en halv time, så jeg plejede at få arbejdet lidt. Folk kaldte mig nogle gange divaet eller bitchy, men folk vidste, at jeg var flittig. Lige meget hvad, de syntes om mig, vidste de, at jeg virkelig var dedikeret til mit job.

Jeg begyndte at skrive:

 

Heeej Bloggen,

Der er nu kun to dage til, at jeg rejser til Australien! Ih, hvor jeg glæder mig. Som I nok ved skal jeg designe en ny kollektion for Quay.  Hvis nogle af jer ikke ved det, er det er Australsk solbrille-mærke. Jeg glæder mig mega meget til at vise jer, hvad jeg får lavet!

Uden jer ville jeg slet ikke have fået muligheden for det her, så tusind tak!

Undskyld for en lidt kort opdatering, men jeg er i gang med at pakke, så jeg har lidt travlt!

Og selvfølgelig skal der shoppes en hel masse - så måske kommer der et haul? Hvem ved?

Hav det super fedt indtil vi ses igen, smukke piger!

XOXO Amanda! <3

 

Jeg trykkede ‘publish’ i samme øjeblik, som min station blev nævnt i højtalerne. Jeg skyndte mig at pakke alle mine ting ned i den sorte lædertaske. Solen skinnede ned på mig, da jeg kom ud. Men der var nu en anelse kølig alligevel. Nej, hvor ville det blive fedt at komme ned i varmen til Australien. De havde heldigvis sommer i øjeblikket. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at lave min pakkeliste. Jeg skulle kun være der i seks dage, men jeg fik skrevet en del ting ned. Jeg overdrev altid, når jeg skulle pakke. Det kunne jo være, at man lige blev inviteret ud at spise og derfor havde brug for et par Jimmy-Choo-sandaler, eller at det lige ville begyndte at sne (på trods af vejrudsigten, der lovede 35-40 grader hver dag) og at man så fik brug for en Prada uldfrakke (begge dele var selvfølgelig sponsorerede).

For lige at sætte max gas på den australske stemning satte jeg lidt 5 Seconds of Summer på. Det var egentlig ikke fordi, at jeg var fan eller noget, men altså... jeg var i australsk humør!

Næste morgen vågnede og var mega glad. Vi havde fri for skole af en eller anden grund, jeg ikke kunne huske. Så idag skulle der både shoppes, vaskes, pakkes og det hele skulle selvfølgelig fotograferes og skrives ned, så jeg havde noget til bloggen.

“Mooor?” råbte jeg ned af trappen.

“Jaer skat, hvad er der?” lød svaret.

“Jeg har brug for nogle af mine penge,” råbte jeg, “jeg mangler nogle sidste ting til turen”. De af mine penge, der var i kontanter, havde vi i et pengeskab nedenunder.

“Hvor meget skal du bruge?” spurgte min mor.

“Bare hent et par hundrede dollars,” sagde jeg med den største lethed i verden. Man tjente skam godt på at være blogger!

“Amanda, det får du simpelthen ikke lov til! Du smider med penge om dig! Du har et helt walk-in-closet fyldt med tøj, og nu mener du allerede, at du skal bruge mere?” sagde min mor skarpt!

“MOR! Jeg fylder snart tyve! Det er mine egne penge! Jeg har selv sparet dem op, og jeg har virkelig knoklet for dem! Jeg bestemmer selv, hvad jeg vil bruge dem til!” bed jeg hende af!

“Amanda! Så længe du bor i det her hus, bestemmer din far og jeg over dig! Vi har et ansvar for dig! Vi kan ikke bare lade dig gå og kaste med dine penge omkring dig!” hvis jeg havde fået en dollar, hver gang hun havde sagt det, havde jeg nok været millionær.

Jeg vandrede beslutsomt ned af trappen, direkte forbi min mor og så over til pengeskabet. Jeg tog endda lige lidt ekstra for at hovere lidt mere. Jeg kiggede i et kort sekund på min mor, da jeg gik forbi. Jeg havde forventet vrede. Men i hendes ansig så jeg kun to ting; hun så trist ud, men jeg kunne også se noget skuffelse. Sikkert over mig. For et par år siden gik jeg altid og bad mine forældre om penge. Svaret var bare, at jeg selv kunne tjene mine egne penge og så bruge dem, som jeg ville. Fedt, tænkte jeg! Jeg havde et par små jobs i løbet af det kommende år, og det rækkede nok til at jeg kunne shoppe lidt og tage på nogle caféture ligesom resten af pigerne. Men da bloggen så begyndte virkelig at løbe, blev det til noget andet. Det var ikke bare små lommepenge, jeg begyndte at tjene. På grund af mine seksten millioner følgere kunne jeg nok få omkring 250.000-500.000 kroner på et sponsoreret billede på Instagram.

Så at mine forældre ikke ville have, at jeg brugte omkring 2-3000 dollars på en shoppingtur, synes jeg, var latterligt.Men nu havde jeg pengene, så nu kunne jeg vel gøre lige, hvad jeg ville?

Jeg besluttede mig for at shoppe alene.

Jeg orkede ikke at skulle ringe til en eller anden og så vente på, at de kom hjem til mig og bla bla bla

For nu at være helt ærlig, så foretrak jeg at shoppe alene! Der var ikke nogen folk, der skulle komme med deres egne meninger eller noget! Jeg foretrak altid at lave tingene på min egen måde, og det angik også mit tøj.

Jeg tog min mors bil (jeg skyndte mig selvfølgelig at få fat i nøglerne, uden at hun opdagede det - syndt for hende, hvis hun skulle bruge den).

Det tog ikke specielt lang tid at køre ind til centrum.

Et par timer efter havde jeg fundet det, jeg havde brug for - og nok også en del mere. Jeg gik hjem og skrev et lille haul, hvorefter jeg pakkede lidt ned. Andet orkede jeg ikke, så jeg satte mig ned på min seng med en kop varm kakao og min MacBook.

Billederne, som jeg havde taget med Rebecca for omkring en uge siden, satte jeg mig ned for at redigere lidt. Lyset havde ikke været helt perfekt, så det skulle ordnes, og så plejede jeg altid at redigere lidt hud og lidt tænder. Hvis det var nødvendigt, så også øjnene.

De blev lagt op på Instagram. Likes kom flyvende ind, hvilket gjorde mig tilfreds. Derefter postede jeg et anelse udfordrende bikinibillede. Kommentarerne væltede ind; jeg var smuk, pæn, lækker og så videren. men ind imellem dem var der også andre;

“Er det på den måde, du vil vise unge pige, hvad ‘skønhed’ er?”

“Hvem gider dog at kigge på de ‘perfekte’ billeder? Det er KEDELIGT!”

“Bikinien er vist lidt for lille, hva’? Tænker nu, at du burde have penge nok til en ny? Eller nårh jo, måske er det bare fordi du vil have lidt opmærksomhed? Klam måde, du gør det på!”

 

Jeg lagde ikke specielt mærke til dem - måske fordi, at jeg var vant til dem?

Jeg faldt i søvn kort tid efter!


 

Forfatterens kommentar:

Nå, det her var så første kapitel af ‘TUMBLR-Girl’! Jeg håber, at I kunne lide den og måske allerede er begyndt at leve sig lidt ind i historien? I hope so!

Tusind tak fordi I læste med!

Hvis du godt kan lide den, og har lyst til at få en besked, når der kommer nye kapitler, så tryk ‘favorit’! Det ville jeg sætte stor pris på! Ellers kan du også bare smide et like!

 

Hvis du synes, at jeg kunne have gjort noget bedre (det er jeg 100% sikker på, at jeg kunne, så der burde ikke stå ‘hvis’) så please skriv det! Jeg tager konstruktiv kritik som en udfordring, så bare skriv det!

 

Igen - tusind tak, fordi I læste med! <3

Håber, at vi ses næste gang!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...