Rhoswen den faldende #1 - Mindespejlet

Rhoswen, som ikke kender sin mor og kun ved at Lucifer er hende far, lever på Jorden sammen med en enhjørning til han desværre dør. Rhoswen hører om et spejl hvor man kan se de døde og dem man allerhelst vil se, men problemet er bare at Mindespejlet er I Underverden og Lucifer har den. Rhoswen tager til Underverden sammen med feen Fialka og sammen vil de prøve at få fat I Mindespejlet. Men det hele tager en lidt anderledes drejing, idet at dæmonen Vexur som skal fange hende, nu er hendes hjælper på rejsten hvor hun går under navnet Sorcha. Kan Rhoswen få fingerne I spejlet eller vil hun blive afsløret og fanget af Vexur? Kan kærligheden mellem far og datter heles? Og kan Vexur indse hvad det er han føler for Sorcha (Rhoswen)?

0Likes
0Kommentarer
90Visninger
AA

2. Kapitel 2

Rhoswen gik ind i skoven, hendes fødder var begyndt at bløde fra at havde løbet. Tårerne var ikke længere til at se, og hendes øjne var ved at lukke sig.
``Hvad skal jeg gøre?´´ Rhoswens stemme var svag og opgivende. Hun vidste hun var anderledes fra mennesker, men hun havde ønsket at vide om det var almindeligt at vide at der var andre derude. Rafaim havde været det første menneske hun talte med. Den første som havde troet at hun ren faktisk fandtes.
``Rhoswen, hvad er der sket?´´ stemmen var lille og meget svag. Rhoswen kiggede på den lille fe som svævende lige foran hende.
``Rhoswen, Han sagde at du ikke måtte forlade skoven. Hvorfor bliver du ikke her sammen med os?´´ stemmen var venlig, men Rhoswen vidste at han aldrig ville havde sagt at hun skulle blive i skoven.
``Rhoswen bliv hos os, vi kan hjælpe dig tilbage.´´ Rhoswen så skræmt på feen.
``Men jeg vil ikke tilbage, de vil ikke lade mig være mig selv.´´ feen sukkede og kiggede på hende. Feen var på højde med en hånd, og hendes hud var lilla. Hendes krop havde mønstre og hendes hår var blondt. Hendes øjne var isblå og både venlige og kolde, hendes vinger var en næsten hvid lilla farve. Feens kjole var lavet af et efterårsblad fra et egetræ.
``Rhoswen, hør nu her. Gennem hans lange liv har han beskyttet dig mod dem, men jeg og de andre kan ikke gøre det samme. Vi er ikke stærke nok til at hjælpe dig. Vi er også bange for dem, men for os er du anderledes. Vi betegner dig som en af os, men vi kan ikke beskytte dig som han gjorder.´´ Feen satte hænderne i siden og smilede til Rhoswen.
``Jeg ville ønske vi var stærke nok, men det eneste vi kan hjælpe med er at skabe potalen, andet kan vi ikke.´´ Rhoswen nikkede og smilede trist til feen.
``Måske har du ret Fialka´´ Feen smilte.
``Jeg har altid ret!´´ Rhoswen smilte over svaret og rystede forsigtigt på hovedet. Fialka var en fe som var lidt af en enspænder, hun var tit ude og lave ballade men havde hjertet det rette sted.
``Jeg elsker dig.´´ Fialka rystede på hovedet.
``Nej, Rhoswen du elsker mig ikke. Men du holder af mig, bare ikke nok til at anse mig som en du holder nær.´´ Fialka kiggede trist på Rhoswen.
``Måske… ´´ Rhoswen satte sig ned og sukkede.
``Hvad er meningen med livet, når han ikke er her?´´ Fialka satte sig på Rhoswens knæ og kiggede rundt i skoven.
``Jeg tror ikke der er en bestemt mening med livet. Måske lever vi så vi kan finde det vi har glemt. Måske lever vi så vi kan give hinandens liv meningen. Men når alt kommer til alt lever vi jo kun en gang.´´ Fialka slog let med vingerne og smilede til Rhoswen.
``Savner du ham allerede?´´ Rhoswen nikkede og lænende sig op af træet.
``Ja, det gør jeg.´´ Fialka nikkede roligt, hun forstod godt smerten. Fialka havde selv mistet en som hun holdte nær.
``Rhoswen, hvis du gerne vil møde ham igen, kan jeg måske hjælpe dig. Men du kan måske ikke lide det du hører… ´´ Fialka havde fanget Rhoswens opmærksomhed.
``Lad mig høre… ´´ Fialka satte sig til rette og begyndte sin fortælling.
``For mange år siden levende der et ægtepar blandt menneskene som elskede hinanden så højt at de ikke var bange for døden. Men englene som passende dem og beskyttede dem, var blevet irriteret på deres kærlighed og de blev opslugt af had. De blev forvist til Underverden, men de mente at det var menneskene skyld. De to eks engle brugte alle deres kræfter på at komme tilbage til jorden, og de dræbte manden. Kvinden kastede de en forbandelse på, hun kunne først dø om 100 år. De to eks engle døde, men forbandelse bestod. Kvinden gik år efter år og kunne ikke tænke på andet end sin afdøde mand. Hun blev ved med at bed til guderne om hjælp, men fik aldrig svar. Hun var begyndt at tvivle på guderne og søgte andre steder hen…
Om natten begyndte hun at høre stemmer, stemmer som fortalte hende om magt. Hun forstod at hvis hun ville se sin mand igen måtte hun spørge Lucifer om hjælp, og det gjorder hun. Om natten tændte hun et blå og kastede blod ind i flammerne. Hun bedte ham om hjælp, først troede hun at han ikke ville svarer men det gjorder han. Han ville lave en aftale med hende, hun kunne se sin mand til gengæld skulle hun give det hun havde kærest til ham. Hun havde bare ikke tænk det hele igennem da hun sagde ja til aftalen, de forseglende aftalen med blod og hun fik et spejl i hånden af Lucifer. I spejlet så hun sin mand, han var glad og alt om ham var lyst. Kvinden smilte og kærtegnede spejlet.
Lucifer holdte øjne med hende og sagde så til hende. -Når du dør henter jeg dig-. Kvinden kiggede forskrækket på ham og rystede på hovedet. -Hvorfor?- Lucifer smilte og svarede: -Det du har kærest er det bånd som binder jer sammen, og den vil jeg bryde.- Lucifer forsvandt og kvinden brugte alle sine år på at kigge gennem spejlet på sin mand. Men for hver gang hun kiggede på ham, blev hun mere og mere trist. Årerne gik og de 100 år var snart slut. Da døden stod for hendes dør, kom Lucifer. Han tog hende med ned til Underverden med spejlet. Men spejlet skulle kun minde hende om den pinsel hun havde
.´´ Fialka kiggede på Rhoswen og smilte forsigtigt.
``Spejlet er gemt i Underverden, i dit hjem. Hvor ved jeg ikke, men den er der nede. Jeg kan ikke love at spejlet er det du ønsker det skal være, men spejlet skulle efter sigende vise den du vil se allermest i verden.´´ Fialka så forsigtigt op på Rhoswen som sad og tænkte på om det var sandt.
``Fialka, fortæller du sandheden?´´ Fialka nikkede og sukkede.
``Ja, desværre gør jeg. Sandheden er at vi i skoven ikke ville fortælle dig om spejlet, for vi ved at den kunne få dig til at tage til Underverden.´´ Fialkas stemme var trist og smilet var vemodigt.
``Men Rhoswen er du sikker på at spejlet er det du vil havde? Der er mange som har ledt efter det og aldrig fundet det.´´ Rhoswen smilte forsigtigt til Fialka.
``Hvis jeg vil se ham igen, må jeg finde det.´´ Fialka nikkede tilbage til Rhoswen og lettede fra hendes knæ.
``Men jeg er ikke tryk ved at lade dig tage alene afsted… ´´ Fialka stråler blev en smule tydeligere, hun havde bestemt sig at hjælpe, hvis det var muligt. Rhoswen smilte og rejste sig, hun kiggede rundt i skoven og så at middagssolen var på det højeste punkt.
``Jeg tager med dig, jeg er bange for du kommer til skade.´´ Fialka smilte og fik langsomt en smule røde kinder.
``Ja, jeg vil også gerne havde dig med… ´´ Rhoswen begyndte at gå dybere ind i skoven sammen med Fialka som svævende lige ved siden af hende hele tiden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...