Rhoswen den faldende #1 - Mindespejlet

Rhoswen, som ikke kender sin mor og kun ved at Lucifer er hende far, lever på Jorden sammen med en enhjørning til han desværre dør. Rhoswen hører om et spejl hvor man kan se de døde og dem man allerhelst vil se, men problemet er bare at Mindespejlet er I Underverden og Lucifer har den. Rhoswen tager til Underverden sammen med feen Fialka og sammen vil de prøve at få fat I Mindespejlet. Men det hele tager en lidt anderledes drejing, idet at dæmonen Vexur som skal fange hende, nu er hendes hjælper på rejsten hvor hun går under navnet Sorcha. Kan Rhoswen få fingerne I spejlet eller vil hun blive afsløret og fanget af Vexur? Kan kærligheden mellem far og datter heles? Og kan Vexur indse hvad det er han føler for Sorcha (Rhoswen)?

0Likes
0Kommentarer
89Visninger
AA

1. Kapitel 1

Den mørke nat omsluttede Rhoswen som hun blidt aede den bevingede enhjørning. Hendes sorte hår var i en stor modstrid til den hvide pels som enhjørningen havde. Hendes hud var en smule brun, men samtidig meget lys. Hendes øjne var smaragd grønne. Rhoswen smilede venligt til enhjørningen, som kiggende venligt tilbage på hende.
``Mit kære barn, er du ikke ensom?´´ Stemmen var venlig og dyb.
``Nej, men vil du ikke være ensom hvis jeg forsvandt?´´ Rhoswen kiggede roligt på enhjørningen og aede den blidt på mulen. 
``Jo det ville jeg. Men har du ikke nogen som står dig nær?´´ Enhjørningen lænende hovedet forsigtigt mod Rhoswens hånd.
``Jeg har kun en som står mig nær. Og det er dig… ´´ Rhoswen smilede forsigtigt og lænende sig op af enhjørningen.
``Mit kære barn, du står også mig nær. Men jeg har ikke langt igen.´´ Rhoswen smilede trist og sukkede. Hendes eneste ønske var at de kunne være sammen forevig, men hun vidste at enhjørningen ikke havde meget livsenergi tilbage.
``Må jeg være sammen med dig i din sidst stund?´´ Enhjørningen smilede trist og nikkede med sit store hoved.
``Det vil give mig stor glæde, mit kære barn.´´ Enhjørningen lagde sig forsigtigt ned og Rhoswen satte sig op af ham.
``Tror du vi ses igen?´´ Rhoswen kiggede på enhjørningen som smilede til hende.
``Det gør vi, men for håbelig først om mange år.´´ Enhjørningen lukkede sine øjne. Lyset fra dens horn aftog langsomt og langsomt lagde mørket sig i hans pels. Det sidste hjertebanken mærkede Rhoswen mod sin hånd som aede enhjørningen en sidst gang for at sige farvel.
``Farvel Bratan.´´ Rhoswens stemme var kun en hvisken da hun sagde dette. Hendes øjne var våde af tårer og ligeledes var hendes kinder som var blevet en smule røde af kulden. Rhoswen lagde sig ned ved siden af ham og lukkede sine øjne.

 

Rhoswen åbnede sine øjne da hun hørte fuglene synge. Hun kiggede sig omkring og så at det eneste som var tilbage af enhjørningen var en lille blomst. Hun smilede trist af blomsten og plukkede den. Rhoswen rejste sig og kiggede rundt. Hun var alene.
``Jeg håber jeg ser dig igen snart.´´ hun kyssede blidt blomsten og lod den falde. Hun vendte sig væk og gik ind mellem træerne. Hun havde ikke lyst til at være der længere. Hun ville ikke være alene. Rhoswen gik gennem skoven, mørket var forsvundet og solens stråler skinnede kraftig på hende. Hun gik forsigtigt da hun ingen sko havde og hun kiggede vagtsomt om sig som hun bevægende sig længere ud af skoven. Hun havde en kridhvid kjole på med blonder og hendes læber som var blodrøde understrengede kun hendes ynde. Hun var nu ved udkanten og kiggede ud på byen der lå lidt væk derfra.
Landsbyen var livlig og anderledes. Rhoswen gik gennem landsbyen, mange stoppede op for at se efter hende. Hendes skridt var rolig og forsigtige, men hendes blik var nysgerrig og vagtsomt.
``Hey!´´ en hånd tog fat om hendes håndled og stoppede hende, Rhoswen kiggede tilbage på personen og smilte forsigtigt.
``Hvad er der?´´ Drengen som havde stoppet hende, smilte forsigtigt tilbage til hende.
``Kigger du efter noget?´´ Drengens stemme var venlig og hans blik var smilede. Rhoswen nikkede forsigtigt.
``Jeg kigger efter et par sko.´´ Hun smilede venligt til ham, da han kiggede på hende med vidt åbnede øjne.
``Ja det kan jeg se. Hvor har du gjort af dem?´´ Rhoswen fniste let og ryste på hovedet.
``Jeg har aldrig haft nogen, så kan jeg måske spørge dig om hjælp til at udvælge sko?´´ Rhoswen lagde hovedet let på skrå og smilede venligt til ham.
``Det… Det vil jeg da gerne hjælpe dig med.´´ Drengen smilede tilbage til hende og så hende ind i øjnene. Drengen var lidt højere end Rhoswen, og hans hår var en nøddebrun farve. Hans hud var også en smule mørkere end Rhoswens og hans øjne en blanding af blå og sølv.
``Hvad hedder du?´´ Drengen spurgte i et henkastet forsøg og smilede en smule over forsøget. Rhoswen fniste og smilede sødt til ham.
``Jeg hedder Rhoswen, hvad må jeg kalde dig?´´
``Rafaim, du kan kalde mig Rafaim.´´ Rhoswen smilte og kiggede ventede på ham.
``Vil du vise mig vej?´´ hendes stemme var mild og blid. Rafaim nikkede og førte hende gennem byen.  
``Hvor kommer du fra, Rhoswen?´´ Hun pegende mod skoven og smilede let.
``Jeg kommer fra skoven mod øst.´´ Rafaim vendte sig halvt om mens han førte hende videre gennem byen.
``Wow, har du så hørt historierne om skoven?´´ Rhoswen rystede på hovedet.
``Jeg har hørt at der skulle leve overnaturlige væsner i skoven. Såsom feer, alfer, trolde, hekse og enhjørninger, endda drager.´´ Hans øjne lyste op da han sagde dette.
``Tror du på det?´´ Rhoswen stoppede op og så direkte ind i Rafaims øjne.
``Tror du at der findes overnaturlige væsner?´´ Rafaim smilte og nikkede.
``Ja, hvorfor skulle der ikke være overnaturlige væsner blandt os?´´ Rhoswen smilte forsigtigt, og en tårer trillede langsomt ned af hendes kind.
``Hvad er der?´´ hans stemme var varm og blid, og meget venlig.
``Jeg er bange…´´ Rhoswens stemme var svag og knap hørlig.
``Hvad er du bange for?´´ hans stemme var endnu blidere og han kiggede hende ind i øjnene. Rhoswen trak sig en smule væk fra ham og kiggede ned i jorden.
``Tror du på engle og dæmoner?´´ Rhoswens stemme var en bort en hvisken som et hvert lille vindskød kunne viske væk. Rafaim kiggede på hende og svarede efter lidt tid.
``Ja, jeg tror på dem. Jeg tror på at de findes, men jeg tror ikke at dæmoner eller engle kun er gode eller onde. Jeg tror at de alle har en mulighed for at være gode eller onde, det er noget som kun de kan bestemme over.´´ Rhoswen kiggede op på ham og smilte mens tårer trillede ned langs hendes kinder.
``Rafaim, jeg er … jeg er nød til at gå… ´´ Rhoswen vendte sig om og løb. Hun forsvandt langsomt i menneskemængden. Rafaim stod tilbage og kiggede efter hende. Som hun var kommet var hun gået. Men det eneste Rafaim tænkte på, var om han mon så hende igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...