Forladt

Forladt er en ganske kort novelle med meget indhold. Teksten er skrevet med gamle grammatik regler.

0Likes
0Kommentarer
37Visninger

1. Forladt

Forladt

 

Aaret var 1839 d. 3 Maj. Jeg løb langs Vandkanten, der duftede

frisk. Solen var ved at staa op. Stranden var graa, og der var mange Skyer. Vandet gik i et med Himlen. Jeg løb tit hjemmefra. Der var dejligt ved Havet, og jeg elskede det. Min Fader kunne råbe efter mig i timevis, uden at jeg reagerede. Min Fader var streng og slog mig tit. Min Moder var Død, og siden da, havde min Fader drukket. Han var ulykkelig, og han fik det derfor daarligt med sig selv, hvilket gik udover mig. Jeg gik ud i Vandet. Det var koldt. Det kolde Vand rensede mine beskidte Tæer. Det blev lidt for koldt at staa i Vandet. Derfor blev mine Tæer blå. Jeg løb igen langs Vandkanten, og pludselig stod der en Pige foran mig. Jeg standsede. Pigen var helt bleg og iført en hvid Natkjole. Hun havde en smuk Hjerteguldkæde om Halsen. Den blege Pige var omkring 6 Aar. Hun pegede over på en Sten. Jeg gik de få Skridt hen mod Stenen. Stenen var våd, og glimtede i Solens få Stråler, som var ved at komme frem bag Skyerne. På den våde Sten lå en lille Porcelænsdukke, hvis Arm var gået i stykker. Jeg vendte mig om mod den blege Pige, men hun var væk.

 

Jeg gik hen for at tage den blege Piges Dukke og dens Arm. Jeg løb Hjem med Dukken. Fader lod altid Døren stå aaben, hvis jeg nu skulle komme Hjem. Fader sad som sædvanlig og drak Øl og Snaps. Han var fuld endnu engang. Jeg gik op på Loftet. Der var adgang til Loftet ude fra Gaardspladsen. Jeg havde stadig Dukken og dens Arm i min Haand. På Loftet var der en Seng, som var min. Der var også et lille hul i en af Plankerne på Loftet, så man, igennem Hullet, kunne se ned i Stuen. Fader sad ikke i sin Stol mere. Bare han ikke var på vej op til mig. Men Fader stod lige bag mig. Jeg prøvede at gemme Dukken bag min Ryg. 

“Hvad gemmer du bag din Ryg”? spurgte han.

“Ikke noget”, sagde jeg.

“Evin! Du tvinger mig til noget, som jeg ikke vil gøre mod dig”.

Fader gav mig en Lussing og tog Dukken. Han tog ikke Dukkens Arm med. 

“Du bliver der, indtil jeg kommer og lukker dig ud”, sagde han truende. 

Jeg lagde mig over i min Seng med Dukkens Arm ved min Side. Jeg kiggede op i det lille Loftsvindue, som var beskidt. Skyerne dækkede over Solen, som prøvede at titte frem. Mine øjne klappede i. Jeg vågnede ved at kunne høre, Regnen slå mod Loftsvinduet. Dukkens Arm laa ikke ved min Side mere. Min Krop satte sig næsten selv op. Mit Hoved vendte lige ud. Den blege Pige stod lige foran mig. Hun stod helt stille med Dukkearmen i sin ene Haand. Hendes Øjne var helt blanke. 

“Er det din Dukke”? spurgte jeg.

Hun gav mig ikke noget svar, men nikkede istedet. Jeg rejste mig op fra min Seng og gik hen til hende. 

“Jeg vil gerne reparere din Dukke, men min Fader har taget den”. 

Hun kiggede ned i Gulvet og igennem det hul, som var i dette. Jeg lagde mig på Gulvet, så jeg også kunne se Fader. Han sad i sin gamle Gyngestol. Men hvor var Dukken? 

 

Jeg rejste mig op og kiggede på den blege Pige. Hun var væk igen. Jeg gik henimod Loftsstigen. Da jeg var på Vej derhen, var der et Bræt, som gav lyd fra sig. 

“Hvad laver du”! råbte Fader.

Jeg stod musestille. Bare han ikke kommer herop. Da jeg havde ventet i et par Minutter, besluttede jeg mig for at gå nedenunder. Da jeg havde nået Enden af Stigen, gik jeg hen til Døren ind til Stuen. Fader sad i Gyngestolen og snorkede. Stolen vippede og knirkede i Takt med hans Snorken. Mine Ben rystede som aldrig før. Det var som om, at mine Ben ikke ville gå ind i Stuen. “Kom nu”, hviskede jeg til mine Ben. Jeg gik langsomt ind i Stuen, så jeg kunne lede efter Dukken. Den var ikke at finde nogle steder. En Susen gik igennem Huset. Pigen stod i Døren ind til Stuen med en Kurv fuld af friske grønne Æbler. Jeg lukkede mine Øjne…

 

Kurven og Duften af friske grønne Æbler. Det var lige som om, at Moders Aand var traadt ind af Døren. Efter Moder var færdig med sit Arbejde på Steengaard Gods, kom hun altid Hjem med en Kurv fuld af friske grønne Æbler. Når hun kom Hjem, stod hun i Døren med sit lyseblå og hvide Tøj. Det var nemlig hendes Arbejdstøj. Hun var altid glad og smilende. Hver Gang jeg kom Hjem fra Skoven, duftede der af Æblekage. 

Dengang var Fader glad og gik på Arbejde. Han arbejdede på det lille stykke Jord, som tilhørte vort Hus.

 

Da mine Øjne åbnede sig, stod Pigen helt henne ved mig. Fader var stadig ikke vågnet. Jeg viste Pigen udenfor. Hun fulgte med mig. Vi gik ind i Skoven, hvor Pigen satte sin Kurv ned på Jorden. Hun pegede ned på Æblerne.

“Maa jeg godt tage et Æble”? spurgte jeg.

Hun nikkede. Jeg tog et stort grønt Æble og en stor bid af dette. Æblet smagte fantastisk. 

Smagen af Æblet og Duften af Moders Æblekage. Når jeg løb hen i hendes Arme, krammede hun mig og sagde: “Værsgo at tage et Æble”.

Pigen forsvandt endnu engang. Hvordan kunne hun forsvinde hele Tiden? Jeg gik rundt i Skoven og tænkte på Pigen. Mørket var ved at sænke sig. Jeg skyndte mig at løbe Hjem. 

“Fader, Fader, hvor har du gemt Dukken”? råbte jeg forpustet.

“Her”, sagde han. 

Fader sad med den på Skødet.

“Hvor har du fundet den”? spurgte jeg.

Jeg gav mig til at forklare alt om Dukken, men jeg sagde ikke noget om Pigen. 

“Må jeg godt få Dukken”? spurgte jeg.

“Her har du den”, sagde Fader. Han rakte mig Dukken. Jeg troede næsten ikke på, at han ville give mig den. Han plejede ikke at være så sød imod mig.

Jeg tog Dukken og løb hen til Stigen, som førte op til Loftet. Hvor var Armen nu? Naahr ja, det var Pigen, som havde Armen. Jeg tog noget Baand og en rusten Saks med. Saksen havde tilhørt Moder. Mine Ben løb så hurtigt, de kunne ned til Stranden. 

“Hallo, hvor er du”? råbte jeg. 

“Her”, svarede nogen.

Jeg vendte mig hurtigt om. Pigen kiggede på mig med store Øjne. Hun havde Dukkens Arm i sin ene Haand.

“Skal jeg lave den for dig”? spurgte jeg hende.

Pigen rakte sin Haand ud med Dukkens Arm. Jeg tog Armen.

“Du er godt nok kold”, sagde jeg.

Jeg fandt Baandet og Saksen og begyndte at reparere Dukken. Det var lidt svært at få Armen til at sidde fast. Baandet bandt jeg om Armen, så den kunne sidde fast paa Kroppen. Jeg vendte Dukken om. I Nakken på Dukken stod der Gunhild Svendsen. Gunhild Svendsen var min Moder. 

“Hvor har du min Moders Dukke fra”? spurgte jeg.

“Jeg tog den inde fra din Faders Skab i Stuen”, svarede hun.

“Hvorfor og hvordan”?

“Den var forladt, og din Fader så mig ikke tage den. Jeg er usynlig, når jeg lyster”, sagde hun.

Jeg gav hende Dukken. Men hun gav den tilbage til mig.

“Den tilhører dig”, sagde hun.

 

Pigen gik sin Vej og satte sig hen på Stenen. Hun kiggede op i Himlen og forsvandt som et Lys derop. Jeg kiggede længe op imod i Nattehimlen, som var sort og med mange Stjerner. Jeg besluttede mig for at løbe Hjem. Det gamle Ildsted var tændt i Stuen. 

“Der er du”, råbte Fader.

Han tog Dukken ud af Haanden på mig og smed den ind i Ilden. 

“Neeeej, hvad laver du? Den har tilhørt Moder”, råbte jeg. 

Jeg kiggede min Fader dybt i Øjnene og sagde:

“Du burde skamme dig”. 

Mine Ben tog mig i Løb ud i Natten og ned til Stranden. Havet var helt sort, og Bølgerne skvulpede op på Bredden. Stenen glimtede. Jeg løb over til den. På Stenen lå Pigens Guldkæde med Hjertet på. Jeg tog den op i min Haand. Stjernerne fik Kæden til at skinne. Der var især to Stjerner i Himlen, som glimtede. Det måtte være min Moders og Pigens Sjæle. Jeg satte mig på Stenen og kiggede op imod Himlen med Guldkæden i min Haand. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...