Lysets mørke

Den handler om en dreng, ved navn Ollie. Han er en speciel dreng. Men han ved det ikke endnu. Hans familie er en femtegenerations magikere! Hans mor døde da han var omkring fire år og da hun lå i hospitalssengen, med lille fireårige Ollie ved siden af, gav hun ham en ring. En ring der indeholdt magi. Stærk magi. Lysets magi. Han kommer på eventyr med sin barndomsven Emma, hvor de sammen kæmper mod lysets mørke.

0Likes
0Kommentarer
32Visninger

1. Normal

Jeg sidder med den. Den smukke ring min mor gav mig før hun døde. Lyden af regnen der slå mod ruden er høj, og mens jeg sidder der på min seng, og nærstudere dens lille sorte sten i midten, og vender og drejer den, træder min far en. En høj mand, mørkt hår, og utroligt stærk. Jeg skimter op på ham, til hans store smilende ansigt, og kigger videre på ringen. Han sætter sig ved siden af mig, og lægger armen om min skulder. Jeg kan ikke lade vær med at smile, og lægger min arm om ham. Han kigger lidt på min lyse plet i min højre side af min pande. Han har en magen til, og min mor havde den også. Den har altid undret mig, men min far siger at det bare er en familie ting. Min mormor og morfar havde en også, men ikke min farmor og farfar, og det undre mig hvordan min far har fået en.

"Vi skal spise omlidt". siger han. Jeg rejser mig automatisk, og lægger ringen fra mig på mit skrivebord, og lunter ud i køkkenet efter tallerkener. Jeg går tit og tænker. Min hjerne er altid fyldt med mærkelige tanker. Tanker der føles så virkelige. Alle mener jeg bare er normal, men jeg ved, dybt inden i mig at jeg ikke er helt normal alligevel. Der er noget specielt over mig. Noget jeg ikke helt ved endnu, men en dag finder jeg ud af det. Og når jeg gør, finder hele verdenen ud af det. Jeg vil ikke holde det hemmeligt, lige meget hvad. 

Jeg bliver forstyrret i mine tanker da det banker på døren. Jeg ryster mit hoved fri af tankerne, og spurter over til døren. Jeg ved hvem det er. Emma. Min underetagenabo og min aller bedste ven. Vi har været venner siden børnehaven. Hendes lange lyse hår hænger ned over hendes skuldre. Hendes blå øjne skinner, selvom der er helt mørkt i opgangen. Hun har altid været min drømmepige, men hun har det ikke på samme måde med mig. Jeg har altid drømt om at score hende lige siden vi begyndte i tredje klasse. Nu er jeg femten, og ja, intet har ændret sig. Vi er stadig bare bedste venner.

"Hej Ollie". nærmest skriger hun, og omfavner mig. Hvergang hun gør det, føler jeg at jeg er et skridt tættere på min drøm. Hun dufter altid af den samme dejlige duft, fra hendes yndlingsparfume.

"Hey". Hun giver slip på mig, og går forbi mig, direkte hen til Tilde. Min halvlillesøster. Min fars nye kæreste Signe, var på forretningsrejser hele tiden, så vi så hende ikke rigtigt, hvilket passede mig helt fint. Hun er ligesom de stedmødre fra eventyr. Onde og tror de ejer huset, nu hvor de er gift med manden, der ejede det før. 

"Hej Tilde"! siger hun, og giver hende et kys på kinden. Bare det var mig, der fik Emmas bløde læber på sin kind. Tilde smiler. Hun er altid genert når Emma kommer over. Emma. Hun er den der type der elsker småbørn - især Tilde - den der type der synes alt er nuttet. Jeg står lidt og stirre uden at jeg bemærker det. Emma rejser sig, og vifter sin hånd foran mit ansigt. Jeg blinker hurtigt og fniser. Emma kigger ned i jorden. Hun kigger op, og hendes kinder er helt røde. Jeg smiler indeni. Jeg kan mærke at mine kinder også bliver helt varme. Meget. 

"Kom Emma", sagde jeg. "Jeg har noget jeg gerne vil vise dig".

Jeg havde aldrig vist hende ringen før nu. Men jeg var meget nervøs. Jeg ved ikke hvorfor, det er jo bare en ring. 

"En ring"? spørger hun. Hun ligger hovedet på skrå, rynker brynene og kigger mærkeligt på mig, som om jeg er blevet skør. Jeg kigger ned på ringen i min hånd. Jeg føler mig flov. Hun tager den ud af min hånd, og jeg løfter hovedet. Hun kigger underligt på den, da hun, bare lige ud af den blå luft skriger, og smider ringen fra sig på gulvet. Hun trækker benene op til sig, og glor vredt på mig. 

"Hvad har du gjort ved den"!? nærmest råbte hun lige ind i mit ansigt. "Er det er form for vittighed?! For det var ikke sjovt overhovedet"! Mine bryn rynker en smule, og jeg kan se på hende, at hun ved at jeg ikke har gjort noget ved den. Hendes ansigt slapper mere af nu, og hun prøver at smile, det kan jeg se, men det er svært for hende. Vi kigger på ringen, og så på hinanden. 

"Hvad skete der"? spørger jeg, og samler ringen op, mellem min lange- og pegefinger. 

"Den... Den lyste! Ikke et sort lys men et meget skarpt lys, og inden i lyset var der et billede. Et billede af mig og en mand i sort fra top til tå med en lille pind med gnister. Han holder pinden mod mig, siger et eller andet volapyk, en stråle kommer imod mig, og så forsvinder lyset". Jeg klør mig i øjenbrynet, og tænker så min hjerne brager. Min far braser ind, og drejer sit hoved skiftevis imellem os. Emma har et meget bange udtryk i ansigtet. Hun kigger på mig, og det første jeg lægger mærke til, er en lille lys plet imellem hendes øjne.

"Øhm"... sagde jeg og peger med rystende hånd på pletten. Den havde aldrig været der før, det er jeg sikker på. 

"Hvad er der"? spørger hun, men jeg kan ikke forklare hvad det er. 

"Øhm... en øhm... en.. flue"! kommer det ud af mig. Jeg har en stor klump i halsen, og kan mærke at nervøsiteten presser sig på. Hun kigger desperat på min far. Hun ved hvornår jeg lyver. Han tager et stort skridt hen imod os, og holder hendes ansigt imellem hans to store hænder. Han vender og drejer det, og da han så endelig giver slip siger han: "Jeg ved hvad det er... Følg med mig"! Hans stemme lyder helt stille og rolig, men jeg kan mærke nogle rystelser i den. Han er bange. Det er en af de eneste gange jeg har hørt eller set ham bange. Han er altid meget frygtløs. Vi rejser os, jeg skynder mig at stoppe ringen ned i min bukselomme, og styrter ud i opgangen.

"Hvad med Tilde"? råbte jeg gennem larmen af fodtrin ned af trapperne.   

"Signe kommer hjem om et par timer. Hun klare sig. Lige nu gælder det om at få det her ordnet"! Han åbner døren med et smæld ud til vejen og løber, uden af tænke sig om, ud i regnvejret. Han stopper et øjeblik, tager fat i begge vores hænder, og sætter i løb igen, mod en uhyggelig gyde imellem to højhuse. Han har et skrækslagent blik i øjnene da han spørger: "Er i klar til det her"? Vi når ikke at svare før han hamre sin knytnæve ind i væggen i bagenden af gyden. 

"Hvorfor? Hvad skulle det til for"? Jeg lyder desperat. Han giver mig bare sit stol-på-mig blik, og jeg nikker svagt. "Jeg fortæller jeg alt hvad i skal vide på den anden side". siger han roligt, og smiler. Det så ikke ud til at gøre ondt. Mine tanker begynder igen. Jeg har haft en drøm om det her. Præcis det her øjeblik. En mursten begynder at trække sig længere og længere ind bag ved væggen, indtil den til sidst falder, og afsløre et stort hvidt lys. Jeg taber kæben, og Emma er stadig skrækslagen. Lidt efter lidt forsvinder de andre mursten, i form af en stjerne. Jeg kigger på far, og han ånder lettet ud. Han vinker os med, og vi går meget langsomt ind i lyset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...