Uanmeldt roommate

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2016
  • Opdateret: 20 nov. 2016
  • Status: Igang
Lily Rose er en 17 årige sød ung pige, som lige har fået sin egen lejlighed eller det er hvad hun tror. Hun for sig dog et stort chok, da hun for at vide hun skal bo sammen med den 19 årige Marcus, som er alt andet end sød i mod hende. De enes overhovedet ikke og er det modsatte af hinanden, men alligevel kan de ikke lade hver med at synes den anden person er alt, alt for attraktiv. Og nok med det har Lily endnu et problem. Det viser sig, at hendes bardoms ven Alex faktisk kan lide Lily mere end bare som hans bedsteven. Og nu skal hun også finde en måde at få taklet Alex´s følelser på, uden at hun kommer til at miste ham. - Undskyld for fejlen på coveret

6Likes
14Kommentarer
2418Visninger
AA

7. _-* Daten *-_

Da jeg endelig har fået lagt det sidste lag af mascara, går jeg over til mit skab for at hente den kjole Fin havde købt til mig. Tænk at en helt fremmede fyr gad, at købe en kjole til mig. Jeg hopper hurtigt i kjolen, og selvom den sider ret tæt, for jeg alligevel kæmpet den over min røv. Den sider lige så godt som den ser ud, og nu skal jeg bare finde de rigtige sko. Jeg har uheldigvis ingen højhælede, så jeg bliver nød til at tage mine hvide sneakers på. Det passer langt fra til kjolen, men nu må jeg bare håbe på, at han lægger mere mærke til kjolen end skoene. Da jeg har fået skoene på, går jeg over til mit spejl. åhh.. jeg ser jo fuldstændig tåbelig ud med de her sko. I en fart tager jeg skoene af og smider dem over i min seng. "Fuck" råber jeg og glemmer fuldstændig alt om, at Luke er lige inde ved siden af. Pludselig braser han ind og kigger sig forskrækket omkring. "Er der sket noget?" spørger han bekymret. "Nej, nej" svarer jeg og sætter mig end på gulvet. "Jeg har bare ingen sko, at tage på" siger jeg opgivende. "Sko?" griner han og sætter sig ned overfor mig. "Ja. Sko, dit fjols" siger jeg skarpt og folder armene over kors. "Er det virkelig så vigtigt?" spørger han og rykker sig tætter på mig, så han bliver nød til at bøje sine ben. "Øh.. ja" siger jeg irriteret, men han begynder blot at grine. "Dit fjols, hvorfor er du overhovedet interesseret?" spørger jeg og mine øjne møder hans. Han kigger hurtigt væk. "Det ved jeg ikke... vi skal jo bo sammen i et stykke tid, så skal man vel på en måde være lidt interesseret i den anden" svarer han. "altså på venne måden" siger han og smiler. "Det har du vel ret i" siger jeg og smiler tilbage. "Prøv at rejse sig op" siger han og rejser sig op. Jeg gør det samme, men bliver nød til at rive lidt ned i kjolen, da den ryger op idet jeg rejser mig op. "Det ser da fint ud" siger han, efter han har studeret den lidt. "jo tak, men nu er det jo en skokrise" minder jeg ham om. "nåå jo.. øhh.. hvilke sko havde du i tankerne" spørger han, og jeg går over til sengen for at hente de hvide sneakers. "De ser da seje ud" siger han opmuntrende. Jeg sukker dybt, "Jeg vil ikke have det skal være sejt. Han virker virkelig sød ham jeg skal ud med, så vil helst være noget lidt andet end bare sej" siger jeg og sætter mig opgivende i sengen. "Ved du hvad?" spørger han, og jeg ryster tungt på hovedet. "Jeg tror at det er fuldstændig ligemeget, hvad for nogle sko du har på eller, hvad for en kjole du bære, for du er virkelig naturlig smuk" siger han, så det lyder helt alvorligt. Jeg kan dog ikke lade hver med at fnise lidt, af det han sagde. Det lød bare lidt for alvorlig, til hvad han normalt kan finde på at sige. "åhh... stop dog Luke. Det lyder så alvorligt" griner jeg og gå over til ham. "Men ved du hvad?" spørger jeg ham og nu er det hans tur til at ryste på hovedet. "Tak. Jeg tager de her grimme hvide sneakers på og ser hvordan det går" siger jeg og han griner. "Så grimme er de heller ikke. De er seje" siger han, og jeg skubber blidt til ham. "nå, kom så ud af mit værelse" kommandere jeg. "okay, okay. Held og lykke" siger han og går ud af værelset. 

Jeg tager skoene på igen og derefter en lang grå frakke. Min taske bliver en helt almindelig sort taske og derefter er jeg ude af lejligheden. Da jeg står ude foran lejligheden bestemmer jeg mig for, at ringe til Fin. Han tager den ikke første gang, men anden gang gør han. "hey, det Fin" lyder det fra telefonen. Pludselig bliver jeg meget nervøs og kan dårlig nok få et ord ud af min mund. "Hallo, Rose?" siger han og så tager jeg mig endelig sammen. "Hej Fin.. øhh.. hvor skal vi mødes?" spørger jeg og sukker lettet. "Hvor vi skal mødes? Søde Rose, jeg kommer og henter dig. Hvad er din adresse forresten?" spørger han og jeg kan ikke lade hver med at smile lidt, da han siger at han kommer og henter mig. Jeg giver ham adressen og sætter mig på et trappetrin, ude foran lejligheds bygningen. 

Efter et par minutter kommer der en sort Audi kørende. Hvad det er for en slags Audi har jeg ikke styr på, men selv syntes jeg at den er mega fed. Vinduet bliver kørt ned og Fins ansigt kommer til syne. "Kommer du ind eller hvad?" spørger han og vipper med hovedet, som et tegn til at jeg skal komme ind. Jeg nikker og løber hen til bilen. Den er godt varmet op og det er mere end dejligt, nu hvor jeg har siddet ude i lidt tid. "Fryser du?" spørger han og lægger sin hånd på mit lår. "Øhh.. nej, ikke mere" svarer jeg og tager hans hånd. Vores fingre fletter ind i hinanden og det gør mig bare endnu mere varm inden i. 

Da vi kommer til resturanten, bliver jeg helt i tvivl om vi ikke har kørt forkert. Fordi det lignede næsten et sted, hvor dronningen kunne bo. På vejen hen til resturantens indgang står der lys fakler, og henne ved døren står der to mænd på hver side, iført sorte læderjakker og mørke solbriller. De lignede nærmest to bodyguard, der skal beskytte nogle meget vigtige mennesker. Da vi kommer derhen hilser de to mænd på Fin, som om de kendte ham. 

Indenfor var som et slot. Der var lange lys kæder, der hang fra loft til loft og flotte store lysekroner som lyste hele rummet op. "Wauw!" siger jeg forbløffende. Han griner, "Ja ikke, det sagde jeg også første gang jeg var her" siger han og tager min hånd. Vi gik pludselig forbi en hel kø af mennesker, som nok vil ind og have et bord. "Øhh.. må vi godt det her?" spørger jeg og han nikker. Men da vi kommer hen til en mand, som er endnu støre end dem ude foran døren, bliver vi stoppet. "Hey knægt! Om bag i køen" siger manden og skubber til Fin. "Øhh.. Ved du hvem jeg er?" siger Fin irriteret og træder helt tæt på manden. Tænk at det overhovedet ikke skrammer ham, at stå op imod en mand som er dobbelt så stor, som en selv. Manden kigger nu endnu mere vredt på Fin og han knytter hårdt sine hænder sammen. "Det okay Fin. Vi finder bare et andet sted" siger jeg og lægger min hånd på hans skulder. "Nej, nej Rose. Han er bare en ny vagt og kender tydelig hvis ikke til, at min far ejer denne her restaurant" siger Fin højt, så ham manden også kan høre, hvad han siger. Mandens ansigts udtryk forvandler sig nu fra sur til nervøst. "Ejer din far stedet?" spørger han nervøst og slapper af i hænderne. "Ja og flyt dig nu. Vi skal jo ikke dø af sult" siger Fin og manden træder til siden. "Det må du meget undskylde. øhh.. er der noget.." mere noget manden ikke at siger før Fin havde trukket mig med hen til et bord. "Typisk nybegynder" griner Fin og fletter sine fingre ind i mine over bordet. "Ejer din far virkelig resturanten?" spørger jeg forbløffende og han nikker. "Jep og tro mig, det har været en hård vej her til men han klarede det" siger han og klemmer min hånd lidt. "Nå, men nu ikke mere snak om mig. Jeg vil høre mere om dig" siger han og kigger nysgerrigt på mig. "Okay, øhh.. før jeg fik den her lejlighed, boede jeg sammen med min bror, nu hvor vores forældre døde i en bilulykke og..." mere noget jeg ikke at sige før han afbrød mig. "Jeg vil hellere høre noget omkring dig, som person" siger han og smiler sit hvide tandpasta smil. Han får selv mig til at smile, "øhh... okay. Jeg er en meget glad person og elsker at opleve og udforske nye ting. Hele mit liv har jeg altid gerne ville rejse til Paris, så jeg kan se eiffel tårnet men har stadig ikke fået muligheden for det. Og min livret er Pizza eller nej, det er lasagne... åhh.. jeg kan aldrig bestemme mig" siger jeg opgivende. Pludselig bryder han ud i et grin. "Hvad er der galt? Du ville jo vide noget om mig" siger jeg og griner nu lidt selv. "jo, jo. Bare rolig, det var utroligt fint" siger han og griner nu endnu mere. "Ej, stop. Var det dumt sagt?" spørger jeg og køre en hånd igennem mit hår. "Nej overhovedet ikke. Jeg tror bare aldrig, at jeg har mødt en pige som dig" siger han. "Ej, stop. Jeg kan ikke gøre for, hvordan jeg er" siger jeg flovt og rødmer. "Det er jo godt ment. Du er ikke så stiv og tøset, som de piger jeg plejer at være sammen med" siger han og klemmer endnu engang min hånd blidt. 

Vi bestiller mad og derefter dessert. "Jeg tror aldrig nogen sinde, jeg har smagt noget så godt" siger jeg overraskede, da vi går ud til bilen. "Det jeg kun glad for at høre og det tror jeg også min ville far syntes" siger han og lægger en arm omkring mine skuldre. "Hvad med maden, hvordan skal jeg betale dig tilbage?" spørger jeg ham. "Du kan betale tilbage, ved at gå ud med mig igen" siger han, da vi sætter os ind i bilen. "Okay, det en aftale" siger jeg og kigger tilfreds ud af bilens vindue. Jeg tror nok, at jeg er den gladeste person i hele verden. Eller måske ikke 'den gladeste', men i hvert fald en af dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...