Havets farver

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2016
  • Opdateret: 30 jul. 2016
  • Status: Igang
Mit bidrag til "stor fantasy konkurrence" Jeg har valgt valgmulighed 1. En helt almindelig pige liv forandre sig pludseligt og meget voldsomt, da hendes far, på hendes femtenårs fødselsdag, igen bliver indlagt på hospitalet. En måned efter møder hun en dreng i havet, som fører hende meget langt væk fra hendes allerede meget kaotiske tilværelse. Et farligt eventyr tager hurtigt form.

1Likes
8Kommentarer
416Visninger
AA

4. Drengen

Jeg havde svømmet i godt en halv time, og luften svandt på mystisk, hvis ikke op. Jeg manglede ikke luft, men havde alligevel en trang til at komme op i lys og luft igen... Så langt nåede jeg bare ikke. En ung fyr dykkede op yderst i mit synsfelt. Hans hår var brunt og kroppen trænet. Han tog fem rolige tag og var ovre ved mig. 
Hans badeshorts var blå og jeg blev pludselig klar over hvor grim min bikini var. 
"Hej," lød den klarer stemme, jeg for sammen. Hvordan kunne han tale under vandet? Jeg tog hurtigt tre tag bagud, og han smil blev bredere, "rolig nu" han stemme lød lige så kraftigt, som havde vi stået på breden, og jeg så forvirret på ham. "Hrrej" mit svar lød rallende, og jeg blev rød i kinderne."kom med." Hans stemme var fast og jeg fulgte forundret med ham. 
"Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg, eller det var det jeg prøvede at sige, men det blev ikke til andet end nogle små bobler og resulterede yderligere i at jeg fik mit lange lyse hår i munden og måtte stoppe op. 

Drengen svømmede stærkt og jeg måtte bruge lang tid på at nå op til ham igen. Imellemtiden var vi nåede langt ud på havet og jeg vidste ikke længere om jeg selv ville kunne finde tilbage. 
Pludselig tog drengen hårdt fat i min arm og rev mig nedad. Luften røg ud af mine lunger, og jeg forstod det ikke. Jeg havde lige vænnet mig til tanken om ikke at føle luftmanglen, og så skete det her?! 
Jeg hostede, og fik vand ind, drengen stoppede og så forskrækket på mig. Han satte en tyssende finger for mundet og jeg blev sur. Jeg ku da ikke gøre for, at han havde fået mig til at miste vejret! Han hev mig stille lidt længere ind i mørket under nogle store sten og så undersøgende på mig. Så vendte han mig om, lagde sine hænder om livet på mig, og trak til. Det virkede efter hensigten, og jeg hostede alt vandet op igen. Han tog fat i mine arme og strakte dem i vejret, for at åbne mine luftveje. Underligt nok virkede det, og jeg fik ren luft ind igen. Men jeg var stadig ikke tilfreds. Skulle vi måske ikke være stille?! 
Han smilede roligt, "vi er i sikkerhed her" forklarede han, som havde han læst mine tanker. "Stenen er lydtæt, og vi har anlagt et tæt stykke væv, af gennemsigtige hydrofytter, som danner et skjold." Jeg stirrede stadig forvirret på ham. Hvem var vi? Og hvad var hydrofytter?
Han sagde ikke mere, men trak mig bare med videre... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...