Havets farver

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jul. 2016
  • Opdateret: 30 jul. 2016
  • Status: Igang
Mit bidrag til "stor fantasy konkurrence" Jeg har valgt valgmulighed 1. En helt almindelig pige liv forandre sig pludseligt og meget voldsomt, da hendes far, på hendes femtenårs fødselsdag, igen bliver indlagt på hospitalet. En måned efter møder hun en dreng i havet, som fører hende meget langt væk fra hendes allerede meget kaotiske tilværelse. Et farligt eventyr tager hurtigt form.

1Likes
8Kommentarer
415Visninger
AA

3. Den trettende måned

Jeg var fjorten år og tretten måneder, eller femten år og en måned.
Det er som man tager det. De fleste ville nok vælge den sidste udgave, men jeg foretrækker nu den første. Ikke fordi jeg er skudbarn eller af anden årsag ikke mener at være fyldt tretten, men fordi jeg ikke kan huske ret meget og egentlig heller ikke ønsker at huske denne dag.

Det var præcis en måned siden. Havet havde været rødt, i hvert fald i mine øjne havde det virket rødt. Ligesom dem, - mine øjne. 
Det var præcis en måned siden. Den dag, hvor jeg var vågnet op og havde fundet ud af at min far igen var blevet indlagt. Det var sket to gange før, og ligesom de to andre gange, havde lægerne heller ikke denne gang fundet ud af, hvad han fejlede. Men denne gang var alligevel anderledes. Min far var mere syg, denne gang... Og mere herhjemme afhang også af mig. 
Jeg havde på fornemmelsen at min mor var ved at gå ned med stress, så jeg brugte så meget tid herhjemme som muligt, på at hjælpe til. 
Bare ikke idag. 

Mine bedsteforældre var kommet på besøg i denne weekend, for at hjælpe og aflaste min mor lidt, og nu var hun så taget med mine brødre ud for at besøge far. 
Selv havde jeg også forladt huset, og havde sat kursen mod havet. 

Vandet har altid givet mig en følelse af tryghed. Det var et af de steder, hvor jeg tilbragte allermest tid, - stranden. 
Jeg kunne gå lange ture her, glemme alting, eller sidde stille og tænke det hele igennem. Det var befriende at høre vandets brusen i ørerne og rart at kunne dykke ned i det og bare lukke verden ude. 
Denne dag var bare anderledes. Det var ikke vandet der var anderledes idag, - det var blåt og roligt, - det var mig. Jeg følte mig tom. Jeg følte ingen grund til at hoppe ud i vandet, vinden var kold og for en gangs skyld var tankerne faktisk ikke øredøvende, og kvælende i mit hoved. Alligevel, hev  jeg blusen overhoved og hoppede i vandet. Min bikini var lyseblå, ganske enkel og kedelig. Den var egentlig hverken praktisk eller specielt klædelig, men jeg orkede ikke at ofre penge på en ny. Desuden var der sjælendt ret mange på stranden halvvejs inde i oktober, som regel faktisk slet ingen, ud over mig selvfølgelig. 

Jeg dykkede ned i vandet, mærkede det yderst kølige vand omkranse min krop. Det var ikke fordi jeg ikke godt kunne mærke kulden, men af en eller anden grund kunne jeg godt lide det. Det var befriende koldt, og min krop holdt sig varm, uden at jeg brugte vildt mange kræfter på det.
Jeg havde lovet min mor, ikke at svømme længere ud end jeg ku bunde, men som det så ofte er med børn, ku jeg ikke dy mig for at svømme lidt længere ud. Lidt længere, lidt længere, og lidt længere ud. Jeg følte ikke manglen på luft lige med det samme. Jeg svømmede bare længere og længere ned, i takt med at jeg kom længere og længere ud i vandet.
Jeg så det hele nede fra, neden under vandet. Så op i skyerne, der skyllede væk, når en bølge ramte mit synsfelt. Jeg undlod at tænke, lod de sidste mange dage flyde ud i vandet og blive glemt. Og det var rart...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...