KnoglePorten

Hun begynder sin gang, mod det hun ved er slutningen. Tomme mørke huller, fra der hvor øjnene skulle have siddet i kranierne, følger hende, mens hun skridt, for skridt, går sin rettergang.

0Likes
0Kommentarer
37Visninger
AA

1. KnoglePorten

Gangen er lang og mørk. Store stenstøjler dekoret med knogler, fra mennesker og dyr, står jævnligt hen mod den gigantiaske port.

Hun begynder sin gang, mod det hun ved er slutningen. Tomme mørke huller, fra der hvor øjnene skulle have siddet i kranierne, følger hende, mens hun skridt, for skridt, går sin rettergang.

 Hun bøjer hovedet, for at undgå deres borende ikke eksisterende blikke, blot for at opdage, at de øjne der skulle have siddet i de tomme kranier, stirrer på hende fra gulvet. Tusindvis af øjeæblers blikke, kigger direkte op på hende, langt flere end hoveder der sidder på søjlerne.

 Hun tager varsomt endnu et skridt. Nu ligger hun mærke til den svage lyd, der kommer vær gang hun sætter sin fod ned. Endnu et skridt. Igen bryder den lille lyd, den stilhed der ligger over den endeløse gang. Hun kigger igen ned på øjneæblerne, for at fanges af et lidt længere fremme.

 Øjet stirrer direkte og gennemtrængende ind i hendes. I forhold til de andre der blot betragter, den der har våget sig ind i deres hule. Øjets grønne smaragd farve, der er dominere i øjets regnbuehinde, er blandet med nogle andre nuancer som skrigende neon gul, og derved skiller sig ud på andre måder, end på farven.

Hun sætter hovet lidt på skrå, og lister varsomt hen til det mystiske øje. Den specielle farve kan ikke tilhøre et menneskes, det ville være umuligt! Hun løfter langsomt foden, for at komme tættere på. Det kan heller ikke tilhøre noget dyr. Hun sætter foden ned. Og alligevel virker det genkendende for hende, som en gammel ven, hun ikke har set længe.

 Hun står nu foran øjet, og ser direkte ned i dens bundløse pupiller af mørke, og den op i hendes skræmte dådyr øjne. Hun sætter sig langsomt ned på hug, foran det gennemborende øje. Hinden glinser svagt, i de få faklers lys der hænger gennem gangen. Hun kan se sit eget spejlbillede i pupillen, hun drejer lidt hovedet til side, for at betragte sig selv, pupillen følger hendes bevægelser, som et rovdyr der studere sit mål. Hun rækker hånden frem, for at se om hun kan røre det grønne æble. Jo længere hendes hænder nærmer sig øjets hinde, jo støre bliver pupillerne, og det skumle, skrækindjagende smil på hendes læber. Pupillen der snart opsluger øjets masse, skriger af intethed og længsel. Hele hendes ansigt spejles i den overflade. Hendes mund, hendes blege hud…

De andre øjeæbler beskuer dem. Blot få millimeter fra hinden, og millisekunder fra berøring, ser hun sine øjne. Store tomme huller, midt i ansigtet, dybere end det dybeste hav, mørkere end det sorteste kul. Der falder en mørk dråbe blod, ned på smaragd øjet. Hun tager sig til uddybningerne i hendes ansigt. Hun hiver hurtig hænderne til sig. Øjet kigger på hende, som om hun havde været en julegave. Hun drejer sine hænder, for at se den forbrænding der var kommet. Et langt gennemtævet sår træder frem på hendes hånd. Små blærerne dukker hurtigt op på kødet. Hun koger af raseri, ligeså varmt som flammerne i hendes øjne. Hun hæver begge hænder, for at tilintetgøre det grinende øjeæble, og lader med alt sin kræft dem styrte ned mod det.

Men det kommer ikke til at ske, for porten flyver op. Knogler og lemmer fra ofre, svinger til side. En rådden lugt bliver kastet gennem gangen, fra kødet der hænger, som trofere på den majestætiske port. Selvom den er så langt væk, at den kun svagt kan skimtes, er der ingen tvivl om, at den kræft der slog døren op, har været så voldsom, at selv øjeæblerne ser skræmte ud.

 Der lyder et bump lidt fra hende, hun ser derhen. Et halvrådden ben kastet i farten fra portens voldsomhed, opløses foran hende. Det grønne øje ser ondskabsfuldt på hende, med et strejf af triumf. En latter runger gennem gangen, fra porten af, og alt bliver mørkt.

Hun kigger rundt i mørket, men intet sker. Der er intet at se! Langsomt begynder små lys at dukke op, og lyser gangen op igen, langt bedre end faklerne. De er som små stjerner på nattehimlen, alt for mange til at tælle. Hun kigger over mod den nærmeste søjle, for blot at finde ud af, at de lys hun få sekunder før, syntes havde været smukke, svæver i de tomme huller, hvor øjeæblerne skulle have siddet i kranierne. Millioner af øjne, af lys, kigger nu på hende, mens deres flamme bevæger sig i takt, med de skrig der lyder bag hende.

Rædselsagende drejer hun hovedet, for at betaget de skrigende. Synet er som en knytnæve midt i maven. Hurtigt rejser hun sig op fra det grønne øjeæble, for at gøre klar til flugt, fra det monster, der nu med lyses hast, stormer mod hende. Hun sætter i løb, og træder ned på det grønne øje. Hun kan høre det blive mast under hendes fod, og massen tværer sig op mellem tæerne.

Men hun er ligeglad. Hun forsætter sin flugt mod knoglernes port. For hvert nyt spring, væk fra det der jagter hende, kan hun mærke hvordan øjende betragter hende. Hun falder. Blod, masse og øjne, flyver omkring hende. Alt luft fra hendes lunger, slås ud af hende, sammen med et halvt øjneæble, hun har slugt under faldet.

Gangen bliver mørkere. Hun er på benene igen. Klart rødt blod sprøjter til alle sider, for hvert skridt. Hendes ben der før var lysebrune, er nu dækket i en masse af hvide konsistens, af øjnene og blod. Hun kan mærke væsnet bag hende nærmere sig. Temperaturen falder til minus. Hun er blot få spring fra porten, da dyret der vildt jagter hende, kaster sig over hende. Lange klør danser ned over hendes ryg, og efterlader tynde spor af blod. Hun krymper sig samme som en kugle, og prøver at undgå væsnet, men den griber brutalt fat i hendes nakke, hvor kløerne har låst sig fast under hendes hud.

Hun kan mærke en gliddene bevægelse under hende, da hun slæbes hen over øjneæblerne. Hun kan mellem hendes ben, se blodet fra de sprængte øjeæbler, som en sti mellem det hvid plette hav, af gennemborede øjne. Hun vrider og drejer sig. Væsnet drejer sit hoved, og brøler hende op i ansigtet. Dens tænder er lige så rådene som kødet, der nu kraftigt kan lugtes fra porten af.

Hun prøver at tage fat i monsteret, for at komme fri. Men dens hud er helt slimet og blodig. Hun hiver hænderne til sig igen, da syren fra monstret ætser sig ind i hendes hud, og en stank af brændt hud, når hendes næseborde. Hun kan mærke dens klør, bore sig ind i sin ryg. Skrigende ser hun monster træde gennem knogleporten.

 En hæs knurren lyder fra dens strube, og runger gennem den gang de er kommet fra. Der er kun de øjeæbler tilbage der er er gennemtæret på hendes hud. Hun drejer ansigtet, og kaster de sidste rester op, af blod fra øjende, hun havde slugt under hendes flugt.

Porten bliver smækket i bag dem...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...