Remember

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2016
  • Opdateret: 3 nov. 2016
  • Status: Igang
Sophie havde alt. En familie der hjalp hinanden med alt, massere af venner, mange der holdte af hende. Der er dog også den detalje at Sophie er verdenskendt... En dag ændre alting sig for altid. Det liv hun havde før, vil aldrig være det samme som nu.

1Likes
1Kommentarer
241Visninger
AA

5. Remember - Kapitel 3

Endelig et nyt kapitel! YAY!

 

Køreturen til søen var lang, men nu er vi her endelig! Søen og parken ligner sig selv, wow Sophie, som om en sø lige ændre sig på fem år? Nogle gange føler jeg mig virkelig som verdens dummeste person, jeg kan virkelig undre mig over de dummeste spørgsmål men, det er det mine veninder elsker ved mig. Eller det er, hvad de plejer at sige til mig.

“Sophie du dagdrømmer” Griner Will og vinker en hånd foran mit ansigt. Jeg blinker et par gange, før jeg begynder at smile. “Undskyld, jeg elsker bare det her sted. Tænk, hvor har vi haft mange minder her.” Jeg snurrer rundt om mig selv med armene spredt ud. “Hun har ikke ændret sig, siden hun rejste.” Hvisker min mor. Jeg kan se på hende, at det ikke var ment for mig at høre det. Jeg kigger over på hende, og jeg føler mig lige pludselig meget utilpas ved hendes ord. Mener hun det ondt? Synes hun at andre folk er mere udadvendt og bedre mennesker? Er jeg ikke god nok? Hun ser mit ansigtsudtryk og går over til mig. Hun griner og krammer mig. “Søde, det er skam ikke ondt ment. Jeg mener det på en god måde. Populariteten har ikke steget dig til hovedet, og det mener jeg virkelig, det er en god ting.” Jeg sender hende smil, og sætter mig ned på det udfoldede tæppe.

 

“Så du siger til mig, at du er begyndt at se en pige? Hvorfor har du ikke sagt det noget før?” Jeg puffer til Will. Vi sidder alle tre på tæppet og bare snakker om alt mellem himmel og jord. “Nok fordi du aldrig er hjemme mere, eller skriver tilbage til os…” Mumler min far over fra den anden ende af tæppet. Jeg kigger overrasket over på ham. Jeg vidste det, han er stadig sur over jeg rejste. Han har altid været den som, har støttet mig mest igennem det hele, men han havde aldrig troet, at jeg ville få chancen for at flytte til New York. Jeg sukker og stirrer på ham. “Tom Stop… bare stop.” Prøver min mor, at lukke munden på ham. “Hvad? Det er vel det, vi alle tænker. Hun har aldrig tid til os, vi er altså hendes familie. Vi burde vel være vigtigere end karrieren. Det er vel også det, i skændtes om for et par måneder siden ikke Will? Du er vel også ved at være træt af alt det her, er du ikke? Jeg savner min lille Sophie, hun er her ikke længere. Jeg gider ikke det her længere. Jeg gider ikke at lade som om alt er normalt igen, for det er det altså ikke. Sophie, du forlod os for to år siden. Jeg mistede min datter to år siden. Du bliver aldrig den samme igen.” Han ånder lettet ud og rejser sig op. Jeg kigger på ham og får tårer i øjne. “Jeg må nok hellere lige gå en tur.” Jeg ser ham langsomt forsvinde ind i skoven. “Er det virkelig sådan i alle tre har det? At jeg kun tænker på min karriere, og jeg ikke vil være sammen med jer mere?” Min stemme knækker da, det sidste ord når ud af munden på mig. “Sophie -”. “Nej mor, svar på mit spørgsmål. Er det virkelig det, i tror om mig?” Jeg spytter ordene ud. Jeg gider virkelig heller ikke mer’. Jeg har også hørt på det her nærmest hver dag igennem de sidste par år.“Ja.” Jeg vender mit hovede, og kigger over på Will. “Jamen for helvede Sophie, du er jo aldrig hjemme. Vi har næsten givet helt op på dig nu… Man får bare lidt fornemmelsen af at, du ikke gider os mere. Jeg elsker dig stadig, det er ikke det. Du er bare ikke dig selv mere. Det kan godt være at, du ikke kan se det, men du har altså ændret dig meget. Både på en god, men skam også en dårlig måde.” Will kigger kun ned i jorden imens, han snakker.

Tårerne løber ned af mine kinder, og jeg har intet at sige. Jeg plejer altid at være klar til at forsvare mig selv, men lige nu er ikke tilfældet.

“J-jeg vil gerne tilbage på hotellet nu.” Stammer jeg. “Soph-” “Nej mor, jeg har brug for at tænke, før jeg lukker noget lort ud. Så vær sød at køre mig hjem.” Hun kigger på mig med et skuffet blik, men opgiver sukkende og nikker. “Jeg skriver til far, at han skal komme tilbage, så Sophie kan komme hjem.” Will lægger tryk på hjem.

 

Nu fatter jeg det endelig… Jeg er ikke hjemme her, jeg er hjemme i New York. Selvom jeg ville have ferie, så må jeg hjem. Hjem til mennesker som anerkender mig, som holder af mig og aldrig vil gøre mig ondt.

 

Køreturen tilbage til hotellet er meget akavet. Ingen siger et ord og heller ingen øjenkontakt. Dog prøver min far at få kontakt med mig igennem bakspejlet, hvilket ikke lykkes. Vil han overhovedet kendes ved mig mere? Vil han være min far? Lægger jeg et for stort pres på dem alle tre? Er jeg for selvisk, har jeg overhovedet tænkt på dem ordentligt. Ja, jeg har tænkt på dem, men har jeg tænkt på dem. På den rigtige måde? Jeg når ikke at spekulere færdigt, før jeg hører et stort brag, og alt er sort.


Jeg er så ked af at der er gået så lang tid siden jeg sidst har opdateret historien. MEN her er det færdige kapitel! Jeg håber i kan lide det, hvis i kan så husk at like. I må selvfølgelig også gerne kommentere, hvis det lyster! Og mange tak for 100 visninger! Det er helt vildt! Mange tak!!!!<3   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...