Forenede dråber | Fordi jeg elsker dig, konkurrence

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2016
  • Opdateret: 28 jul. 2016
  • Status: Færdig
Det startede godt ud. Vi var glade, tilfredse, forelskede. Men Tobias var afhængig af magt, og det fysiske træk var bare et forsøg i at få det. || Skrive konkurrence, valgmulighed 1

1Likes
0Kommentarer
86Visninger
AA

1. |UDDRAG TIL KONKURRENCE|

 

 

________________________________________

 

 

FORENEDE DRÅBER

 

 

________________________________________

 

Konkurrence, kærlighed og vold. 

"Fordi jeg elsker dig", Helene Uris

 

 

Det startede godt. Nu falder mursten efter mursten fra den høje mur, og endnu engang har jeg satset for meget, haft for høje forventninger, tabt i spillet

Han kigger borende ind i mine skrækslagene øjne. Hvis jeg havde kræfterne, havde jeg med det samme sunket klumpen i halsen og vendt ryggen til, men det har jeg ikke. Det har jeg aldrig med ham – i hvert fald ikke mere.

 ”Det gør ondt, Tobias,” oplyser jeg ham, og jeg kan næsten se, hvordan han usynligt ruller med øjnene ad mig. Jeg skal bare lære at holde min mund nogen gange.

 ”Så det gør det? Jamen, måske hvis du bare opfører dig ordentligt, så var jeg ikke nødt til det her,” siger han, og presset fra hans hånd – der har haft et godt greb om mit hår – fjerner sig endeligt fra mit hoved. Jeg kan trække vejret igen.

Sådan her var det ikke i starten, nej nej. Jeg var så lykkelig da han helt uventet prikkede mig på skulderen, gav mig nogle fine blomster, som han sikkert havde fundet smidt på gaden, og fortalt hvor smuk jeg så ud fra afstand.

 Efter det begyndte vi at ses oftere, og alle var så jaloux på det vi havde sammen og hvordan vi så på hinanden. Glade, tilfredse, forelskede. Det varede noget tid, også en dag, den dag hvor vi havde et kæmpe skænderi om noget så ligegyldigt, vendte han sig uvidende om at jeg stod lige bag ved ham, og ned på jorden faldt jeg. Læben var sprækket og det blev til et sminket øje i flere uger. Han undskyldte og undskyldte, indtil vi havde et nyt skænderi og han brugte samme metode. Sådan blev det ved, og jeg tror han begyndte på det fysiske træk, fordi han fik magt. Tobias har altid været afhængig af magt. Nu er det mig, der er jaloux på dem og deres frihed.

 

 ”Tobias, du bestemmer jo ikke over mig.” Igen. Nu løber min mund fra mig, igen. Gnister bliver til flammer i hans vrede øjne, og det næste sekund ligger jeg på gulvet med en sviende kind. Så er det det samme stykke, vi endnu engang spiller.  

 ”Hvem tror du, du er?” råber han til mig, og jeg kan mærke hvordan lysten i hans arme har lyst til at rive sig i min hud. Jeg føler os som to magneter, med samme træk af negativitet, men alligevel kan vi nogle gange røre hinanden. Jeg vil ønske, at vi altid missede.

 Jeg husker hans kærlige blik til mig og det søde smil, da han fortalte mig, hvilken smuk lejlighed han havde fundet til os. Og det var den virkelig, den var smuk, men vi forbandende den med vores begyndende ustabile forhold. Havde jeg vidst, hvordan det her vil blive, så havde jeg advaret den allerførst og sagt den skulle låse døren for os. Så meget den skal høre, mærke og holde til. Alle de skænderier, alle de råb, alle de kampe. Jeg har mere ondt af den, end jeg har af mig selv.

 ”Skrid med dig, jeg kan ikke holde synet ud af dig lige nu.” Det den samme monotone stemme, der har har givet liv til mit hjerte og bagefter slået, banket, trampet og tæsket det i stykker igen. Og alligevel putter jeg plaster på såret hver eneste gang og smiler endnu et træt og udmattet smil til ham – i håbet om, at den gamle Tobias, som jeg forelskede mig i og stadig er, kommer tilbage. Krammer og kysser mig og fortæller mig, at alt nok skal gå. Jeg er træt af mit indre jeg, der prøver at sige alt bliver godt igen.

 ”Jeg sagde forsvind!” råber en stemme lige pludselig op, og jeg prøver med mine blanke øjne og tankeløse hoved at forstå situationen. Engang var jeg fyldt med den samme følelse af en stor kærlighed til Tobias. Nu er der så mørkt og stille indeni. Jeg har før stået nøgen i spejlet og undret mig over, om mit hjerte var ligeså sort som det føles psykisk. Der er bare ingenting indeni, og jeg zoomer helt væk, når han endnu engang bruger sin magt over mig.

 

 Hans grønne øjne raser af vrede og irritation. Det er ikke hvad jeg ser, når jeg kigger dybt ind i dem. Jeg ved, at det er sådan de er på overfladen, men under, så ser jeg stadig de skønneste lyse grønne øjne, der selv i vintertiden minder dig om, at den friske og søde forår er på vej. Jeg ser øjnene, der glimrer i morgensolen og de grønneste øjne, som selv mynte vil blive jaloux over.

 Og når jeg virkelig kigger på ham, selv fra det syn på gulvet, mens mine indre organer råber om hjælp og jeg ligger kold og ventende på det er ovre igen, ser jeg den brunhåret dreng, med de tykke øjenbryn og det søde mellemrum mellem tænderne, jeg forelskede mig i. Jeg ser den vidunderlige dreng, der aldrig bid mærke i de flotteste kvinder, der prøvede at få hans opmærksomhed. Drengen, der engang fik mit hjerte til at smelte. Du kan sagtens kalde mig naiv.

 

 ”Så skal jeg kraftedeme nok selv forsvinde!” oplyser han mig, mens han en sidste gang slår irriteret til mig, og jeg lader mig denne gang skrige af smerte og tag mig til maven. Det sjælendt, at jeg føler smerten, for den lever bare i mig nu, så jeg vant til den. Den er der bare. Langsomt bore den sig igennem min hud, indtil der ikke er mere og jeg endelig overgiver mig.

 Døren smækker i, og både lejligheden og jeg ånder lettet ud. Stykket af ovre, og vi har tid til en pause, før vi begynder forfra. Det er et af de der store broadway show, som folk er så overrasket og imponeret over og derfor bliver spillet hver aften, flere gange, indtil to-tre årtier er gået, og de endelig får spillet en sidste omgang.

 

 Jeg savner ham allerede. Jeg savner ham hver dag, men ligeså snart han smækker døren i, og jeg ligger alene og hjælpeløs, så savner jeg ham. Jeg venter på, at han skynder sig ind i vores ydmyge lejlighed, holder om mig, fortæller mig, hvor ked af det han er og alt nok skal blive bedre. Hjælper mig i karbad og behandler min krop, som den har brug for. Ligesom første gang. Den ene gang, hvor han havde skyldfølelse.

 

Porcelænspigen, er hvad jeg ser, når jeg kigger i spejlet. En sønderknust pige, der prøver at blive stående på sine fødder. En pige, hvis render under øjnene går helt ned til munden, og der benytter de samme slidte bukser i flere uger, før hun skifter til sit andet par. En pige, hvis lokker er uhelbredelige og mærker og sår, der en dag bliver til kæmpe ar. En pige, der engang skinnede i hele sit ansigt, med det skønneste, hvideste smil. En, der altid besøgte sin familie og holdt en masse begivenheder i sit hjem sammen med hendes venner. En pige, der sov sine ti timer om natten og udnyttede hvert et sekund af dagen. En pige, der nu aldrig ser daglyset eller lader sig lukke øjnene i mørket. En pige, der er fanget i både hendes sind, krop og tilværelse, og stadig er håbløs forelsket i sin kæreste og ønsker, at lige pludselig vågner hun op fra sit mareridt - også bliver alt normalt igen. En pige, der lever sit hidtil værste mareridt.

 

 Jeg undskylder til lejligheden, for at den skal være vidne til min forfærdelige krop. Jeg kan næsten hører, hvordan de forskellige møbler dømmer mig bag min ryg. Griner, nærmest dør af grin, over min naivitet, over, at jeg stadig er her. Så jeg skriger. Hold kæft, hold kæft, hold kæft!

 Stemmerne bliver højere, flere møbler griner med og de omklamrer mig. Ned foran toilettet ender jeg, og alt, der findes i min mave, kommer op. Jeg skammer mig næsten, når jeg igen rejser mig op og tørrer min mund af.

 Stille, forsigtigt og yders smertefuldt lader jeg min opbrugte krop stå under vandet, der bider i mine sår, som om der kommer igler ud ad bruseren i stedet for vand. Det varme vand svier mod mine blå mærker, mine store sår og mine ømme punkter. Tobias har med vilje gjort temperaturen varm herinde, for jeg ender altid herop efter et skænderi, og lige nu sidder han sikkert og slår i bordet af grin, mens han fortæller sine venner, hvor dum jeg er, at gå herind alligevel. Herinde, hvor væggene ikke kommer tættere på mig. Herinde, hvor møblerne ikke gør grin ad mig, herinde, hvor de forskellige dråber forenes. Dråber fra vandet, dråber fra øjnene. Herinde, hvor ingen kan bide forskel i de våde dråber.

 Jeg føler en hvis skyld over for lejligheden og mig selv, som jeg glider ned på det våde gulv og omfavner min krop, der føles så beskidt. Jeg kalder mig selv for naiv nu.

 

Dugget på det irriteret spejl, der heller ikke kan bære synet ad mig, gør det umuligt for mig at skimme mine røde øjne. Jeg undskylder næsten til det, før jeg beslutter mig at vende kinden til, for denne gang har jeg kræfterne. Denne ene gang har jeg valget, Tobias aldrig giver mig.

En dyb indånding, også sætter jeg kanden over, så jeg kan lave hans yndlings te til han nu kommer hjem igen. Og sådan begynder det hele igen, indtil jeg får sagt for meget, gør forbudte ting – bryder de ukendte regler, han gemmer skjult bag øjnene.

Men det startede godt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...