EFTERLIV

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2016
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til fantasy-konkurrencen, valgmulighed 1

1Likes
5Kommentarer
140Visninger

4. 4

En blanding af et skrig og et gisp undslap hendes læber. Hun havde før hørt historier om folk, der følte smerter i legemsdele efter, at de havde fået det amputeret - fantomsmerter, var hun ret sikker på, at det hed. Var det, det der skete nu? Hun havde ingen hånd, men alligevel føltes det som om, at nogen eller noget langsomt brækkede en efter en af hendes ikkeeksisterende knogler i hånden. Pigen havde mest lyst til at kaste et eller andet afsted for at få afløb for sin frustration, over hvor lidt alting hang sammen, men hun var – havde været – højrehåndet, så hun var ikke sikker på at hun ville ramme.

I stedet vendte hun sig mod Simon, der smilede bredere end nogensinde.

”Hjælp,” sagde hun – det krævede alt hendes selvbeherskelse at forhindre, at ordet blev til et skrig. Det var nu heller ikke så meget Simon hun talte til som resten af verden. Hun bad om hjælp til at få sin hånd tilbage, samt en mening med det hele, en forklaring. Hun bad om, at verden skulle fortælle hende, at selvfølgelig ville hun forblive død, selvfølgelig. Hun bad om, at alting gik tilbage til at være, som det havde været for få timer siden. Og denne verden plejede at lytte, når hun bad om hjælp – hun behøvede ikke engang bede om hjælp, da det var hos hende, før hun overhovedet kunne åbne munden.

Men ingenting skete – bortset fra at smerten i hendes hånd fordoblede sig, alt i mens hun ikke kunne gøre andet end at se til, mens hendes håndled nu også begyndte at blive svagere. Det var et skræmmende syn – tusind gange mere, end da det var drengen, der gik igennem det samme. Sådan var det vel altid – ting virkede alting desto mere forfærdelige, når man selv oplevede dem, mere virkelige.  

Pigen hadede dog blot virkeligheden, afskyede den. Man kunne argumentere for, at det at være død var hendes nye virkelighed, som hun bestemt ikke hadede, men hun havde vist aldrig helt troet på det. Dette virkede ikke virkeligt – og måske foregik scenariet med drengen og kakaoen i det pinligt rene køkken kun inde i hendes eget hoved, blot inde i hovedet på hendes rådnende lig – hun var her ikke helt.

Pigen vidste det ikke, hun vidste det ikke, og nu ville hun måske aldrig få det at vide. Hun ville gerne have bevaret roen og være blevet siddende på barstolen, indtil hun ikke var her til at være rolig mere

Som forventet var det ikke præcis det, der skete. Hun faldt ned på gulvet, men lod sig ikke mærke med det hårde stød, og ej heller det grin der lød over hende – sikkert Simon, der burde sidde grædende hernede hos hende og holde hende hånd – den der var tilbage. Ligesom hendes familie havde gjort, før hun døde.

Hendes familie… Savnet efter dem ramte hende et sted i brystkassen og overdøvede et kort øjeblik smerten i hendes arm. Denne verden kunne frembringe stort set alt – men alligevel havde hun fundet en grænse for dens formåen. Hun kunne ikke bringe sin familie til sig. Og hun ville lyve for sig selv , hvis hun sagde, at det ikke betød noget.

Dem havde pigen næsten ikke tænkt på – hun havde været for lykkelig til at bekymre sig om deres ulykke. Men nu flød hendes hoved over af billeder af dem til hendes begravelse, hendes lillesøster klædt i sort i stedet for det regnbuefarvede tøj, som hun før gik, hendes mor der sikkert smed alle lamperne ud, fordi hun ikke kunne bære at tænke på grunden til, at hun havde købt dem, hendes far der fik opgaven at pakke hendes værelse sammen – hvordan han sikkert havde følt, at han mistede et stykke af sin datter for hver af hendes ejendele, han lagde i en kasse. Hendes mor der skulle rydde op på hendes computer og have fundet hendes halvfærdige udkast til en roman, og havde læst det hele, indtil hun ikke kunne se for tårer, hendes lillesøster der vågnede lørdag morgen og stadig ikke helt vågen gik ind på hendes værelse for at vække hende ved at skråle en Disneysang af sine lungers fulde kraft, som hun plejede, før hun så pigens tomme seng, og det gik op for hende, hvad der var sket

Pigen havde efterladt et hul, et hul, og selvom der ikke var så mange mennesker, der ville blive påvirket af det hul, var der stadig nogen, og var det ikke det vigtigste?

Pigen tog en rallende indånding af luften, i håbet om at det ville formindske smerten. Hele hendes ene arm var nu forsvundet, og begge hendes ben var ved at blive gennemsigtige, men hun var faktisk lidt ligeglad. Det var gået op for hende, at hun savnede luft, hun savnede at trække vejret ind og bilde sig selv ind, at alting nok skulle blive bedre, når hun pustede den ud. Hun savede de sjældne øjeblikke, hvor hun ville kalde sig selv lykkelig, de øjeblikke, som hun i sandhed kunne værdsatte. Her var alle øjeblikke lige gode, her bevægede alting sig med præcis samme fart, mens hun tilbage i livet, nogen gange havde levet sig liv i overhalingsbanen med 160 i timen, andre gange var hun slentret af sted på et fortov.

Måske var det bare, fordi smerten gjorde, at hun ikke kunne tænke klart, måske ville det snart gå op for hende, hvor meget hun elskede sin død, og hun ville igen klynge sig til den, måske ville hun glemme alt om alle de måske’er der lige nu svirrede omkring hende - måske.  Hun kunne bare ikke håbe – for hun havde altid ment at det at håbe altid endte med, at man blev skuffet. Hun havde håbet hver gang lægerne fortalte at nu, nu, nu ville hun blive rask efter denne behandling, hun havde håbet, når hun forestillede sig, at hendes liv ville fortsætte, hun havde håbet, hver gang hun sagde til sig selv, at hun ikke havde noget at miste.

Men lige nu huskede hun. Hun huskede ikke kun, hvordan hun nogen gange havde følt sig som den ulykkeligste person i verden – en førsteplads hun delte med så mange andre – hun huskede også, at livet nogen gange var smerten værd. Hun huskede, at hun så sandelig havde haft venner, ikke tonsvis, men de få venner hun havde haft havde hun elsket så meget, at hun fik brug for flere hjertekamre. Hun huskede sit navn. Edith.

Edith smagte på lyden, smilede, men ikke på samme ondskabsfulde måde som Simon, ikke på samme måde som hun hver dag smilede her, fordi hun vidste at det at smile var, hvad hun burde gøre. Hun smilede, fordi hun glædede sig. Hun tillod sig selv at tro, at håbe uden at være bange for at blive skuffet.  Og hun stoppede med at tænke på, hvad der ville ske, hvis verdensbefolkningen steg med 90 milliarder, hun stoppede med at tænke på folks reaktion, hvis de opdagede, at døden ikke var permanent, hun stoppede med at tænkte på, at dette var umuligt. Hun stoppede med at tænke, da det så ville blive lettere.

Også der liggende på linoleumsgulvet, sikker på at hun snart ville eksplodere fra den altoverskyggende, smerte, slog hendes hjerte sit første desperat slag – selvom hun havde troet, at det for længst havde slået sit sidste. Et sekund senere var hendes brystkasse forsvundet, og nu holdt hun vejret for, nu, nu, nu, nu, var hun næsten væk. Hun ville forsvinde fra dette hus, som hun fejlagtigt havde kaldt hjem og komme rigtigt hjem.

Edith var i live.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...