EFTERLIV

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2016
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til fantasy-konkurrencen, valgmulighed 1

1Likes
5Kommentarer
136Visninger

3. 3

Det var for længst gået op for pigen, hvor forfærdelig hun var, når det kom til pressede situationer. Hun foretrak at gå sin vej, at lukke øjnene, og at ignorere alt der ikke var perfekt, for det var nu engang nemmest. Men siden hun kom hertil havde det da også været muligt at se på verden med lukkede øjne, kun at se, hvad hun ønskede at se. Pigen var sikker på, at hun havde glemt, hvad det ville sige at være et menneske i løbet af de sidste år. Eller uger? Siden hun døde i hvert fald. Hun havde glemt, hvordan det var at have et bankende hjerte, der bankede i takt med hjerterne hos dem man elskede, hun havde glemt, hvordan det nogle gange plejede at regne i den anden verden og hvordan alle bare havde accepteret det og ventet på at regnen stoppede – ellers havde de blot taget en paraply med ud i stedet for at prøve at ændre vejret.

Hun havde glemt, hvad det ville sige at leve og nu så det ud som om, hun var tvunget til at huske det. Pigen fortsatte støt – hun var nu kommet helt ned ad bakken og var begyndt at gå tilbage samme vej, som hun var kommet. Hun ønskede halvt om halvt, at de ville kalde hende tilbage og give hende en forklaring så fyldestgørende, at spørgsmålstegn fremover ville være en ukendt del af tegnsætningen for hende. Men nej – der var størrere chance for, at hun begyndte at tro på julemanden igen fremfor de tosser.

Til sin glæde så hun pludselig det hus hun boede i, dukke op foran sig. Eller måske var det hende, der dukkede op foran det. Under alle omstændigheder, betød det, at hun nu var noget til det i løbet af få ikkeeksisterende minutter, at denne verden stadig opførte sig, præcis som hun ønskede – det var sikkert bare chokket, der før havde gjort, at hun ikke kunne stoppe med at fryse.  

For nu var pigen da så sandelig også blevet sig selv igen - til den treårige hun nogen gange følte sig her, fremfor den panikslagne pige i en Beatles T-shirt, der havde troet, at hun havde brug for at bevæge sig udenfor sin lille boble af perfektion. Pigen var tre år, og verden var hendes legeplads. Hun kunne prøve rutsjebanen så mange gange, som hun ville, uden at en bedrevidende forælder fortalte hende, at det var tid til at gå i seng og vokse op; hun kunne rende rundt i tynde grønne vindjakker og stadig ikke fryse, hun kunne tro fuldt og fast på, at noget var sandheden, og så ville det blive sandheden for hende selv - og ikke mindst kunne hun bruge hele dagen sammen med sine fantasivenner.

Apropos fantasivenner… Pigen var nu nået helt hen til sin grønmalede hoveddør, der til forveksling lignede hendes hoveddør derhjemme. Hun havde med vilje gjort sit bedste for at skabe et hus, der lignede hendes gamle hjem – det forhindrede hendes minder om det i at falme. Dog havde hun aldrig, aldrig nogensinde følt sig fristet til ligeledes at forsøge og fantasere sin familie frem – nej, når hun mødte dem, skulle det rent faktisk være dem og ikke et af de mange fantasifostre, der rumsterede rundt på indersiden af hendes kranium – hullet efter de tre mennesker hun elskede overalt på jorden kunne ikke fyldes ud af svage efterligninger – desuden havde hun så meget at fordrive tiden  med, at hun næsten – men også kun næsten – var i stand til at ignorere det gabende sår, der var opstået et sted i hendes bryst – et tomrum, som hun ikke havde i sinde at undersøge, for hun kunne trøste sig selv med, at de ville komme og fylde det ud, før hun vidste af det. Med mindre hun kom til dem først

Pigen skubbede tanken ud af hovedet med sådan en kraft, at den fløj til den anden ende af verden. Hun åbnede døren og gik indenfor.

”Hej,” lød en stemme ud fra køkkenet – ikke fordi hun nogensinde brugte et køkken, det var meget nemmere bare at ønske maden frem – også selvom hun ikke havde behov for at spise. Den eneste grund til at hun havde et sådan rum var for at opretholde illusionen, om at ikke alt havde forandret sig. Med et stille smil, gik pigen ud i køkkenet, hvor Simon sad på en af barstole ved køkkenbordet. Han kiggede ikke op, da hun trådte ind, men fortsatte blot med at læse i en slidt paperback. Først da hun havde sat sig ned på barstolen ved siden af ham, kiggede han op med et smil.

Simon var den slags ven, som hun altid havde ønsket sig, men aldrig havde fået, indtil hun kom her – hun havde så heller ikke haft venner så vidt hun huskede, trods hun var omgivet af personer hver dag.  Han læste fantasybøger så tykke, at hun hellere ville løfte en bunke mursten end en bunke af dem, han tegnede og størstedelen af dekorationen i huset stod han for, han elskede at sidde oppe på bænken sammen med hende og føre lange samtaler, der ikke helt gav mening. Og når hun fik det til at regne, satte de sig sammen og drak en kop kakao i en vindueskarm, mens de diskutere den nyeste roman hun arbejdede på, eller hvornår hendes forældre mon ville dukke op igen.  

Han var den eneste person, hun havde beholdt. Selvfølgelig skabte pigen tit karakterer fra sine yndlingsbøger eller andre perfekt uperfekte mennesker, men dem blev hun tit træt af, til hun slettede dem fra hendes egen verden – det var lettere end at blinke med øjnene. Simon dog, elskede hun så meget som enhver helt igennem virkelig person, måske endda mere – netop fordi han ikke led af den begrænsning at være virkelig.

Han vidste da også, at der var noget galt så snart pigen ikke gengældte hans smil – hun plejede dog også altid at have grund til at smile. Simon greb ud efter hendes hånd over køkkenbordet og klemte den, hvilket hun vidste betød, at han var klar til at lytte, så snart hun var klar til at tale. Han var dog ikke 20 fremmede kun sit fantastiske selv, så pigen havde ikke noget i mod at åbne munden i hans nærvær. Bortset fra at hun ikke behøvede åbne munden – deres bånd strakte sig ud over det talte.

Hun vidste ikke, om man kunne kalde det telepation, det var bare noget, der var og nu det virkede nu mere naturligt for hende end at trække vejret – langt mere naturligt. Nej, deres tanker var blot så tæt forbundet at hun blot skulle koncentrere sig hårdt om Simon, og så ville ordene dukke lydløst op i hans hoved. Så hun forklarede ham hurtigt i korte vendinger, hvad der var sket, siden hun havde siddet på deres yndlingsbænk og genlæst Harry potter for tredivte gang – så meget var der helle ikke at lave i efterlivet.

”Og er du sikker på, at du tror på disse mennesker? Der kunne være så mange andre forklaringer, andre mere sandsynlige,” tænkte Simon et øjeblik efter, at hun var færdig. Som sædvanlig var han lige, hvad hun havde brug for - beroligende og logisk, når hun ikke selv formåede at være sådan. Det virkede tåbeligt, at hun for få minutter siden havde været på randen af panik, nu hvor hun sad her i køkkenet og alt var så fredeligt, som det plejede.

”Nej, selvfølgelig må de være tosser. Sikkert nogen der har været her længere end godt er og i stedet for at udnytte de uendelige muligheder de har, ender de med at lade som om, at sådan noget forfærdeligt sker – bare for at gøre deres død mere spændende. Og dog – jeg så smerten i drengens ansigt, jeg så hver en del af ham forsvinde med mine egne øjne og så vidt jeg ved er jeg selv pålidelig, jeg er i hvert fald ikke  fuldkommen skør – endnu, ” sagde hun stille. To kopper kakao var dukket op foran dem, og hun tog en slurk af sin – som håbede hun på, at kakaoen var nok til at skylde billedet af hånden, der desperat greb om hendes underarm helt væk.

”Overvej i det mindste lige, om det ikke kunne være sandt. Du sagde også, at du frøs på vej hen til de der mennesker? Et tegn på, at ikke er alt er, som det burde være. Og desuden hvorfor hørte du den forklaring – hvis du ikke ønskede den. Hvem ved? Du burde måske forbedrede dig på, at dit hjerte også begynder at slå igen – og tage nogle af dine varme sweatere frem Jeg har hørt, at virkeligheden er kold. Jeg er dog sikker på, at din familie ville være ovenud lykkelig, når du dukker op på dørtrinnet igen”. Alt dette sagde han højt – ikke i deres tanker. Det var nu det, der bekymrede hende mindst i øjeblikket. Tværtimod var det indholdet af hans sætning.

Hendes kakao virkede nu knap så appetitvækkende, så hun skubbede den hurtigt væk. Den efterlod et brunt spor på bordfladen, som hun ikke havde i side at prøve at fjerne. Hun havde alt for travlt med at stirre vantro på Simon i håbet om, at han straks ville tage ordene i sig igen, for han plejede altid med tryk på altid at sige, hvad hun ønskede at høre, og på mange måder var han hendes marionetdukke, der ikke var i stand til at sige andet end de ord, hun nærmest puttede i munden på ham for at gøre sig selv glad. Det var ham, der havde trøstet hende efter, at hun først var kommet hertil, holdt om hende, når hun vågnede skrigende op fra et mareridt, der føltes så virkeligt, at hun frygtede, at hun levede igen. Han havde fortalt hende, at hun ikke behøvede at være bange for mareridt – her behøvede hun ikke søvn, her var det kun drømme, der blev til virkelighed. Han havde stille hvisket, alting nok skulle blive okay, og bedre end okay, okay var hvad man sigtede efter, når man var i live, mens man som død kunne være meget mere ambitiøs.

Og pigen have troet på ham, hun havde vidst, at han talte sandt. Men nu ville hun gerne tro på, at han var holdt op med at sige sandheden, fordi sandheden her skulle være til at holde ud. Problemet var bare, at hun kun kunne tro – ikke vide. Han tog en slurk af sin kakao og stirrede på hende, næsten som om han nød hendes fortvivlelse, næsten som om han var holdt op med at være den Simon, hun havde skabt, den Simon, hun var sikker på at han var slavebundet til at være grundet dette univers’ regler, de regler som hun havde troet, at hun kendte. Så adskilte hans chokoladetilsølede læber sig igen

”Ville det virkelig være så slemt?” spurgte han, oprigtigt interesseret. Hendes indskydelse var at svare ja, råbe at ja, selvfølgelig ville det være slemt, men det forstod han sig  ikke på eftersom, han aldrig havde været i live. Gennem hele livet, var det eneste man vidste med sikkerhed, at man skulle dø, og alligevel brugte man hele livet på at frygte det uundgåelige.

Men det var tusind gange værre at skulle leve. Hun var ikke klar, hun havde ikke nået alt det, hun kunne nå i sin død, ikke benyttet sig fuldt ud af alt det, hun kunne gøre her, ikke udforsket dette univers’ begrænsninger nok. Sjovt nok mindede hun om sig selv om kort før hun skulle dø – hun havde lavet lister over de ting hun burde prøve, hun havde klamret sig til livet, selvom det ikke var hendes valg, hvorvidt hun gav slip eller ej.

Efter at hun rent faktisk døde, havde hun ønsket, at nogen havde fortalt hende, hvad hun havde i vente, for så var hun ikke løbet fra døden, men tværtimod ville hun havde sat farten op og være løbet direkte ind i dens arme. Men så igen – hvis de levende først fik at vide, at livet ikke var det hele værd, ville det ved ende med, at hele verdensbefolkningen begik selvmord på en gang. Så nej – hvis hendes familie dog bare kunne få at vide, at hun havde det godt, og at de ikke skulle have ondt af deres kræftsyge datter, at de skulle misunde hende over noget andet, at de skulle…

En skarp smerte skød gennem hendes højre hånd, og da hun kiggede ned var det i forventning om at se den stadig varme kakao være væltet ned over hendes højre hånd. Men der var ikke nogen hånd.

Pigen var begyndt at forsvinde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...