EFTERLIV

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2016
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til fantasy-konkurrencen, valgmulighed 1

1Likes
5Kommentarer
139Visninger

2. 2

Lige efter at pigen havde fået diagnosen, var hendes mor begyndt at købe lamper. Der havde snart stået lamper i hvert et hjørne af deres murstensvilla, men hendes mor fortsatte sine turer i Ikea, indtil hun snart havde brugt, hvad der virkede som et års løn på lamper. Nogen ville måske sige, at det skyldtes pigens mors forsøg på at holde mørket væk, nu hvor det var så altoverskyggende, men ikke pigen. For nogen gange købte man bare lamper, eller gjorde noget uden at det absolut skulle have en meningsfyldt betydning med stort M. Selvfølgelig holdt pigen af metaforer, men det var nu også rart at tænke på at nogle ting bare eksisterede uden at være i forbindelse med anden eksistens end bare sig selv. At nogle ting bare var.

Derudover havde det at købe lamper været en meget sundere måde at reagere på end pigens egen måde - hun havde låst sig inde på sit værelse og nægtet at komme ud trods de mange fine lyskæder, hendes mor hængte op, for hvis hun holdt sin afstand fra alt, hvad hun havde at miste, ville det måske være knap så smertefuldt, når hun rent faktisk mistede det.

Hun havde dog ikke mistet noget, tværtimod havde hun kun fået. For i efterlivet kunne hun få alt, hvad hun kunne drømme om. Hun regnede med, at hendes familie ville komme på et tidspunkt, da hun nu mente, at man ikke kunne snakke om at miste sine elskede – hun var bare taget i forvejen, og indtil da kunne hun bare hygge sig med fantasivenner, David Bowie, John Lennon, George Harrison, William Shakespeare, og de 90 milliarder døde, der måtte være her et sted – selvom hun var stødt på ganske få ’virkelige’, som hun kaldte dem – folk hun ikke selv havde opfundet.

Ikke desto mindre var det virkelige, hun lige nu ledte efter. Pigen var stolt af at kunne sige, hun kun havde brugt, hvad der engang havde svaret til fem minutter på at siddet og stirret chokeret på den plet, hvor drengen havde været før. Men så havde hun rejst sig op på rystende ben og var begyndt at gå alt i mens hun blev ved med at sætte farten op – i håbet om at hendes frygt på et eller andet tidspunkt ville blive for træt til at følge med. En vej var dukket frem over hendes fødder – en støvet landevej, der fik hende til at forvente at en hestevogn kunne komme trillende forbi hvert sekund, det skulle være.   Til med var stjernehimlen ved at blive erstattet af en sart blå himmel, som solen langsomt dukkede frem i horisonten.

På en hvilken som helst anden dag ville pigen sætte pris på, hvordan himlen var lyserød omkring solen – næsten som om den rødmede af forlegenhed – samt hvordan hun blot kunne trave stille af sted hen ad vejen – helt alene, men ikke ensom. Men tværtimod var hun nu så optaget af sine egne tanker, at hun ligeså godt kunne have været på vej ned i en aktiv vulkan, og hun ville ikke hæve et. Bortset fra at hun frøs.

Hun plejede aldrig at fryse her, ej heller svede eller være bange eller være sulten eller opleve nogen anden form for ubehag. I den gamle verden havde folk snakket om, at der uden smerte ikke ville være glæde, men nu vidste hun bedre. Hun var lykkelig her – og hun behøvede ikke blive mindet om, hvad det ville sige, hvis der kom et u på det ord for at fortsætte med det. Og selvom hun ganske få gange havde kaldt sig selv lykkelig i den anden verden, var hun nu sikker på, at det var umuligt for hende igen at være så meget som glad, hvis hun vendte tilbage og skulle bære den smerte det var at være i live.

Men nu frøs hun. Ikke særlig meget – hun kunne kun lige akkurat mærke at kuldegysninger løb maraton op og ned af hendes rygrad. Problemet var bare, at hun ikke kunne stoppe med at fryse. Hun kunne af en eller anden grund ikke få temperaturen til at stige, få solen til at stige op hurtigere eller stoppe den vind, der fejede over landevejen. Ikke nok med det kunne hun heller ikke nå til sit bestemmelsessted. Hun havde gået i en halv time nu og var ved at blive træt af de ensformige støvstuer, der opstod for hvert skridt hun tog, samt de græsplæner der tilsyneladende strakte sig uendeligt til begge hendes sider. Hvis det stod til hende skulle hun for længst være nået frem. Og det stod altid til hende

Værst af alt, kunne hun ikke finde ud af hvorfor. Hvorfor drengen var forsvundet, hvorfor hans hjerte slog, hvorfor han havde ytret ordene ’jeg lever’ med en sådan begejstring. Førhen havde hun altid fået forklaringer her, selv hvis hendes hjerne syntes at drukne i et hav af spørgsmål, som da hun lige var kommet her, ville hun finde svaret, så længe hun ønskede det. Her troede man ikke bare på det: man vidste det.

Det var en velsignelse på mange måder, selvom det åbenbart havde påvirket hendes evne til selv at prøve at finde en forklaring. Hvis dette var sket, før hun døde, ville hun i løbet af få sekunder have haft så mange gæt på hvorfor - det ene mere usandsynligt end det andet. Men før var tiden også delt i de tåbelige sekunder, - her var den kun delt i før og, efter hun døde.

Med et suk fortsatte hun med at gå. Hun måtte da snart støde på en virkelig, en virkelig, der vidste, hvad der netop var sket. Der måtte da være nogen, der vidste det, og hendes ønske om at finde denne nogen var efterhånden blevet så hedt, at hun ikke forstod, hvordan hun stadig kunne fryse. Alligevel dukkede der ingen op, og vejen fortsatte bare i surrealistisk lang tid.

Måske var det fordi, at det krævede at to personer ønskede at møde hinanden, før det rent faktisk skete. Ikke at hun vidste det, da hun aldrig havde bevæget sig særlig meget rundt, siden hun kom her – hun havde ikke fundet det nødvendigt før nu. Dog havde hun aldeles svært ved at begribe, hvordan 90 milliarder mennesker kunne leve i en verden, der opfyldte alle deres vildeste drømme – hver i sær. Men måske så denne verden blot forskellig ud for hver person, der var en del af den, måske ville nogen se den lille landevej begravet i store snedynger, mens det for andre ikke var blevet dag endnu, og at der hang fem måner bag hende. En lille snert at noget der ikke kunne beskrives som andet end ensomhed satte sig nu som en klump i hendes hals. For tilbage i den gamle verden, havde alt måske virket håbløst sommetider, men i det mindste havde de alle skulle dele denne håbløshed og været sammen om at se på verden.

 For nu kunne hun selvfølgelig også bare gå tilbage og fortsætte med at læse under stjernerne, mens hendes syn tillod hende at se uden hendes mors dumme Ikealamper, fortsætte med at føre lange samtaler med personer der var så perfekt uperfekte,  som kun hun kunne fantasere om, fortsætte med at holde sig vågen, da hendes drømme var hjemsøgt af minder, fortsætte med at ignorere ekkoet af drengens råb om hjælp, der nok aldrig ville forlade hendes tanker helt, fortsætte med at bruge evigheden som tilhørte den kun hende. Men noget drev pigen fremad. Sikkert blot trangen til at opleve noget nyt, noget spændende, for hun vidste inderst inde, at intet ondt kunne røre hende her. Også selvom hun opsøgte det.

Pigen vidste ikke hvor længe hun havde gået, da hun til sidst fik øje på en by. Eller som hun kom tættere på, gik det op for hende, at det knap kunne kaldes en by – det var blot fem huse, der stod tæt sammen på toppen af et lille højdedrag. Men hun behøvede heller ikke nogen storby, så pigen satte forventningsfuldt farten op, mens hun prøvede at lade være med at tænke på, hvad hun var på vej hen for at finde ud af. Solen blændede hende næsten, men alligevel kunne hun se omkring 20 skikkelse bevæge sig rundt blandt husene.

Pludselig blev pigen opmærksom på, at hendes hår var faldet halvt ud af en særdeles rodet knold, som hun havde sat den op i, og at hun kun var iført sin alt for store Beatles T-shirt. Men det var vel ligemeget, hun skulle aldrig se disse mennesker igen, og desuden hvis det ikke var tilladt at vandre rundt i nattøj, mens hun var i live, burde det så sandelig være tilladt, når hun var død.

Det var desuden for sent at ændre tøj nu – skikkelserne var stoppet midt på bakken og stod nu og stirrede på hende – alle som en. Hun var faktisk taknemmelig for, at gåturen havde taget så lang tid, så hun havde tid til at berolige sig selv, inden hun skulle snakke med 20 vildt fremmede.

Heldigvis slap hun for at tale først. Så snart hun nåede toppen af højdedraget åbnede en gammel mand, med så mange rynker hun kunne gemme sig i dem, munden.

”Hvad vil du?” sagde han langsomt – selvom de havde uendeligt med tid, ment han åbenbart ikke, at det var tid nok til at starte samtaler med noget så høfligt som ’hej’. Hun missede med øjnene for at kunne fokusere på den lille gruppe mennesker bag ham, før hun svarede. De kiggede alle intenst på hende.

”Jeg sad og læste, da jeg hørte nogen råbe om hjælp. Og da jeg fulgte lyden, lå der en dreng på jorden, der tydeligvis var i store smerter. Og han forsvandt. Han falmede og til sidst begyndte hans hjerte at slå igen. Så jeg håber på, at nogle af jer, ville kunne fortælle mig, hvad i alverden der skete. Så frøs jeg også, da jeg var på vej herhen”. Pigen var godt klar over, at det kunne formuleres mere kunstfærdigt, men i det øjeblik kunne hun ikke være mere ligeglad. Hun havde da også forventet, at der ved hendes ord ville brede sig en vantro mumlen blandt de mennesker hun var omringet af, at de tyve mennesker blot ville spørge hende, hvorfor hun i første omgang havde rejst sig, da hun hørte nogen råbe om hjælp – de ville kun kunne besvare hendes spørgsmål med spørgsmål.

Tværtimod, så de slet ikke overraskede ud, nærmere… triste. Den gamle mand, der stod i spidsen for det lille bysamfund tog igen ordet.

”Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det her. Men vi ” – han gjorde en gestus ud mod dem bag ham – ”har også haft folk i blandt os, der nu er forsvundet. Der har ikke været noget, som vi kunne gøre. Men efter at have talt med andre af de grupper rigtige mennesker, er vi kommet frem til, at forklaringen må være at folk… Min kære, folk er begyndt at blive levende igen. De forsvinder fra denne verden og dukker op i vores gamle. Du kan vel nok forestille dig, hvilken ulykke dette er” sluttede han – uvidende om de eksplosioner han netop havde sat i gang i hendes stakkels hjernemasse.

Pigen ville ønske, at der var et sted, hun kunne sætte sig ned, et sted uden gamle mænd, der fortalte hende, at hendes værste mareridt var ved at blive til virkelighed. Men det kunne jo bare ikke passe – i døden blev drømme til virkeligheden – det var kun i livet at mareridt kunne blive til virkelighed. Manden måtte jo være skør, rablende skør, da det han snakkede om var umuligt. På den anden side havde hun også ment at efterlivet var umuligt, og se hvor hun var nu, brød hendes lille indre stemme ind. Fornuftens stemme måske, hendes realitetsans, bortset fra at dette kun var noget, som hun kunne have forestillet sig – det var ikke virkeligt. Men nej – selv hendes vildeste fantasi kunne ikke tænke sig til et sådan scenarie – virkeligheden overgik endelig hendes fantasi.

”Nej, du lyver,” var de tre eneste ord hun kunne få frem, - hun mindede sig selv om, dengang hun havde sagt de præcis samme ord til den læge, der fortalte hende, at hun havde kræft. Dengang havde hun også næsten ment det som en kommando, en bøn. Forskellen på dengang og nu, var bare, at hun før frygtede døden, mens hun nu frygtede livet.  

”Det er jeg bange for, at jeg ikke gør, min pige. Ingen af os ved hvorfor, men i det mindste ved vi, hvad der er ved at ske. De døde forbliver ikke længere døde - du så selv beviset med dine egne øjne. Og du sagde, at du frøs på vej herhen. Denne verdens eksistens har før hængt uhjælpeligt sammen med præcis, hvad vi ønsker, mens nu… nu ser også denne verden ud til at have sin egen dagsorden ” Manden smilede sørgmodigt til hende, men måske var det heller ikke så forfærdeligt for ham som for hende. For fra hans udseende at dømme var han sikkert sovet stille ind omgivet af børn, børnebørn og oldebørn, og han havde nået, hvad han ville og kunne lytte til fuglesang og kun høre, at det var smukt – hans død havde ikke været en tragedie, nej tværtimod havde hans meget lange liv været et mirakel.

Og måske, måske, hvis dette var begyndt at ske i løbet af pigens første tid her, ville hun være taknemmelig for at få en chance til, selvom hendes familie måske nok ville gå ud af deres gode skind, når hun kom slentrende tilbage til dem. Dengang ville hun have accepteret det. Og nu?

Nu vaklede pigen langsomt væk fra dem alle sammen, ned af bakken de stod på, uden at se sig tilbage. Alt sammen fordi hun ikke kunne tage stilling til, hvad hun lige fået at vide.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...