EFTERLIV

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 jul. 2016
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
//bidrag til fantasy-konkurrencen, valgmulighed 1

1Likes
5Kommentarer
138Visninger

1. 1

”Hjælp!”

Råbet lød fjernt, uendelig fjernt, men pigen vidste godt, at afstand var et tomt begreb her.  Hun kunne dog ikke forstå, hvorfor nogle mon skulle have brug for hjælp, og endda gå så vidst som til at bede om det. Desuden var det ikke nødvendigt at tale højt – det var så længe siden hun havde brugt sin mund, hun frygtede, at hendes stemmebånd var rådnet bort et sted i hendes hals. Tid var nu også et tomt begreb her, selvom hun en gang i mellem stadig fangede sig selv i at tælle de ikkeeksisterende sekunder, for selvom pigen ikke længere var en del af verden, var verden stadig en del af hende.  Og det ville den nok altid værre, hvilket hun dybest set ikke havde noget i mod. For at kunne sætte pris på det, der var nu, blev hun nød til at have minderne om det, der engang var.

”En eller anden, kom nu”. Pigen indså, at hun var blevet væk i sine egne tanker, da hun igen hørte, nogen råbe. Hun blev nødt til at fokusere, fokusere på denne forstyrrelse, selvom det var svært, når hun ikke helt vidste, hvad hun fokuserede på. Men stemmen lød bange og ikke bare bange, for selv hun kunne mærke, hvordan hver en lydbølge syntes at indeholde noget, der ikke kunne blive beskrevet som andet end frygt. Hvis hendes hjerte stadig havde haft behov for at slå, ville det sikket for længst have smadret hendes ribben, hoppet ud af hendes brystkasse og løbet sin vej – sådan plejede det i hvert fald at føltes, når hun var bange.

Men pigen havde nu intet at frygte.  Det havde den mystiske ”nogen”, der råbte sikkert heller ikke, da de her alle sammen ”levede” i en perfekt lille illusion, som der endnu ikke var blevet prikket hul på. Måske fordi ingen havde prøvet. Under alle omstændigheder rejste pigen sig langsomt op. Hun havde ellers siddet på en bænk og læst i en af sine yndlingsbøger under en stjernehimmel så fyldt med stjerner, at man skulle kigge længe for at spotte de få glimt af sort mørke, der trods alt altid var blandt lyset.  

Alligevel havde hun svært ved at tage sig sammen til at følge lyden og rive sig selv væk fra denne stille nattestund, og det var lige før, at hun fik overtalt sig selv til bare at sætte sig ned igen og lade som om, at hendes ører samt hendes medfølelse var holdt op med at virke. Men samtidig var der en lille del af hende (den del hvor verden havde bosat sig i), der længtes efter for en gangs skyld at gøre noget, som hun ikke havde lyst til – det var længe siden sidst.

Og da pigen endnu engang hørte stemmen råbte den ikke længere; den skreg ordløst. Så hun begyndte langsomt at løbe ned af den græsklædte bakke, hvorpå bænken stod, alt i mens skriget fortsatte som en lang hyletone - en af ulemperne ved ikke at have brug for at tage pauser for at trække vejret. Men det måtte være en af de virkelige, der skreg – alle dem hun ellers kendte her var ikke i stand til at rumme nær så mange følelser, som skriget gav udtryk for.  

Hendes fødder dundrede mod jorden, og hun lod sig selv trække vejret igen af gammel vanes skyld, mens hun fortsatte. Pigen vidste udmærket godt, at hun kunne nå frem, uden at behøve at flytte sig ud af stedet, hvis hun havde lyst, men i et kort øjeblik var det faktisk dejligt at fare gennem natten, som havde hun selveste døden i hælene. På den anden side, havde hun altid været hurtig til at løbe, og alligevel var hun endt her.  Denne tanke fik hende til at stoppe brat op, så brat hun ville være væltet, hvis tyngdekraften ellers havde fungeret normalt.

Der var nu ikke noget, der fungerede normalt længere, og pigen var ret sikker på, at hun havde glemt definitionen på det ord – hvis hun da nogensinde havde kendt den.   Med et suk, rettede hun sig helt op og bestemte sig for, at nu var hun noget frem til den, der råbte. I et kort sekund så intet ud til at være forandret, men da pigen rettede blikket ned ad, så hun straks en dreng lægge ved sine fødder.

Han var stoppet med at skrige, trods hans mund stadig var så vidtåben, at hun mistænkte ham for at prøve at sluge deres lille uendelige verden i en eneste bid, mens han hænder rystede så voldsomt, pigen i et øjeblik frygtede, at der var startet et jordskælv. Han så ud til at være på omkring hendes alder – måske lidt ældre.

Men hvornår var pigen blevet så kynisk, at hun kunne stå og stirre på en person i sådan en tilstand uden at gøre andet end at prøve at gætte hans alder? For at være ærlig anede hun ikke, hvad hun skulle gøre, og hvis det stod til hende, var hun bare blevet stående og var begyndt at tælle stjernerne – så ville drengen forhåbentlig have rejst sig op og indset, at virkeligheden ikke længere åndede ham i nakken, og at han dermed intet havde at frygte, før hun var færdig.

Måske var han ny, tænkte pigen, mens hun knælede ned ved hans side. Han lod stadig ikke til at ænse hende, sådan som han stirrede på et ubestemt punkt over dem. Hun var sikker på, at han nok bare var blevet fanget bagfra af et minde, om hvor forfærdeligt, det havde været at leve. Da hun først var kommet hertil, gik der trods alt kun ikkeeksisterende minutter mellem, at hun druknede i de vandpytter af minder, som hun engang havde hoppet og leget i, dengang hun stadig satte pris på noget som tåbeligt som det at leve i øjeblikket. De fleste levede for at leve – pigen syntes, at de burde leve for at dø.

En klynk fra drengen fik hende igen trukket ud af sit eget hoved og tilbage på græsplænen.

”Øh… Hvad er der galt?,” endte hun med at spørge træt. Det kunne godt være, at hun mindede sig selv om en af de irriterende læger, som hun havde mødt i det sidste år af sit liv, der altid spurgte om præcis det samme. Hun havde altid haft lyst til at skrige, at alting var galt og at ingenting hang mere sammen end godt var - og at alt midt i mellem ikke gav mening. Men nu var det at sige de ord, det eneste hun rigtig kunne gøre – også selvom det forvoldte hende store kvaler at tale. Det var en af de ting, man tog forgivet - hvor svært det egentlig var.

Drengen så dog ikke til at sætte pris på hendes anstrengelser. Tværtimod vred han sig blot endnu en gang på jorden, mens han kiggede sig febrilsk omkring, som var han faret vild i en labyrint af de græsstrå, han lå på. Men så – så åbnede han munden og talte med en stemme så skinger og skarp, at hun var bange for at skære sig på den.

”Jeg forsvinder”. Ordene snublede over hans underlæbe, og først troede pigen, at han blot havde det som hun – at man her blev mindre og mindre sig selv for hver dag, der gik, da man havde så mange muligheder for at være, hvem man vil, så man endte med at blive væk i sin egen personlighed. Så faldt hendes øjne på hans ben, og det gik op for hende, at han havde ret. For fra knæet og ned var hans ben væk. Eller ikke væk som sådan – hun kunne stadig se et svagt omrids af hvad der engang havde været to ben, men samtidig kunne hun se gennem dem og se jorden under dem.

Pigens øjne blev spærret vidt op i hendes forsøg på at gøre sine pupiller store nok til at rumme, hvad hun netop så. Og som hun sad der og stirrede på ham var benene nu snart helt usynlige fra knæet og ned – kun mindet om dem var tilbage. Samtidig begyndte hans lår langsomt at forsvinde, og pigen kunne ikke lade være med at tænke på, om der mon var et usynligt monster, der langsomt – uendeligt langsomt, spiste hans ben. Efter hans ansigtsudtryk at dømme var han i så store smerter, at det nemt kunne være netop tænder, der borede sig ind i hans kød.  

Pigen tog en dyb indånding, der burde have haft en beroligende effekt, men gjorde det modsatte. Hun sad så tæt på drengen, at hun næsten delte ind – og udåndinger med ham og eftersom hans udåndinger vist ikke længere bestod af luft, men rædsel, var hendes lunger netop blevet fyldt med en rædsel så kold, hun kunne flytte ind på solen uden, at den ville smelte.

Og så gjorde pigen noget, som hun aldrig ville tilgive sig selv. Hun lukkede øjnene, da synet af drengen var blevet for skræmmende. Det var bedst at se på verden med lukkede øjne, når virkeligheden var værre end selv ens værste fantasi.

Så mens hun kunne høre et andet menneske lide på en måde hun ikke forstod, sad hun og opførte sig umenneskeligt ved blot at hengive sig til at huske sig selv på, hvor hun var.

Folk snakkede tit om, at de bare måtte håbe på det bedste. Men når de snakkede om det bedste, var det kun sådan noget som, at det ikke ville regne for meget på deres badeferie, eller at de ville have økologiske appelsiner i Fakta. De tænkte ikke i store skalaer, for hvis de virkelig tænkte over, hvad det bedst tænkelige var, ville de blive alt for utilfredse med det, de faktisk havde. Men pigen befandt sig nu lige midt i, hvad der ikke kunne betegnes som andet end det bedste. Her var definitionen for perfekt lige for næsen af hende.

Hun kunne stadig huske, hvor forfærdeligt hun havde haft det, da hun lige var kommet her. Hun havde grædt og haft lyst til at flå verden fra hinanden, så det ikke kun var hende, der ikke kunne holde sammen på sig selv. For selvom pigen aldrig havde set sig selv som klar til at dø i en alder af ubetydelige 15-år, havde hun dog til sidst næsten set frem til, at der ville kommen en ende på det hele, da hele hendes liv havde forvandlet sig til en lang venten på det uundgåelige.

Og da hun så endelig døde på en forblæst novemberaften sluttet til så mange bippende maskiner, hun anså sig selv for robot, havde hun forventet, at det ville det være det. At de ikke ville komme mere. Men nej – hun havde lukket øjnene i en verden og åbne dem i den næste, hvis man da overhovedet kunne kalde dette en verden. Det havde altid stået klart for hende, at hun ikke længere levede, da hendes hjerte ikke længere slog, og hun ikke havde behov for at trække vejret. Alligevel havde hun aldrig følt sig mere i live.

For da hun først kom sig over chokket, tog nysgerrigheden over, og nu hvor hun ikke længere behøvede at have blod i årene, strakte denne nysgerrighed sig fra fingerspidser til tåspidser. Snart fandt hun ud af, at hun blot behøvede ønske noget for at det skete – hun kunne få de fiktive personer fra hendes yndlingsbøger til at blive virkelige, hun kunne få himlen til at blive lilla, hun kunne forvandle græsplænen til et hav, og gå aftenturer på skyerne, så hun skulle passe på med ikke at brænde fingrespidsene på solen. Men selv hvis solen skulle reducere hende til en lille bunke aske, kunne hun sagtens samle sig selv igen, da ulykke her var et fremmedord fra en fjern, fjern verden.

Dog kunne hun ikke glemme. Eller det passede ikke helt. Hun glemte, alt hvad hun ønskede at huske, og huskede alt, hvad hun ønskede at glemme. Hun kunne tydeligt genkalde sig det sidste år af sit liv, fra hun havde fået diagnosticeret kræft, og hvordan hendes positivet var svundet dag for dag – hun havde sat mindre og mindre pris på livet og var til sidst begyndt at tænke, at fuglesang i virkeligheden var fuglene, der skreg, fordi de var bange for højder, og at verden kunne styrte i grus, og hun ville stadig være ligeglad - alt dette virkede som i går. Men pigen kunne ikke huske sit eget navn.

Disse minder bekræftede dog, hvor heldig hun var over nu at være død, og selvom hun måtte indrømme, at hun engang i mellem savnede den familie, hun knap kunne huske, kunne hun skabe sig en ny familie, der ikke led under nogle af alle de menneskelige fejl, da de udsprang fra hendes fantasi. Hun kunne bruge timer på at tale med sin yndlings fiktive personer gennem tankerne og lade som om, at de var mere virkelige end ideen om dem.

Og, og, og – pigen hørte en lyd. Siden hun kom hertil var alle hendes sanser blevet skærpet så utrolig meget, da denne verden var en verden, man havde lyst til at kunne opleve fuldt ud – i modsætning til den hun havde forladt. Og nu med sin ekstraordinære hørelse, hørte hun noget, der ikke hørte til. En lyd, der vakte et væld af minder. Dunk, dunk, dunk. Den regelmæssige rytme af… et bankende hjerte.

Pigens øjne fløj brat op, så hun måtte opgive at ignorere, hvad der skete lige ved siden af hende. Hele drengens underkrop var nu forsvundet i den blå luft, men det var ikke det, der fangede hendes opmærksomhed. Nej, det var lyden af hans hjerte – hjerter havde her ikke længere funktion som muskler, tværtimod havde man chancen for at opdage, at de kunne bruges til så meget andet end at pumpe blod rundt.

Og hans hjerte fortsatte, fortsatte, trods han tydeligvis var i store smerter, trods han tydeligvis havde mest lyst til, at det skulle stoppe. I et uendeligt kort sekund, der alligevel ikke eksisterede, havde pigen lyst til at rejse sig op og danse til lyden, fordi – ja, hun vidste ikke rigtig fordi, men efter hun var kommet her, havde hun lært, at man ikke behøvede en grund. Og måske kunne hun byde drengen op til sin dansepartner, hvis han ellers havde haft ben at danse med.

Det var virkelig underligt, hvordan hendes hjerne ikke syntes at kunne fungere som en menneskehjerne længere; hun havde svært ved at indse, at situationen var håbløs, trods hun befandt sig lige midt i den. Hun burde holde drengens hånd, mens hun spurgte ham, hvor det gjorde ondt, hun burde løbe rundt i forvirrede cirkler, mens hun skrigende spurgte stjernerne, hvad hun skulle gøre, da der ikke var andre at spørge, hun burde prøve at samle alt sin forvirring -  nok til at undre sig over, drengens forsvinden og hans hjerte, der slog, hun burde gøre noget, hvad som helst andet end bare at sidde og stirre på ham med bevidstheden om, at hun ikke kunne gøre noget

Så gjorde drengen noget selv – han greb fat om hendes arm, der var dækket af et tyndt lag gåsehud, trods hun kunne regulere temperaturen, præcis som hun ville.

”Jeg lever,” hviskede han ud i natten til ingen andre end sig selv, lod det til, mens han lagde sin frie hånd på hjertet. Og så blev hans grimasse til et smil, et smil så bredt, at det ville have kunnet nå rundt om den Jord, de ikke længere befandt sig på. Pigen ville gerne have spurgt ham, hvad han mente, for nej, han var død, og det skulle han være glad for, men nej, hun stirrede blot i chok, som han forsvandt hurtigere og hurtigere – hun turde ikke længere at blinke af frygt for at han ville være forsvundet, når hun igen åbnede øjnene – ikke at hun havde behov for at blinke her.    

Hans mave, hans brystkasse, der havde hævet og sænket sig i åndedrag, der virkede nødvendige, hans hoved og hans krøllede hår, hans arm. Til sidst var der kun hans ene hånd tilbage- den svævede frit i luften. Dens greb var ikke slækket, hans usædvanligt lange negle borede sig stadig fast ned i hendes, og pigen kunne ikke lade være med at tænke på, at disse negle var de første, der havde haft held til at punktere illusionen om perfekt.

Så forsvandt hånden også. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...