When you love someone

En Novelle om skyldfølelse, svigt og kærlighed. Novellen er skrevet over sangen "When you love someone" af James TW og deltager i musikkonkurrencen.

3Likes
14Kommentarer
153Visninger

2. ..

Simon sad på en hvid taburet og trippede nervøst med fødderne. De bankede let i gulvet i takt med den melodi, han havde inde i hovedet. Det tykke blod begyndte at dryppe ned i munden, fordi han bed sig i læben. Dårlig smag. Vejrtrækningen rystede, så han lukkede øjnene og lænede sig op af væggen. ”Come home early after class, don't be hanging round the back of the schoolyard”. Tårerne begyndte at trille ned af hans kinder.

”Simon Dahl rektor kan se dig nu.” Han åbnede øjnene. En ung dame stod i døråbningen mellem rektors kontor og gangen. Hendes brune hår hang løst ned omkring hendes skuldre, og hun havde en stram, sort nederdel hængende omkring lårene. En hvid top var stukket ned i nederdelen og dækkede overkroppen. Simon tørrede tårerne væk, smilte og rejste sig op. Kontoret var overfyldt til randen med papirer i store stakker. På væggene hang forskellige billeder af skolen og eleverne. Der stod et skrivebord over ved bagvæggen, som også var overfyldt med papirer. Bag det sad en forholdsvis tyk mand i brunt jakkesæt. Han havde store, sorte poser under øjnene, tøjet virkede hurtigt valgt, og han lavede et stort, langt gab. Simon nikkede genkendelig til følelsen. Manden kiggede op på ham med et hvorfor-er-du-her-blik. Han tog sine brune briller på og gav Simon et ordentlig elevatorblik. Han rystede på hovedet, mumlede noget og pegede på en stol, som så rimelig usikker ud. Simon gik tøvende over mod den og lod sig dumpe ned med et dybt suk. De kiggede begge hinanden intenst i øjnene, som forventede de at den anden skulle lægge ud med at sige noget. Manden gnubede sine øjne og åbnede munden. Hans tænder var gule efter det sidste måltid, han havde spist. Simon skar ansigtet. Det syn ville han være lang tid om at glemme.

”Nå Simon Dahl… hvad har du fået dig rodet ud i?Simon skulle lige til at svare, men rektoren viftede ham af.

”Det er første gang ik'? Jo minsandten. Jamen vil du så fortælle mig, hvorfor du slog ham den anden dreng?” Simon åbnede igen munden for at sige noget, men igen viftede rektoren ham af med en hidsig hånd.

”Simon jeg ved godt, du går igennem en hård periode. Med alt det, der sker hjemme hos dig lige nu, kan jeg godt forstå, at du har alle de her følelser inde i dig, som du gerne vil have ud. Men derfor er det stadig ikke i orden at slå andre. Det forstår du godt ik'?” Simon nikkede bare denne gang.

”Godt,” gabte rektoren. Han kiggede træt over mod bunken af papirer, der flød rundt på bordet og sukkede tungt.

”Jeg har ringet til dine forældre, så det må være nok for den her gang.” Han smilte et stort og bredt smil, men Simon krympede sig ved udsigten til at snakke med hans forældre.

 

Roserne hang med hovedet ned mod fortovet. Deres blade var stadig blodrøde, men ude i kanten viste der sig nu en sort-brun farve. Det var som et mørke, der bredte sig inde i dem. Det kunne ikke standses nu, kun forsinkes. ”I've been called up by a teacher, she says she can't even reach you cause you're so far”. Simon tog en dyb indånding og gik op mod døren. Først langsomt og usikkert, så hurtigere og med mere selvsikre skridt. Men der blev ved med at være en snert af usikkerhed i hans skridt. Han sank en klump og tog højre hånd over mod dørhåndtaget. Han hev vejret ind heftigt og trykkede håndtaget ned. Døren sprang let op. Gangen var ikke særlig stor, så der var kun plads til sko og jakker. Han tog sine slidte sneakers af og smed dem på gulvet ved siden af hans mors sorte, høje hæle. Læderjakken var han lidt mere forsigtig med, han havde lige fået den.

”Jeg er hjemme,” råbte han med en selvsikkerhed, han ikke vidste, han havde. Inde i stuen sad hans mor og far på sofaen med et godt stykke imellem dem. Faktisk sad de i hver deres ende. Hans mor læste en eller anden tyk kærlighedsroman, og hans far sad med en stor avis, som dækkede hele hans ansigt. De kiggede begge direkte op på ham, da han trådte ind i stuen. Deres ansigter så vrede men også sårede ud. De lagde deres læsestof fra sig og rejste sig op. Næsten synkront. To par øjne kiggede intenst over på Simon. 

”Simon,” der var tårer i hans mors øjne, ”hvad skal det her forstille?” Hun slog armene opgivende ud. Hans far rystede på hovedet. Simon trak bare på skulderne.

”Det er ikke i orden, det er det altså bare ikke,” sukkede hun. Simon stod bare og gloede. Han havde aldrig været i problemer før, i hvert fald ikke på den her måde.

”Rektor har ringet; til os begge to!” Nu var det hans far, der havde taget over. Der var vrede i stemmen. Hans mor sendte ham et hårdt blik i et kort sekund, men så så hun tilbage på Simon igen. Han bed sig i læben og sukkede dybt.

”Du har åbenbart talt med næven.” Simon rystede på hovedet. Det var ikke fair. ”You've been talking with your fist"

”Vi har ikke opdraget sådan, har vi?” Hans vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere. Nu citerede de direkte hans sang: ”we didn't raise you up like this, now did we”…

”Vi ved godt, der har været mange forandringer i det her hus”. Han bed sig i læben igen. Nu må han stoppe: ”there have been changes in this house”…

”Ting du ikke vidste om din familie.” Simon fik tårer i øjnene. Det var ikke i orden. Det var hans sang og kun hans sang: ”things that you don't know about in this family”… Først så tager de hans gamle liv fra ham, og nu stjæler de hans sang. Han mærkede vreden syrere og boble op inde i ham. Det kunne de ikke være bekendt. Vredesudbruddet lå i en dyb grund, og han var ved at falde i. Hans forældre kiggede undrende på ham.

”Spørgsmålet burde være,” begyndte han og knyttede hænderne sammen i en næve, ”hvordan I kunne gøre det!” Han gik ud af stuen med sine forældres forbløffende ansigter hængende bag sig.

 

Han sad på sengen. I hans hænder lå et billede. Et billede af hans forældre i omfavnelse, smilende, glade. Hans mors hår fløj let bagud i vindens retning, samme måde som hans søsters hår gjorde. Deres hårfarve var blond med en anelse af brun blandet imellem, som rent sand på en solskinsdag på en strand. Intet affald og dårlige vibrationer, kun sand. Smukt, gult sand. Hans far havde lysebrunt hår. Den samme hårfarve som han selv havde. Hans far var en sej mand. Mekaniker for en stort bilforretning. Det var et forholdsvis populært sted, som havde alt, hvad en bil kunne ønske sig. Hans far arbejde hårdt hver dag, og nogen gange var han nød til også at komme i weekenderne for at arbejde færdig på en bil. Weekenderne! Simon sank en klump og kæmpede for at holde tårerne tilbage. Hvad nu hvis han far skulle arbejde i weekenderne, og så kom han, og så….. åh gud, det ville være forfærdeligt! Han bed sig selv i læben og blinkede med øjnene mange gange i træk. Træk vejret ind og ud. Langsomt. Vejret ind og ud. Ind og ud. Han fik sin vejrtrækning under kontrol. Hans blik strejfede hen over billedet igen, men han tvang det til at kigge rundt i værelset i stedet for. Det var et simpelt værelse. Der var et hvidt skrivebord ved siden af den brune trædør. På skrivebordet stod hans computer åben men med sort skærm. Ved siden af den var et glas med blyanter og under det, var et kort over hele verdenen, som fyldte halvdelen af skrivebordet og sørgede for, at computeren ikke ridsede bordet eller omvendt. På væggen over skrivebordet hang en metalplade med en masse billeder på, hængt op via magneter. På billederne smilede en masse ansigter ned til ham: hans far, mor, søster og hans to bedste venner, Jack og Lucas. De smilede begge til ham med deres skæve smil og glimt i øjet. Det fik ham altid i bedre humør. I midten af metalpladen hang fem blå, glimtende bogstaver. Simon, stod der. Et navn, hans navn. Et navn hans forældre havde valgt i fællesskab, da han blev født. Dengang alting var perfekt. Dengang…. Han sukkede uroligt og kiggede væk.

Han fik en dyb rynke i panden. Pludselig virkede det hele så barnligt: de glimtende bogstaver, verdenskortet, alle de plakater med fodboldstjernen Lionel Messi på. Hvorfor havde han det hængende? En vrede boblede op i ham. Hvordan kunne han tillade sig selv at være så barnlig, når så virkelige og voksne problemer stod og ventede på, at han åbnede døren. Han rejste sig så pludseligt op med en kraft, som gjorde ham svimmel i nogle sekunder. Han rystede på hovedet og gik direkte over til væggen. Med en kraft han ikke vidste, han havde, begyndte han at hive den ene plakat ned efter den anden. Nogle blev krøllet sammen til papirkugler og kylet ned i skraldespanden, som stod under skrivebordet; andre var ikke så heldige. De blev revet i stumper og stykker og gravet langt ned i skraldespanden. Vreden syrede inde i ham. Han tog de glimtende bogstaver, og de røg samme vej som plakaterne: en efter en. Blyanterne faldt ned som et vandfald og landede pladask på alt det andet skrald. Glasset lod han dog stå. Verdenskortet prøvede han ihærdigt at knække, men det lykkedes ikke, så han nøjedes med at kaste det samme vej som resten med et vredesudbrud. Han sank ned på gulvet med bøjet hoved.

Hans tæppe hang halvt på sengen og lå halvt på gulvet. Oven på det lå billedet han havde siddet med før. Han stirrede på det, som var det et fjernt minde, en glædestund han aldrig ville få tilbage. Han tog en rystende hånd hen mod det og samlede det op. Hans mor og far smilede stadig midt i omfavnelsen med hans søster stående ved siden af hans mor. Han bed sig i læben. Det føltes som hundrede år siden at billedet var taget, selvom det var taget i sommers. Den sidste lykkelige sommer. Han sank en klump og kiggede ind i et par dybblå øjne. Hans øjne. Han stod foran sin mor og far og smilede sit store, drengede smil, som strakte sig fra øre til øre. Det var en anden side af ham, en side han tvivlede på, han stadig havde. Hele hans liv virkede så fjernt. Han var nød til at blive voksen nu. Han nikkede for sig selv og tog begge hænder midt for billedet. Han tog en dyb indånding og begyndte at rive. En revne begyndte at tage form. Han stoppede. Burde han gøre det her? Var det okay? Han sænkede armene og kiggede igen ned i gulvet.

”It don't make sense, but nevertheless, you gotta believe us, it's all for the best”. Det var, hvad de havde sagt til ham, da de fortalte ham det. Da de fortalte ham det hele. ”It don't make sense, the way things go”. Hvordan det hang sammen. At det havde gjort sådan længe. ”Son you should know”. Han havde siddet nede i stuen. Hans søster var stadig i børnehave, hun ville ikke forstå det; ikke endnu. Han havde hørt sangen i radioen og forstod den med det samme. Det var hans sang. Han smilede lidt ved tanken.

 

Det bankede på døren. Fjernsynet larmede, så Simon skruede lidt ned og sagde til personen, der nu engang stod uden foran døren, at der var ingen farer, og personen kunne godt træde indenfor. Hans mor åbnede døren, så han skruede op for lyden for at signalere, at han ikke gad at snakke. Hun nikkede og satte sig hen ved siden af ham. En dør smækkede nedenunder, og Simon kiggede på sit armbåndsur. Halv syv. Hans far var taget hen til en ven. Simon lænede sit hoved over på sin mors skulder. ”Sometimes moms and dads fall out of love”. Hans mor strøg ham over håret og kyssede ham derefter. ”Sometimes two homes are better than one”. Det bankede på døren igen. Hans søster stod i døråbningen. ”Some things you can't tell your sister 'cause she's still too young”. Han nikkede til hende, og hun kravlede op i sengen ved siden af ham og lagde sig på hans knæ. Han strøg hende over håret. Måske. ”Yeah you'll understand”. Han smilede stille. ”When you love someone”. Måske havde sangen ret. Måske var to hjem bedre end et. Han smilede endnu mere. Det hele skulle nok gå og en dag. En dag ville han forstå det. Når han selv blev forelsket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...