Lad fortid være fortid

Om en familie i opløsning.. Deltager i musikkonkurrencen. Inspireret af sangen: Hello - Adele.

5Likes
0Kommentarer
181Visninger
AA

1. Lad fortid være fortid

Bang! Døren smækker højlydt bag mig, da jeg løber ned ad trapperne i opgangen. En kvinde stikker hovedet ud af sin dør på 1. sal, og som svar på hendes nysgerrighed giver jeg hende fingeren. Jeg fortsætter ud på gaden, passerer mennesker, store og små, tykke og tynde, uden så meget som at skænke dem et eneste blik.

Mine øjne løber kort efter i vand og der går ikke længe før jeg stortuder så meget at jeg ikke kan se noget.

“Se dig dog for!” råber en stor, høj mand, da jeg pludselig løber ind i ham. Han griber hårdt fat i min arm, da jeg prøver på at smutte uden om ham og jeg går med det samme i panik. Barndomsminderne vælter pludselig ud fra mørket og jeg kan se min fars hårde slørede blik, mærke hans hårde greb om min arm og hører lillebrors fortabte hulken.

Folks blikke lander på os da jeg panisk begynder at sparke og slå på manden, for at komme væk. Manden bliver så overrasket over min reaktion, at han med det samme slipper mig igen.

 

Jeg spæner videre ned ad gaden uden helt at vide hvor jeg skal hen og stopper først op da jeg er helt udmattet. Hivende efter vejret, lugter jeg havet og kigger op. Stranden.

Jeg efterlader skoene og fortsætter helt ned til vandet, hvor jeg sætter mig så bølgerne næsten når mig.

Langsomt hiver jeg mobilen frem og læser sms’en fra min mor igen:

‘Din lillebror har sku lavet noget lort. Jeg ved godt at du ikke vil snakke med nogen af os… Men han ligger på Rigshospitalet. Du er nok den eneste som han vil lytte til.

Hilsen din mor, Katrine Holm.’’

Hvad fanden er der mon sket? Jeg smider mobilen et par meter væk, ligeglad med om den går i stykker, og forbander sms’en langt væk. Billeder begynder at køre rundt i mit hovede, billeder som jeg har gemt langt væk i så mange år. Da det hele bliver for meget, udstøder jeg et lille skrig og banker hovedet ned i knæene.

“Dianna?” en hånd lægger sig på min skulder og jeg kigger forskrækket op på min barndomsveninde, Sara. Hun sætter sig ned ved siden af mig og der går et stykke tid før jeg siger noget.

“Tiden læger ikke alle sår. Tiden læger ikke en skid,” mumler jeg bare og kigger ud på havet. Sara svarer mig ikke, men da jeg skæver over til hende kan jeg se at hun også stirrer på havet.

“Kan du huske da vi var små?” spørger jeg, samler en flad sten op fra sandet og kaster den ud i havet, så den slår smut

“Ja” siger hun og fortsætter: “Du ville være præsident og redde hele verdenen”

Vi griner lidt ved mindet, og hun lægger sin hånd oven på min.

“Jeg kunne ikke engang redde min lillebror” siger jeg så, mens en tåre glider ned ad min kind, og rækker ud efter min, nu tilsandede, mobil.

“Min mor skrev til mig i dag..” begynder jeg “Der er sket noget med min bror, og jeg ved ikke hvad,” jeg viser hende sms’en som hun med det samme begynder at læse.

“Kom” siger hun og hopper op fra sandet. Jeg bliver siddende og kigger uforstående på hende.

“Vi skal besøge din bror... lige nu” Hun hiver mig op og stå og begynder at gå op mod parkeringspladsen, men jeg bliver stående.

“Jeg har ikke set ham i over 5 år!” Jeg råber for at hun kan høre mig, men hun stopper ikke, går blot videre..

“Og hvad hvis min mor var der... eller min far!” råber jeg og mit hjerte begynder med det samme at hamre hårdt bare ved tanken. -  Også selvom jeg ved at de ikke længere kan gøre mig ondt fysisk.

“Kom” Sara vender sig om og vifter med armene og til sidst beslutter jeg mig for at følge efter.

 

“Undskyld, men du kan ikke gå rundt her på hospitalet uden sko på dine fødder.” En sur gammel dame, klædt i hvidt hospitalstøj kigger irriteret på mig, da jeg forvirret træder ind i en af hospitalets mange bygninger sammen med Sara.

“Men jeg har glemt mine sko. Kan jeg ikke godt komme ind?” siger jeg og prøver på at smile til hende i håbet om at det vil få mig ind på hospitalet. Hvis jeg først tager hjem, tror jeg ikke at jeg vil kunne slæbe mig selv tilbage til dette deprimerende sted.

“Beklager,” siger hun, og da jeg ved at slaget er tabt, beslutter jeg mig for at ignorere hende og fortsætte ind på hospitalet. Jeg hiver fat i Sara og sammen småløber vi ned ad en af de hvide gange, mens damen råber efter os. Vi farer rundt et stykke tid, mens vi tjekker navnene på alle de døre som vi passerer, og til sidst giver vores søgning pote.

“Daniel Holm,” mumler jeg, og lader fingrene glide over et navneskilt på en af dørene. Og så bliver jeg stående foran døren sammen med Sara.

“Skal jeg gå med dig?” spørger Sara og jeg ryster med det samme på hovedet, men bliver stadig stående.

“Kom nu,” Sara åbner langsomt døren op, og med bankende hjerte tæller jeg til tre og træder ind på stuen.

Der ligger han lige foran mig med lukkede øjne.

“Daniel? Sover du?” hvisker jeg, og da han ikke svarer, lister jeg hen til ham. Jeg sætter mig  ned på en hård plastik stol og kigger blot på hans brystkasse, som hæver og sænker sig i takt med hans vejrtrækning.

“Undskyld,” hvisker jeg, og i samme sekund går døren op. En ung mandlig sygeplejerske træder ind på stuen:

“Det er ikke besøgstid nu,” siger han, mens hans øjne studerer min spinkle ødelagte krop.

“Hvem er du?” fortsætter han, og går over til en af de mange maskiner, som står ved min brors seng.

“Dianna, jeg er hans søster,” ordene føles så mærkelige i min mund, jeg er ikke værdig til at  være hans søster.

“Dianna?” Daniels hæse stemme afbryder vores samtale, og jeg vender mig hurtigt om mod ham.

“Hej Daniel,” jeg sender ham et lille smil.

“Hvorfor er du her?” Daniel prøver på at sætte sig op i sengen, men det er som om hans muskler ikke kan ham. Han giver op og lader sig dumpe ned i sengen igen.

Jeg undgår at svare på hans spørgsmål.

“Daniel - Hvad fanden har du lavet?” spørger jeg bare med lille stemme og sætter mig tilbage på på stolen igen.

“Jeg lader jer være lidt alene” siger sygeplejersken sagte og smutter ud hurtigt af rummet igen.

“En overdosis, og et biluheld, og..” begynder han, men jeg afbryder ham med det samme, og tysser på ham.

“Jeg vil ikke høre det alligevel,” siger jeg, mens jeg begynder at studere hans voksne ansigt og de små skægstubbe som så småt er begyndt at dukke op.

“Du er blevet voksen,” konstaterer jeg og i et øjeblik stirrer vi på bare hinanden uden at sige et ord.

“Jeg svigtede dig,” siger jeg pludselig, og mærker tårerne presse sig på igen.

“Nej,” Daniel løfter en dirrende hånd op og lægger den på mit lår.

“Jo, jeg forlod dig. Jeg lod dig blive alene tilbage i byen hos mor og far, hvor ingen hørte os!”

“Nej du må ikke gå derind!!” Saras stemme trænger gennem den lukkede dør, og i samme øjeblik går døren op. Der står hun, min mor.

“Hej Dianna” siger hun og begynder at gå over mod os.

“Igen, undskyld” siger jeg henvendt til Daniel, hvorefter jeg spæner ud af døren, forbi min mor, forbi Sara og væk fra hospitalet, uden et mål for fremtiden. Uden en plan for lykke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...