Softice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2016
  • Opdateret: 26 jul. 2016
  • Status: Igang
Igen en erindring fra da jeg var lille, og om hvordan jeg fik mit ar under hagen.

0Likes
0Kommentarer
23Visninger

1. Softice

Jeg løftede helst ikke min hage, kun når det kløede, og når det kløede, gik jeg for det meste hen til et sted ingen var. Jeg havde et kæmpe ar under min hage, det lignede en fisk, som lige var blevet flået, så kun dens skelet var tilbage. Usynligt var det hvert ifald ikke.
William fra børnehaven havde sagt til mig, at det var ikke noget jeg skulle skamme mig over. William var min allerbedste ven. Han var den eneste, som ikke havde spurgt mig til mit ar, det var rart. De andre børn og deres forældre lignede dog derimod spøgelserne fra pac man, første gang de så glimtet af det. Deres undrende og nysgerrige blikke fik mig helt til at føle mig som en forbryder bag tremmer. Det eneste jeg kunne gøre var bare at smile som en tosse, selvom jeg kun havde otte tænder. Men det var ikke nok bare at smile. Menneskeheden er så nysgerrige, ligesom hundehvalpe når de først lige har lært at gå. Så for at vifte de nysgerrige blikke væk blev jeg, jo nød til at fortælle dem historien. Hvordan det hele gik til, og hvorfor jeg altid skulle stå i denne her situation.
Jeg åbnede den store og tunge blå dør ud til legepladsen. Bag døren lå sandkassen på venstre side. I børnehaven skulle vi mindst være en time udenfor. Jeg elskede at være udenfor også selvom det var vinter. Min mor sagde altid, at når jeg skulle ud og lege, skulle jeg altid have min flyverdragt på. Den var helt vildt sej. Den havde grønne ærmer, den var rød og gul på maven og den var sort på skuldrene og knæene. Jeg vidste altid hvor den lå, ude i gangen på højre hånd hang den på den første knage på knagerækken. På vejen hen til sandkassen skulle jeg passe på ikke at træde på flisernes streger, for så vil jeg blive gift med rejerne. Mine små ben skulle tage store skridt, før jeg nåede hen til sandkassen. Sandkassen var så smart, at når man åbnede den var der indbygget siddepladser i. Da jeg satte mig lignede sandkassen, noget katten havde slæbt med ind. Der lå en pind i sandkassen. Jeg tog den op. Det var en tyk pind med en hvid klat på, som lignede softice, der var også krymmel på. En, to, tre, pirat start nu og jeg tog softicen ind i munden.
Det næste husker jeg ikke så tydeligt. Jeg befandt mig i en hospital seng, der var dobbelt så stor som mig selv. Alle mine sanser var skærpet. Lyden af pincetter, der rungede imod det klare metal. Synet af det skarpe lys, der gjorde det umuligt at se, hvor mine forældre var. Min smagsløg og lugtesans flød sammen, da det mest skræmmende og det klare billede, der ætser min nethinde skete. En mandlig læge gik ind foran det skarpe lys, tog gummi masken tilført en slange over min mund. Jeg blev virkelig panikslagen som når en elefant ser en mus, og jeg begyndte derfor at sprælle i håb om, at de ville lade mig være. Men det var for sent, og verden begyndte at indsluse mig. Den stinkende lugt af gamle sure sokker, der absolut skulle bruges som bedøvelsesmiddel, blev ført igennem slangen og ind i masken, og overvandt til sidst min stædighed.
Efter at skulle genfortælle historien så mange gange, endte det bare med at jeg sagde "snor" og pegede under min hage, og så grinede min mor, min far og mig. Det var først efter lidt tid, at jeg fandt ud af, at det ikke var en softice med krymmel som jeg havde spist, men en fuglelort blandet op med sand.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...