Overnatningen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jul. 2016
  • Opdateret: 26 jul. 2016
  • Status: Igang
En erindring fra da jeg var lille, hvor børnehavebørnene og de voksne har byttet roller samt rædslen for at vokse op og skulle starte i skole. Det ender med at to af børnehavebørnene skal lave en bemærkelsesværdig dag i børnehaven for sidste gang.

0Likes
0Kommentarer
31Visninger

1. Overnatningen

Jeg havde frygtet denne her dag skulle komme. Jeg havde med vilje prøvet at glemme denne her dag, fordi jeg håbede i alt på, at det bare var en ond drøm. Jeg elskede jo at være her så, hvorfor skulle det tages væk fra mig? Der er ingen, der gider at blive ældre. Hvorfor kunne man ikke bare skrue tiden tilbage, og blive her for evigt?
Den idé havde jeg allerede prøvet at arbejde på. Jeg havde prøvet at bygge en tidsmaskine ud af mælkekasser, men det mislykkedes totalt, og jeg måtte se nederlaget i øjnene.
Daniel, Sarah, Emma, William og jeg skulle snart til at sige farvel til børnehaven én gang for alle. Det var som om pædagogerne, bare prøvede at købe os, fordi de vidste, at det var svært for os at sige farvel til det sted, vi har tilbragt tre år af vores liv på. Jeg måtte dog indrømme, at pædagogerne havde købt os godt. En tur i svømmehallen, en softice og spise på en virkelig god restaurant, så var jeg solgt. Jeg kunne simpelthen ikke stå i mod, det var for overvældende. Men tanken om at komme videre i livet, skræmte mig fra vid og sans. Jeg prøvede at lade vær med at tænke på det, men det kunne jeg bare ikke. Børnehaven var en af de vigtigste ting i mit liv.
Daniel var altid en nørd, han havde sikkert ikke nogle problemer med at skulle videre. Han søgte hele tiden viden, og ville til en hver tid gerne udfordres på det faglige område. Han kunne allerede læse og skrive, mens jeg næsten lige havde lært at skrive mit eget navn.
Sarah var alt for vild med drenge, så det skulle ikke undre mig, at hun også glædede sig til at komme væk. Hun var blevet træt af drengene i børnehaven, fordi hun synes de var for umodne og barnlige.
Så var der Emma. Hun sagde ikke så meget, hun var som en lukket bog, man aldrig kunne åbne. Jeg kan huske at vi plejede at lege med dukker sammen, men den fase var overstået fra en dag til en anden. Og så var det mig rosinen i pølseenden. Min verden var ved at gå under bare ved tanken om at skulle forlade det mest pragtfulde sted. Men William var min klippe, og det gjorde, at smerten ikke, var ved at fortære mig op. William var min bedste ven og ingen ting kunne skille os ad. Vi var som ild og vand. Vi gjorde aldrig noget uden hinanden og mente altid det samme. Og i min sidste tid i børnehaven, betød William lige pludselig meget mere for mig. Så vi skulle have en mere oplevelse sammen. En oplevelse vi aldrig ville glemme!
Det var godt vejr, og vi havde lige mødt ind i børnehaven, da William kom med den mest geniale idé. Det var dagen lige inden, vi skulle ud på den sidste tur med børnehaven. Den tur, der skulle få os til at glemme børnehaven, og i stedet være begejstrede for at komme ud i den store hvide verden.
Williams geniale idé var brillant. Vi skulle tilbringe natten i børnehaven.
Planen var lige til. William ringede til sine forældre og sagde, at han overnattede ved mig. Det samme sagde jeg til mine forældre, jeg sagde bare, at jeg overnattede hjemme hos William. Nu var det så de voksne, vi skulle komme af med og til det, skulle vi bruge en pige, en pige der ikke sagde særlig meget. William og jeg var virkelig sat i tænkeboksen. Vores hjerner kogte næsten over, så meget tænkte vi. Hvem kunne det dog være? Selvfølgelig. Emma, var det helt oplagte valg.
Vi havde jo leget med dukker sammen, så hun kunne godt lige gøre mig en tjeneste. Da Emma indvilgede, at vi brugte hende som et led i vores plan, fortalte William og jeg hende om planen. Hun skulle gemme sig under togvognen, og når hendes forældre kom, og pædagogerne skulle finde hende, ville vi fortælle, at Emma var løbet væk fra børnehaven, fordi hun var ked af at forlade den.
Vi havde skippet middagsluren, så vi var virkelige trætte. Vores øjenlåg kunne falde i, hvornår det skulle være. Men det her var vores chance. Chancen for at gøre noget mindeværdigt.
William var den bedste til at lyve, så det var ham, der fortalte, at Emma var stukket af til hendes forældre. Jeg stod ved siden ad William og grædte hysterisk.
Alle de voksne var panikslagen, og løb rundt som en folk elefanter, der lige havde set en mus. Alle de voksne blev nødt til at tage ud for at lede efter Emma. Så det eneste pædagogerne kunne gøre, var stole blindt på os, og at vi blev i børnehaven og, at vi selv kunne pakke vores ting og tage med vores forældre hjem. Da alle de voksne var væk, og alle de andre børn var blevet hentet, gik vi ned til Emma under togvognen, og sagde hun bare kunne kom frem. Jeg havde lidt medfølelse med hende, fordi hun skulle ligge under togvognen i flere timer oven på sand. Set på den lyse side, var det godt vejr. Jeg lovede derfor hende en af mine dukker som gave, for hendes samarbejdsvilje. Hun strålede som solen og øjnene funklede som stjerner, da hun fik lov til at få en af mine dukker. Hun var åbenbart ikke over dukke fasen. Vi sagde, at hun skulle stille sig ud foran porten indtil hendes forældre og pædagogerne kom tilbage. William og jeg kravlede derefter ned under togvognen. Det her var det perfekte sted, at gemme sig. Ingen ville nogensinde lede efter os her, og de troede alligevel, at vi var taget hjem med vores forældre. Jeg må sige at vi var kloge, at vi kunne snyde voksne mennesker. Det var bare genialt. Og hvis vi blev opdaget, kunne vi bare sige, at vi legede gemmeleg, men der var ingen som havde fundet os og de ville total købe den.
Vi var alene. Endelig. Vi kravelede ud fra togvognen, og begyndte at danse som gale. Der var intet, der kunne røre os. Vi var uovervindelige. Det kunne bare ikke blive bedre. Vi løb rundt som galoperende heste hele vejen rundt på legepladsen 117 gange, indtil vi var helt tomat røde i hovederne og ikke kunne få vejret. Da det begyndte at blive kedeligt, ville William og jeg gerne indenfor for at lege. Da vi havde taget nogle skridt på vej hen til hoveddøren, kiggede William og jeg på hinanden og vi tænkte præcis det samme. De har sikkert låst døren. Vi håbede inderligt, at det ikke var sandt, men selvfølgelig var det det. Universet var endnu engang i mod mig. Den forpulede tunge blå dør, havde de låst. Hvorfor havde vi ikke tænkt på det?! Skulle vi dø af kulde nu? Vi var bare to små børn, der ville tilbringe aftenen i børnehaven, for aldrig at glemme den igen, og det her var takken. Vi satte os op ad togvognen og begyndte at flæbe som et springvand. Hvor var vi dog dumme. Det hele havde lydt så perfekt, men selvfølgelig havde vi overset de vigtigste detaljer. Ikke nok med det, havde jeg også lovet min dukke væk. Det kunne bare ikke blive værre! Men der tog jeg fejl igen. Det vældede ned med regn, som en tyk stråle fra haveslangen, som aldrig ville stoppe. Det var et helvede, hvordan skulle vi nogensinde kunne overleve natten? Vores tøj var drivvådt og den eneste lyd i miles omkreds, var to grædende børn, der havde dummet sig.
Pludselig var vores tuderi ikke det eneste som vi kunne høre. Vi var helt musestille, og kunne høre råbene og vi vidste, hvem det var. Vi løb og løb med drivende vådt tøj, men vi var ligeglade, der var håb. Håb for at komme hjem og sove i vores dejlige varme senge fyldt med tøjbamser.
Vores forældre var ikke ligeså begejstret over vores forklaringer og undskyldninger som, vi havde håbet på, men de blev enige om, at vi bare var børn og ikke rigtig tænkte os ordentligt om, og at vi ikke kunne se konsekvenserne af dårlige handlinger endnu.
Og ja de havde ret, men jeg kan godt love dem for, at efter denne her aften, vidste vi hvert ifald godt, hvad konsekvenser var af dårlige handlinger. Og set på den positive side, var det en god lærestreg. En lærestreg William og jeg altid ville huske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...