Er jeg alene for evigt?

Den dag alt forsvandt. Den dag ensomheden overvældede mig.

1Likes
1Kommentarer
121Visninger
AA

1. Er jeg alene for evigt?

Det startede ud med en dag, som så mange andre. Klokken var 06:00 og Ask stod op af dobbeltsengen, der stod på hans lille værelse, hos hans tante og onkel. Ask kiggede sig i spejlet, sukkede, og tog kammen, som han nænsomt kørte gennem det korte hår. 

Hovedet dunkede som det plejede mandag morgen, druk var der nok af i weekenden. Ask bevægede sig langsomt ned ad den skæve trappe, der førte ham ned i stueetagen fra loftet af. En halv time var alt hvad han havde til at morgenmaden skulle være klar. Bacon blev lagt på panden, appelsinjuicen blev presset og æggene blev lagt på panden. 

Tanten og onklen kom ud fra deres soveværelse omkring halv otte.
Skynd dig knægt, vi har ikke hele dagen til at vente! Sagde Ask's onkel, Per.
Ask lagde hurtigt morgenmaden på tallerknerne og skyndte sig ud af køkkenet, med sin ostemad i hånden. Det blik Per havde sendt ham, var mere end nok. Han havde ikke noget at gøre der.
Efter fem minutters gang, stod han i stalden, han havde syv minutter før grisene skulle være fodret, og han skulle være ved det store springvand, i den vestlige del af byen.

Hey, Ask! Råbte Sofia.
Hej skat, hvordan går det? Det er virkelig lang tid siden, at jeg har set dig! Råbte Ask.
Sofia småløb over til Ask, hoppede op i armene på ham, og kyssede ham inderligt, samtidig med at hun samlede hænderne bag hans nakke.
Ask lænede sig en smule tilbage og kiggede hende dybt i øjnene. Hvorfor kunne han dog ikke have hende ved sin side i offentligheden? 

Sofia havde forbud mod at komme ind i Ask's hus, Ask's tante havde, sidst Sofia var der, råbt og skreget af hende, da hun havde taget et glas vand uden at have fået lov. Siden da, havde Ask endda fået forbud mod at se hende. 

Sofia tog Ask i hånden, og de slentrede ned af den lille, ældre gade, hvor der ikke var mange mennesker ved middagstid. Solen stod højt på himlen og fuglene kvidrede i det fjerne. 
Ask kiggede til venstre og beundrede den dybe, blå sø, der spejlede de ældre bygninger, der hævede sig højt op over deres hoveder. 
En svane lagde hovedet på skrå og kiggede på Ask. Sofia satte sig hurtigt på en bænk ved siden af et stort egetræ og spurgte, hvorfor han boede hos sin tante og onkel.
Ask satte sig ved siden af hende med et bump, og kiggede væk fra hende. Han sukkede dybt. Hvordan fortæller man om sin fortid? Ask kiggede Sofia dybt i øjnene og begyndte at fortælle.
 
Da Ask var fire år gammel, blev han forladt af sine forældre. Hvor de var nu, måtte guderne jo vide. Sidst han hørte fra dem, var til hans 15-års fødselsdag, hvor de sendte ham et brev, hvor der stod: "Tillykke med dagen! Knus mor og far." Det var det eneste.
Ask blev efterladt på politistationen i nattens mulm og mørke, så ingen ved, hvem der kom med ham. Han blev sendt i en plejefamilie, der bestod af et ældre ægtepar, der lod ham spise med, gav ham en seng at sove i, samt et varmt bad. 

Da de blev ældre, og Ask dermed var blevet ti år gammel, blev han sendt videre til en ny plejefamilie, der havde børn på hans egen alder, så han kunne føle sig som en del af en familie. Efter en måned hos den nye plejefamilie, familien Jensen, satte de ham på gaden med et par vinterstøvler, en blå vinterjakke og en hue. Det var januar og den hvide sne faldt langsomt fra himlen og landede på hans grønne sovepose, som han havde fundet i containeren ved Føtex. I marts fandt to betjente ham sovende under en busk. Siden da havde han været hos sin tante og onkel. 

Da Ask havde fortalt færdig, sad Sofia med tårer i øjnene og tog Ask's hånd, mens hun kiggede på ham med store øjne. Ask trak Sofia op, knugede hende ind til sig, og de gik til byens rådhus, hvor der lå en isbod ved siden af. 
Da Ask gik hjemmefra, havde han rodet i tantens pung for at få lidt penge til dagen, han håbede at der også blev penge tilovers, så han kunne købe lidt nyt tøj, det han havde på var hullet og tyndslidt. 
Sofia bestilte en vaffelis med 7 kugler, syltetøj og flødeskum. Ask selv købte ikke noget, det havde han ikke taget penge nok med til. Da klokken var blevet lidt over tre, kyssede Ask Sofia på panden og sagde farvel. 

Ask kiggede op mod himlen. Den var blevet mørkegrå, og solen var forsvundet. Måske trak det op til tordenvejr? Hvis han skyndte sig, ville han kunne nå hjem til aftalt tid, klokken fire, hvor grisene skulle fodres. 
Forbi den mørke skov med puslen mellem grenene, over landevejen og igennem den smalle sti hvor flere narkomaner hørte til, så var han hjemme. 

Ask åbnede døren, duften af nystegt bacon kom ham i møde samtidig med lugten af suppe, den var sikkert til ham. Tanten kom ham i møde med trampende fodtrin, det var umuligt at overhøre hende, selvfølgelig kunne han løbe op på sit værelse og låse sig inde for at undgå konfrontationen, men han ville jo komme ned på et tidspunkt. Onkel Per fulgte lige i hælene på sin hustru, samtidig med, at han mumlede noget for sig selv. 

Tanten stod pludselig lige foran ham og stirrede på ham. Hun sukkede dybt og som forventet kom anklagerne, han havde stjålet, han havde ikke været i skole i flere uger, han havde logget ind på forældreintra og slettet alle beskeder om fravær flere gange dagligt, samt havde set Sofia trods forbuddet.  Ask måtte jo give dem ret, det var ikke løgn. Onkel Per begyndte at råbe af ham og væltede blomstervaser med vand i ned fra kommoden, deriblandt Ask's tantes yndlingsvase jubilæums Käler vase, og tanten begyndte at skrige. 

Ask listede sig langsomt ud af hoveddøren, mens tanten og onklen skændtes om, hvad de dog skulle gøre med drengen, Ask hørte ord som "kostskole" og "efterskole" men fortsatte ufortrødent ud mod grisene, for at fodre dem. Da han havde fodret, mens grisene gryntende havde set på, satte han sig op på det støvede loft. 
Et bræt havde løsnet sig og han løftede det af. Han kiggede ned og kunne se Per, der rendte rundt i stalden og råbte: "Ask, kan du så komme her! Hvor er du?" Hvorfor skulle man dog friviligt gå i løvernes hule? Tænkte Ask, mens han kiggede på hans yndligs-so, han havde kaldt Maja. 

Efter yderligere en time, var Per kommet tilbage til grisestalden og begyndte nu at true med at ringe til politiet og anmelde ham for tyveri, hvis han ikke kom frem nu. Ask tog en hurtig beslutning, han ville på ingen måde ses som et forladt, ynkeligt barn, der sad på børnehjem. Per greb hurtigt Ask i underarmen og trak til, til Ask skreg. 

Ask løb ind på sit værelse så snart han var kommet indendørs. Han barrikaderede straks døren med sit garderobeskab. Ask kiggede hurtigt på sin arm, der værkede. Armen havde tydelige røde mærker af hånden. Ask pakkede sin tandbørste, tandpasta, sin kam, samt to sæt tøj. Han skubbede ubesværet garderobeskabet på plads igen, for derefter at løbe ned ad trappen. Hoveddøren var lige der, der var kun et par meter tilbage! Et fast greb og et hurtigt ryk væltede Ask omkuld, så han ramte jorden med et højt bump. Per stod over ham og kiggede intenst på ham. Ask sukkede dybt.


Nu sad Ask så der, på sin nye efterskole. Efterladt. Opgivet igen. Ask satte sig på sin nye seng, der var bygget af elm, og strøg langsomt fingrene over træet. Han kiggede op og sukkede dybt. Han tog sin bluse af, og smed den ved siden af sengen, oven på hans kuffert. 
Ask lukkede øjnene. Hvad skulle han gøre nu? Vente et par uger og derefter stikke af? Stikke af med det samme? Blive her? Hvad skulle han leve af? Gammel mad, andre havde smidt ud, var trods alt ikke fantastisk.
Stilhed. Intet andet end stilhed. Den overvældende stilhed lagde sig omkring ham. Den var skræmmende. 

En mindre smerte i maven ramte ham. Ikke en stikkende smerte, men en knugende. Smerten tog til i styrke. Ask krympede sig sammen og lagde sig ned i sengen med benene trukket op under sig. Alene. Det var hvad han var nu. Han kunne vel lige så godt prøve at flygte, kunne han ikke? Ingen ville bemærke det, og der var trods alt et vindue på hans værelse, der var stort nok til at komme ud af. 

Ask tog beslutningen og kastede ivrigt sit tøj tilbage i kufferten. De ansatte på stedet havde været frække nok til at pakke hans tøj ud, som om han ville blive der for evigt. Han kunne da ikke bare sidde der i sengen og vente på at året gik. Ask smed hurtigt sin fyldte kuffert ud af vinduet og hoppede selv ud, lukkede vinduet til, så vidt det nu var muligt, så de ikke fattede mistanke før i aften, hvor de tjekkede at alle var på deres værelser. De skulle helst tro at han var gået ind på fællesområderne. 

Ask greb hastigt håndtaget på sin kuffert, og gik afsted med hurtige, taktfaste skridt, jo hurtigere han kom ud af skolens område, jo bedre. Han tog sin mobil op af jakkelommen, og tastede Sofias nummer ind. Hun tog ikke telefonen, det havde hun ikke gjort de seneste par uger. Ville hun mon ikke snakke med ham? Var han blevet forladt af endnu en person?
En tåre slap ud af øjenkrogen og Ask snøftede en enkelt gang, for derefter at tørre tåren væk med bagsiden af venstre hånd, meget langsomt. Efter ti minutter hørte han en gren knække bag sig. Ask tænkte, det nok bare var et dyr, men da han hørte skridt bag sig, vendte han sig straks om. Bag ham stod den samme person, som havde taget imod ham, da han ankom. 

Ask vidste, det ville betyde ballade at stå i en skov med sin kuffert i den ene hånd og sin mobil i en anden, så han smed den røde kuffert og løb af sted. Han kiggede tilbage, og så manden følge efter ham. Han var ikke andet end et par meter væk, så Ask kunne høre manden bag sig, der desværre var i rigtig god form. Ask begyndte at svede, det var trods alt en meget varm sommer, og han var ikke vant til at løbe andet end få minutter af gangen. 

Efter, hvad der havde føltes som flere timer, sakkede manden, der nu også var begyndt at råbe efter Ask, bagud, og Ask begyndte at gå i stedet for at løbe. Ask's vejrtrækning var hurtig og overfladisk. Han stoppede op, og satte hænderne ned på knæene og prøvede at slappe lidt af. Han viste, at hvis han først satte sig ned, ville han nok ikke komme op igen før i morgen. Var han nået langt nok væk fra skolen til, at han ikke blev fundet? Skulle han løbe i en tilfældig retning og håbe på, at politihunde ikke kunne finde ham?

Ask sukkede dybt, og satte sig på en sten, der var halvt overgroet med mos på den ene side. Han vidste, at han ikke kunne være der i mere end et par dage og så måtte han videre ind til den nærmeste by. Han havde ingen dækning, så han kunne ikke ringe til Sofia. Var hun mon bekymret? Var der sat en større eftersøgning i gang? Næppe, der var ikke nogen der ville savne ham alligevel, tænkte Ask. 
Ask tænke på alle de gange han i fjernsynet havde set indslag om teenagere, der var forsvundet og deres forældre var ved at gå ud af deres gode skind af bekymring, og alle teorierne der var ved hver enkelt sag, Teorierne dækkede alt fra kidnapning, til at de var stukket af med deres kæreste. Oftest dukkede de op igen, men ville Ask gøre det samme, eller ville han forsvinde fra jordens overflade resten af livet?

Ask besluttede sig for at gå videre ind mod byen, så han kunne forsøge at finde Sofia. Da han endelig var nået ind til udkanten af byen, var solen ved at gå ned, så klokken måtte vel være omkring 22. Da Ask tog sin mobil frem, for at tjekke klokken, var der ikke en eneste besked. Var der virkelig ikke en eneste person der savnede ham? Var selv politiet ligeglade med, at en person var forsvundet, og var efterskolen ikke interesserede i at finde en elev, der var stukket af? 

Ask vidste, at der stod en gammel shelter i udkanten af byen, så han besluttede sig for at forsøge at finde den. I forhold til at solen var gået ned, var der forbavsende mange mennesker ude på gaden. Da han ankom til shelteren, efter at have gået af en del omveje, gemt sig under biler og kravlet op i træer, for ikke at blive set, kunne han endelig lægge sig til at sove, efter en lang dag på flugt. Men hvem flygtede han egentlig fra, hvis der ikke var nogen der ledte efter ham? Kunne han gå frit på gaden i morgen, og ingen ville lægge mærke til ham? 

Ask lagde sig ind i shelteren, og lukkede øjnene. Han følte en sitren i fingrene, nej, i hele kroppen, og sveden drev ned af hans pande. Hans vejrtrækning blev hurtigere og han spilede øjnene op. Var han alene og glemt? Hvis alle var ligeglade på trods af at han var forsvundet, ville de så også have det fint, hvis han var død?

Himlen var sort og stjernerne lyse klart på himlen. Ask tænkte, at hvis bare hans eget liv havde de lyspunkter, som der var på himlen, ville verden være et bedre sted. Hver gang Ask bevægede sig en smule, knirkede shelteren højlydt, som om man havde trådt på dens hale, hvis den altså havde haft en. Langsomt forsvandt lydene omkring Ask og han faldt i en dyb søvn.

 


Han satte sig hurtigt op. Der var fire patruljevogne parkeret omkring ham og to betjente stod foroverbøjede over ham. Ud af øjenkrogen så han Sofia, der stod og ventede på ham. Han gik hastigt over til hende, og hun kastede armene omkring ham, og gav ham en stort knus, samtidig med at hun kyssede ham på venstre kindben. Sofia hviskede ind i hans øre; "jeg elsker dig," med tryk på "elsker." Det var det bedste, han havde hørt i ugevis. 
En patruljevogn ville køre Sofia og Ask hjem, men de besluttede sig for at tage ind til byen, for at få en pizza til frokost, så betjentene kørte dem i stedet ind til byen. Ask tog Sofia tæt ind til sig, og lagde højre arm om livet på hende. Ask smilede, og hans smilehuller kom til syne. Sofia grinte og sagde højlydt: "Det er vist lang tid siden, jeg sidst har set dem! De smilehuller har jeg savnet!" 
Ask grinede højt, stoppede op, og kiggede ind i Sofias krystalklare øjne, gav hende et kys og, vent, hvad skete der? Ask's syn blev sløret, og Sofia forsvandt langsomt fra hans synsfelt. Nu forsvandt gaden også. Hvad skete der dog med ham?

Ask vågnede med et sæt og satte sig hurtigt op. En drøm, det var hvad det havde været. Tykke træbjælker, der beskyttede ham mod den kolde vind lå omkring ham. Shelteren, selvfølgelig! Hvordan kunne han glemme, at det var der han var? Men, var det kun en drøm? Elskede Sofia ham ikke længere i virkeligheden, og ledte politiet ikke efter ham? Der måtte være et sted for unge som ham selv, men hvor? Det kunne vel også være irrelevant.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...