Toppen af verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2016
  • Opdateret: 25 jul. 2016
  • Status: Færdig
En historie, der handler om ensomhed, at stå på egne ben og bede om hjælp. En novelle og bidrag til Piger '17, Politiken konkurrencen. Temaet er ensomhed.

18Likes
22Kommentarer
673Visninger

3. 3.

Halvdelen af 1.g er nu gået og endelig kan jeg se mig selv i spejlet og tænke jeg er stærk, selvom jeg er alene engang imellem. Endelig får jeg den hjælp jeg har brug for. En introtur kom og gik. En tur, hvor jeg ikke følte mig ensom. Min kæreste og jeg har været sammen i et halvt år nu. Og jeg har den følelse, at hele verden er et par drinks bagud, selvom jeg er hundrede procent ædru.  

”Hvor ser du dejlig ud i dag, skat. ” Mine øjne lyser og jeg kysser ham. Øjeblikke som disse får mig til at glemme når jeg føler mig som nul og niks. De dage, hvor makeuppen sidder i hele ansigtet efter at have grædt hele natten og de dage, hvor jeg føler mig allermest alene. Tilbagefaldene er til at klare.

Han rækker mig en buket blomster og hjælper mig med at finde en vase frem, som jeg kan stille dem i. Min mor banker på og hilser på ham. Smilende betragter hun os fra døren til hun lydløst smutter ud igen.

I dag møder jeg Annika til gruppeterapi for ensomme unge. Hun kigger forskrækket på mig, og ligner en, der var ved at græde. Jeg sætter mig ved siden af hende og sagde, at der ikke var noget galt i at bede om hjælp. Da ser hun endnu mere forskrækket ud og skynder sig at sige undskyld, og jeg nikker forstående, mens hun forklarer, at efter pigerne er blevet splittet til hver sin skole, har hun været ensom.

Jeg har hele tiden haft det i baghovedet, at det ville ske for dem. Men det siger jeg ikke til hende. Og det er modbydeligt, men alt for sandt. Mads går på Katedralskolen med en af pigerne, og han siger, at han aldrig ser nogle af dem gå sammen længere. Ikke engang sige hej til hinanden. Fremmede. Til festen på Moesgaard Strand var Annika og Siff oppe at skændes på grund af en eller anden tilfældig Tobias fra Marselisborg Gymnasium.

Deres venskabs eneste grundlag var, at de hadede de samme ting, de samme mennesker og kunne derfor bagtale alt og alle sammen. Andet havde de ikke sammen, de var intet hver for sig, men sammen fyldte de det hele. Dog kan jeg ikke tillade mig at sige noget til hende, i stedet for, trøster jeg hende. Hun skal nok komme igennem det, overbeviser jeg hende om.

Da jeg om aftenen fortæller Mads, at jeg gerne vil hjælpe Annika, synes han det er lidt mærkeligt. Men nødvendigt. Han siger, at jeg har et hjerte af blødt guld. Utrolig værdifuldt, men skrøbeligt. Han kysser mig blidt på panden og siger han er stolt af mig.

”Jeg elsker dig.” Han kigger på mig og jeg forsvinder i hans kakao-farvede øjne.  Jeg roder lidt i hans hår.

”Jeg elsker skam også dig.” Jeg lægger mit hoved på hans bryst og hører på den svage hjertebanken igennem hættetrøjen. Tryghed.

Kort glemmer jeg alt om Annika, det har alligevel ikke noget med mig at gøre, tænker jeg. Hun må lære at stå på egne ben, ligesom jeg gjorde. Mads og jeg ligger til sent på aftenen og snakker om alt. Hånd i hånd går vi langs Vestergade og betragter det rolige, århusianske natteliv. Vi drikker billig cola og sour cream & onion chips, og selvom jeg slet ikke kan lide dem, lægger jeg ikke mærke til det i Mads’ selskab.

Lidt senere på aftenen bliver jeg vækket af kys i panden. Jeg mumler et eller andet, han fniser og kysser mig lidt mere. Kaster sin kasket i hovedet på mig, så jeg er nødt til at åbne øjnene. Lyset fra lamperne skærer i mine øjne.

”Jeg tager hjem nu, Riks.” Han stryger mig over panden og samler sin taske op fra gulvet, hvor de resterende chips ligger spredt rundt omkring. Efter flere forsøg, formår jeg at rejse mig op og slæbe mig hen af entreen. Jeg tager armene om ham og siger vi ses.

Jeg slukker lamperne nedenunder og lydløst går jeg op af trapperne. Finder min telefon frem og ser, at jeg har fået en besked.

Jeg kan ikke det her, Rikke.

Jeg beder dig, hjælp mig.

Annika.

Uden at tænke mig om, griber jeg fat i min regnjakke, tager hurtigt fat i en paraply og spæner ud af entreen. Står ved busstoppestedet og venter til, at jeg kan se bus nummer 100 køre i min retning. Stiger på og sætter mig. 

Nogle gange er ens fjende den, der mest har brug for nogen at snakke med, for deres største fjende er i sidste ende dem selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...