Toppen af verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2016
  • Opdateret: 25 jul. 2016
  • Status: Færdig
En historie, der handler om ensomhed, at stå på egne ben og bede om hjælp. En novelle og bidrag til Piger '17, Politiken konkurrencen. Temaet er ensomhed.

18Likes
22Kommentarer
680Visninger

2. 2.

”Rikke Mølgaard.”

Folk klapper, og jeg rejser mig. Henter mit afgangsbevis. Kigger udover mængden, og tilslutter mig til sidst de andre fra klassen, der allerede har sit bevis i hånden. Vinker til min mor, der sidder stolt og klapper sine små hænder. Min lillebror og lillesøster sidder på knæ på stolene med en rose hver.Venter på, at min bedste venindes navn bliver råbt op.

”Maja Knudsen.”

Hun rejser sig op, henter sit afgangsbevis og skynder sig hen til os, og jeg hvisker tillykke i hendes øre. Hun stråler. Jeg flyder over af stolthed og glæde.

Jeg kigger ovre på pigerne. Nu hvor jeg står her og føler mig bedre end nogensinde, forstår jeg slet ikke, at jeg har brugt tid på at være sammen med nogle giftige piger. Efter Maja og jeg begyndte at snakke sammen igen, kunne jeg overskue meget mere. Jeg blev meget mere social, og selvom tilbagefaldene overskyllede mig som en bølge, man ikke er forberedt på, så klarer jeg den. 

Da jeg går mod solnedgangen med dem, føler jeg mig både levende og eksisterende. Mit smil er ægte og min latter lige så. 

”Rikke! Kom her, vi skal have taget fjollebilleder!” Maja vifter med sin iPhone og hendes far står klar til at tage billeder af os.

Sammen går vi udenfor og får taget billederne, der vil for evige disse minder. For første gang i lang tid føler jeg mig ikke alene. Jeg har dem. Maja står ved siden af mig i sin flotte blondekjole og vi rækker tunge af kameraet. Derefter kaster vi diverse håndtegn og griner. Folk står omkring os og tager billeder. 

Mens jeg står foran skolen sammen med dem, drikker Asti med lærerne og forældrene, græder vi lidt, men det er okay, når jeg endelig kan føle igen. Endelig kan mærke glæde igen og mærke, at  alle følelserne er ægte. Føle mig eksisterende.

Da mørket falder på, sidder vi i et mørkt lokale og skåler. Jeg tager en Rekorderlig med hyldeblomst. Til fester ville jeg normalt føle mig mere ensom end nogensinde, men ikke i dag. Ikke nu. Ikke med dem. Vi sidder rundt om bordet til klokken fire om morgenen, hvor vi er overbeviste om, at hele verden er fem drinks bagud og at vi er på toppen af den. Vi lader som om, at vi kan finde ud af beer pong, selvom vi rammer ved siden af. Pigerne står ovre i hjørnet og brokker sig over, hvor meget de skal brække sig. Render frem og tilbage på toiletterne. Jeg ignorerer dem. 

Bassen får det til at dunke i kroppen, og jeg kan ikke helt skelne mellem glæde eller om det bare er alkoholen, der gør sit arbejde. Men jeg er ligeglad, for det er rart.

Vi spiller Jeg Har Aldrig og jeg griner. Tager et glas til. Og et til. Selvom jeg i al hemmelighed ikke har udført halvdelen af disse ting. Men jeg bliver ved med at bunde glassene. Indtil jeg på et tidspunkt er overbevist om, at verden er ti drinks bagud.

Vi så solnedgangen sammen, og nu fester vi til solen står op og vil være med os. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...