Toppen af verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jul. 2016
  • Opdateret: 25 jul. 2016
  • Status: Færdig
En historie, der handler om ensomhed, at stå på egne ben og bede om hjælp. En novelle og bidrag til Piger '17, Politiken konkurrencen. Temaet er ensomhed.

18Likes
22Kommentarer
681Visninger

1. 1.

Der er stilhed i klassen, mens årets sidste standpunktskarakterer bliver uddelt. Min rystende hånd rækker ud efter papiret, da min lærer giver mig det. Hun kigger mig i øjnene og smiler tilfreds. Da jeg griber fat i papiret, bliver hjørnet foldet og min hånd dirrer. Gad vide om hun kan se det? At de her tocifrede tal på mit stykke papir kan være fuldstændig lige meget, når jeg føler mig som en dumpekarakter inden i. Mine øjne skimmer papiret, og jeg lægger det hurtigt i bunden af tasken igen. Folk går rundt og småsnakker, kigger på hinandens papirer og jubler. Det er gået godt for rigtig mange, kan jeg se.

Men der er ingen, der siger noget til mig.

”Rikke!” En skinger stemme, jeg genkender, afbryder min tankestrøm. Jeg vender mig om, og ser en stor gruppe piger, der vifter med hænderne for at signalere, at jeg skal komme. De smiler, men jeg kan ikke lade være med at synes, at det er mere falsk end deres gele-negle og deres øjenvipper, der er alt for sorte og dramatiske. Alligevel vælger jeg at kalde dem mine veninder, for det er vel det, man har brug for, for at overleve skolelivet, er det ikke?

Efter skole tager vi bussen sammen, tager utallige Snapchats og griner. Vi står af ved Banegårdspladsen og går mod Baresso på Ryesgade sammen. Synkront går vi hen til disken og kigger på de mange muligheder. Efter lang tids overvejelse, hvor jeg lader de andre piger bestille først, bestiller jeg til sidst iskaffen øverst på tavlen. Vi går til siden og venter på, at vores navn bliver råbt op. Da vi får drikkevarerne sætter vi os til bords. Telefonerne bliver endnu en gang hevet op af lommerne og taskerne, og der bliver taget snapchats. Efter billederne er taget, tager jeg min kaffe. Smagen af kaffe og mintblandingen omfavner min tunge og et stykke af chokoladen smelter i min mund.  

 

Fejrer gode karakterer med dejlige damer.

 

Jeg kigger over Annikas skulder og ser hendes tekst. Selvfølgelig er jeg ikke med på billedet. Pigerne ved ikke engang om mine karakterer er gode, de spørger heller ikke om jeg er tilfreds. Det går de vel altid ud fra, at jeg er.  Snakken rundt om bordet går ud på en eller anden dreng, Annika har kysset med til en fest og sidste skoledag. Efter al for lang tid, hvor jeg bare har drukket min kaffe og hørt på, får de øje på mig, der sidder i mine egne tanker ved bordenden.

”Skal du ikke snart have en kæreste, Rikke?” Spørger en af pigerne flabet, de andre griner. ”Eller i det mindste bare have noget kontakt med en dreng, der er mere end bare lige, at du skal have hjælp til fysiklektierne.” Jeg kan slet ikke have det. 

”Ej, come on.” Jeg griner. Nu kigger alle pigerne på mig og griner. Prøver inderligt at lade være med at virke tøsefornærmet.  Det er så åndssvagt, at det rammer mig, men inderst inde tænker jeg, at de har ret. Det har de jo altid.

”Du tager heller aldrig med ud at drikke, hvad laver du overhovedet derhjemme?”

Nu må det være nok. Har man intet liv, hvis man ikke går og snaver til højre og venstre, eller drikker sig fuldstændig i hegnet hver weekend, eller hvad? Alle tankerne bygger sig op i hovedet på mig, og små svedperler former sig i min pande og jeg beder til alverdens guder for, at det ikke kan ses. Jeg er fuldstændig målløs.  

”Jeg har ikke lyst. Alkohol smager alligevel ikke godt.” Forklarer jeg i stedet for at råbe, men jeg kan se, at pigerne kigger på hinanden på kryds og tværs. Vi ved jo alle sammen godt, at det ikke er på grund af alkohollen. Hvordan skal jeg ellers forklare, at grunden til, at jeg ikke drikker er fordi det betyder, at jeg skal drikke i deres selskab? Det er da også noget mærkeligt noget at indrømme, at alkohol ikke smager godt, selvom vi alle er klar over, at pigerne heller ikke er utrolig vilde med det, men man bliver nødt til at yde før man kan nyde.

”Jeg tror altså, at jeg smutter hjemad når den næste bus går.” De fleste af pigerne mumler bare et eller andet ligegyldigt svar. Mine fingre fumler efter min mobiltelefon, og jeg åbner Rejseplanen.  Den næste bus går klokken 17:07. Der er 20 minutter til. 20 minutter, hvor jeg kan sidde her, og føle mig mere og mere alene, for hvert minut der går. Der er ingen, der bemærker min pludselig stilhed, for jeg er jo stemplet som den stille type i forvejen. De snakker igennem mig, og selvom jeg hører, hvad de siger, trænger det på ingen måde igennem.

Der er ingen, der følger mig hen til bussen, og selvom den er propfyldt, har jeg aldrig følt mig så tom og alene. Hurtigt tager jeg den eneste ledige plads ved siden af en gammel mand. Han kigger knap nok på mig, da jeg sætter mig med rødsprængte øjne, men det er jeg nu engang glad for. Musikken begynder at spille i mine ører, og jeg lukker øjnene i et kort sekund. Ville ønske, at jeg kunne forklare denne følelse til nogen. Det føles som at dumpe en prøve, man har forberedt sig helt vildt på – bare hele tiden, med alt, hvad man foretager sig. 

Hvert et skridt jeg tager fra bussen, bringer mig tættere på mit hjem. Men det er som om jeg ikke kan genkende noget, som om jeg går i en fremmede by, selvom tingene er hvor de skal være. Selvom jeg er klar over, at folks huse er farverige, kan jeg kun se grå nuancer. Da jeg låser mig selv ind i huset, føler jeg, at det ikke er her jeg bor. At jeg har glemt mig selv i bussen og er kommet til at tage en andens sjæl i stedet for. Lige så stille kan jeg begynde at mærke, hvordan alt bobler inde i mig. Hvorfor er der ingen, der kan se, hvad der foregår? Hver dag kæmper jeg en hård kamp for bare at blive set og hørt af nogen, men der er ingen, der fatter det. Men mest af alt er jeg sur over, at jeg ikke kan råbe om hjælp

Da jeg ligger i min seng om aftenen og mor banker på, råber jeg, at hun skal gå. Hun spørger, hvad der er galt, men hvordan skal man forklare, at man føler, at man ikke lever, men kun eksisterer? Hun forstår det ikke, hun kender jo pigerne som mine allerbedste veninder, og ved ikke, at det er dem, der gør mig så ulykkelig hver dag.

Efter fem minutter intenst banken, kan jeg høre fodtrin, der forlader gangen igen. Tårerne begynder at trille, selv min mor forlader mig, men det er jo også klart, når jeg lukker hende ude. Det hele er min skyld. Jeg tager min computer frem, og det skarpe lys fra skærmen blænder mig. Slår skoler omkring min by op. Kigger efter en ny skole, et sted jeg kan flygte hen. Men til sidst lukker jeg computeren igen, det hjælper nok alligevel ikke, hvis det er min skyld.

Bare for at lave noget, begynder jeg at rydde op på mit skrivebord, der er mindst lige så rodet som min tankemylder i hovedet. Mine hænder rykker langsomt på alle tingene, men det er som om jeg er fraværende. Jeg taber en krukke og bliver pludselig ”vækket”.  Krukken ligger i tusinde stykker nede på gulvet, og jeg kan mærke min krops afmagt, da jeg bukker mig ned for at samle de små stumper op. Tårer ruller ned ad mine ophedet kinder, selvom jeg ikke kunne være mere ligeglad med den skide krukke. Den var alligevel slidt og gammel. Det er ikke fordi krukken er gået i stykker, at jeg græder, selvom mor tror det, da hun kommer op og ser det. Hun krammer mig og siger, at jeg bare kan købe en ny. Men det var bare den dråbe, der fik bærgeret til at flyde over.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige det til hende lige der. Men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det, og jeg ville ikke gøre mig til besvær, når hun allerede har mine små søskende at tage sig af. Ingen behøver at have ondt af mig. Det fortjener jeg ikke. Tager en dyb indånding og overbeviser mig selv om, at det bare er en fase. Det går over.

Da jeg igen ligger alene i min seng, lyser min telefonskærm pludseligt op. Snapchat. Mit hjerte springer et slag over. Imens jeg låser telefonen op, gør jeg mig klar på at blive skuffet. Jeg åbner Snapchat og ser beskeden. Det er Maja. Hun spørger om vi skal gå en tur. Billedet forsvinder, og uanset hvor længe jeg sidder og kigger på skærmen, kan jeg ikke få det til at give mening i hovedet. Maja virkede ikke til, at hun gad mig længere. Alligevel svarer jeg ja og smutter nedenunder. Tager fodtøj på og kaster min frakke over skulderne. Råber til mor, at jeg har brug for noget frisk luft og smutter ud. Aftenkulden bider i mit ansigt og vinden gør, at jeg ikke kan se vejen ordentligt for mit hår.

Vi har aftalt at mødes ved legepladsen overfor børnehaven. Midtvejs får jeg lyst til at gå tilbage. Hvad hvis det bare er en syg joke, og hun i virkeligheden ikke er der? Eller det er en fælde, og der er en masse fra årgangen klar til at gøre grin med mig? Jeg slår tankerne fra og fortsætter med at gå, jeg kan ikke blive ved med at undgå mennesker.

”Hej Rikke.” Maja står allerede og venter, og det føles som om, at en hel grusvej bliver løftet af mit bryst. Det er ikke en joke, det er ikke for sjov.

”Hej Maja.” Det er lidt akavet. Vi ved ikke helt om vi skal kramme hinanden, så det ender med at blive lidt halvhjertet slyngen om hinanden.  Sammen går vi hen til den nærmeste bænk og sætter os. Stilhed. Mine fødder skraber i jorden og jeg sniger mine hænder i lommerne. 

”Ved du hvad, Rikke? Undskyld.” Maja kigger seriøst på mig, og jeg kan ikke finde ud af om hun har grædt, eller om det er vinden, der har gjort hendes øjne en smule røde og våde. Helt tydeligt er det, at hun leder efter et svar. Et helt bestemt svar.

”Hvad mener du, Maja?” Men selvfølgelig ved jeg, hvad hun mener.

”Rikke, du var min bedste veninde i så lang tid.” Nu ved jeg, at det ikke bare er vinden. Hun sidder med tårer ned ad kinderne, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. ”Men så dummede jeg mig, og jeg mistede dig. Jeg mistede en del af mig selv, og blev et forfærdeligt menneske.”

Jeg nikker. Ikke, at jeg vil give hende ret, men jeg ved, at hun har brug for at blive forstået. Pludselig kan jeg ikke kontrollere noget, jeg kaster mine arme over hende, og giver hende det bedste knus, jeg nogensinde har givet nogen. Hun græder endnu mere og så sidder vi der. Hun hulker, og jeg tørrer hendes tårer, præcis som i gamle dage. Så sidder vi der. På bænken. Hun fortæller om kæresteforholdet hun forlod mig for, der alligevel ikke holdt længere end et par måneder og om hvordan hun begyndte at græde, da hendes mor tilfældigvis nævnte mig i en af deres samtaler forleden dag. 

”Men hvis du bliver venner med mig igen, så mister du vel pigerne?” Det er en fælde, jeg kan mærke det.

”Ja, det gør jeg jo nok, men jeg er ligeglad. Hellere dig end de falske, dramatiske piger.”

Efter noget tid rejser vi os og vi går rundt. Hun fortæller om, at hun skal på efterskole efter sommerferien. Elbæk. Det gør mig glad, da jeg pludselig husker en samtale for et år siden, hvor hun fortalte om sin drømmeefterskole. Hun fortæller hun har brug for at komme væk. Væk fra hendes kæreste. 

"Ej, det er mega fedt! Jeg er glad for, at du kom ind." Jeg smiler og giver hende et klem. Det føles rart. Hun siger, at hun har brug for at starte på en frisk, jeg nikker. 

"Hvad skal du så?" Spørger hun. 

"Jeg skal på Egå Gymnasium. Samfundsfaglig linje." 

"Selvfølgelig!" Griner hun og fortsætter. "Måske bliver du Danmarks statsminister om 10 år, eller måske får du hovedrollen i Suits? Jeg tænker stadig på dig, hver gang jeg ser Suits." 

Det gør mig glad. Jeg tænker også på hende, når jeg ser Suits. Hun indrømmer igen, at det er har været svært at undvære mig. Især da det gik galt for hende og hendes kæreste. 

"En dag fandt jeg ud af, at han havde fundet sig en anden," hun sukker. Jeg tager forsigtigt armen om hendes skulder. Er bange for om hun skubber den væk, men det gør hun ikke. "Her vendte det hele, og jeg kunne efterhånden ikke genkende mig selv i spejlet hver morgen. Til sidst kunne jeg bare ikke mere."

"Det forstår jeg godt, og pigerne var vel heller ikke til ret meget hjælp?" Jeg får lyst til at bide mig selv i tungen. 

"På det tidspunkt, syntes jeg, at det hjalp. Men på længere sigt, må jeg vidst indrømme, at det havde den modsatte effekt." 

"Jeg er i hvert fald glad for, at du slap for ham." 

Hun nikker. Klokken er mange. Vi aftaler at vi skal på cafe i læseferien. Efter historieprøven. 

På vej hjem kan jeg ikke lade være med at tænke på om det mon er en god ide at tage Maja tilbage. Hvad hvis hun udnytter mig igen? Men omvendt – hvad hvis jeg ikke tilgiver hende, og jeg går glip af chancen for at få min bedste veninde tilbage? Det er bedre at tage chancer end at fortryde.

Og jeg fortryder ikke. Slet ikke. Nu er det meget bedre end før, og for første gang i lang tid føler jeg mig som et menneske med et bankende hjerte igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...