Hjertehalskæden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2016
  • Opdateret: 24 jul. 2016
  • Status: Færdig
Fie har aldrig haft det let, og det bliver bestemt ikke lettere da hun mister sin far og nu står alene tilbage mod resten af verden og er mere ensom end nogensinde før. Hendes mor er i mod hende, præcis ligesom alle i hendes klasse. Men alt ændrer sig, da hun får et brev fra sin far. Et brev, der sætter alt i gang. Tanker, følelser og ikke mindst hjertehalskæden. // Dette er mit bidrag til konkurrencen: "Piger' 17" og jeg har valgt kategori 3 om ensomhed.

4Likes
12Kommentarer
156Visninger
AA

1. Hjertehalskæden

Mine fingre bevægede sig langsomt hen over sølv vedhænget omkring min hals, hvilket fik minderne til at dukke op i hovedet på mig. Minder om dengang min far forsigtigt tørrede en tåre væk under mit øje, med sin lidt for store tommelfinger. Om dengang han gav mig halskæden, efter jeg fortalte ham hvordan jeg havde det. Jeg husker tydeligt hans varme ord.

”Det er okay min pige. Deres hjerter er ikke store nok til at kunne se dig, på den måde som jeg gør.” Han havde kigget på mig med sine grønne øjne og holdt mig tæt ind til sig, som om han aldrig ville lade mig gå. Jeg havde forsigtigt lagt mit hoved på hans skulder, og havde mærket trygheden omfavne mig sammen med ham. Min far var min faste klippe, der aldrig havde flyttet sig i selv den værste modvind.

Altså lige indtil Gud havde besluttet sig for at fjerne klippen, da han havde mere brug for den end jeg.

Han havde bedt mig pænt om at lukke øjnene, og da jeg gjorde som han bad mig om mærkede jeg straks den kolde fornemmelse af en kæde, der blev slået rundt omkring min hals. Jeg hørte et klik inden jeg åbnede øjnene, og fandt halskæden med mine fingre.

”Det er et hjerte. Jeg vil have, at hver gang du ser på det skal du mindes dette øjeblik. Mindes hvor meget du betyder for mig, og hvor stort et hjerte du har. Jeg elsker dig.”

En klokke lød og fik mig alt for hurtigt tilbage til virkeligheden. Folk omkring mig skyndte sig ind af de mange døre uden så meget som at sende mig et blik. Med mit kedelige brune hår og normale ansigt faldt jeg også i med mængden. Der var intet specielt ved mit udseende. Det eneste, som jeg rent faktisk var tilfreds med var mine grønne øjne. Jeg havde min fars øjne.

Mine ben begyndte at bevæge sig afsted mod destinationen, som i dette tilfælde var klasselokale 14. Jeg fandt min sædvanlige plads nede bagerst og fandt mine bøger frem til det fag vi skulle have. Geografi. Mit absolut yndlingsfag. Jeg håber virkelig, at du kunne høre sarkasmen i det.

”Slå op på side 32,” hørte jeg min lærer sige. Jeg havde slet ikke opdaget, at hun var kommet. Jeg gjorde, som jeg fik besked på og prøvede at forberede mig mentalt på de to timer.

 

<3 <3 <3

 

Jeg smed mig i sengen sammen med de mange bamser, der sendte mig deres medlidenhedsfulde blikke.

”Åh så gå da væk,” mumlede jeg hvorefter jeg vendte alle bamsernes hoveder væk fra mig. Jeg fandt min bog frem, som jeg i øjeblikket var ved at læse. Det var ikke en specielt god bog, men den var hyggelig at læse i og den fik mig til at have en god følelse indeni. Indimellem kunne den da også få et smil frem på mine læber, hvilket jeg virkelig trængte til. Jeg hørte døren gå op og kiggede op fra min bog.

”Så bank da på,” råbte jeg, da jeg så min mor var kommet ind.

”Undskyld. Jeg troede ikke, at du var hjemme,” var min mors eneste svar.

”Hvad ville du overhovedet?” Spurgte jeg hende irriteret.

”Jeg ville bare hente dit vasketøj. Hør jeg ved godt, at du har været nede siden din far…”

”Mor,” afbrød jeg hende. ”Jeg har ikke lyst til at snakke om det.”

”Din far ville være stolt af dig,” jeg vidste, at hun ikke kunne andet end lyve. Jeg havde absolut intet gjort for at fortjene min fars anerkendelse det seneste år, efter alt begyndte at gå ned af bakke for mig. Jeg havde ikke lavet andet end at skændes med min mor, og være nedtrykt over at være mig.

”Du behøver ikke lyve mor,” fortalte jeg hende. Hun smilede med kun et halvt smil til mig, og vendte sig om for at gå igen. Jeg vendte blikket tilbage til min bog, for at prøve at undslippe fra virkelighedens ensomhed.

”Jeg fandt et brev gemt inde bag kommoden, da jeg ryddede op. Det er til dig.” Jeg tog imod den hvide kuvert, hvorefter jeg vendte blikket tilbage til bogen. ”jeg håber, at du vil læse i det. Det er fra din far.” Denne gang tabte jeg bogen og kiggede måbende over på min mor. Hun forlod rummet og jeg kunne ikke gøre andet end fortsætte med at stirre ud i den forgiftede luft. Far var jo død. Det var første gang, jeg havde turdet indrømme det for mig selv. Men det var den grusomme sandhed, der skar i mig dag ud og dag ind.

Jeg samlede langsomt brevet op fra sengen. Jeg kunne egentlig godt se, at det var lidt støvet og hjørnerne var en smule bøjede. Det måtte alligevel have ligget der i lang tid. Der stod Fie med min fars velkendte skrå håndskrift. Forsigtigt åbnede jeg brevet og foldede papirer ud.

 

Kære Fie

 

Jeg håber ikke, at du en dag vil se dette brev. For hvis du gør, vil det betyde at jeg ikke er her mere. Ser du: Jeg gemmer dette et sted i huset, som jeg regner med I først vil finde om et års tid, da mor jo lige har haft sin hovedrengøring i år og derfor først vil finde det næste år.

Vi har lige haft en snak, hvor du endelig har åbnet dig op for mig omkring den ensomhed du går og gemmer på. Du fortalte mig, at jeg er den eneste du har tilbage.

 

Fie. Jeg sidder derhjemme lige nu, men i morgen skal jeg på hospitalet og få kemobehandling. Din mor og jeg har endnu ikke fortalt dig, at jeg er syg. Din mor regner stærkt med, at jeg vil overleve dette. Jeg ville ønske, at jeg havde den samme naivitet. Men på den anden side, så er det ikke hende smerten går igennem. Det gør så ondt. Jeg vil bare have det til at stoppe.

 

Jeg har ikke tænkt mig, at du skal se dette brev, hvis jeg overlever. Hvis det står til din mor og jeg, så skal du ikke have noget af vide før vi ved, at jeg ikke vil overleve. Men hvis jeg dør – ja så skal du vide min side af historien.

 

Jeg skriver det næste, som hvis jeg virkelig ville dø. Jeg bliver bare nødt til at få sagt farvel på en eller anden måde, uanset hvor ondt det må gøre.

 

Jeg elsker dig så utrolig meget, at det gør så ondt at skrive dette brev. Du skal ikke græde over mig. Vil du ikke nok love mig, at du vil være sød mod mor? Jeg ved godt, at I aldrig har haft så godt et forhold, men hun holder altså meget af dig og prøver virkelig hårdt.

 

Jeg forstår godt, hvis du er sur på mig. At du føler, jeg har forladt dig. Kram din mor og find din positive side frem. Tag i skole. Ret ryggen og gå ned af gangen, som om intet kan røre dig. For det kan det ikke, så længe du ikke lader det ske. Du er så smuk, og jeg er så utrolig heldig at have dig som min datter. Ensomheden skal nok forsvinde. Jeg lever i dit hjerte og dermed også i den halskæde, som jeg ved du har på lige nu. Jeg har altid været med dig. Gennem både dårlige og gode stunder. Jeg forlader dig aldrig. Og jeg vil altid elske dig.

 

Din far

Jeg smed brevet fra mig mens tårerne strømmede ned af kinderne på mig. Jeg havde først fået fortalt om kræften, efter han var død af den. Mor havde fortalt mig, at de havde regnet med, at han ville overleve, da det ikke var så slemt. Den ene dag havde han det fint, og den næste dag var han væk. Før var det ham og jeg mod resten af verden, og det havde vi kunnet klare. Nu var jeg alene mod verden.

Beslutsomt rejste jeg mig op og gik hen til det store spejl lige over det makeupbord, som min mor havde givet til mig for nogle år tilbage. Det var ikke fordi jeg nogensinde brugte det, det stod egentlig mest bare til pynt. Jeg kiggede på spejlbilledet, der viste sig for mig. De grønne øjne var som altid det første jeg lagde mærke til, men denne gang var det normalt hvide og blålige rundt om dem helt rødt, hvilket dæmpede den intense grønne farve, som jeg virkelig elskede.

Mit filtrede brune hår sad klistret fast til mit tårefyldte ansigt. Jeg lagde mig langsomt ned på gulvet og krummede mig sammen til en lille kugle, så jeg kunne føle mig tryg.

”Skat?” Jeg havde slet ikke opdaget, at min mor var kommet ind af døren, før hun stod lige ovenover mig. ”Er du okay?”

”Læste du brevet?”

”Skat…”

”Læste du brevet?” Udbrød jeg denne gang meget højere.

”Nysgerrigheden vandt over mig, og jeg blev nødt til at høre, hvad din far havde at sige. Du er ikke den eneste, der har lidt.”

”Men mit navn stod derpå,” jeg rejste mig op fra min beskyttende boble og stillede mig over for min mor med krydsede arme.

”Vi skulle have fortalt dig det.”

”Nå det siger du ikke?” Jeg gik forbi hende uden så meget som at kigge på hende. Jeg stormede ud af rummet og fortsatte ned gennem huset. Jeg hørte min mor kalde på mig, men jeg lukkede lyden af hendes stemme ude. Jeg skulle bare væk.

 

<3 <3 <3 

 

Mine fingre fandt endnu en gang frem til hjertehalskæden, der var blevet varmet op af min feberhede hud. Jeg havde været så dum ikke at gribe en jakke i farten, men indtil videre havde jeg ikke brug for den. Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg havde tænkt mig at holde mig væk. Jeg vidste bare, at jeg havde brug for et sted at overnatte. Jeg slap grebet om halskæden, og prøvede på ikke at tænke på min far og hans brev. Ensomheden og kulden blandede sig sammen til en kugle og bevægede sig ind mod mit hjerte. Derfra opløstes den og spredte sig ud til hver celle og hvert et organ i min krop.

”Kære far,” jeg besluttede mig for, at droppe vreden mod ham. Han var stadig den eneste, jeg havde tilbage, også selvom han kun var i hjertet på mig. Mine hænder greb fat i hjertehalskæden. Jeg foldede mine fingre omkring den, og pressede mine hænder tættere sammen. ”Jeg vil svare på dit brev gennem halskæden, som du gav mig. Jeg savner dig så ufattelig meget og jeg tilgiver dig. Jeg ved bare ikke, om jeg kan tilgive mor. At du ikke sagde noget var tarveligt, men du gjorde det i en god gerning. Du gjorde det, fordi du elsker mig. Mor gør alt hvad hun gør, fordi hun hader mig. Jeg ville ønske, at jeg kunne kramme hende for din skyld. Men det kan jeg bare ikke. Jeg ville bare ønske, at du havde snakket med mig inden. Men jeg har i hvert fald tilgivet dig. Jeg synes, at det du gjorde var utrolig dumt, men du er tilgivet. Og far? Jeg elsker også dig. Meget højt. Jeg savner dig.”

”Jeg savner også dig min pige,” lød en dyb stemme, der lød meget ligesom min far. Jeg kiggede mig forskrækket rundt, men da jeg var sikkert på, at ingen person var ude i mørket, bevægede jeg mig tilbage til min halskæde.

”Far?”

”Jeg er her. Jeg sagde jo, at jeg altid ville være der for dig. Så længe du bærer halskæden, kan vi altid kommunikere.”

”Det er virkelig dig! Men hvordan?”

”Magien ligger i kærligheden.” Hans varme ord satte sit mærke i sjælen på mig, hvilket på en eller anden måde påvirkede mig positivt. ”Så hvordan går det?”

”Hvorfor kontaktede du mig først nu? Jeg mener: Jeg har haft denne halskæde i så lang tid, så hvorfor ikke før? Jeg har været så alene, og du har intet gjort for at hjælpe.

”Det var ikke mig, der kontaktede dig. Det var dig, der kontaktede mig. Jeg kunne ikke starte samtalen, så du måtte først være parat til at snakke med mig. Men jeg har holdt øje med dig hele tiden, og jeg har lagt en trøstende hånd om dit hjerte. Præcis som din mor har prøvet på.” Endnu en gang kunne jeg mærke, at min fars ord påvirkede mig. Det var som om, at jeg allerede var et skridt tættere på at tilgive hende. Jeg tog beslutsomt halskæden af min hals og smed den ned på græsset ved siden af mig. Tårerne piblede endnu en gang frem fra mine øjne og denne gang lod jeg dem få frit løb. Det var som om, at mit liv var holdt op med at give mening. Som om, at det eneste der havde holdt mig oppe siden fars død, var håbet om at kunne gøre ham stolt. Nu følte jeg mig bare… træt. Jeg følte mig så træt at det hele. Jeg ville bare lægge mig til at sove og aldrig vågne op igen. Jeg havde ingen tilbage. Ingen ud over en åndsvag talende halskæde, der sikkert bare foregik i min fantasi. Fordi jeg var ved at blive mentalt syg. Jeg smed mig i græsset og mærkede hvordan det kildede mine bare arme og ben. Vinden sprang ganske let hen over mig og min bevidsthed søgte langsomt væk til et fjernt sted langt væk fra min krop.

 

<3 <3 <3

 

”Lever du?” Lyset skinnede sin vej ind gennem mine øjenlåg og mine øjenvipper begyndte langsomt at sitre. Jeg åbnede mine øjne og kiggede op i et par isblå øjne, der kun kunne være en person.

”Mor?” Jeg var så glad for, at mine øjne ikke var magen til min mors. Mange elskede min mors øjenfarve, men jeg havde aldrig forstået det. De var ikke særlige, på samme måde som min fars og mine øjne. Jeg beundrede dog min mor for hendes lange blonde hår, selvom det efter det sidste stykke tid var blevet mere gråtonet.

”Skat er du okay? Faldt du i søvn her?” Jeg ved ikke hvad far, eller nærmere min ødelagte psyke, havde gjort siden jeg denne gang rent faktisk kunne se, at min mor virkelig prøvede. Hun lignede en, der var bange for at sige noget forkert. Jeg havde endnu ikke vænnet mig til det skarpe lys, så jeg måtte glippe endnu et par gange med øjnene.

”Jeg har det helt fint,” mumlede jeg, hvorefter jeg satte mig op og lænede mig ind mod hende, som for at give hende et kram. Præcis som far skrev i brevet. Det var på tide, at skabe det bånd til min mor, som jeg aldrig havde haft. Jeg måtte gå med skuldrene løftet og hovedet højt hævet, og få det liv jeg altid havde drømt om, men aldrig havde turdet gå efter. Jeg vidste godt, at det var lettere sagt end gjort, men jeg havde virkelig en følelse af, at det nok skulle lykkedes. Tænk den hjertehalskæde havde så stor en påvirkning på mig. Vent.

”Min halskæde,” udbrød jeg og ledte febrilsk efter den.

”Den hjerteformede halskæde, som du fik af…?”

”Ja den. Jeg kom til at smide den fra mig, men jeg ved den er her et sted.”

”Lad mig hjælpe dig med at finde den,” sagde hun og gav mig et forsigtigt smil. Jeg svarede tilbage med et stort smil, og jeg nød virkelig at se, hvordan hun lyste fuldstændig op. Jeg huskede ikke, i hvilken retning jeg havde smidt den væk i, så mor og jeg tog hver vores side.

”Her er den,” fortalte min mor stolt og rakte mig halskæden. Jeg havde aldrig før lagt mærke til, hvor meget den egentlig skinnede. I stedet for at tage i mod halskæden vendte jeg mig rundt, og flyttede håret om til den ene side, så min mor let kunne tage halskæden på mig. Hun forstod den tydelige hentydning, og gjorde som jeg bad hende om. Det kolde metal ramte min hud, men jeg nød følelsen af at have den tilbage igen.

”Jeg er så stolt af dig,” lød en stemme så snart jeg havde hørt kliklyden. Mine mundvige bevægede sig op ad i et let smil og jeg vendte mig om og kastede mig ind til min mor. Et grin lød fra hende, og jeg svarede tilbage på det. I det øjeblik, følte jeg det som om, at jeg aldrig nogensinde ville være alene tilbage. Jeg havde stadig min far i mit hjerte, og min mor ved min side.

”Er du klar på skole i morgen?” Spurgte min mor og for en gangs skyld, følte jeg det ikke som om en tung sten landede på mit hjerte. Jeg følte mig nærmere parat til at ændre mit liv til noget positivt. ”Du skal bare være som en ananas.” Jeg gav slip fra min mor og hævede undrende et øjenbryn.

”Du ved: Stand tall, wear a crown, and be sweet on the inside.” Jeg begyndte at le på sådan en måde, at det var som om, jeg svævede højt over skyerne.

”Tak mor. Du må virkelig undskylde, at jeg har været så sur på dig. Jeg havde ingen ret til det,” udbrød jeg så hurtigt, at jeg ikke kunne stoppe mig selv.

”Nej det er mig, der skal undskylde. Jeg prøvede ikke nok. Jeg kunne se, at du ikke var i et godt sted, men jeg gjorde intet. Jeg troede, at jeg bare ville gøre det værre. Men nu kan jeg udmærket se, hvor meget du har haft brug for mig. Vi må nok hellere komme hjem ad.”

 

 

<3 <3 <3

 

Jeg mærkede solens stråler ramme min hud og slog frisk øjnene op. Jeg strakte min tunge krop og beundrede, hvordan solen formåede at trænge ind gennem gardinet, bare for at den kunne varme mig. I dag ville blive en god dag. Jeg greb ud efter hjertehalskæden, der sov trygt på mit natbord.

”Jeg ved, at du kan klare det. Du har ingen idé om, hvor meget jeg savner dig. Og hvor meget jeg elsker dig.” Mine mundvige trak sig op i et smil.

”Jeg savner også dig far. Men jeg ved, at du altid vil være i mine to hjerter.” Hvis jeg ikke tog helt fejl, så kunne jeg høre ham le.

Jeg rejste mig op, hoppede i noget tøj, som jeg følte mig selvsikker i, og redte mit hår igennem. Jeg behøvede ikke at gøre noget specielt ud af mig selv for at få en god dag. Fodtrin lød fra den anden side af døren, og kort efter blev der trukket ned i håndtaget. Min mor trådte ind, og jeg kunne ikke lade være med at beundre hende. Hendes ansigt så ikke nær så kedeligt ud, og det var som om hendes hår havde fået lidt af sin blonde nuance igen. Hendes øjne skinnede af glæde.

”Klar på i dag?” Jeg nikkede energisk og fulgte efter min mor ud fra værelset.

 

<3 <3 <3

 

Da jeg trådte ind af døren, mærkede jeg folks blikke finde frem til mig. Jeg hævede hovedet og smilede til alle. Benedikte rejste sig op og gik hen til mig.

”Hey,” lød det fra mig.

”Hey.” Benedikte kiggede vurderende på mig. ”Jeg ved ikke hvad der er med dig, men du ser virkelig anderledes ud. Har du lyst til at sidde med os?” Benedikte var kendt for at sige tingene lige ud, og det undrede mig ikke, at det var hende, der kom op til mig. Det måtte være min udstråling, der skinnede ud til dem alle. Præcis ligesom alle føler sig tiltrukket af ananas.

”Det vil jeg meget gerne,” udbrød jeg og gav dem et selvsikkert smil. Efter alt det jeg havde været igennem, så var det eneste, jeg skulle have gjort at tro på mig selv. Nu vidste jeg, at jeg var god nok som jeg var. Og så kunne andres meninger om mig være lige meget.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...