Pink

Vigga har set op til Kassandra og hendes klike længe. En dag byder chancen sig for at blive en del af pigegruppen. Men er det virkelig det, Vigga vil?

6Likes
9Kommentarer
258Visninger

1. PINK

PINK

 

Vigga knuger pengene i hånden, inden hun tæller dem en gang til.

Jo, der er nok.

Til et par splinternye Conversesko. I pink.

Selvom Vigga egentlig helst ville have et par andre sneakers, der er i en lidt slidt grå med nitter på – og er hundrede kroner billigere.

Men alle pigerne i klassen har pink Converse.

Fordi Kassandra har dem. Kassandra har også mørkt hår, der ligger som et silketæppe ned ad hendes ryg og svajer, når hun går. Og lange mørke øjenvipper og brune øjne. Viggas betragter sin egen leverpostejsfrisure og blå øjne i spejlet, inden hun løsriver sig.

Kassandra har også pink Michael Kors taske. Og den nyeste Iphone i en yndig, støvet rosa.

Vigga sukker. Bare skoene var en kamp at få mor til at betale for.

Hun tjekker uret på sin gamle Sony mobil og snupper skoletasken.

Vidste du, at Converse blev produceret i USA indtil år 2001, hvor Converse gik konkurs?” Oskar kigger på hende med blå øjne, der bliver grotesk forstørret af de tykke briller, han skubber op på sin næse. Han tager en ordentlig bid af et rødt æble og glor afventende på hende.

Nej, Oskar,” vrisser hun. ”Jeg kommer for sent i skole.”

Nu bliver de produceret i lande som Indonesien, Indien og Malaysia.” Han har med lynets hast fået sko på og følger hende ud af døren. ”Vidste du, at en indonesisk fabriksarbejder tjener cirka...”

Nej, Oskar! Det vidste jeg ikke.” Hun fumler med låsen til cyklen – den er rustet til og tilføjer: ”Og jeg er ligeglad... Gamle lort.Hun giver cyklen et velplaceret spark. Og bøjer sig igen over låsen.

Ved du, hvor meget det koster miljøet, hver gang et par Conversesko bliver produceret?” Hans blik bag brillerne er gravalvorligt.

Låsen går op med et rustent knirk.

Nej Oskar,” gentager hun arrigt og svinger sig op på cyklen: ”Og jeg er ligeglad!” råber hun og tramper hårdt i pedalerne for at lægge afstand til ham hurtigst muligt. Da hun kigger sig over skulderen står Oskar stadig og kigger efter hende med æblet i hånden og et tomt udtryk i ansigtet.

Mon alle andres lillebrødre er lige så åndssvage?

Cyklen slingrer lidt, når hun kører gennem pløret på stien – det har regnet i hele august og er nærmest blevet efterår, før det overhovedet nåede at blive sommer. Hendes ånde hænger som hvide gardiner i den kølige morgenluft og på styret bliver hendes fingerspidser røde af kulde. Men i lommen brænder pengene.

 

Dagen går langsomt i skolen. Udenfor siler regnen ned, og når drengene kommer ind fra fodboldbanen er de totalt mudrede til. I frikvarteret sender Vigga stjålne blikke i retning af Kassandra og hendes klike, der griner og tager billeder af hinanden og nærmest dåner, hver gang Carl fra parallelklassen går forbi.

Hej!”

Lena skubber sig ned ved siden af hende på den tomme plads.

Lena smiler og har røde kinder og stridt, lyst hår, som stritter i alle retninger under hendes hjemmestrikkede hue, der skriger i alle regnbuens farver. Hun hiver sin store blomstrede rygsæk op på bordet – den er mudret i bunden af snesjap – og får med en del asen og masen vredet en bog frem. Egentlig kan Vigga rigtig godt lide Lena. Faktisk har de været bedste veninder siden første klasse. Men Lena er bare så – anderledes. Overhovedet ikke strømlinet og pink, som pigerne i klassen.

Nu skal du se,” siger Lena med spænding i stemmen og slår op på en side i midten af bogen, hvor farvestrålende cupcakes glitrer fra en porcelænsopsats. Regnbuecupcakes står der i overskriften.

Det var denne her, jeg fortalte dig om. Kagerne er farvede indeni, så hver gang du tager en ny bid, kommer der en ny farve frem. Er det ikke genialt?”

Hendes øjne skinner, og hun vender sig afventende mod Vigga.

Mjo...” får Vigga frem og skæver i det samme over til kliken, fordi Caroline netop har slået en høj latter op. Kassandra må have sagt noget rigtig sjovt.

Heldigvis lader det ikke til, at Lena lægger mærke til noget, for hun klapper bogen sammen med et tilfreds udtryk og og maser den tilbage i sin overfyldte taske.

Super, så ses vi i eftermiddag – jeg køber ind. Vi ses på gangen.”

Med det buser hun ud af klassen igen, mens det hæklede tørklæde vajer efter hende som en vimpel i strid vind. Vigga tager sig til hovedet. Hvordan kunne hun glemme det? I sidste uge havde de lavet en aftale om, at hun skulle tage med Lena hjem.

I dag.

Den vigtigste dag af dem alle.

 

Hun havde hørt dem planlægge det i fredags. Kassandra og pigerne. Hvordan de rigtig skulle ud og shoppe i Centeret efter skole.

Og så havde hun lagt sin plan.

Hun havde været i alle sine lommer og de gemmer, hvor hun normalt havde penge. Herefter havde hun plaget sin mor om at låne sig det beløb, hun manglede. Givet løfter om at tage opvasken resten af måneden, støvsuge hele huset. Ja endda tømme kattebakken.

Og hele weekenden havde hun forestillet sig, hvordan det ville være. Hvordan kliken ville svanse ind i skobutikken, den dyre af dem, og så stod hun bare der med sin pose i hånden, og de ville flokkes om hende og høre, hvad hun havde købt og spørge, om hun ville med videre på deres runde i Centeret. Og hun ville lade som om hun ikke rigtig havde tid men...

Pyt med det,” ville hun sige, sådan lidt afslappet og svinge med sit hår, ”Jeg ringer og siger, at jeg bliver forsinket...”

 

Og nu bliver det hele spoleret.

Af Lena.

Det er næsten ikke til at begribe.

Det er, hvad man får ud af at lege den gode samaritaner og hænge ud med folk, fordi de ikke har andre at være sammen med – fordi de er så anderledes – og fordi, man synes, det er synd for dem og...

Vigga?”

Hun ser op og må tage sig i ikke at gispe. Det er Eva. Kassandras bedste veninde. Hun står med den ene hånd på hoften, hovedet på skrå og et uroligt udtryk i ansigtet.

Er du syg? Du ser en smule grøn ud.”

Vigga fatter sig lynhurtigt.

Nej, nej,” kvækker hun. ”Bare noget jeg har spist.”

Ah.” Eva lyser op. ”Nå, men egentlig, så skulle jeg bare høre, om du ikke ville med os i Centeret i dag? Vi skal ud og shoppe lidt, bare os tøser.”

Hun nikker over mod kliken. Vigga følger hendes blik og ser Kassandra vinke og smile til sig, så det føles som om blodet i Viggas årer på et splitsekund er blevet til varm, sød pandekagesirup.

Joeh...” Hun husker at trække lidt på det og spille lidt kostbar, selvom pengene nærmest æder sig gennem hendes lomme og dunker mod låret. ”Det kan jeg nok godt.”

Super, så siger vi det,” smiler Eva og svanser tilbage til de andre.

Da hun er gået, må Vigga tage flere dybe åndedrag for at få sin hjerterytme til at falde til ro igen.

 

Efter skoletid er Vigga ikke i tvivl om, hvad hun skal gøre.

Vi ses ude ved cyklerne,” siger Eva, da hun vimser forbi hende på vejen ud af lokalet. ”Vi skal lige have Asta og Nicoline med inde fra Z-klassen.”

I al hast pakker Vigga sine ting sammen og kommer til at vælte sin stol, idet hun drøner ud af lokalet, så Lasse, som er fejeduks, råber efter hende. Men det har Vigga ikke tid til at tænke på. Hun skal nå ud til sin cykel, inden Lena kommer.

Men det er for sent.

Hej Vigga, er du klar?” Lena skyder sig ud fra væggen, som hun har stået og hængt op af, og sender Vigga et smil. Hun tager lakridsroden, som hun altid tygger på – tyggegummi, tænker Vigga, hvorfor kan hun ikke tygge tyggegummi som almindelige mennesker? - ud af munden og samler sin taske op fra gulvet, hvorved det lykkes hende at få kørt halstørklædet hen over det mudrede gulv.

Lige overfor, på den anden side af gangen, har kliken samlet sig. I strømlinede jakker, sko og smarte tasker. Vigga får øjenkontakt med Eva, der kigger først på Lena, så på Vigga igen og løfter øjenbrynene.

Det suser let for Viggas ører. Hun tripper lidt på stedet. Lena er som sædvanlig allerede på vej ned ad gangen. Vigga kalder på hende, så Lena stopper op i en hvirvelvind af bøger, taske og tørklæde. Med ét er der helt stille på gangen. Vigga kan mærke klikens øjne på sig, som små nåleprik på huden.

Klokken ringer højt og skingert, så det giver et gib i Vigga.

Jeg kan ikke i dag alligevel, Lena,” får hun frem og knytter hænderne om pengene i lommen. ”Vi må finde en anden dag.”

Lena rynker brynene og går tilbage mod hende.

Hvad? Jeg forstår ikke...” Hun stiller tasken fra sig. ”Jamen, vi havde jo lavet en aftalte.”

Jeg ved det godt,” sukker Vigga og slår ud med hænderne. ”Men – men jeg havde altså glemt, at jeg havde en anden aftale, okay?”

Kommer du, Vigga?” Kassandras stemme hen over gangen er sukkersød, men da Vigga skæver til hende, er der noget i Kassandras øjne, der glitrer mørkt.

Noget, hun ikke har lagt mærke til før.

Afventende vender kliken hovederne mod Lena, som tilskuere til en boksekamp. I det samme bliver Lenas undrende udtryk til vantro.

sådan,fnyser hun. ”Nu forstår jeg.”

Vigga kan mærke sit hjerte hamre, som om det forsøger at bryde ud af hendes bryst og stikke af på små røde ben med et: ”du må klare den her selv, søster.” I modsætning til Lena er hun temmelig konfliktsky.

Rundt omkring hende bliver dørene slået op, og det myldrer ud med elever.

Med trampende, mudrede støvler maser Lena sig gennem strømmen og stiller sig lige foran Vigga. Hun banker hende i brystkassen med en pegefinger, og hendes øjne flammer af raseri under den multifarvede hue.

Det kan du simpelthen ikke være bekendt, Vigga.” Lena hiver efter vejret. ”Når man har lavet en aftale, så holder man den. Også selvom man får et tilbud om noget bedre.

Ikke noget – bedre...” protesterer Vigga, men kan godt høre, hvor halvhjertet det lyder.

Ved du hvad, Vigga?” nærmest råber Lena nu over de summende stemmer af hundredvis af elever, der er på vej hjem. ”Jeg håber, du en eller anden dag vil holde op med at være så forbandet usikker på dig selv. At du tør træffe dine egne valg og stå ved, hvem du er, i stedet for hele tiden at søge efter noget eller nogen, der er bedre.”

Jamen, hvad mener...”

Måske,” afbryder Lena. ”Måske behøver tingene ikke være så strømlinede og dyre og rigtige. Måske behøver alting ikke være så pokkers PINK!”

Det sidste snerrer hun ud mod kliken, der trykker sig op ad væggen med øjne, der er lidt for store og ansigter, der er lidt for uskyldige.

Så drejer Lena rundt på hælen – og må støtte sig lidt til væggen for ikke at miste balancen – inden hun marcherer ned ad gangen og bliver opslugt i mængden.

Der er atter blevet tyst. Viggas kinder gløder, som om hun er blevet slået.

Først da der lyder et dæmpet fnis fra den anden side af gangen, drejer hun hovedet og ser på de andre, der står mast sammen i en klump. Kassandra løfter et hånligt øjenbryn:

”Nå, skulle du med i Centret, Vigga, eller hvad?” og så bryder de alle sammen i latterkramper. I det øjeblik ved Vigga ikke, hvad der er værst – at høre dem le, eller at se Lena gå.

Et sted bag hende går en dør op.

”Lena, vent!”

Hun griber sin taske.

Sætter i en spurt ned ad gangen.

En pink sko stikker ud og fanger hendes højre fod. Et kort sekund er hun i luften.

Så brager hun i gulvet. Næse og hænder først. Kurer af sted med et svidende hvin. Tasken flyver op. Bøger, penalhus, telefon og nøgler tumler flere meter ned ad gangen. Et kor af fnis og latter følger efter, ruller hen over hende som en flodbølge af gift. Det runger helt ned til udgangsdøren.

Viggas krop føles tung. Det brænder inde bag øjenlågene. Tanken om at skulle rejse sig foran de andre piger, børste sig af og samle sine ting op giver hende kvalme. Hun hører slet ikke skridtene, før et par store, slidte militærstøvler er lige ud for hendes ansigt og en hånd kommer ind i hendes synsfelt.

”Her – lad mig hjælpe dig.” Latteren er brat forstummet, og Vigga ser op. Det er Carl. Højt, flot, lyshåret og med bekymring i blikket.

”Er du okay?”

Vigga nikker, så godt hun kan, tager imod hans hånd og kommer med møje og besvær på benene. Der er mudder overalt, på forsiden af bukserne og hendes lyseblå trøje. Hun gnider sig hen over øjnene og begynder at samle sine ting sammen. Carl hjælper.

”Hmm – det kan godt være, at du skal lægge dem på radiatoren, når du kommer hjem,” siger han og holder et matematikhæfte op, der hænger i laser. Vigga nikker – hun har en klump i halsen og kan ikke se ham i øjnene. Hen over hovedet på hende sender han pigerne, der stadig står i en klynge op af væggen, et skarpt blik og råber:

”I kunne jo give en hånd med, tøser, i stedet for at stå dér og glo.”

Mumlende og med blikkene rettet mod gulvet samler pigerne de sidste ting op og rækker dem til Vigga uden af se på hende. Så tager de deres tasker og lusker i modsat retning ned ad gangen.

Med et grin stopper Carl de sidste ting i Viggas rygsæk og lukker lynlåsen med et flot sving.

”Så skulle det hele være der. Og så slap vi da heldigvis af med dem.”

Vigga stirrer på ham under pandehåret, der er faldet ned i hendes øjne.

”Hvad mener du?”

Carl trækker på skuldrene og rækker Vigga hendes jakke.

”De er bare ikke sådan super sunde at være sammen med,” uddyber han og holder hendes rygsæk, mens hun tager jakken på. Den ene skulder er øm efter glideturen, og det venstre knæ svier som af et brandsår.

”De er sådan nogle piger,” fortsætter han, ”der bare skaber en masse konflikter. Det er klogt af dig, at du holder dig fra dem.”

Herefter rækker han Vigga tasken, tager sine egne ting og begynder at gå i retning mod udgangsdøren.

”Kommer du?”

Med rygsækken slynget over den gode skulder halter Vigga efter.

”Din veninde Lena derimod,” fortsætter Carl og holder døren for hende. ”Hun er for sej.”

Vigga løfter brynene.

Sej? Lena?

Carl smiler, da han ser hendes ansigtsudtryk.

”Jo, hun er,” insisterer han. ”Du skulle se hende i en fysiktime – hun kører hen over os alle sammen. Hun er ret kvik. Og så har hun en fed stil. Helt sin egen.”

Henne ved cyklerne låser Carl sin gule racer op, mens Vigga fumler lidt med låsen og tankerne vælter rundt i hovedet på hende som tennisbolde i en tørretumbler.

”Kan du godt komme hjem? Det var en ordentlig tur, du tog derinde,” spørger Carl inden han svinger sig op på cyklen.

Vigga nikker og får sendt ham et smil.

”Tak for hjælpen.”

”Det var så lidt.” Han læner sig ind over styret, vrikker med øjenbrynene og siger med påtaget hæs stemme. ”Enhver af Kassandras fjender er min ven.” Så gnægger han og cykler af sted.

”Vi ses i morgen, Vigga.”

”Vi ses,” mumler hun, men ved godt at han ikke hører det. Et øjeblik står hun rådvild og stirrer på den beskidte taske, sit mudrede tøj og den gamle, rustne cykel. Så knytter hun den ene hånd om pengene i lommen.

 

I skobutikken smiler damen ved kassen til hende og vender og drejer skoene lidt.

”De er smarte,” siger hun og slår prisen ind. ”Og sådan lidt rå i det – med nitter og det hele.”

Vigga smiler bare og betaler. Da hun kommer ud af butikken med posen i den ene hånd og byttepengene i lommen, fisker hun sin mobil frem og sender Lena en sms.

Så sætter hun kurs mod Netto. Gad vide, om de har alle de ingredienser, der skal til for at lave regnbuemuffins?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...