En bunke ord

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jul. 2016
  • Opdateret: 23 jul. 2016
  • Status: Færdig
//bidrag til Piger 17' konkurrencen med temaet ensomhed. 3190 ord.

3Likes
6Kommentarer
148Visninger

1. -

Pigen kunne ikke falde i søvn. Eller hun kunne måske godt, det var nærmere et spørgsmål om, at hun ikke havde lyst. Hun holdt af at være vågen, mens det der føltes som resten af verden sov, og desuden foretrak hun himlen, når den var en sort flade strøget til med stjerner, og for en gangs skyld, kunne den kun være så flot i virkeligheden – ikke i hendes drømme. Klokken var lidt over midnat, og hun sad i sin vindueskarm med vinduet lidt åben og øjnene helt åbne.

Hun havde ikke tal på, hvor mange gange hun havde siddet i netop denne stilling – i hvert fald flere gange, end der var stjerner udenfor hendes vindue. De sorte skygger under hendes øjne blevet næsten permanente, og de blev kun kraftigere for hver nat, hun igen bestemte sig for, at søvn var overvurderet. Hvis det stod til pigen, ville hun sørge for, at hele menneskeheden nu aldrig længere behøvede søvn, at deres øjne aldrig behøvede lukke sig – bortset fra når de blinkede.

Men så på den anden side, havde hun ikke lyst til at miste følelsen af at have natten for sig selv, så måske var det at foretrække, at hun blot gjorde sig selv immun over for træthed, og lod alle de andre sejle i deres egen sø – det gjorde de alligevel konstant ved hende, og ’hendes egen sø’ var nu nærmest på størrelse med et verdenshav, så meget tid hun brugte der. Desværre var pigen ret sikker på, at hendes metaforiske båd var kæntret, og hun havde aldrig lært at svømme.

Med et sæt blev hun revet ud af sine tanker, da et usædvanligt koldt vindstød ramte hendes bare arme. Det havde været en sommerdag så varm, hun var overrasket over, at der ikke var gået ild i verden, så kulden var mere end velkommen. Hun var kun nået halvvejs gennem sommeren og allerede hadede hun solen. Selvfølgelig burde hun have medlidenhed med solen, da den om muligt var endnu mere ensom, end hun var, men det var bare så svært, når den insisterede på, at blive ved med at skinne, skinne, skinne.

For i det mindste havde stjernerne hinanden, mens solen kun havde skyerne – og de holdt den sikkert holdt den udenfor. Det var sjældent man så en stjerne uden straks at se en anden til at holde den med selvskab. Måske sagde det noget om hvor langt ude, hun var inderst inde, at hun tog stilling til, om himmellegemer var ensomme eller ej, men når man var så langt ude, havde man for længst opgivet at bekymre sig om det. For det kunne da også være at en af de stjerner deroppe ligeledes følte sig ensom – hun var trods alt omringet af mennesker hver dag, og følte sig alligevel så ensom, hun sommetider undrede sig over, hvorvidt ensomhed i virkeligheden var en dødsårsag – så ville hun være død for længst.  

Pigen var ensom. Det var måske det mest sande, hun nogensinde havde tænkt og ville komme til at tænke. Det var kun ensomme personer, der sad i vindueskarme midt om natten og syntes bedre om stjerner end mennesker. Men for det meste havde hun ikke noget i mod det. Det prøvede hun i hvert fald at bilde sig selv ind – at den eneste grund til at ingen talte til hende, var fordi hun ikke talte til dem. Selv i tankerne kunne hun dog høre en undertone af tvivl, som hun efter bedste evne forsøgte at ignorere.

Hun ville heller aldrig finde ud af, om det rent faktisk var tilfældet. For pigen talte ikke til nogen. Hun var holdt op med at tale i børnehaveklassen, og det var snart gået op for hende, hvor nemt det var at holde mund – hvis hun endelig havde brug for at sige noget, sagde hun det bare til sig selv. Hendes stemmebånd var med alt sandsynlighed rådnet væk et sted dybt nede i hendes hals, og det var nok også for det bedste, for hvis hun først begyndte at tale, ville hun aldrig stoppe igen. Det var i kun disse stille nattestunder, hun forestillede sig, hvordan det ville være at snakke med andre, og endnu bedre – at blive lyttet til af andre. Men hun ville komme til at gå sine aftenture på skyerne, før hun ville åbne sin mund.

Og hvis hun åbnede sin mund nu, ville hun også bare bryde stilheden. Lyden af stilheden var og blev hendes yndlingslyd, og lige nu var den så overdøvende, at hun kunne høre sine negle gro, sit hår vokse og sine knogler skrabe mod hinanden i deres forsøg på at gøre hende høj nok til, at hun kunne skrabe stjernerne ned fra himlen (måske lidt lavere). Hun kunne høre tiden gå - uden at hun havde givet den lov.

For selvom hun elskede stilhed, så hadede hun tiden. Det var den, der var skyld i, at hun var gået fra alene til ensom, den der var skyld i, at hun voksede op, den der var skyld i at man aldrig kunne gå tilbage og leve inde i minder. På den anden side, var det måske godt, at tiden eksisterede, for så havde hun da nogen at give skylden for sin egen ensomhed – en anden end sig selv. Nu var hun blevet mere vant til ensomheden end sin egen skygge, men for nogle år siden, havde hun været så vred, så vred, så vred over at hun var så ensom, som hun var, så hun havde haft lyst til at rive verden fra hinanden, brudstykke for brudstykke

Pigen tog langsomt en indånding så dyb af natteluften, at hun var bange for at komme til at sluge hele verden i netop det åndedrag. Det kunne den nu have meget godt af – verden, mente hun. For så kunne verden blive en del af hende, og fra hendes indre se, hvad det havde gjort ved hende at være en del af den – hvordan hendes hjerne havde sagt sit arbejde op, da det at være logisk var en del af jobsbeskrivelsen, og hvordan hendes hjerte aldrig ville få anden funktion end at pumpe blod rundt.        

Det endte dog med, at hun åndede ud igen. Men det var ikke verden, der kom ud igen, det var elendighed. Hun burde lave en formel for hvordan, man indåndede verden og udåndede elendighed - så kunne den stå i lærebøgerne ved siden af dem for fotosyntese og respiration. I stedet nøjedes hun med at love sig selv hun ville skrive det ned på en lap papir senere – hun gad ikke rejse sig lige nu. 

Pigen smilede. Så bredt hendes udstrakte læber med garanti ville kunne nå op til flere gange rundt om Jorden, hvis de ellers ikke sad plastret til hendes ansigt. Hun sad i sofaen, der stod i kontoret hjemme hos hende, og snakkede med tre personer, der ligeledes sad klemt sammen i sofaen. De havde siddet der siden aftenen før, og selvom deres samtale jævnligt blev afbrudt af højlydte gab, virkede de måske trætte, men ikke trætte af hinanden.  

Nej, pigen lod til at elske disse tre mennesker så højt, at hun med glæde ville tage på verdensomsejling med dem i den lille sofa –  og lige meget hvad de kastede sig ud i (venskab eller verdenshave) ville de altid flyde ovenpå. Med dem kunne hun snakke, mens himlen skiftede farve igen og igen, og de var de letteste mennesker i verden, fordi de deltes om vægten af de bekymringer, de havde på skuldrene. Hun havde altid været mørkeræd, - ikke fordi hun frygtede mørket, nej hun frygtede det ukendte, som mørket førte med sig. Men hvis de to drenge og den ene pige, der sad der sammen med hende var mørke, så var det mørke oplyst af de mest skinnede stjerner nogensinde.

De blev også bare ved med at tale. De fleste levede bare for at leve, men de fire levede for at tale sammen. De levede for at sidde i sofaen tidligt om morgenen og puste de sidste rester af gårsdagens luft ud på hinanden. Til sammen havde de så meget personlighed, at de delte ud til hinanden.

Pigen gav slip på tanken. Hun vidste godt, hvad der ville ske, hvis hun ikke gjorde, præcis ligesom hun vidste, at hun ikke kunne leve i drømme. Det kunne godt være, at hendes fantasi for længst var sluppet fra hende, og at hun aldrig havde været i besiddelse af særlig meget realitetsans, men ikke desto mindre var dette hendes virkelighed. Hun havde ikke nogen venner, der bestod af mørke og stjerner, (de eneste stjerner hun kendte til var dem op på himlen, og selv de smilede ikke ned til hende) og hun kastede sig ikke ud i noget som helst (selv ikke vandpytter). Pigen sad uhjælpeligt fast i virkeligheden, og selvom det måske ikke var så tydeligt i stunder som denne, hvor hun var ret sikker på, at hun var det eneste levende væsen på Jorden, så holdt det ikke op med at være sandt. Det nyttede ikke at forestille sig andet.

Det kunne godt være, at folk ville sige, det var hende selv, der bestemte, hvordan hendes virkelighed var. Det kunne godt være, at hun skulle holde op med at skrive alt ned på sedler og i stedet begynde at sige det højt. Det kunne godt være, at hun skulle begynde at blive lidt mindre sig selv og lidt mere som alle andre. Det kunne godt være, at hun brugte for meget tid på at læse og lade som om, at hun hørte til i fiktive verdener, nu hvor hun ikke hørte til i sin egen.  Det kunne godt være så mange ting, at der næsten ikke var noget, som bare var - andet end ensomheden. 

Pigen gabte. Det gav hende en vis tilfredsstillelse at vide, at hun trodsede sin krop – alle hendes instinkter skreg på, at hun skulle lægge sig til at sove, men hendes tanker overdøvede dem. Sådan havde det altid været. Instinkterne mente, at hun skulle gå ud og være sammen med andre mennesker, at hun skulle være den mest sociale nogensinde. Hendes tanker mente dog, at det var bedst at blive for sig selv, fordi at man burde frygte mennesker mere end noget andet – også mørke.

Det var måske gået for vidt nu. Det var det, pigen tænkte, mens hun langsomt kiggede rundt i sit værelse. Selvom at det kun var oplyst af månelyset udenfor samt den lygtepæl, der stod foran hendes vindue, vidste hun udmærket godt, hvad der gemte sig i hver en afkrog af det.

Hun kunne se silhuetterne af alle de sedler, hun havde hængt på væggene. Tapetet havde en gang været en forbløffende grim babyblå farve, men det var nu ikke længere synligt, da hver eneste millimeter af hendes vægge var dækket af papir. Små firkantede sedler, der hver og en var dækket med hastigt nedkradsede ord – alle sammen skrevet med den samme blå kuglepen. Det var et under, at der stadig var blæk tilbage i den, da der måtte være tusindvis af sedler – de hang i flere lag.

Og på alle disse papirer stod, alt det pigen burde have sagt, alt det hun ønskede at have sagt. Alle de sætninger der lå på spidsen af hendes tunge, men som hun måtte sluge igen sammen med en masse spyt, da hun ikke turde sige dem højt. Hun havde ikke tal på hvor mange gange, hun havde mødt en person eller overhørt en samtale, hvor hun havde lyst til at sige noget, men havde ladet være – i frygt for, hvad folk ville tænke om hende, hvis hun bare løftede låget lidt for, hvad der rumsterede rundt i hendes hoved. Det havde altid været nemmest blot at skrive det ned.

Måske var frygten bare i hendes hoved – det var forbløffende, hvor lidt folk lyttede til hinanden, de fleste lyttede med hensigten at svare, og det var de færreste, der lyttede for at forstå, altså ville ingen indse, hvor skør hun var men det forhindrede hende ikke i at tie stille – at åbne munden ville være ukendt for hende, og pigen foretrak at klamre sig til det kendte, selvom hun måske ville ønske, at det kendte kunne blive bedre. Hun var også bange for forandring.

Der var flere former for skrig. Der var de desperate, hvor man skreg i håbet om, at man kunne få verden til at falde fra hinanden. Der var de frygtsomme, hvor skriget var ens frygt, som man prøvede at slippe ud gennem munden. Og så var der de frydefulde, og det var dem, som pigen var omringet af lige nu. Hele dagen havde hendes øregane været fyldt med netop denne lyd – og efterånden havde hun vænnet sig til det, som man nu engang kunne vænne sig til alt.

De havde alle fire siddet i rutsjebanen – mor, far og børn, og hvis man ikke havde vidst bedre, ville man være sikker på, at de i virkeligheden var dukker i perfektionens dukkehus. Pigen sad allerforrest med sin lillesøster ved sin side og bag hende sad hendes forældre og fik deres døtres lange lyse hår i hovedet, hver gang vognen rungede endnu et sving. Og bag deres forældre sad flere mennesker i vognen, der skreg som med en mund og strakte armene så højt op i luften, at de alle skulle passe på med at brænde fingrespidserne på solen. Men alle disse mennesker syntes at blegne, for hvis det stod til pigen, behøvede verdensbefolkningen i det øjeblik kun at skulle bestå af fire personer.

De skulle til at køre ned af endnu en bakke med 70 kilometer i timen og var, hvad der ville svare til 20 meter oppe i luften – hun kunne se hele forlystelsesparken sprede sig under dem i et sekund - derefter mærkede hun suset i maven, mens de kørte ned ad.

Og i netop det øjeblik ville pigen kalde sig selv lykkelig. Lykken var en sæbeboble, der havde bosat sig et sted nær hendes hjerte, og selvom hun vidste, at virkeligheden ville punktere den med en skarp negl, så snart turen var slut, fik det hende ikke til at sætte mindre pris på den.

Så kom det velkendte lysglimt, blitzen fra det billede, der blev taget af alle dem, der prøvede rutsjebanen, som plejede at leve livet på forskellige måder – men ned ad netop denne bakke, levede de det alle med 70 kilometer i timen. Hun smilede til sin lillesøster og til sin mor og til sin far og ikke mindst til kameraet – så ville de altid have billedet af en lykkelig familie. Og selv hvis hun engang voksede fra forlystelsesparker, så ville hun stadig kunne tænke tilbage på denne varme sommerdag, hvor tiden ikke eksisterede, og hun havde det som om, at hun aldrig ville blive ældre eller ulykkelig.

Nu var hendes fantasi vist løbet fra hende. Den var løbet så langt, at hun blev forpustet bare ved tanken om at hente den tilbage, alt i mens hun var uendeligt vred på sig selv for at tillade sig selv at drømme om noget så usandsynligt. Det kunne godt være, at hendes forældre og lillesøster lå og sov inde ved siden af, og at de var en familie – men de var kun en familie, fordi de delte kød og blod, de hang på hinanden, og folk der hang på hinanden tog ikke i forlystelsesparker.

Så hun kunne sagtens forestille sig scenariet igen og igen, men hun vidste udmærket godt, at det ikke ville ske, så længe hendes forældre vedblev med at være hendes forældre, og hun vedblev med at være sig selv.

Folk sagde, at hjem ikke var et sted; hjem var hvorind, dit hjerte var, og hjem var hvorind, din kærlighed blev gengældt. I så fald havde pigen ikke noget hjem. Hun var ikke engang sikker på, at hendes familie elskede hende på den ubetinget måde, man burde elske sine børn på. Og hvis de ikke engang elskede hende, var der i hvert fald ingen tilbage, som gjorde, ja hun tvivlede på at der overhovedet var, nogen der brød sig om hende.

Hvis bare det kunne være anderledes. Hvis bare hun kunne have flere venner i virkeligheden end de fleste havde på facebook, hvis bare hun kunne være hovedpersonen i filmen, der aldrig ville blive lavet om hendes liv - i stedet for en statist, hvis bare hun kunne smile hver dag, fordi der hver dag var nogen, der gengældte hendes smil, hvis bare hun kunne være en del af det fællesskab, der eftersigende skulle være så fantastisk . Hvis bare.

Langsomt slyngede pigen armene om sig selv, og krammede sig selv, nu hvor der ikke var andre til at gøre det. Hvis hun havde haft en stemme, ville hun have sagt til sig selv, at det hele nok skulle gå, eftersom der ikke var nogen til at fortælle hende, at det ikke var sandt. Hun ville aldrig komme til at føle sig lykkelig nok til at smile til et kamera, da hun var så forbandet ensom, at hun havde glemt, hvilken vej mundvigene skulle pege, når man smilede. Hun ville aldrig få venner, hun kunne tale så længe med, hun ville aldrig åbne munden, hun ville aldrig ophøre med at være ensom.

Og det værste var, at hun ikke engang vidste hvorfor. Hvorfor hun var endt sådan her, hvad det præcis var, der gjorde, at hun – netop hun - blev stemplet som anderledes, hvorfor alle var så ligeglade med hende,  hvorfor hun ikke passede ind, hvorfor det lige netop var hende, som universet havde set sig ond på.

Pigens hoved blev fyldt med så mange tanker, og det ville flyde over, hvis hun ikke snart delte dem med nogen. Hun tog benene op under sig, så hun også kunne kramme dem ind til sig og krøllede sig sammen til en lille kugle der i vindueskarmen i håbet om, at hun i det mindste kunne holde sammen på sig selv, selvom intet andet hang sammen.  Stjernerne smilede ikke til hende, de grinede af hende, som hun begyndte at rokke frem og tilbage i vindueskarmen – fuldkommen fortabt.

Hendes bevægelser var så kraftige, at flere af sedlerne faldt ned fra væggene, da de ligesom hende ikke længere kunne holde sig selv oppe.  Eller måske var det, fordi alle de ord hun havde skrevet på dem nu virkede tomme, for alle de tusinde ord kunne alligevel forkortes ned til sandheden: Hun hadede at være ensom, hun hadede det, hun hadede det så meget, at hun ikke længere bestod af kød og blod, nej hun bestod af indestængte ord, som hun snart ikke længere kunne holde inde.

Pigen havde brug for, at nogen ville lytte til hende og tage hende op i rutsjebaner og lade hende vide, at hun ikke var usynlig – at folk så hende, og at der ville opstå et hul, et sort hul, hvis hun forsvandt. Før havde hun altid tænkt, at alle andre levede oppe i den tyvende himmel på lyserøde skyer, mens hun selv stod med fødderne plantet solidt på jorden for at bevare jordforbindelse. Alle andre levede på illusionen af perfekt, mens hun bare ønskede, at det blev okay, da okay var mere end nok for hende. Før havde hun været offer for tiden, da alle andre voksede fra hende, indtil de var så meget foran hende, de ikke så andet end en ubetydelig prik, når de kiggede tilbage på hende.

Før havde hun været ensom. Og nu? Nu eksploderede pigen.

*

Næste morgen gik pigens mor ind for at vække hende. Men da moren kiggede rundt i værelset, var pigen ikke at se nogen steder. Hun lå ikke i sin seng og var ikke faldet i søvn i vindueskarmen. Det eneste, der var tilbage var en lille bunke ord. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...