What You Don't See - MaleneMarie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2016
  • Opdateret: 13 aug. 2016
  • Status: Igang
Stephanie Wridt Sørensen er en 20 årig kvinde, hendes forlovede Jannik Jensen og hende venter deres første barn. Stephanie er 7 måneder henne i graviditeten, da der pludselig sker ting, som ændre hele hendes liv. Brylluppet som skulle være efter fødslen, bliver rykket til før. Jannik, som skulle forstille at være hendes livs kærlighed, gør uventet ting, som ikke er til at tilgive for. Deres første barn, bliver født som en sund og rask lille dreng. Men hendes liv bliver vendt på hovedet da hendes mand en dag, bliver myrdet! Selvom det intet lig er, er det stadig en lettelse, for både Stephanie og sønnen, men ingen ved hvorfor. Efterforskerne går i gang med sagen, og Stephanie bliver meget overrasket da hun gør sig en opdagelse ingen havde regnet med.

3Likes
0Kommentarer
2207Visninger
AA

9. Kapitel 9 - Skænderier

Kapitel 9

Vi havde været i Thailand i en uge, det var virkelig hyggeligt. Vi havde været på stranden, solet os ved poolen, spist god bad, været i vandland. Lige nu var det morgen, ingen af de andre var stået op. Klokken var også kun 06:02, jeg kunne bare ikke sove mere, fordi Tim var sulten og jeg kunne ikke bare lade ham ligge og græde. Så jeg havde sat mig ude på altanen og var fuldt i gang med at give ham brystmælk. Jeg var så glad for at få ham tilbage, min dejlige lille skat. Han var mit kød og blod, mit et og alt.

"Godmorgen", kom det var altandøren. Jeg kiggede hen og så Louise stå i sit nattøj, halv vågen og godt træt efter i går. Vi havde været ude og købe tøj til Tim og var først kommet tilbage klokken 02:17 om natten.

"Godmorgen", svarede jeg og Louise satte sig ned foran mig.

"Sovet godt?", spurgte jeg. Louise nikkede og gabte bagefter.

"Hvorfor sover du ikke?", spurgte jeg undrende.

"Jeg havde mareridt .. ", svarede hun og kiggede ud over den flotte udsigt.

"Omkring Jannik .. Og dengang ..", sagde hun.

"Tænk at det kun er 2 måneder siden, vi sad nede i det lille, mørke rum", sagde hun igen.

"Ja det helt utroligt ikke?", spurgte jeg og hun nikkede.

"Jeg var bange for i var blevet kidnappet i går aftes", både Louise og jeg kiggede hen mod altandøren hvor Lily stod.

"Bare rolig", grinede jeg lavt. Lily satte sig ned, ved siden af Louise og jeg og kiggede udover den smukke udsigt med os. Tim havde fået nok mad nu, så jeg tog ham væk fra mit bryst og rettede min 'Calvin Klein' top.

"Hvordan har maven det?", spurgte Louise.

"Godt, kvalmen er ved at fortage sig ..", svarede Lily. Louise smilede og kiggede igen over mod altandøren. Jeg vendte mig om og så Jonas stå gabe.

"Jamen, godmorgen Jonas", grinede jeg.

"Det er ikke en god morgen, Tim vækkede mig". Jeg grinede og gjorde plads ved siden af mig, så Jonas kunne sidde der.

"Holder i teselskab uden mig?", Christopher kom ud på altanen og stillede sig bag mig. Han lagde sine hænder på mine skuldre og kyssede mig i håret. Vi var alle vågen nu, underligt nok, for vi plejede først at stå op ved 8-9 tiden.

"Godt i oppe", kom det inde fra værelset af. Det var far, mor og Isabella. De kom ud på altanen og kiggede med ud på udsigten. Lily skyndte sig at rykke sig helt ind til bordet, først der kom jeg i tanker om at hun sad så man kunne se hendes gravide mave. Heldigvis havde Isabella, mor eller far ikke set noget, jeg skyndte mig at tage det tæppe der lå bag mig og gav det til Lily. Hun formede ordet 'tak' med munden. Hun tog tæppet om sig og kunne igen side på en afslappet måde, uden at bekymre sig om at de voksne ville se noget.

"Vi går lige ned til receptionen og hører om vi kan låne en stor bil lidt senere! Vi skal nemlig ud til byen", sagde far og Isabella. Vi andre nikkede og mor satte sig ned på en stol. Da Isabella og far var gået lænede min mor sig frem.

"Hvor lang henne er du?", spurgte hun Lily.

"4 måned, snart 5", sagde Lily uden at tøve. Der var ikke nogen der lagde mærke til, at min mor faktisk vidste Lily var gravid før der var gået 5 minutter. Lily spærrede øjnene op og kiggede overrasket på hende.

"Vent .. Hvordan?", spurgte Lily og min mor begyndte at grine.

"Søde skat, jeg ved hvordan det er at være gravid! Samtidig med, du drikker ikke alkohol mere, du bader ikke, når vi andre skal sole os ligger vi i badetøj, mens du ligger i shorts og løs bluse. Og så dine bryster vokset", smilede min mor. Alle kiggede overrasket på hinanden, men efter det begyndte vi at grine.

"Og rolig, jeg har ikke sagt noget", sagde min mor og blinkede.

Vi var gået ned for at bade nede på stranden, det var virkelig hyggeligt. Vi skulle længere ud til byen senere, lige nu ville vi bare hygge. Jeg var ude i vandet sammen med Louise og Tim lige nu. Vi plaskede lidt rundt, og havde det sjovt.

"Jeg er glad for jeg måtte komme med!", sagde Louise og smilede.

"Selfølgelig da bby! Du er en del af min familie uanset hvad! Du er jo min søster", smilede jeg og vi små grinte lidt.

"Tænker du stadig meget over det?", spurgte Louise og kiggede alvorligt på mig. Jeg nikkede og tog en dyb indånding.

"Også mig", sagde hun og kiggede tilbage mod de andre som lå og solede sig.

"Bare vi hinanden", sagde hun og smilede.

"Ja ..", smilede jeg tilbage.

"Skal vi gå tilbage til de andre?", spurgte Louise og jeg nikkede.

Da vi kom tilbage, lå de andre og legede gæt og grimasser.

"Steph? Må jeg lige snakke med dig?", spurgte Lily. Jeg nikkede og gav Tim til Christopher, Lily og jeg gik lidt væk fra de andre.

"Hva' så?", spurgte jeg.

"Du ved da jeg sagde, at Kasper havde forladt mig ikke?", spurgte hun. Jeg nikkede og så undrende på hende.

"Det var mig der forlod ham .. ", sagde hun. Jeg var både i chok og forvirret, hvorfor forlade sin kæreste, som er der for hende?

"Men hvorfor?", spurgte jeg. Lily tog en dyb indånding og lukkede øjnene.

"Jeg er til piger", sagde hun og så nervøst på mig. Ja, nu gav det hele jo bedere mening.

"Det gir' bedere mening, det er ikke noget du skal være nervøs over .. Selv jeg kunne være til piger? Har du sagt det til de andre?", spurgte jeg, men Lily rystede på hovedet.

"Nej .. Du er den eneste jeg sådan stoler 100% på ..", sagde hun.

"Det er jeg da glad for .. Men nu har du så bare, to ret store ting at skulle fortælle", sagde jeg.

"Ja, men jeg venter stadig til vi kommer hjem .. ", sagde Lily og jeg nikkede bare. Vi gik tilbage til de andre, og var med til det sidste af gæt og grimasser.

Klokken var 18:29 og vi sad og spiste aftensmad på en lækker restaurant, ude i byen. Vi havde faktisk været i byen fra klokken 15:00 og så til nu, det var ret hyggeligt. Vi havde været inde i samtlige butikker, Lily havde shoppet, ja .. jeg ved ikke hvor meget make up.

"Hovsa skat", sagde jeg. Tim havde lige smidt en kniv på gulvet, så jeg samlede den op igen og lagde den på bordet.

"Vi går op og betaler regningen med det samme", sagde Isabella, hun og vores far rejste sig op og gik hen til receptionen.

"Behersk dig lige med maden Lily, du spiser som en der ikke har fået mad i flere dage", hviskede jeg.

"Undskyld .. Men graviditeten gør mig sulten", sagde hun og åd videre af sin mad.

"Lily? Når vi kommer tilbage på hotellet skal jeg låne din højtaler!", sagde Jonas og tog en tår af sin cola.

"Aldrig i livet!", grinede Lily, mens Jonas så irriteret på hende.

"Hvis ikke! Fortæller jeg mor og far du er gravid!", Jonas smilede lumsk.

"Jonas stop så det der!", sagde jeg. Godt nok var de søskende, men skændes kunne de finde ud af uanset hvilket sted vi var.

"Lily er gravid! Lily er gravid!", halv råbte Jonas.

"Jonas hold nu kæft!", halv råbte Lily tilbage. Pludselig så jeg Isabella og vores var på vej herover igen, så nu skulle Jonas fandme holde kæft. Jeg prøvede på at tysse på dem, men de ville ikke være stille. Lily halv råbte af Jonas, mens Jonas bare råbte højere. Folk kiggede på os, som om vi var idioter, hvilket måde Jonas og Lily var lige nu. Isabella og vores far var lige bagved os da Jonas, pludselig begyndte at skråle.

"LILY ER GRAVID! LILY ER GRAVID!", jeg prøvede at lave tegn til at han skulle tie stille, men han synes lige han skulle blive ved.

"LILY ER GRA .. ".

"Undskyld?", spurgte vores far. Jeg lagde mit hoved ned i mine hænder.

"Shit ..", hviskede jeg for mig selv.

"Hvad var det du sagde?", gentog vores far. Jonas lignede en der havde set et spøgelse, men Lily til gengæld lignede en der lige var blevet myrdet.

"Lily?", spurgte Isabella og kiggede hen på hende.

"Jeg .. Øhh ..", startede Lily ud og sank en stor klump.

"4 måned .. Jeg ..", stammede Lily.

"For fanden da! Lily er gravid i 4 måned!", sagde Jonas og drak det sidste af hans cola.

"Lily? Er det her sandt?", spurgte Isabella og Lily nikkede.

"Jeg kan godt sige dig! Du får aldrig drengebesøg igen!", sagde vores far.

"Far slap nu af", sagde jeg og prøvede at berolige ham.

"Ved du hvad far! Det sku fint nok! Jeg er alligevel til piger, så drenge får du sku ikke meget at se til i hjemmet!", sagde Lily surt og gik fra bordet. Som det ikke var nok, begyndte Tim at græde.

"Fedt!", sagde jeg og gik efter Lily, med Tim i mine arme. Jeg prøvede at trøste ham, selvom det var svært.

"Lily! Vent lige!", halv råbte jeg. Da jeg nåede op ved siden stoppede Lily og en tåre røg ned af hendes kind.

"Hvad nytter det? Jeg vidste jeg aldrig skulle have fortalt dig noget!", sagde hun vredt.

"Mig? Det var ikke mig der sagde noget!", svarede jeg.

"Det er altid med dig, det går galt! Det sikkert samme grund Jannik forladte dig!", halv råbte hun.

"Jannik forladte mig ikke! Jeg forladte ham!", sagde jeg og blev faktisk ret vred. Tænk hun kunne sige sådan noget, når hun vidste hvad der var sket.

"Det kan sagtens være! Men far skred da fra dig og din mor, da du var lille! Sikkert fordi han ikke kunne klare at se på dig!", råbte hun ind i hovedet på mig. Jeg .. Jeg var virkelig i chok, at Lily kunne finde på at sige sådan noget. Hun vidste udmærket godt, hvor ked af det og sårbar jeg var når det kom til min far, efter han forlod min mor og jeg, for at tage til Tyskland med sin nye kærester. Jeg kunne mærke tårerne stille kom frem i min øjenkrog.

"Steph .. Jeg mente det ikk ..".

"Hvad sker der?", spurgte en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og så resten af familen stå der. Jeg vendte mig mod Lily igen.

"Du vidste hvor meget det betød, og du brugte det mod mig ..", en tåre løb ned af mine højre kind.

"Steph .. Jeg ville ikke ..".

"DU VIDSTE DET!", råbte jeg og flere tåre løb ned af min kind. Jeg mærkede en hånd på min arm, det var Christopher, men jeg rystede jeg af mig.

"DU VIDSTE HVOR MEGET DET BETØD! DU TROR ALT HANDLER OM DIG! MEN DER ER ANDRE END DIG DER HAR DET HÅRDT OG KÆMPER MED TING! Jeg skal gå med tanken om at min far forlod min mor og jeg hele mit liv! Jeg er stadig bange for at han skrider igen! Og det gør det ikke lettere at omgås med hans datter, som tror alt handler om hende!", jeg så hvor overrasket Lily så ud, da jeg råbte af hende.

"Stephanie stop så!", råbte min far bag mig. Jeg vendte mig mod ham.

"DU FORLOD MIG FAR! DU VAR FULDSTÆDNIG LIGEGLAD MED MIG!", råbte jeg igen.

"Du ved jeg ikke er ligeglad med dig!", halv råbte han. Jeg kiggede ham direkte i øjnene og en tåre trillede ned af min kind.

"Jeg hader dig ..", sagde jeg lavt. Alt gik i stå, at stå foran ens far og sige at du hadet ham gjorde ondt. Jeg gik min vej, så hurtigt jeg kunne med Tim i mine arme. Han græd ikke, underligt nok. Men det gjorde jeg.

Jeg sad hjemme på altanen, sammen med Tim. Jeg havde købt en pakke smøger på vejen, jeg havde godt nok sagt jeg ikke ville ryge, men i denne situation blev jeg nød til det. Jeg sad og røg, med Tim sovende i mine arme. De andre lå og sov indenfor, jeg havde ikke talt med nogen af dem. Jeg havde siddet herude, lige fra da jeg kom hjem. Jeg anede ikke hvad klokken var, måske noget med 01:30 eller sådan. Altandøren åbnede sig, men jeg vendte mig ikke om. Jeg stirrede direkte ud i luften og tog et hvæs af min smøg. Jeg hørte fodtrin gå hen mod stolen der var ved siden af mig, den blev trukket ud og i min øjenkrog kunne jeg se Lily sætte sig. Der var helt stille, ingen af os sagde noget. Synet af Lily, gav tankerne tilbage og vores skænderi, og min fars og mit skænderi. Jeg begyndte stille at mærke tårerne trille ned af mine kinder.

"Steph .. Du må undsky ..".

"Du behøves ikke sige noget ..", sagde jeg.

"Lad vær med at afbrød mig please! Du skal hører på mig!", sagde Lily og jeg sagde ikke noget.

"Du må undskylde .. Jeg vidste hvor meget det betød for dig, og jeg burde ikke bruge det imod dig. Du var der for mig, da ingen andre var og det er jeg virkelig taknemlig for! Uanset om vi kun er halv søstre, er du stadig MIN søster, og det vil du altid være! Jeg elsker dig utrolig højt, og det må du aldrig tvivle på!", da Lily var færdig, tog jeg fat i hendes hånd og slukkede smøgen.

"Jeg elsker ogs' dig .. Og du vil også altid være min søster, uanset hvad!", sagde jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...