What You Don't See - MaleneMarie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2016
  • Opdateret: 13 aug. 2016
  • Status: Igang
Stephanie Wridt Sørensen er en 20 årig kvinde, hendes forlovede Jannik Jensen og hende venter deres første barn. Stephanie er 7 måneder henne i graviditeten, da der pludselig sker ting, som ændre hele hendes liv. Brylluppet som skulle være efter fødslen, bliver rykket til før. Jannik, som skulle forstille at være hendes livs kærlighed, gør uventet ting, som ikke er til at tilgive for. Deres første barn, bliver født som en sund og rask lille dreng. Men hendes liv bliver vendt på hovedet da hendes mand en dag, bliver myrdet! Selvom det intet lig er, er det stadig en lettelse, for både Stephanie og sønnen, men ingen ved hvorfor. Efterforskerne går i gang med sagen, og Stephanie bliver meget overrasket da hun gør sig en opdagelse ingen havde regnet med.

3Likes
0Kommentarer
2205Visninger
AA

6. Kapitel 6 - Forvekslet baby

Kapitel 6

Min lille baby dreng, min smukke dejlige baby dreng. Jeg kiggede ned på ham, han sov, indpakket i et tæppe.

"Du klarede det flot", sagde Louise. Jeg smilede og aede min dejlige nyfødte dreng i håret.

"Du er så smuk", sagde jeg. Jeg kyssede ham i panden, men blev dog forskrækket fra døren til rummet blev revet op. Jannik kom ind og så ikke glad ud, men hvornår gjorde han det. Tim vågnede og begyndte at græde, jeg krammede ham indtil mig.

"Giv mig ham", sagde Jannik. Jeg kiggede alvorligt på Jannik! Om det så skulle være over mit lig! Louise kiggede bare skræmt på ham, hun sad over i hjørnet.

"Aldrig .. ", sagde jeg. Jannik blev sur og kom med faste skridt over mod mig, han prøvede at tage Tim fra mig. Tim græd, jeg græd, Louise græd, det hele var noget værre rod. Jannik gav slip, tog sin lommekniv nede fra lommen, tog fat i mit lår og skar et ordenligt snit. Jeg skreg op og faldet til jorden, med Tim i mine hænder. Jeg havde ingen kræfter, Jannik tog Tim og begyndte at gå mod udgangen.

"NEJ! TIIIM! JANNIK DU MÅ IKKE GØRE DET HER!", hylede jeg. Tårerne løb ned af kinderne på mig, men Jannik var allerede ude af døren sammen med Tim. Louise kravlede over til mig og holdte mit hoved indtil sig. Jeg hylede der ud af, og stoppede ligefrem ikke. Louise tog min kjole, jeg tidligere havde på, men Jannik rev af. Hun rev et stykke af den af og satte fast omkring mit sårede ben, hun strammede stoffet og trykkede ned for jeg ikke skulle forbløde.

"Træk vejret stille og roligt", sagde hun, jeg gjorde som hun sagde, men det var svært. Jeg havde lige mistet min lille dreng! Jeg græd stadig, og stoppede ligefrem ikke.

Jeg kunne ikke beskrive, den følelse jeg havde inde i min krop. Jeg var knust, virkelig knust.

For hver dag der gik, blev det værre og værre. Vi fik intet mad, intet at drikke, ingen kontakt til noget eller nogen. Det eneste vi havde, var hinanden. Jeg anede ærligt ikke hvor lang tid vi havde været her, jeg stoppede med at tælle, da jeg ikke kunne finde rundt på dag og nat. Alt inden i mig, var bogstaveligtalt ødelagt.

"Tror du nogensinde vi kommer ud herfra?", spurgte Louise.

"Selvfølgelig gør vi det", svarede jeg, selvom jeg inderst ikke selv troede på det. Louise nikkede bare og kiggede ned i jorden igen. Døren blev smækket op og ind kom Jannik, Louise og jeg kravlede automatisk over til hinanden. Vi holdte hinanden ind til os, selvom vi vidste hvad der ville ske.

Jannik satte sig ned, med en pistol i hånden.

"Hvordan har i det?", spurgte han. Okay, det var underligt, han spørg aldrig om noget, han går bare i gang med at slå når han kommer ind.

"Det tager jeg som dårligt", grinede han, ingen af os sagde noget.

"Ryk jer fra hinanden", sagde han stille, og hvis vi ikke gjorde det, ville en af os sikkert få en kugle i hovedet. Så vi rykkede os fra hinanden og kiggede ned i jorden. Jannik tog sin pistol og pegede mod mig, han smilede og så ondskabsfuldt på mig.

"Du skal vide noget, Stephanie", sagde han.

"Jeg er ikke hvem du tror jeg er", sagde han og grinede. Inden jeg nåede at se mig om, var Louise ved at løbe ud af rummet, da et skud blev affyret. Jeg blev så skræmt at alt gik i stå, jeg kunne intet mærke, hører, føle, se eller lugte. I slowmotion faldt Louise langsomt ned til gulvet og krympede sig sammen.

"LOUISE!!", skreg jeg, jeg ville kravle hen til hende, men Jannik slog mig med pistolen og sparkede mig ind i et hjørne.

"Du bliver der kælling!!", råbte han og så forvirret ud. Louise var ikke død, kuglen havde ramt hendes arm. Heldigvis! Jannik gik hen og stod foran Louise. Han så forvirret ud og tog begge sine hænder, op på hver sin side af hovedet. Jeg ved ikke om det var meningen han ville skude hende, men intet kunne laves om nu.

"Jeg ville ønske Christopher var her ..", hviskede jeg så lavt jeg kunne, men ikke lavt nok, for Jannik hørte det. Han kom farende hen til mig og gav mig et knytnæve lige i fjæset. Jeg krympede sammen af smerte, fordelen det gjorde ondt.

"Du nævner ALDRIG! Hans navn igen", råbte han ind i hovedet på mig. Jeg blev virkelig vred nu! Han havde taget mit barn, han havde taget Louise og jeg til fange, som om vi var dyr! Og han havde fandme nærmest skudt Louise! Det var nok!

"NU STOPPER DU! JEG ER TRÆT AF AT DU HOLDER OS BURRET INDE SOM DYR! HVIS JEG NÆVNER CHRISTOPHER, GØR JEG DET! HAN VAR DEN ENESTE UDOVER LOUISE DER VAR DER FOR MIG DENGANG MIN FÆTTER OG ONKEL DØDE! DU BANKER OS HVER DAG! SÅ MÅ JEG FANDME OGSÅ SIGE SOM JEG VIL", råbte jeg med alle de kræfter jeg havde. Både Louise og Jannik så overrasket på mig. Jeg tror ikke selv jeg havde regnet med, at jeg ville gøre det her. Jannik farede over til mig, så jeg stod helt op af væggen. Hans ansigt bevægede sig tættere på mit og han var måske 5 centimeter væk fra mit ansigt. Han prøvede tydeligvis at kysse mig, men hvorfor? Han havde lige givet mig en knytnæve i fjæset? Jannik bankede hånden ind i væggen virkelig hårdt, at det gav et helt sæt i mig. Han skyndte sig hen til døren, gik ud af den og lukkede den derefter. Jeg gled langsomt ned af væggen og havde ingen ide om hvad der skete. Jeg kom i tanker om Louise, som stadig lå skudt på jorden. Jeg kravlede hen til hende og tog fat omkring hendes arm.

"Du må hjælpe mig her Louise, sig hvad jeg skal gøre!", halv råbte jeg og så ned på Louise som svedte af helveds til.

"Du skal tage kuglen ud, med fingrene lige nu", sagde hun. Jeg nikkede og gjorde som hun sagde.

"ARGHH!", råbte hun og prøvede derefter at styrer sin vejrtrækning.

"Det er rigtig flot, bliv ved", sagde hun og prøvede at bide smerten i sig. Jeg fik kuglen ud og tog min kjole, som Louise havde revet noget af og bandt det rundt om hendes arm, for at det ikke skulle forbløde. Jeg tørrede sveden af min pande og satte mig op af væggen, jeg fik et kæmpe chok da jeg pludselig faldt bagover. Jeg så et skarpt lysskær og prøvede at sætte mig op. Da jeg enlig kom op, så jeg at jeg pludselig sad udenfor, hvordan i alverden? Jeg så Louise komme stille kravlende hen mod mig.

"Stephanie ..", sagde hun.

"Vi frie", hun smilede over hele ansigtet. Jeg kiggede rundt, vi var på en form for parkeringsplads, ude foran et indkøbscenter. Jeg så en meget genkendelig person gå over på den anden side af parkeringspladsen.

"LILY! HJÆLP!", råbte jeg. Lily fik et kæmpe chok, da hun så Louise og jeg ligge nede på jorden. Hun satte sig ind i sin bil og kørte over til os.

"Jeg forklarer senere", sagde jeg da hun kom over mod os, hun nikkede og hjalp os ind i bilen.

Vi kørte hen mod hospitalet, Lily havde ringet til min mor og min far, eller vores far kan man jo bedere sige. Det var jo også Lily's far.

"Vi er her nu, jeg går ind og leder efter hjælp", sagde Lily og gik ud af bilen.

"Jeg er glad for at vi er kommet væk Louise", sagde jeg. Louise svarede ikke, så jeg valgte at kigge på hende.

"Louise?", spurgte jeg, hun svarede stadig ikke. Jeg ruskede i hende, men hun vågnede ikke.

"LOUISE!", råbte jeg, men intet svar.

"NEJ LOUISE! DU MÅ IKKE NU!", råbte jeg og ruskede til hende. Jeg begyndte at græde og så nogen hospitalsfolk komme løbende ud sammen med Lily. Jeg steg ud af bilen og råbte efter dem.

"HJÆÆÆÆLP! I MÅ HJÆLPE NU!!!", skreg jeg. En masse folk på parkeringspladsen stirrede og nogen filmede også på deres mobiltelefoner. Jeg var fuldkommen ligeglad, Louise måtte bare ikke forlade mig nu. Hospitalsfolkene bar Louise ud af bilen. Jeg satte mig ned på hug og dækkede mit hoved i mine hænder. Jeg mærkede to hænder rejse mig stille op, det var Lily. Hun tog mig ind til sig og begyndte stille at følge mig ind mod hospitalet.

Jeg vågnede af solens varme stråler mod mit ansigt, noget jeg ikke havde mærket i lang tid. Jeg lå tilbage i den skide hospitalsseng, med alle de forskellige nåle, fingerdutter, slanger og en slange oppe i min næse der skulle hjælpe med at trække vejret bedere. Louise lå i respirator, de vidste ikke hvornår eller om hun overhovedet ville vågne. Der var ingen tegn på Tim eller Jannik nogen steder. Det hele var noget værre rod, min mor, far, Isabella, Lily og Jonas var her i går. Jeg elskede virkelig min familie, de var der altid når jeg havde brug for det.

"Jeg forlader dig aldrig igen", sagde en stemme pludselig. Jeg vendte mig rundt og så Christopher, stå lænet op af døren. Jeg smilede og rejste mig halvt op. Han kom hen og kyssede mig på panden.

"Hvordan går det?", spurgte han.

"Okay, tror jeg", jeg svarede enlig bare kort. Mine følelser var lidt overalt lige nu.

"Jeg .. ", jeg blev afbrudt da døren til værelset blev åbnet.

"Stephanie?", Louise kom frem fra døren. Hun lignede en der var meget forvirret, men jeg blev virkelig glad for at se hende.

"Louise!", sagde jeg og rejste mig helt op i sengen.

"Jeg vågnede op uden dig, jeg blev nød til at se om du var okay", sagde hun. Jeg grinte af hende og Louise begyndte at gå over mod os. Hun var lige ved at falde, men Christopher greb fat i hende og hjalp hende over i den seng der var ved siden af mig.

"Jeg henter en lige en læge, der kan sætte de ting fast til dig som du skal bruge", sagde Christopher og gik ud af rummet.

"Se os her, nærmest gennem banket", grinede Louise og jeg grinede med. Der blev stille lidt efter, ingen af os sagde noget.

"Savner du ham?", kom det fra Louise. Jeg regner med at hun mente Tim.

"Ja ..", svarede jeg bare, kort og konkret. Christopher kom ind, uden en læge og så skræmt ud.

"Åh Gud! Han er tilbage er han ikke?", spurgte Louise skræmt, hun mente selfølgelig Jannik. Christopher rystede på hovedet og sank en klump.

"Hvad sker der?", spurgte jeg.

"Stephanie ..", startede han ud. Jeg rejste mig stille op fra sengen og gik over mod ham.

"De har fundet en næsten nyfødt baby, som de tror er Tim", sagde han. Jeg så overrasket på Christopher. Jeg blev sindsyg glad! Jeg kiggede på Louise, som smilede og lavede en 'tommel op' med sin tommelfinger. Hun var udmattet, det kunne man nemt se.

"Må jeg se ham? Hvor er han?", spurgte jeg. Christopher så ikke glad ud.

"Christopher?", spurgte jeg gentagende gange.

"Han ligger nede i .. Øhm ..", sagde Christopher.

"Han er død ..", sagde Christopher hurtigt. Mit hjerte gik i stå, jeg stod stille i 5 sekunder og derefter begyndte jeg at råbe og skrige. Christopher prøvede at berolige mig, men mit lille barn var død, og intet kunne vække ham til live.

Efter jeg var faldet lidt til ro igen, rejste Christopher sig fra sengen.

"De vil have du skal bekræfte ham, som Tim Wridt Sørensen", sagde han. Jeg nikkede bare og rejste mig stille og roligt. Jeg tog Christopher i hånden og gik ned mod der hvor han lå. Jeg følte mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, eftersom vi kom tættere og tættere på. Christopher stoppede ude foran en dør og jeg tog en dyb indånding. Da vi kom ind, der hvor han lå, var der et hvidt tæppe over ham. En tåre løb ned over min ene kind. En læge der stod ved sengen, gik over til Tim for at trække tæppet af. Jeg gik tæt på, hvor at tage et ordenligt kig, og da lægen trak det hvide tæppe af Tim gik mit hjerte i chok. Jeg begyndte virkelig at græde!

"Det er ..", jeg afbrød Christopher med det samme.

"Det er ikke Tim det der! En mor kan kende sit barn, og det der er ikke mit", sagde jeg. Christopher kiggede både lettet og forvirret på mig. Det VAR ikke Tim der lå der!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...