What You Don't See - MaleneMarie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2016
  • Opdateret: 13 aug. 2016
  • Status: Igang
Stephanie Wridt Sørensen er en 20 årig kvinde, hendes forlovede Jannik Jensen og hende venter deres første barn. Stephanie er 7 måneder henne i graviditeten, da der pludselig sker ting, som ændre hele hendes liv. Brylluppet som skulle være efter fødslen, bliver rykket til før. Jannik, som skulle forstille at være hendes livs kærlighed, gør uventet ting, som ikke er til at tilgive for. Deres første barn, bliver født som en sund og rask lille dreng. Men hendes liv bliver vendt på hovedet da hendes mand en dag, bliver myrdet! Selvom det intet lig er, er det stadig en lettelse, for både Stephanie og sønnen, men ingen ved hvorfor. Efterforskerne går i gang med sagen, og Stephanie bliver meget overrasket da hun gør sig en opdagelse ingen havde regnet med.

3Likes
0Kommentarer
2206Visninger
AA

5. Kapitel 5 - Fanget Forfra

Kapitel 5

"Far?", sagde jeg overrasket. Min far kom smilende ind og satte sig på siden af min seng.

"Puttegøj? Hvordan er det her sket?", sagde ham og tog stille op til mit halv forslået øje. Min far boede normalt i Tyskland for at arbejde, han boede der sammen med sin kæreste og mine 2 mindre halv søskende.

"Jannik er hvad der er sket!", sagde Louise vredt og satte sig på den anden side af sengen.

"Jannik?", min far rynkede sin pande.

"Jeg synes ellers han var sådan en fin fyr", sagde han. Louise lavede en af de der 'pdf' lyde og små grinte.

"Ja! Han er en meget fin fyr! Derfor gennem bankede han jo også din datter!", sagde Louise. Min far aede mig på kinden.

"Hvad laver du enlig her far?", spurgte jeg.

"Jo, jeg tog et fly til Danmark, for jeg troede ligesom dig og Jannik skulle giftes her om 3 dage. Jeg tænkte jeg ville komme tidligt, da jeg synes vi skulle have noget tid sammen inden. Så går jeg ude på gaden og møder Christopher, din gamle klassekammerat der siger du indlagt, jeg bliver selvfølgelig bekymret og går herind", han tog fat i min hånd og kyssede den.

"Er Isabella her også? Og børnene?", spurgte jeg. Isabella var min papmor, Jonas og Lily, var mine 2 mindre papsøskende. Jonas var 15 og Lily var 18, så små var de heller ikke, men stadig yngre end mig.

"De er ude i venteværelset", smilede han.

"Hent dem herind! Jeg vil se dem!", jeg havde savnet dem!

"Jeg kommer tilbage om en halv time, så i kan få snakket", sagde Louise og smilede. Jeg nikkede bare og ventede på min far gik ud for at hente de andre. Der gik to sekunder, da de alle sammen kom ind.

"Wow, du har ret far! Hun ser forfærdeligt ud", sagde Jonas. Jeg begyndte enlig bare at grine, ligesom alle de andre. Isabella gik hen for at kramme mig, ligesom Jonas og Lily bagefter. De satte stole, omkring mig og så snakkede vi ellers bare løs!

Vi havde vel snakket i godt og vel et kvarter nu.

"Stephanie, jeg har fået en sygt lækker kæreste! Og hun bor her i Danmark!", sagde Jonas.

"Har du det? Har du billede af hende?", grinte jeg. Jonas tog sin mobil op af lommen og holdte skærmen op foran mit ansigt. Han havde hende som låseskærm, sødt nok.

"Det må jeg sige Jonas, det er godt scoret", sagde jeg. De andre fniste lidt.

"Hvad med dig Lily? Har du ikke fået en kæreste?", spurgte jeg. Hendes ansigtsudtryk ændrede sig fra, glad til lidt trist.

"Hun havde, men de slog op her den anden dag", sagde Isabella.

"Det jeg ked af, han var sikkert en idiot", sagde jeg. Lily fniste og så ikke så trist ud længere.

"Vi må nok også hellere smutte", sagde min far. De andre nikkede og rejste sig op.

"Det var hyggeligt at se dig igen", sagde Isabella.

"Ja, vi må lige mødes en dag, inden i tager hjem! Hvor lang tid bliver i her?", spurgte jeg. Isabella så undrende på min far.

"Har du ikke fortalt hende det?", spurgte hun.

"Fortalt mig hvad?", var jeg hurtig til at spørge. Min far rømmede sig.

"Ja øhm .. Vi flyttet sku tilbage til Danmark", sagde han. Jeg kunne ikke sige noget! Det var fantastisk! Min far og hans familie flyttede til Danmark! Det bedste ever!

"Seriøst! Ej hvor jeg glad!", sagde jeg og de andre grinte. De gav mig en krammer hver især og sagde farvel. De lukkede døren og så var der ro. Jeg pustede lettet ud, enlig noget ro. Døren blev dog hurtig åbnet igen! Lily kom løbende hen til mig.

"Stephanie! Du må altså hjælpe mig!", sagde hun. Hun så skræmt ud.

"Hvad sker det?", spurgte jeg. Hun sank en klump og tog en dyb indånding.

"Jeg øhm .. Jeg er gravid ... ", sagde hun. Mine øjne blev lynhurtigt, spærret om.

"Hvad?! Du er hvad? du er 18 år gammel?", sagde jeg, blidt, men på en bestemt måde så hun forstod alvoren i det.

"Det var ikke meningen! Kasper forlod mig, da han hørte det .. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre", sagde hun. Tårnene løb bogstaveligtalt ned af hendes kinder.

"Okay rolig nu! Jeg skal nok hjælpe dig! Hvor langt er du henne?", spurgte jeg. Hun snøftede lige et par gange.

"2 uge", sagde hun. Jeg åndede lettet ud.

"Heldigvis er abort en mulighed", sagde jeg. Lily nikkede og Louise kom ind af døren.

"Louise! Lige dig vi har brug for!", sagde jeg og smilede.

"Lily er gravid i 2 uge, og hun skal have en abort", jeg sagde enlig bare tingene som de var, det kunne ikke gå hurtigt nok.

"Kom med, så hjælper jeg dig", sagde Louise og tog Lily i hånden. Lily smilede og nåede lige at sige "tak" på vejen ud af døren. Døren blev lukket og ENLIG! Ro og fred, ingen snakken, bekymring, råben, ingenting. Jeg lagde min hånd på min mave og kiggede over mod vinduet.

"Hvornår er mit liv blevet så rodet?", hviskede jeg til mig selv og den lille inde i maven. Jeg tog en dyb indånding og lukkede øjnene i. Der gik ikke 5 minutter, så sov jeg faktisk.

*2 måneder senere*

Jeg var i min niende måned af graviditeten, jeg glædet mig til at få min lille skat ud. Jannik havde jeg ikke set i lang tid, jeg blev udskrevet fra hospitalet en måned efter jeg blev indlagt. Jeg var flyttet hjem til Christopher, eftersom Louise og min mor hele tiden var på arbejde, og jeg skulle have nogen der kunne hjælpe mig, med forskellige ting. Christopher havde lavet et baby værelse til den lille nye, jeg havde stadig tænkt mig at kalde ham Tim, men jeg ville ændre hans efternavn fra Jensen til Sørensen. Jannik var hans far, men jeg ville ikke have de skulle have nogen form for kontakt med hinanden. Christopher og jeg, var ikke kærester, men vi var heller ikke 'bare venner'. Der var noget mellem os, det ville bare være for meget med en kæreste lige nu. Jeg havde en lille ny på vej, jeg var fra ikke særlig lang tid siden, sluppet væk fra min psykisk syge kæreste, der nær havde banket mig ihjel.

"Stephanie, jeg kører lige, jeg skal ud og hente sengen til den lille. Louise kommer om lidt", Christopher kom frem fra køkkenet af. Jeg havde sider i sofaen, og ledte efter mulige rejser. Christopher, Louise, den lille når han var født, min mor, min far, Isabella, Jonas, Lily og jeg skulle nemlig på ferie. Nu hvor Jannik og jeg ikke skulle på bryllups rejse, synes jeg det var en god ide at invitere min familie på ferie. Pengene var intet problem, jeg havde jo sparet sammen til brylluppet som ikke blev til noget, så der var massere af penge tilbage.

"Det gør du bare", sagde jeg til Christopher. Jeg smilede og rejste ham for at give ham et kys. Jeg plantede mine læber på hans, men rynkede mit pande og trak mig fra ham.

"Har du røget?", spurgte jeg. Han lugtede virkelig meget af nikotin.

"Jeg tog lige en smøg", sagde han. Jeg nikkede enlig bare og smilede, han vinkede og gik ud af døren. Jeg havde INTET mod rygere, jeg synes alt det folk siger med at det er usundt og det er kræftfremkaldende er noget bullshit! Ja, gu fanden er det usundt, ligesom slik, sodavand, Chips og alt andet der indeholder sukker, eller næsten. Der er sgu også meget i verden der er kræftfremkaldende, hvis man skal tage højde for hvad man må bruge, eller gøre som er kræftfremkaldende, kan man jo ikke gøre en skid! Anyways! Det eneste jeg hadet ved rygning, var lugten! Uha! Hvis lugten ikke var der, var jeg sikkert selv begyndt at ryge. Jeg røg ud af mine tanker, da døren til Christopher's hus blev åbnet.

"DJ LOUISE IN THA HOUSE!", kom Louise råbende ind. Jeg begyndte at grine af hende, hun satte sig ned i sofaen, nede i den ende mine fødder lå i.

"Hvordan går det med maven?", spurgte hun.

"Det går skam fint. Kan mærke at han snart kommer, men der går lige lidt tid endnu", sagde jeg. Louise smilede og aede min mave.

"Det er simpelthen gået så hur ..", lige inde Louise nåede at sige mere slukkede lyset i huset. Louise kiggede over mod stikkontakten, men da hun gik over for at tænde den, virkede den ikke.

"Underligt", mumlede hun.

"Jeg går lige ned i kælderen og tænder for strømmen", sagde hun. Jeg nikkede bare og lagde mig ned i sofaen. Jeg var udmattet, det var hårdt og være gravid. Jeg lukkede mine øjne og trak vejret dybt.

Louise havde været nede i den kælder i lang tid, og lyset var ikke ligefrem kommet tilbage. Jeg blev lidt bekymret, og ikke nok med det kom et skrig nede fra kælderen.

"LOUISE?", råbte jeg. Jeg ville rejse mig op fra sofaen, men det var lidt svært. Da det endelig lykkes, mig at komme op fra sofaen. Jeg gik hen mod kælderen, da en stræk smerte pludselig bredte sig i mit hoved. Jeg faldt langsomt til gulvet, og hvis jeg ikke vidste bedere .. Var Jannik tilbage .. Jeg vendte mig stille om, og der stod han, med en pistol i hånden som han lige havde slået mig med.

"Jannik! Hvor .. Hvad har du gjordt mod Louise", sagde jeg og tog mig til hovedet. Den voldsomme smerte, bredte sig mere og mere. Jannik grinte og satte sig ned på hug.

"Hun .. Tager sig en lur", sagde han og grinte igen. Jeg kravlede stille og rolig væk fra Jannik, selvom at flygte ikke var en mulighed. Lige nu var jeg for svag, alt for svag.

"Du Stephanie .. Jeg synes ærligt talt du ser lidt træt ud? Skal du ikke også have en lur?", grinede han igen og sparkede mig længere ned mod gulvet. Jeg sank en klump og forsatte videre med at kravle.

"Skal jeg hjælpe dig? Med at tage en lille lur?", han grinede ondskabsfuldt og tog fat i min arm. Jeg stoppede med at kravle og så Jannik sætte sig ned på hug. Han strammede grebet om min arm, det gjorde ondt.

"Jannik, det gør ondt ..", sagde jeg stille. Jannik grinte og strammede mere.

"Godnat Stephanie", sagde han og slog mig endnu engang i hovedet. Alt blev sort.

Jeg vågnede op ved lyden af en kæmpe dør der blev lukket. Jeg åbnede min øjne stille og så et kæmpe rum. Det var mørkt og dystert, der var et tæppe liggende længere henne på gulvet. Der var inden vinduer, ingen radiatorer, ingen ting. Kun en stor dør, som man kun kunne åbne udefra. Jeg kiggede til højre for mig, hvor Louise lå, bevidstløs. Jeg ville kravlede hen til hende og ruskede til hende.

"Louise? Vågn op", sagde jeg. En tåre gled med af mit ansigt, jeg var tilbage til hvor jeg startet. Under Jannik's beordring. Louise bevægede sig stille og roligt, hun åbnede øjnene stille og kiggede på mig.

"Steph?", spurgte hun og rejste sig stille op. Hun tog sig stille til hovedet og så rundt i rummet.

"Hvor er vi?", spurgte hun. Jeg trak bare på skuldrene, for jeg anede det ikke engang selv.

"Sikkert nede i Jannik's fangekælder", svarede jeg og Louise så skræmt på mig.

"Bare rolig! Vi skal nok komme ud", jeg prøvede at berolige hende.

Vi havde siddet i 7 minutter, uden et ord var blevet sagt. Pludselig blev døren til rummet åbnet, og ind kom Jannik.

"Godt i vågne, jeg har en lille gave til jer", sagde han og kom ind med at videokamera og et kamera stativ.

"Vi skal lave nogle små live videoer", sagde han. Han satte to stole op af væggen og smed reb på gulvet. Jeg kravlede bange over til Louise, og en tåre gled med at mit ansigt. Louise tog fat om mig og var mindst ligeså bange som mig.

"Kom her over", sagde han. Ingen af os rejste sig.

"NU!", råbte han. Både Louise og jeg blev bundet fast til hver sin stol, som stod med fronten til kameraet, der var spændt fast til kamerastativet. Jannik gik hen og tændte for kameraet, han hentede en computer som han satte en ledning fast til kameraet med. Han trykkede på nogen få taster og gik over til Louise og jeg.

"Så vi live tøser, har i noget i vil sige?", Jannik smilte til kameraet og kiggede derefter på os. Ingen af os sagde noget.

"Når, så gå vi vel bare i gang", sagde han. Han gik over bag ved Louise og kyssede hendes nakke. Det var ulækkert at se på, og Louise lignede heller ikke en der nød det. Jeg kneb øjnene sammen og sank en klump.

"Er det ikke lidt varmt?", spurgte han Louise, igen svarede Louise ikke. Ingen af os sagde noget. Jannik tog fat i Louises bluse og rev den op. Louise fik et chok, og det gjorde jeg i den grad også! Hun begyndte at græde, præcis samtidig med mig. At se det ske, er næsten lige så værst som at føle det ske. Jannik smed hendes bluse på gulvet og gik over til mig. Han rev min kjole op, som var han en gorilla.

"Jannik .. Jeg ber dig ..", hulkede jeg. Han grinte bare og gav mig en lussing. Louise gispede over fra hendes stol af, derefter gik Jannik over til Louise. Louise rystede skræmt på hovedet.

"Nej, Jannik .. Du må ik ..", en stort klask lød og jeg kneb øjnene sammen og små tåre røg ud. Louise havde lige fået en lussing, samme sted som mig.

"Du skal ikke fortælle mig hvad jeg skal!", halv råbte han. Jannik gik ud af døren og kom tilbage med en kniv. Louise og jeg spærrede begge to øjnene op og begyndte at blive urolige i stolene. Vi kunne ikke sidde stille, ikke et sekund. Han kom gående over mod mig, hvorefter han lagde kniven stille mod min hals. Jeg mærkede dens kolde overflade, mens jeg prøvede at styre mit åndedrag. Han forsatte med at glide kniven længere ned, først mellem min kavalergang og derefter stoppede kniven mod min mave.

"NEJ! Jannik! Du må ikke! Please!", skreg jeg op. Tårerne trillede ned af mine kinder, Jannik grinte bare.

"Jannik, hvorfor gør du det her?", spurgte Louise og græd nærmest ligeså meget som mig. Jannik så surt på hende, han gik med faste skridt over mod Louise. Han tog kniven og skar hendes bukser af, derefter lagde han kniven på hendes nøgne lår. Han tog godt fat om kniven og skar i hendes lår.

"ARGHH!", skreg Louise op. Hun prøvede at få styr på hendes åndedrag, pustede langsomt ind og ud. Jeg fik et sådan stort chok, at mine mave begyndte at bevæge sig. Jeg kiggede ned, da mine trusser føltes våde.

"Vandet er gået!", råbte jeg. Louise og Jannik opmærksomhed røg hen på mig. Jannik lignede en der ikke vidste hvad han skulle gøre.

"Jannik, vi må få hende på hospitalet!", sagde Louise.

"INTET HOSPITAL! Louise du sygeplejerske! Du må klare det her!", råbte han. Jeg kiggede bedende på Louise, hun måtte virkelig hjælpe mig nu. Louise nikkede og Jannik bandt vores håndled op, tog alle tingene ud af rømmet og låste døren udefra. Jannik ville ikke engang være inde i rummet, imens. Det var hans eget barn mand!

Jeg lagde mig ned på gulvet, Louise tog hendes trøje og bandt stramt rundt om hendes lår, for hun ikke skulle forbløde. Hun tog tæppet som lå over i hjørnet og kom over til mig.

"Jeg hjælper dig gennem det her bby! Gør som jeg siger og det hele skal nok gå", sagde hun. Jeg nikkede og prøvede at få styr på mit åndedrag, mere eller mindre. Jeg tog fat i hendes hånd, kyssede den og så gik det hele i gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...