What You Don't See - MaleneMarie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2016
  • Opdateret: 13 aug. 2016
  • Status: Igang
Stephanie Wridt Sørensen er en 20 årig kvinde, hendes forlovede Jannik Jensen og hende venter deres første barn. Stephanie er 7 måneder henne i graviditeten, da der pludselig sker ting, som ændre hele hendes liv. Brylluppet som skulle være efter fødslen, bliver rykket til før. Jannik, som skulle forstille at være hendes livs kærlighed, gør uventet ting, som ikke er til at tilgive for. Deres første barn, bliver født som en sund og rask lille dreng. Men hendes liv bliver vendt på hovedet da hendes mand en dag, bliver myrdet! Selvom det intet lig er, er det stadig en lettelse, for både Stephanie og sønnen, men ingen ved hvorfor. Efterforskerne går i gang med sagen, og Stephanie bliver meget overrasket da hun gør sig en opdagelse ingen havde regnet med.

3Likes
0Kommentarer
2208Visninger
AA

4. Kapitel 4 - Hospitalet

Kapitel 4

Der var nu kun 3 dage til brylluppet, Jannik havde faktisk ikke ændret adfærd. Sådan her var det gået, sød Jannik om dagen, grufuld Jannik om aften. Han havde slået mig det fleste aftner, der var ingen snak om dagen. Nogen gange, slap jeg for slag hvis jeg bare gjorde som han sagde. Jeg havde aller mest lyst til at sige noget, bare til en eller anden, men Jannik havde låst mig inde på værelset. Jeg fik morgenmad, frokost og aftensmad, han sagde at han kun gav mig det til, efter barnet var født. Han havde ikke vist nogen form for omsorgshed, jeg havde ingen kontakt til omverden, fjernsynet var slået fra og jeg havde kun 1 sæt tøj, jeg kunne tage på. Jannik sov nede i stuen, eller på et hotel. Jeg havde ikke været i bad siden, den dag han bad mig gå op på mit værelse. Om natten da jeg sov, låste han mig inde. Vinduet var lyst udefra, hvis jeg slog gardiner op så der kom lys ind, fik jeg ikke noget aftensmad. Han sagde det var værts for babyen. Jeg havde bogstaveligtalt mistet mit liv. Jeg fortrød min beslutning, dengang jeg valgte ikke at sige noget til politiet. Jannik havde sagt, at ham og jeg var taget på ferie inden brylluppet, så folk ikke kunne ikke ringe til os. Ingen vidste jeg lå her hjemme, ingen havde ringet på, ingen havde banket på, ingenting.

Der var ingen lyd nede fra stuen, det er på det her tidspunkt Jannik plejer at gå til træning. Det var underligt, for pludselig var der en banken nede under. Jeg var for svag til at rejse mig, Jannik havde ikke givet mig morgenmad og der var så varmt at jeg næsten ikke kunne få vejret. En dør blev revet op nede fra stuen, jeg kunne svagt hører trin nede fra.

"Jannik?", hviskede jeg svagt. Jeg kunne næsten ikke engang selv høre hvad jeg sagde. Trinene blev tydligere og tydligere, det var ikke tunge skridt, ligesom Jannik's, men blidere.

"Stephanie?", lød en stemme udefra gangen. Jeg kunne ikke sige noget, min hals var for tør. En banken lod på døren, indtil hvor jeg lå. Jeg prøvede så hårdt jeg kunne at give en lyd fra mig.

"Jeg .. Her", hviskede jeg, det var det eneste jeg kunne sige, eller overhovedet få frem. Et glas stod ved siden af sengen, lige ved natbordet. Jeg prøvede at tage min hånd hen mod natbordet, men det var hårdt. Jeg havde næsten ikke nogen kræfter. Hvis bare jeg kunne vælte glasset ned på gulvet, så det smadret og jeg kunne give lyd fra at jeg var herinde.

Jeg brugte alle min kræfter, selvom det var svært. Jeg var få centimeter fra glasset, jeg brugte de sidste kræfter jeg havde og snittede glasset. Det faldt langsomt til gulvet, og smadrede i tusinder af stykker. Jeg åndede lettet ud, og prøvede at styre mine vejrtrækninger. Det var ret hårdt, bare at løfte min arm. Døren blev banket på flere gange, indtil mig. Til sidst, blev den sparket ind og landet på gulvet. Jeg så Christopher komme gående ind, da han så mig løb han hen til mig. Han satte sig på knæ, foran sengen og lagde en hånd på min pande.

"Stephanie, du brandvarm .. Hvor langt tid har du ligget her?", han så bekymret ud.

"Je .. Det ved .. Ikke", var det eneste jeg kunne få sagt. Han så rundt i værelset, han så ikke speciel glad ud.

"Kom her, jeg tager dig med på hospitalet, du har høj feber", sagde han. Jeg nikkede, eftersom jeg ikke kunne få et ord sagt. Christopher bar mig ud til hans bil, og fik mig sat ind i den. Jeg havde svært ved at side op, mit hoved gjorde ondt, jeg var svimmel, sveden løb ned af mig. Jeg sank en stor klump, og tænkte enlig ikke over hvor sur Jannik ville blive, når han kom hjem og jeg var væk.

Christopher kørte på fuld drøn, hen mod hospitalet.

"Vi klare det, jeg er her for dig Steph! Tag det roligt, han kan intet gøre nu", Christopher's rolige stemme, var dejlig at høre. Jeg kom i tanker om, mine blå mærker som kunne ses tydeligt overalt på min krop. Jeg var for svag til at prøve at dække min krop, samtidig med den hvide løse kjole jeg havde på, ikke var nok til at dække dem. Der var mange, og de var ligefrem ikke små.

Vi ankom til hospitalet, Christopher bar mig ud af bilen og indenfor.

"VI HAR BRUG FOR HJÆLP HER!", råbte han med mig i armene. En masse sygeplejersker og læger kom brasende. Jeg håbede inderligt, min mor ikke var på arbejde i dag. Jeg havde helt glemt Louise, men hun ville alligevel bare finde en undskyldning for at gå, til hendes overordnede, for ikke at hjælpe mig. I mellem tiden, mens alle mulige tanker fløj gennem mit hoved, blev jeg lagt op på en båre og kørt ind i et rum. Christopher blev sat ned i venteværelset. Sygeplejerskerne tog alle mulige prøver, nogen spurgte mig også om ting, men jeg kunne ikke svare. Faktisk hørte jeg ikke en dyt af hvad de sagde. Alting gik så hurtigt, at mit hoved bare begyndte at gøre mere og mere ondt. En sygeplejerske roede lidt, med at få en nål ind i min arm. Da det enlig lykkedes, gik der ikke særlig langtid til mine øjne ikke var til at holde åbne. De lukkede langsomt i, og alt blev sort.

Jeg åbnede mine øjne langsomt, jeg havde en underlig smag i min mund. Jeg lå stadig i hospitalssengen, jeg kunne mærke den bløde madras. Der lå forskellige ting, rundt på min krop. Plaster nogen steder, nåle der lå stukket fast til min hud, en klemme der sad om min finger. Jeg kunne mærke at jeg havde fået en af de der, hospitalskjoler på, eller hvad folk nu kalder dem. Jeg fik åbent mine øjne mere og mere. Jeg kiggede over mod vinduet, jeg havde virkelig savnet sollys.

"Du vågnet", sagde en lys stemme. Jeg kiggede over mod en stol hvor Louise sad. Et smil bredte sig over hele mit ansigt, da jeg så hende. Hun rejste sig fra stolen, og gik over til mig.

"Hvor ser du .. Forfærdelig ud .. ", sagde hun. Jeg havde ikke haft chancen for at kigge på mig selv i lang tid, så jeg anede ikke hvordan jeg så ud.

"Jeg savner dig", sagde jeg stille. En tåre trillede ned, fra både Louise's øje, men også fra mit. Hun tog fat i mit hånd og satte sig ned ved siden af mig. Hun smilede og endnu en tåre, løb ned af hendes kind.

"Jeg savner også dig", sagde hun. Hun kyssede min hånd og smilede derefter igen.

"Er der en chance for at .. Jeg kan komme op og se mig selv?", spurgte jeg. Louise nikkede og hjalp mig stille med at sætte mig op. En smerte bredte sig i mit hoved, ikke ligeså stor som når jeg bliver slået i hoved af Jannik, men en mindre hovedpine. Jeg pustede langsomt ud og Louise hjalp mig ned fra sengen. Jeg havde lidt svært ved at gå, mit ene knæ gjorde sindssygt ondt! Hun hjalp mig stille over til et spejl, hvor jeg kunne se mig selv fra top til tå. Jeg så, virkelig forfærdelig ud. Jeg havde et blåt øje, blå mærker på måde arme og ben. Min skulder var fuldstændig blå/rød, mit ene knæ var fuldstændig smadret! Jeg tog en dyb indånding og Louise hjalp mig tilbage i sengen.

"Du har ret høj feber, forstuvet dit højre knæ, dit blodtryk er lavt, du har fået nogen forskellige skrammer som du nok kunne se, din ene skulder er også forstuvet og din højre arm er brækket", Louise så bekymret på mig, mens hun læste op hvad der stod på papiret. Jeg nikkede stille og lagde mit hoved stille tilbage.

"Og barnet?", spurgte jeg forsigtigt.

"Har det fint, blodtrykket er lavt, men hvis du bliver liggende her i et stykke tid vil vi kunne hjælpe det på vej, så barnet bliver født som det skal", Louise smilede og tog fat i min hånd igen.

"Stephanie .. Du må undskylde .. Jeg efterladte dig, da du havde mest brug for mig. Jeg burde have hjulpet dig, passet på dig, jeg burde have blevet". Louise nåede enlig ikke at sige mere, for jeg afbrød hende.

"Du skal ikke undskylde, det er okay", sagde jeg.

"Okay? Det er okay? Se dig selv? Du ligner en der har været med i en boksekamp? Hvor du har kæmpet mod Mohamed Ali?", sagde Louise. Jeg grinede lidt af hendes sidste kommentar.

"Jeg hjælper dig gennem det her! Jannik for ikke lov til at røre dig .. Ikke så længe .." . Igen blev Louise afbrudt, bare ikke af mig denne gang.

"Ikke så længe, vi er her!", Christopher stod lænet op af dørkarmen. Jeg smilede og det samme gjorde Louise. Han kom ind og satte sig på den anden side af sengen.

"3 kløveren, for altid", sagde jeg. De andre to smilede.

"For altid", sagde de i kor. Jeg tog en dyb indånding og kiggede ud mod vinduet igen.

"Må jeg gå en tur med hende? Hvis hun bliver sat i kørestol og jeg nok passer på hende?", sagde Christopher.

"De kan vi vel godt finde ud af", smilede Louise. Hun hentede en kørestol, og Christopher hjalp mig ned i den.

"I skal have den her med, det er bare for at holde hendes blodtryk oppe. Hvis hun for vejrtræknings problemer skal i komme ind igen og kalde på mig. Hun må ikke fryse, så tag dette tæppe om hende", sagde Louise. Vi skulle have et stativ med ud, hvor der var nogen flydende stas hængende ned fra, der var en slange der førte fra den og med til min arm, hvor en nål sad ind i min hud. Christopher satte tæppet rundt om mig og begyndte at køre stille og rolig. Da vi kom ud på gangen kunne vi hører en mand stå at råbe længere nede på gangen. Da vi kom nærmere, så jeg Jannik stå lænede ind over receptionisten skranke. Han råbte hende direkte ind i hovedet.

"HVOR ER HUN? HVILKEN STUE?", råbte han. Christopher stoppede kørestolen og vendte rundt for at køre den modsatte vej. Jeg var bange, selvom Christopher var ved mig. Louise kom ud fra den stue jeg havde ligget på. Hun så mit ret så skræmte ansigt, derefter rynkede hun sin pande.

"Hvad så?", spurgte hun.

"LOUISE! HVOR ER HUN?!", råbte Jannik længere nede på gangen. Heldigvis havde han ikke set det var mig i kørestolen. Louise så skræmt ud, hun hviskede noget til Christopher og han begyndte at gå, med mig i kørestolen.

"ER DET HENDE? LOUISE!! JEG SVÆRVER AT DU KOMMER MED HENDE LIGE NU!", råbte han. Da jeg kiggede tilbage så jeg ham, sprænge over skranken og begyndte at gå med faste skridt hen mod os.

"CHRISTOPHER NU!", råbte Louise, Christopher begyndte at løbe og jeg nåede ikke at se tilbage før vi var inde i en elevator. Dørene lukkede i, men vi kørte ingen vegne.

"Skal du ikke trykke på en af knapperne?", spurgte jeg. Christopher rystede på hovedet.

"Nej, han skal tro vi kører op, så han sikkert løber oven på også kan vi nå ud og over på den anden side hvor der ligger en skov. Der gemmer vi os til han er væk", sagde Christopher. Jeg nikkede bare og tog en dyb indånding. Der var gået lidt tid og Christopher åbnede dørene til elevatoren. Vi gik stille ud, men da vi kom ud lå Louise nede på jorden.

"LOUISE!", råbte jeg. Christopher løb hen til hende og det gjorde en masse andre også. Jeg prøvede at kører med rollestolen der over, men det var svært, da min ene arm var brækket. En hånd blev lagt på min mund, men den kom bagfra, så jeg kunne ikke se hvem det var. Jeg prøvede at skrige, men hånden blokerede jo min mund.

"Skrig, og din baby dør", hviskede stemmen. Jeg kunne genkende den stemme, det var Jannik. Han holdte en pistol mod min mave, jeg prøvede ikke at skrige mere, tværtimod. Han kørte stille væk med mig, ingen lagde mærke til noget. Vi kom ud på parkeringspladsen og Jannik åbnede døren til sin bil, da jeg hørte et ordenligt brag bag mig. Jeg vendte mig rundt og så Jannik ligge på jorden. Christopher stod bag Jannik, med et boldtræ i hånden. Pistolen var ikke til at se. Christopher bar mig op fra kørestolen og løb mod skoven på den anden side. Kørestolen var sikkert til meget besvær, derfor var det lettere at bære mig. Jeg så Jannik rejse sig stille og roligt, han tog noget under bilen. Det var hans pistol, den var røget ind under bilen! Selfølgelig! Jannik havde ikke helt overblik over hvor vi var henne, men da han så os løb han efter os.

"Han kommer Christopher!", råbte jeg. Christopher begyndte at løbe hurtigere.

Vi var kommet ind i skoven, jeg kunne ikke se Jannik nogen steder. Christopher satte mig ned på en bænk, samtidig med Christopher satte sig på hug foran mig. Han lød forpustet, han trak været hurtigt.

"Christopher, hvis jeg er til besvær så løb! Lad ham tage mig! Jeg har overlevet det før, jeg kan godt igen ..", sagde jeg.

"Aldrig .. Jeg forlader dig aldrig", sagde han. Han fik mere og mere styr over sit åndedrag. Et pistolskud lød og Christopher bukkede sig ned samtidig med mig.

"STEPHANIE! HVOR ER DU! NÅR JEG FINDER DIG KAN JEG GODT LOVE DIG FOR AT DET HER FÅR KONSEKVENSER!", råbte Jannik. Han havde heldigvis ikke set os, der var også en kæmpe busk foran os. Man kunne høre hans tunge trin blive mere og mere utydelige. Han var på vej væk. Jeg var så bange, hvis han fik fat i mig, tror jeg ikke jeg ville overleve. En tåre forlod mit ene øje, Christopher tog sin varme hånd op til min kind og fjernede tåren med siden tommelfinger.

"Det er okay, Steph jeg er her. Du er sammen med mig, der sker ikke noget", sagde han. Jeg nikkede stille og snøftede så rolig jeg kunne. Jeg kiggede op og så direkte ind i Christopher's øjne. Hans dejlige, varme, brune øjne. Hans ansigt bevægede sig stille og roligt hen mod mit. Hans næse snittede min og vores ansigter var få centimeter fra hinandens. Jeg lagde min hånd bag hans nakke og trak hans ansigt de sidste centimeter. Jeg lagde stille mine læber på hans. Han kærtegnede ligeså stille min kind og kyssede tilbage. Vores kys blev heftigere og heftigere for hvert sekund, det var virkelig som en drøm. Mit åndedrag blev tungere og tungere, det var svært at få styr på det.

"Han er væk nu, i kan godt .. Øhh", sagde en stemme bag os. Vi vendte os om og så Louise stå og kigge med lidt store øjne på os. Hun havde en flænge i sin pande, jeg tror Jannik havde slået hende med pistolen. Jeg grinede lidt.

"Jeg kan se det med åndedraget går godt", smilede Louise. Christopher grinte og tog fat i mig, han bar mig tilbage til hospitalet. Der var helt stille, hele vejen tilbage. Da vi kom ind lagde Christopher mig ned i hospitalssengen og satte sig i stolen ved siden af. Louise kom ind lidt efter, alle folk var lidt rystet over hvad der var sket. Rigtig mange læger kom ind og spurgte om jeg havde det godt, og om jeg var okay.

Klokken var nok blevet 23:40, Louise havde hentet mad til Christopher, hende og mig tidligere.

"Vil i have noget med?", spurgte Louise. Hun ville tage på tanken som lå over på den anden side af hospitalet, lige ved siden af skoven. Jeg rystede på hovedet og det gjorde Christopher også. Hun nikkede bare og gik. Christopher kiggede på mig, han fjernede en lille tot hår som var i vejen for mine øjne.

"Hvor er du smuk", smilede han.

"Er du sikker på du snakker til pigen, med det blå øje?", spurgte jeg. Han grinte, efterfulgt af et smil.

"Hvad vil du gøre, når du ikke længere kan være på hospitalet?", spurgte han.

"Bo hos Louise tænker jeg, eller min mor", smilede jeg, men det blik ændrede sig hurtigt!

"MIN MOR!", halv råbte jeg.

"Slap af, Louise har ringet til hende, hun kommer i morgen", Christopher smilede og det samme gjorde jeg.

"Hvis du har lyst, må du også bo hos mig?", smilede ham. Jeg smilede enlig bare tilbage, jeg anede ikke hvad jeg skulle sige.

"Jeg må nok også til at smutte hjem af", sagde han. Jeg nikkede og smilte bare igen. Han rejste sig og skulle lige til at gå ud af døren.

"Christopher?", spurgte jeg. Han vendte sig rundt og så på mig.

"Må jeg få et kram? Bare som tak for hjælpen selvfølgelig!", sagde jeg. Han grinte og gik hen til mig. Vi krammede enlig i ret lang tid, men da vi var færdige tog jeg fat i hans nakke og kiggede ham direkte ind i øjnene. Jeg trak ham stille hen til mit hoved, jeg kiggede ned på hans mund og bed mig læben. Han smilede og skulle lige til at kysse mig, da Louise kom ind.

"Okay, jeg ved godt du sagde du ikke ville have nog .. ", hun stoppede sætningen og så på os.

"Skal i have 5 minutter mere eller?", spurgte hun og grinede.

"Nej det okay", sagde jeg og Christopher smilede.

"Farveller", sagde han og var allerede ude af døren, han lukkede den stille efter sig.

"Når da da?", grinede Louise.

"Sover du her i nat?", spurgte jeg.

"Hvis du vil have det?", sagde Louise, jeg nikkede og smilede.

"Når, jeg tog altså en cola med til dig alligevel, du har brug for noget sukker", sagde hun og grinte. Pludselig bankede det på døren, var det Christopher der havde glemt noget?

"Han vil sikkert lige have et godnatkys til", grinede Louise og gik hen for at åbne døren. Hun så med store øjne, da hun åbnede døren.

"Hvem er det?", spurgte jeg og satte mig ordenligt op. Louise trådte til side og åbnede døren helt. Jeg fik et kæmpe chok da jeg så HAM komme ind! Hvordan? Hvornår? Jeg var i chok! Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...