What You Don't See - MaleneMarie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2016
  • Opdateret: 13 aug. 2016
  • Status: Igang
Stephanie Wridt Sørensen er en 20 årig kvinde, hendes forlovede Jannik Jensen og hende venter deres første barn. Stephanie er 7 måneder henne i graviditeten, da der pludselig sker ting, som ændre hele hendes liv. Brylluppet som skulle være efter fødslen, bliver rykket til før. Jannik, som skulle forstille at være hendes livs kærlighed, gør uventet ting, som ikke er til at tilgive for. Deres første barn, bliver født som en sund og rask lille dreng. Men hendes liv bliver vendt på hovedet da hendes mand en dag, bliver myrdet! Selvom det intet lig er, er det stadig en lettelse, for både Stephanie og sønnen, men ingen ved hvorfor. Efterforskerne går i gang med sagen, og Stephanie bliver meget overrasket da hun gør sig en opdagelse ingen havde regnet med.

3Likes
0Kommentarer
2213Visninger
AA

3. Kapitel 3 - Smerten

Kapitel 3

Jeg vågnede op med en smerte i hele min krop, jeg kan faktisk næsten ikke huske noget fra i går. Det hele gik sort, efter jeg blev smidt i sengen. Nogle af scenerne i går blev spillet som en film oppe i mit hovede. Jeg vendte mig hurtig rundt, for at se om Jannik lå ved siden af. Heldigvis lå han der ikke, måske var han gået ud? Var jeg alene i huset? Jeg rejste mig fra sengen, og smerten fra kroppen blev kraftigere.

"For fanden", hviskede jeg for mig selv. Det gjorde virkelig ondt! Jeg gik stille over til spejlet, og så nogle blå mærker forskellige steder på min krop. Nogle mere kraftigere end andre, jeg tog min hånd op for at mærke nogen af stederne. De var ret ømme. Jeg stod enlig bare og betragtet min halv nøgen krop, fyldt med mærker og rifter. Min skulder var mindst blevet slået 5 gange det samme sted, og ikke blidt, men hårdt! For det var et kæmpe mærke der sad, og det var ikke kun blåt, men også farver som gul, lilla og rød. Heldigvis var min mave ikke rørt, det havde bare gjort skade på den lille. Jeg trak en stor hoodie ned over hovedet og et par jogging bukser. Jeg gik stille ned i stuen, der var ingen Jannik. Jeg havde lyst til at gå over til døren og skynde mig ud af huset, men jeg vidste Jannik ville gøre alt for at finde mig, og når han gjorde, ville han banke mig ligesom i går aftes, hvis ikke hårde.

"Godmorgen prinsesse, du ser vel nok godt ud", kom en stemme bagfra. Jeg vendte mig om, og så Jannik lige i øjnene. Han sad med et glas vand i hånden og så noget fodbold i fjernsynet. Jeg sank en stor klump, da han rejste sig fra sofaen. Han gik over mod mig, ikke på samme måde som i går, men blidere, som han gjorde før i tiden. Han kyssede mig på panden og gik ud i køkkenet. Han var anderledes end i går, jeg var bange og forvirret på samme tid.

"Forresten ringede Louise, hun ville hører om du ville med i biografen. Så du skal være i tøjet klokken 14:00, der kommer hun og henter dig", råbte han ude fra køkkenet. Jeg undrede mig og gik ud i køkkenet til Jannik. Da jeg kom derud stod Jannik og var i fuld gang med at fylde sit vandglas op. Jeg tog mig til min venstre arm.

"Må .. Må jeg godt gå ud?", spurgte jeg stille. Jeg ville ikke have han skulle gå amok igen, så jeg prøvede at tale så stille jeg kunne, uden at hviske.

"Selvfølgelig må du da det skat? Jeg kører til træning her om lidt, så du har hele huset for dig selv. Forkæl dig selv lidt, det har du brug for", Jannik smilede og drak sit glas i en kører. Han stilede glasset og tog sine bilnøgler der lå ved siden af ham.

"Vi ses senere skat", sagde han og kyssede mig på kinden. Efter han var gået og lukket døren, tog jeg mig på kinden. Jeg forstod ingen ting? Har han hukommelsestab eller hvad? Kunne han ikke huske hvad der var sket i går? Døren gik op igen og jeg troede faktisk bare Jannik havde glemt noget, men ind kom Louise.

"Hej bby, sorry jeg kommer for tidligt. Jeg ved godt klokken er 10, men jeg har virkelig brug for at snakke, jeg så Jannik på vej ud, han så meget glad ud, han havde sin træningstaske med, skulle han til træning? Åh godt! Du har lavet kaffe! Jeg er så tørstig!", og så kørte Louise ellers bare der ud af som altid.

"Øv, der er sukker i kaffen, hader sukker i kaffen! Du ved jeg fortrækker stærk kaffe, og nogen gange er der ikke engang kaffen jeg taler om! Ahaha! Jeg snupper lige lidt mad, hvis det er i orden, jeg er MEGA sulten! Og hvis det er okay, tænder jeg lige for lidt mu ..".

"Jeg går i bad", afbrød jeg hende. Louise nikkede bare, tændte for musikken og satte kurs mod køkkenet. Nogen gange er det svært at følge med hvad Louise siger, det ene sekund taler hun om sommerfugle, det næste taler hun om hvor meget sukker der er i kage.

Jeg var gået op på badeværelset, taget mit tøj af. Jeg kiggede på de mange blå mærker der fyldte min krop. Det var svært at undgå at se dem.

Jeg trådte ind i brusekabinen, tændte for vandet og lukkede mine øjne. Jeg lod det varme vand løbe ned over min nøgne beslået krop. Jeg åbnede øjnene stille og kiggede ned. Blod? What? Jeg har ikke mens? Jeg er gravid? Jeg opdagede hurtigt at blodet ikke kom fra mig. Jeg kiggede op, og så det blodige vand løbe ned over mig.

"ARGHH!", skreg jeg.

"STEPHANIE? HVAD SKER DER?", døren til badeværelset gik op og Louise kom løbende ind. Da jeg kiggede op igen, var vandet ligeså klart som altid. Jeg rystede hovedet, men stadig ligeså klart. Havde jeg set syner? Var der ikke lige løbet blod, ned fra bruseren.

"Ikke .. Ikke noget, jeg tror bare jeg så en edderkop", sagde jeg.

"Hvor?", sagde hun og var ved at åbne forhænget til brusekabinen, da jeg kom i tanke om mine blå mærker, der fyldte hele min krop. Jeg lukkede hurtig forhænget igen!

"ØHMM! Ingen steder! Der er ikke nogen!", sagde jeg. Jeg gik fuldstændig i panik! Tænk hvis hun så mine blå mærker! Alle de spørgsmål, alle de spørgsmålstegn.

"Jeg har ligesom set dig nøgen før! Vi var i svømmehallen sammen sidste uge, come on Stephanie", Louise prøvede igen at åbne forhænget, men forgæves da jeg holdte fast.

"Fint, jeg skal nok gå", Louise gik ud af badeværelset og jeg åndede lettet ud.

Jeg var kommet ud af badet, fået tøj på der dækkede min blå mærker, gjort alt klar! Louise og jeg skulle til at gå, da døren til huset gik op.

"Halløj piger, er i på vej ud?", Jannik kom ind og smed bilnøglerne på bordet.

"Ja, vi skulle lige til at kører", sagde Louise. Jannik smilede og gik over for at kramme mig. Jeg var ikke meget for det, for jeg var stadig bange.

"I må have en god tur, mhh du dufter utrolig godt skat", sagde Jannik og kyssede mig i panden. Jeg smilede ikke, ikke engang et lille smil. Louise kiggede mærkeligt på mig.

"Ta .. Tak", sagde jeg og gik med hurtige og alligevel langsomme skridt hen mod døren.

Vi satte os ud i bilen og Louise startede sin bil op.

"Er der sket noget med Jannik?", Louise så bekymret på mig.

"Nej? Nej hvorfor? Hvad har du set?", jeg kiggede rundt på min krop for at se om mine blå mærker kunne ses.

"Rolig, jeg spurgte bare. Du så ikke særlig glad ud for at se ham, mere skræmt faktisk", Louise begyndte at kører og jeg sagde ikke et ord. Der blev faktisk ikke sagt et ord, hele vejen til biografen.

Vi var nået frem til biografen og Louise stoppede bilen. Jeg skulle til at gå ud af bilen, da Louise stoppede mig.

"Trak din bluse lidt op, man kan se dit blå mærke på dit bryst", sagde hun. Jeg var mundlam, vidste hun det? Men hvordan? Louise gik ud af bilen og lukkede bildøren. Jeg fulgte efter hende, småløb lidt efter hende faktisk.

"Louise .. Hvordan .. ", jeg sagde ikke mere, da Louise bremsede hårdt op foran mig.

"Jeg er ikke dum Stephanie .. Jeg ved godt hvad der sker hjemme hos dig! Jeg var hjemme for at besøge dig i går, fordi jeg ville aflevere din taske du glemte i min bil! Jeg kiggede ind af vinduet og så godt den kniv mod din hals! Jeg ringede på for at stoppe det, men Jannik sagde du ikke var hjemme. Jeg så dig godt i baggrunden løbe oven på! Efter han smækkede døren i, satte jeg mig ind i bilen og ringede dig op for at hører om du var okay! Men ingen svarede! Jeg ved udmærket godt hvad der forgår! Men jeg er mest såret over du ikke fortalte mig det! Jeg er din bedste veninde!", Louise sagde ikke mere.

"Louise jeg .. Det var ikke fordi .. Du må ikke sige det til .. ".

"Jeg siger det ikke til nogen! Det må du selv gøre! Men snart! For det kan ikke blive ved sådan!", sagde Louise.

"Det har kun stået på 2 gange", sagde jeg og kiggede ned i jorden.

"Du får det til at lyde som ingenting! Stephanie 2 gange, er 2 gange for meget! Det burde ikke engang været startet!", sagde Louise. Jeg nikkede bare.

"Enten siger du det selv, ellers gør jeg", sagde Louise og gik på vej ind mod biografen. Jeg løb efter hende.

"Nej! Det må du ikke! Han vil bare slå mig igen, hvis jeg siger det!", sagde jeg højt, men stadig lavt.

"Bby! Du har et barn inden i dig! Vil du havd at det skal skades?", sagde Louise. Jeg rystede bare på hovedet.

"Godt så! Så siger vi også noget! Jeg tager dig med ned på politistationen nu! Så fortæller du det!", sagde Louise og hev mig med tilbage til bilen.

Vi var nået ned til politistation og sad og ventede på en politimand ville komme. Jeg var tør i munden og havde brug for noget at drikke.

"Har du nogen 20'er?", spurgte jeg lavt til Louise. Louise sagde ikke noget, hun rakte mig bare en 20'er og kiggede den anden vej. Jeg gik hen til den automat der stod ude på gangen. Jeg var så nervøs at jeg tabte 20'eren på gulvet. Jeg kunne ikke få tankerne væk fra mit hoved! Tankerne om at når jeg kom hjem, ventede der bank! Fordi jeg havde været her, og sladre om ham! Jeg puttede 20'eren i automaten og trykkede på vandmærket. En vand kom rullende ned i boksen, som jeg tog ud, da jeg pludselig mærkede en stor hånd på min venstre, beslået skulder. Jeg fik et chok, tabte min vand på gulvet og vendte mig hurtig om, da jeg så lige ind i 2 nødebrune, varme øjne. Ikke den samme kulde der var i Jannik's blå øjne, men varme brune øjne. Jeg synes jeg genkendte de brune øjne et sted før, men hvorfra kunne jeg ikke huske.

"Undskyld, jeg ville ikke forskrække dig", sagde han og samlede min vand op.

"Det okay, jeg er alligevel en klodsmajor", grinede jeg. Han hav mig vanden, og da jeg mærkede hans hånd gav det et sæt i hele min krop, som om jeg kendte ham.

"Stephanie Wridt Sørensen? Ikke?", spurgte han. Hvor kendte ham mig navn?

"Jo?", svarede jeg forvirret.

"Jeg er Christopher, Christopher Poulsen!", sagde han og pegede på sig selv. Navnet ringede en klokke i min hjerne, men hvorfra kunne jeg ikke huske .. NÅRH JA!

"Christopher! Ej Gud! Jeg kunne ikke kende dig! Ahah! Kom her!", sagde jeg og gav ham en kæmpe krammer! Som jeg fortrød med det samme, for smerten fra mine skrammer, bredte sig i hele kroppen. Christopher kendte jeg fra folkeskolen, det er faktisk Louise's gamle x-kæreste. Vi var bedste venner i folkeskolen! Louise, Christopher og jeg havde en tre-kløver sammen i vores klasse. Vi lavede alt sammen!

"Haha! Du har da spist for meget slik var?", grinede han og hentydet til min gravide mave. Jeg grinte bare.

"Stephanie, vi skal ind nu.. ". Louise nåede ikke at sige mere, da hun så Christopher.

"Hej Christopher! Ej, vi har ikke set hinanden i langt tid!", sagde hun og krammede ham.

"Ja, sidst vi alle 3 så hinanden var .. ", jeg stoppede min sætning da det gjorde lidt ondt at tænke på det.

"Da min fætter og min onkel omkom i branden på skolen", sluttede jeg min sætning med. Ja, min fætter Mads og min onkel Jan, omkom i en ildebrand der var på skolen. Min mor var knust, da hun fandt ud af det, det var jo trods alt hendes bror der døde.

"Ja, det var virkelig trist", sagde Christopher.

"Når, men vi bliver nød til at smutte", sagde Louise. Christopher nikkede faktisk bare og smilede. Louise trak mig med ind i et rum, hvor en politibetjent sad klar. Jeg havde faktisk helt glemt, hvorfor vi har. Lige nu begyndte nervøsiteten i min krop at komme frem. Louise satte sig ned ved siden af mig, og der var helt stille.

"Når Stephanie, du havde noget vigtigt at fortælle? Kunne jeg i hvertfald fornærme på din veninde?", sagde han. Han så rar ud, gad vide om han havde børn? Ej! Det kunne være de kunne gå i børnehave sammen! Stephanie! Hold fokus!

"Øhm .. Ja .. Det .. ", jeg kiggede over på Louise som nikkede til mig og smilede. Jeg rystede ligeså meget som .. Ja jeg ved ikke hvad! Okay! Stephanie! Slap af! Nu fortæller du det! Du kan godt! Du kan!

"Jeg ville fortælle at .. At .. I gør jeres job godt", og jeg kunne ikke! Hvad tænker jeg på? Jeg fortrød med det samme hvad jeg sagde. Louise grinede og rystede på hovedet. Jeg kunne se hun var skuffet samtidig.

"Er det her en eller anden form, for en joke eller hvad?", politimanden så lidt sur ud.

"Jeg smutter", sagde Louise og skred ud fra rummet.

"Undskyld hr. .. Sir. .. Øhm .. ", mere sagde jeg ikke da jeg allerede var på vej ud fra rummet. Jeg løb efter Louise, som satte farten hen mod sin bil. Hun satte sig ind i bilen, og lige da jeg skulle til at åbne bildøren, låste hun den så jeg ikke kunne komme ind. Jeg tøvede og bankede på ruden.

"Louise! Helt ærligt! Luk nu op!", sagde jeg. Hun sad helt stille og startede bilen op, jeg bankede bare videre på ruden. Efter et stykke tid, rullede hun ruden ned. Hun kiggede på mig, med et tomt blik.

"Hvad?", sagde hun koldt, næsten koldere end Jannik's øjne.

"Du må undskylde ..", sagde jeg og kiggede ned.

"Stephanie! Ærligt! Så gider jeg ikke det der, uskyldigheds halløj der lige nu! Din kæreste, forlovede eller hvad fuck han nu er, gennembanker dig og du vil ikke hjælpes! Jeg tilbyder dig min hjælp, og du vælger at gøre hvad? At skide på den! Jeg ønsker dig alt held og lykke i fremtiden! Det gør jeg virkelig! Jeg håber du gør det rigtige, at råbe højt om hvad der sker, i stedet for at blive banket gul og blå derhjemme! Men du kan glemme alt om min hjælp! Du skal ikke kontakte mig mere! Du skal ikke snakke til mig, hvis du ser mig, du skal ikke engang kigge på mig! Hav et godt liv Stephanie!", halv råbte hun og lukkede bilvinduet. Efter 2 min var hun allerede væk. Jeg stod lige nu og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg stod efterladt på parkeringspladsen. Folk stod forskellige steder og stirrede på mig. Jeg satte mig ned på hug, og begravede mit hoved i mine hænder. Jeg brød ud i gråd, og stoppede ligefrem heller ikke. 2 arme blev lagt om mig, og førte mig ind i et varmt sted, nok en bil, jeg kunne nemlig mærke det på sædet. En bilmotor startede og kørte ellers bare af sted. Jeg kiggede stille op og så at det var Christopher der sad ved førersædet.

"Det okay", sagde han og lagde en hånd ned på mit lår, ikke sexuelt anlagt, men venlig anlagt. Jeg havde virkelig savnet hans omsorgshed. Savnet fra ham, og alt det der var sket gjorde bare at mine tåre gled ned, en efter en. Langsomt og lydløst.

"Det okay .. Jeg her Steph .. Det okay", sagde han. Det sagde han altid da vi var yngre og jeg havde grædt, eller var ked af det. Jeg havde virkelig savnet den her tryghed!

En rusken vækkede mig.

"Steph? Vi er her", sagde Christopher. Jeg kiggede op, var jeg faldet i søvn i bilen? Han steg ud af bilen og gik om på den anden side af bilen, for at åbne bildøren ved mig. Jeg trådte ud og Christopher gav mig en hånd. Vi stod lige nu, ude foran mit hus. Jannik's bil var parkeret, så han var helt klart hjemme. Christopher gav mig et papir i hånden, et kys på kinden og så satte han sig ind i bilen igen.

"Ring hvis der bliver noget!", sagde han og kørte ellers bare afsted. Jeg kiggede på det lille papir, det var hans nummer. Jeg havde altid kunnet hans nummer i hovedet, da vi var yngre. Det eneste grund er fordi 23-04 er min mors fødselsdagsdato og 15-08, er min fars. Jannik kom til syne i døren.

"HERIND NU!", råbte han og gik indenfor. Åh Gud .. Han var sur! Virkelig sur! Jeg var bange, men måtte gå ind for han ikke blev mere sur. Da jeg kom ind, gik Jannik direkte hen mod mig og gav mig en lussing.

"HVEM VAR HAN? OG HVORFOR KYSSEDE HAN DIG PÅ KINDEN?", Jannik råbte mig direkte ind i hovedet. Han gav mig endnu en lussing.

"SVAR MIG!", råbte han igen. Jeg svarede ikke, ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg ikke turde, tænk hvis min stemme knækkede, han ville tænke mig som svag. Hvis han ikke allerede gjorde det. Han skubbede mig ned på gulvet, heldigvis tog mine hænder af for faldet, så maven ikke blev beskadiggjordt.

"Det er Christopher", sagde jeg lavt.

"Christopher? Er det din bolleven eller ved?", sagde han og sparkede til mit lår, hårdt!

"Nej, han er .. Han er en gammel ven", sagde jeg igen.

"En gammel ven? Hvad vil det sige? EN GAMMEL BOLLEVEN?", sagde han igen og sparkede endnu engang, præcis samme sted. Jeg svarede ikke .. Men det skulle jeg have gjordt. Jannik satte sig ned på hug, hans ansigt var cirka 5 centimeter fra mit. Jeg kunne mærke hans åndedrag, helt tæt på. Han hev fat i mit hår og trak det hurtigt tilbage, så min nakke sagde knæk. En hånd blev hurtig lagt på mit inderlår, den gled længere og længere op mod mit underliv. Jeg havde SÅ meget lyst til at gøre modstand, men jeg vidste det ville give konsekvenser! Han lynede mine bukser op, mit åndedrag blev tungt, ikke fordi jeg var ophidset, men pga nervøsitet! Jeg sank en stor klump i min hals, da han førte sin hånd ned i mine bukser.

"Jannik ..", sagde jeg lavt.

"Var det sådan han gjorde på dig, da i var bollevenner?", sagde Jannik.

"JANNIK STOP!", sagde jeg og trak mig væk fra ham. Min handling, overraskede os begge to. Han så sur ud, og i hvertfald ikke tilfreds!

"Hvor kender du ham fra?", spurgte han. Denne her gang blidt, ikke hårdt, eller surt .. Men blidt. Jeg tog en dyb indånding.

"Christopher er min gamle ven fra folkeskolen .. Han var rigtig gode venner, med min fætter, som omkom i en ildebrand sammen med min onkel ..", Jannik stak mig en lussing mere.

"LØGNER! HVOR KENDER DU HA .. vent .. Hvad sagde du?", spurgte han. Hans blik ændrede sig fra, sur til bekymret. Han tog begge sine hænder om på hver side af hans hoved. Hvad skete der lige? Jannik gik hen til mig og pressede sine læber mod mine, denne her gang, ikke med dræber instinkt. Denne her gang, var det blidt, kærlighedsfuldt, ligesom før alt det her startede .. Han trak sig fra mig, men han lod sin pande hvile på min. Jeg fjernede mig lidt fra ham og så ind i hans øjne. Jeg kunne se en lille smule blødhed i hans øjne. Han kærtegnede min højre kind, den som han havde slået på de fleste gange. En tåre gled fra hans højre øje. Jeg havde aldrig set ham, følelsesladet før. Han kyssede min endnu engang, blidt på læben. Han trak sig stille væk fra mig og aede mig hurtigt på kinden.

"Stephanie .. ", sagde han.

"Mhh?", jeg kunne ikke rigtig svare med andet lige nu.

"Gå op på dit værelse .. ", sagde han. Jeg kiggede forvirret på ham.

"Stephanie jeg mener det .. Jeg vil ikke slå dig igen .. Skynd dig op på dit værelse", sagde han. Blidt, men skyndede. Jeg gav ham et kys på kinden, og skyndte derefter så meget jeg kunne, med en gravid mave oven på mit værelse.

Jeg sad lidt og tænkte på hvad der lige var sket. Det var som om, han godt vidste det var forkert, og alligevel holdte af mig. Og hvorfor reagerede han, sådan som han gjorde da han hørte om Christopher, min fætter og min onkel. Der var noget galt? Men hvad vidste jeg ikke ..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...