What You Don't See - MaleneMarie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2016
  • Opdateret: 13 aug. 2016
  • Status: Igang
Stephanie Wridt Sørensen er en 20 årig kvinde, hendes forlovede Jannik Jensen og hende venter deres første barn. Stephanie er 7 måneder henne i graviditeten, da der pludselig sker ting, som ændre hele hendes liv. Brylluppet som skulle være efter fødslen, bliver rykket til før. Jannik, som skulle forstille at være hendes livs kærlighed, gør uventet ting, som ikke er til at tilgive for. Deres første barn, bliver født som en sund og rask lille dreng. Men hendes liv bliver vendt på hovedet da hendes mand en dag, bliver myrdet! Selvom det intet lig er, er det stadig en lettelse, for både Stephanie og sønnen, men ingen ved hvorfor. Efterforskerne går i gang med sagen, og Stephanie bliver meget overrasket da hun gør sig en opdagelse ingen havde regnet med.

3Likes
0Kommentarer
2234Visninger
AA

15. Kapitel 13 - Døden

Kapitel 13

Vi havde været hjemme i Danmark i 3 dage nu, og stadig intet spor af min far. Hver dag var et helvede, jeg tænkte på ham dag og nat. Jeg boede stadig sammen med Christopher og Tim selfølgelig, jeg havde faktisk ikke set noget til Isabella, Lily eller Jonas. Lily havde sagt undskyld for hvad der skete oppe i flyet, men jeg var stadig ikke glad for det skete. Det skulle slet ikke være sket, hun sagde det var pga hun lige havde fundet ud af at hun var til piger, og hun kunne ikke finde ud af sine følelser. Jeg ved ikke om det er en rigtig grund, men jeg ville stadig ønske det ikke var sket. Jeg sad lige nu i sofaen sammen med Tim, Christopher var ude og købe ind. Telefonen ringede, så jeg rejste mig op med Tim i armene og tog telefonen.

"Hallo?", sagde jeg. Der var ikke nogen der sagde noget i den anden af telefonen, så jeg rynkede panden.

"Hvem .. Hvem er dette?", spurgte en lys stemme. En pige stemme, og stemmen lød bange.

"Det er Stephanie?", svarede jeg.

"Sørensen? Steph .. Stephanie Sørensen?", spurgte hun.

"Ja? Hvem er det?", spurgte jeg undrende, det var underligt, for jeg havde aldrig hørt denne stemme før.

"Øhm .. Din far .. Jeg ville bare sige jeg er .. Ked af hvad det skete med ham ..", sagde stemmen og svarede enlig ikke på mit spørgsmål. Hvordan kunne hun vide, hvad der er sket med min far?

"Hvad snakker du om?", spurgte jeg. Døren til huset blev åbnet og ind kom Christopher med 3 poser, fulde af ting. Jeg formede ordene 'hej' med munden og smilede til ham.

"Øh .. Jeg ve .. Det .. Jannik, han øhh .. ", sagde stemmen og lød forvirret. Christopher stillede poserne og jeg gjorde tegn til at han skulle overtage Tim, så jeg kunne være 100 procent koncentreret om denne telefonsamtale. Christopher tog ham og bar ham med ind i køkkenet.

"Jannik? Hvad er der med ham?", spurgte jeg nysgerrigt.

"Han øhm .. Jeg må ikke ta ..", hun blev dog hurtigt afbrudt af en dør der blev skubbet hårdt op. Jeg kunne ikke rigtig hører det, men det lød som om døren blev skubbet hårdt ind i væggen.

"JEG SAGDE DU IKKE MÅTTE SNAKKE MED NOGEN DIN LUDERUNGE!", råbte en mande stemme i telefonen. Pigen skreg og jeg kunne hører en raslen, som om hun prøvede at kravle væk. Jeg blev dog hurtigt chokeret da to pistolskud kunne høres.

"Hallo?", sagde jeg ind i telefonen. Det eneste jeg kunne hører, var tunge skridt der kom tættere og tættere.

"HVEM ER DET?", råbte mande stemmen ind i telefonen. Jeg kunne faktisk hører præcis hvem det var, og jeg var ikke overrasket over det. Jeg lagde røret på med det samme og Christopher kom ind, med Tim i armene.

"Hvem var det?", spurgte Christopher og satte sig i sofaen. Jeg stod stadig og så chokeret ud.

"Steph? Hvad sker der?", gentog Christopher.

"En pige blev skudt .. Og Jannik .. Det var ham", sagde jeg og satte mig ned i sofaen ved siden af ham.

"Hvad?", spurgte han undrende.

"Hun ringede og sagde hun var ked af det der skete med min far, så kom Jannik ind og skød hende", sagde jeg og sank en klump.

"Jeg ringer til politiet", sagde Christopher og fiskede sin mobil op af baglommen.

Vi havde siddet hos politiet i 3 timer, for at snakke om hvad der var sket. De skulle have vores opkaldsliste, så de kunne opsporer det opkald jeg fik. De havde fundet adressen og var taget afsted, for at se hvad de kunne finde. Det var 2 timer siden, og hvis jeg skal være ærlig, rystede hele min krop. Jeg sad inde i et værelse med Christopher, Louise passede Tim. En mand i politijakkesæt kom ind og Christopher og jeg rejste os op.

"Hvad så?", spurgte jeg panisk.

"Vi har anholdt Jannik, han blev taget på fersk gerning", smilede politimanden. Jeg smilede stort og krammede Christopher.

"Hvad med pigen?", spurgte jeg nysgerrigt.

"Hun er desværre død, hun blev fundet med to skud i brystet", sagde han og så mere alvorlig ud. Jeg nikkede bare og trak vejret dybt.

"Da vi kom ned i den kælder der var, så .. Ja, Stephanie vi fandt din far", sagde han. Jeg smilede over hele ansigtet og tog Christopher ind til mig.

"Må jeg se ham?", spurgte jeg og ventede spændt på at give min far verdens største kram.

"Stephanie, desværre .. Fandt vi ikke din far i live .. Han er død", sagde politmanden. Jeg gik i stå, jeg kunne ikke sige noget, jeg kunne ikke rører mig, mit hjerte gik i stå. Jeg rystede på hovedet og kiggede over mod Christopher som så alvorlig ud.

"Nej ... Nej .. Nej det ik rigtigt .. ", sagde jeg smilede.

"Min far er ikke død", gentog jeg og smilede igen.

"Steph ..", sagde Christopher.

"Nej ..", sagde jeg og rystede på hovedet. Jeg var ved at falde, så Christopher tog fat i mig, men jeg blev ved med at ville ned. Det var som om at jeg ikke kunne bærer mig selv, min krop var følelsesløs.

"Nej! .. NEJ! .. NEJ! NEJ! NEJ!", begyndte jeg at råbe, mens tårerne løb ned af mine kinder.

"STEPH! STEPH! TAG DET ROLIGT!", råbte Christopher. Jeg råbte og skreg, tårerne løb ned af mine kinder.

"STEPH! STEPH!", gentog Christopher. Jeg stoppede med at skrige og råbe, men jeg græd stadig. Jeg sank sammen i Christopher's arme, jeg kunne ikke tro at min far faktisk var død. Christopher kyssede mig i håret og satte sig ned, med mig oven på. Jeg lagde mit hoved ind mod hans brystkasse, og græd videre.

"Hvorfor? .. ", hviskede jeg til mig selv, og blev nærmest grådkvalt i mit eget gråd.

Christopher havde siddet og trøstet mig, den sidste halve time. Jeg var faldet til ro og vi skulle faktisk til at gå.

"Må jeg se ham?", spurgte jeg og kiggede på politimanden. Han nikkede og gjorde tegn til vi skulle følge efter ham. Vi gik gennem en lang gang, og kom ned til en stor metal dør. Jeg vendte mig om mod Christopher og tog fat i hans hånd.

"Jeg bliver nød til at gøre det her alene", sagde jeg.

"Er du sikker?", spurgte han og jeg nikkede straks. Han smilede og kyssede mig på panden, derefter gik han ned af den lange gang og forsvandt hurtigt i mængden af forskellige arbejdsfolk. Jeg vendte mig mod den store metaldør, som allerede var blevet åbnet. Jeg smilede jeg politimanden og gik ind. Jeg så et metalbord og så et slags hvidt, dog tyndt, tæppe af en art. Jeg tog en klump og gik helt op til metalbordet, en kvinde stod ved siden af bordet i en slags sygeplejerske uniform, hun måtte være en der arbejde med lig. Politimanden gik ud af rummet og lukkede døren efter sig. Jeg nikkede til damen, som tegn til hun måtte tage det hvide, tynde tæppe af. Hun gik hen til metalbordet og løftede stille tæppet fra hans ansigt. Jeg sank en stor klump, da jeg så hans ansigt. Jeg fik tårer i øjnene og gik helt hen til ham, jeg aede stille hans kind og snøftede.

"Må jeg .. Være alene med ham?", spurgte jeg og damen nikkede. Hun gik ud af rummet og alt var stille. Jeg udforskede hans ansigt blidt, med spidsen af min pegefinger. Fra toppen af panden, til bunden af hagen.

"Hvorfor? Hvorfor skulle det være dig?", hviskede jeg til mig selv og gik rundt om det bord han lå på. Jeg begyndte stille at græde og tårerne begyndte at trille ned af mine kinder,

"Jeg skal leve igen, uden dig i mit liv", sagde jeg, denne gang ikke stille, men med en normal stemme.

"Tror du ikke det var hårdt første gang, jeg levede uden dig?", spurgte jeg og stoppede foran hans ansigt, som hvor jeg stod før.

"Tror du IKKE det var hårdt første gang, jeg levede uden dig?", gentog jeg, denne gang dog på en bestemt måde.

"TROEDE du det var nemt for mig? Uden dig?", spurgte jeg.

"TROEDE du ikke mit liv var EN stor mareridt, UDEN DIG?!", halv råbte jeg.

"JEG VAR ALENE OG JEG HAVDE INGEN IDE OM HVAD JEG LAVEDE!", råbte jeg. En tåre løb ned af min højre kind, den bevægede sig ned mod min hage, så jeg tørrede den væk.

"Jeg planlagde ikke det her! Jeg vidste ikke det ville ske for mig! Men det gjorde det! Okay?!", halv råbte jeg. En tåre røg ned på hans døde kind.

"Tror du ikke jeg prøvede .. Jeg tog telefonen og prøvede at ringe til dig tusind gange! ... Tror du virkelig jeg ville stå foran dig, sådan her?", græd jeg og lod mig selv falde til jorden. Jeg røg ned til jorden og begyndte at græde igen. Jeg rejste mig stille op igen og tillod mig at ligge en hånd på hans døde kind.

"Men jeg vil ikke hade dig .. For hvis jeg gør .. Har jeg ingenting .. ", græd jeg.

"Far ..", hviskede jeg til mig selv. Jeg kiggede på hans døde, hvide overkrop og derefter mod hans ansigt, hvor jeg begyndte at tudbrøle.

"NEJ! NEJ! NE .. Nej .. Hh .. V .. Vågn op ..", halv råbte jeg og lagde min anden hånd på hans venstre kind. Der var helt stille, indtil hende damen der ogs' var her før kom ind.

"Jeg må desværre bede dig om at gå nu, de næste besøgsfolk skal ind", sagde hun og jeg nikkede bare. Jeg tørrede tårerne væk og gik ud. Jeg gik ned af gangen, da jeg pludselig så Lily, Jonas og Isabella komme gående mod mig. Da Isabella så mig, begyndte vi begge at løbe over mod hinanden. Vi løb ind i armene på hinanden og begyndte begge at græde.

"Jeg er så ked af det", sagde jeg.

"Det ved jeg .. Det ved jeg søde", nikkede hun. Efter vi havde stået et stykke tid og krammet, gik jeg over til Jonas for at give ham et kram. Han stod helt stille, derefter kiggede han op på mig.

"Jeg ville ønske han havde set mig spille min store finale kamp på lørdag, han ville være blevet stolt", sagde han og lavede ikke en eneste grimasse.

"Han er stolt af dig", sagde jeg og derefter brød han ud i gråd. Jeg tog ham indtil mig og aede ham på ryggen. Derefter gik jeg over til Lily og vi kiggede hinanden i øjnene.

"Og han var meget stolt af dig", sagde jeg. Lily smilede og tog mig indtil et kram. Derefter trak vi os fra hinanden, jeg tog fat i hendes hånd, kyssede den og gik derefter. Jeg havde jo stadig Christopher, ventende nede ved venteværelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...