What You Don't See - MaleneMarie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2016
  • Opdateret: 13 aug. 2016
  • Status: Igang
Stephanie Wridt Sørensen er en 20 årig kvinde, hendes forlovede Jannik Jensen og hende venter deres første barn. Stephanie er 7 måneder henne i graviditeten, da der pludselig sker ting, som ændre hele hendes liv. Brylluppet som skulle være efter fødslen, bliver rykket til før. Jannik, som skulle forstille at være hendes livs kærlighed, gør uventet ting, som ikke er til at tilgive for. Deres første barn, bliver født som en sund og rask lille dreng. Men hendes liv bliver vendt på hovedet da hendes mand en dag, bliver myrdet! Selvom det intet lig er, er det stadig en lettelse, for både Stephanie og sønnen, men ingen ved hvorfor. Efterforskerne går i gang med sagen, og Stephanie bliver meget overrasket da hun gør sig en opdagelse ingen havde regnet med.

3Likes
0Kommentarer
2213Visninger
AA

1. Kapitel 1 - Slaget

Kapitel 1

Har du nogensinde ønsket dig, at dit liv var perfekt? Det har jeg, tusinder af gange. Nu, er det enlig sket!

Min dejlige kærester friede nemlig til mig igår! Jeg tror aldrig jeg har været så glad! Jeg har ikke fortalt det til nogen endnu, jeg ville vente lidt.

I dag har jeg lavet en aftale med min mor, vi skal ud og drikke en kop kaffe på en cafe som ligger tæt ved min mor. Jeg glæder mig til at se hendes ansigts udtryk, når hun ser ringen på min finger.

Jeg rejste mig stille og rolig op fra sofaen, eller prøvede i hvertfald.

"Nu skal jeg hjælpe dig skat", Jannik kom hen til mig og hjalp mig op af sofaen.

"Du skulle nødig overanstrenge dig, vi må jo passe på den lille", sagde han og lagde sin hånd på min mave. Havde jeg glemt at fortælle det? Når ja! Jeg er gravid, i syvende måned! Jannik og jeg har været kærester i 2 år, vi er gravid med vores første som bliver en lille dreng her til oktober.

"Vi må også snart finde et navn til den lille, skat", sagde jeg.

"Jeg har tænkt på at vi skal opkalde ham efter din morfar", sagde Jannik. Min morfar døde fra 2 år siden, det var faktisk til hans begravelse Jannik og jeg mødte hinanden! Jannik havde arbejdet sammen med min morfar, så de kendte hinanden.

"Virkelig?", jeg kunne mærke tårnene presse sig stille frem. Jannik nikkede og smilede.

"Undskyld, du ved jeg blir' følelsesladet meget hurtigt", sagde jeg og viftede med mine hænder mod mit ansigt. Jeg rystede lige på hovedet engang og smilte derefter.

"Tim Wridt Jensen, det er et meget smukt navn", sagde Jannik. Tim, som min morfar hed, Wridt, mit mellemnavn og Jensen, Jannik's efternavn. Kunne det blive bedere?

"Gider du køre mig hen til cafeen? Jeg skal være der om 9 minutter?" Spurgte jeg. Jeg var altid sent ude af døren, uanset hvilket tidspunkt om dagen vi var på!

Jannik nikkede og tog sine bilnøgler som lå på bordet.

"Tim Wridt Jensen", sagde jeg til min mor.

"Sikke et smukt navn, Tim, opkaldt efter min far, det er jeg meget glad for skat", sagde hun. Min mor var knust efter hendes far (min morfar) døde. Hun var næsten ved at gå ned i en depression hvis ikke Jannik, havde hjulpet hende. Han havde tidligere arbejdet med børn/unge som havde psykiske diagnoser. Så han vidste lige hvad der skulle til.

"Ja, det er det", smilede jeg. Jeg havde endnu ikke sagt noget til min mor om frieriet, men jeg havde en perfekt plan. Jeg tog ringen op af min lomme, jeg havde ikke haft den på endnu, fordi jeg ikke ville have hun skulle se den med det samme. Jeg tog den stille på min ringefinger og lod som ingenting efter.

"Av! For helvede!" sagde jeg lavt, for andre ikke skulle hører det.

"Hvad sker der skat?", spurgte min mor bekymret.

"Jeg tror jeg stak mig på noget", sagde jeg.

Min mor var sygeplejerske, så bare jeg havde fået en splint, var min mor gået i sygeplejerske mode da jeg var lille.

"Lad mig se", sagde hun. Typisk mor replik. Jeg rakte hende min hånd, men fingerringen på og lod som ingenting.

Min mors blik da hun så min hånd, kunne ikke beskrives.

"Hva?", sagde hun forvirret.

"Jannik friede i går", sagde jeg og smilede over hele fjæset. Der var 10 sekunders stilhed mellem min mor og jeg og pludselig råbte hun op så hele cafeen kunne hører hende!

"Min datter skal giftes! Min datter skal giftes!", det var nok noget af det mest akavet nogensinde! Hele cafeen begyndte at klappe af mig, og jeg rødmede så meget at jeg måtte ligne en tomat i hovedet!

"Mor", sagde jeg pinligt. Jeg smilede venligt til folk, eftersom de stirrede virkelig meget.

"Skal vi så ud og kigge på brudekjole?", spurgte min mor.

"Ja da, men lad os lige få den lille ud først", grinede jeg.

"Ja, og hele cafeen klappede af mig, det var så pinligt!", sagde jeg til Jannik.

Jeg var kommet hjem fra cafeen fra 3 timer siden, Jannik var lige kommet hjem fra arbejde og lige nu sad vi bare og spiste noget mad.

"Øhm, skat? Jeg har tænkt på noget?", sagde Jannik.

"Ja? Hva' så?", spurgte jeg. Først var der helt stille, men så afbrød han tavsheden.

"Kan vi rykke vores bryllup frem? Så vi sådan bliver gift, om 2 måneder?", han så underligt på mig.

"Hvorfor da? Jeg synes ikke vi skal ..", jeg blev hurtig afbrudt af Jannik.

"Jeg har bare lyst okay? Jeg synes vi skal gøre det!", sagde han med en bestemt stemme.

"Ja, men der skal vel 2 til i denne her beslutning .. Jeg synes bare ikke vi skal for ..", igen blev jeg afbrudt af Jannik.

"VI GIFTER OS OM 2 MÅNEDER KVINDEMENNESKE!", Jannik hamrede sin hånd ned i bordet, så det gav et helt set i mig. Jeg så skræmt på Jannik som sad og stirrede ned i bordet.

Jannik har aldrig opført sig på den måde, hvad i alverden sker der?

Jeg rejste mig fra bordet og løb op på badeværelset, låste døren og tog en dyb indånding. Jeg kunne hører noget blive smadret nede i køkkenet, hvad det var havde jeg INGEN ide om.

Jannik har aldrig nogensinde, opført sig sådan. Han har altid opført sig, som en der ikke kunne slå en flue fortræd.

Jeg kunne hører ham gå op af trappen, trinene blev tydligere, jo tættere han kom. Mit hjerte bankede nok lidt mere, end det skulle lige nu.

Der var helt stille, der var ikke nogen trin at hører.

"Skat .. Undskyld, jeg skulle ikke have råbt. Det sker ikke igen .. ", Jannik's stemme kom fra den anden side af døren.

Jeg tog en dyb indånding, gik hen til døren og åbnede den stille. Der var helt stille igen, men inden længe tog jeg fat i Jannik og krammede ham. Lidt svært, med denne store -JegHarSpistAltForMangeSnickers- mave. Jeg nussede ham lidt i håret og trak mig derefter lidt væk fra ham.

"Skat, hvis du synes vi skal giftes os om 2 måneder .. Så gør vi det", jeg sagde det lidt lavt, men stadig højt nok til at han kunne hører det. Jannik smilede og kyssede mig blidt på kinden.

"Men så skal kjolen nok bare være lidt større end forventet", grinede jeg. Jannik's læber undslap et grin.

Vi gik ned i køkkenet igen, jeg så en tallerken ligge på gulvet ødelagt.

"Undskyld, den skal jeg nok tage mig af", sagde Jannik og begyndte at rydde bordet af og tog alle de glasskår væk, som lå på gulvet.

"Allerede om 2 måneder? Er det ikke lidt tidligt?", sagde Louise.

"Jo, men det er det vi vil", smilede jeg.

"Det I vil, eller det HAN vil?", Louise lagde meget tryk på 'han'.

"Hvad mener du?", jeg kiggede undrende på hende.

"Ikke noget specielt. Det bare, hver gang der skal tages en stor beslutning, er det som om det kun er Jannik der har taget den. Selvom du enlig ikke selv, ved om du helt har lyst", Louise tog en slurk af sin kaffe.

"Hvor mange år har vi været veninder Louise?", spurgte jeg.

"Ja .. Siden folkeskolen nok", sagde hun.

"Så kender du mig også godt nok, til at vide at jeg godt selv kan tage mine beslutninger", jeg tog min kaffe op og tog en stor slurk.

"Tænk over det, dengang du blev gravid, sagde du til mig du ikke var sikker på om du ville beholde det i en alder af 20. Dagen efter kom du og sagde du ville beholde det, lige efter du havde fortalt Jannik om det. Jeg siger bare at nogen gange .. ", Louise nåede ikke at sige mere, da en genkendelig stemme blev hørt.

"NU KAN DET KRAFTEDME VÆRE NOK! JEG BESTILE MIN MAD FRA EN HALV TIME SIDEN OG JEG HAR INGENTING FÅET! VIL I HAVE JEG SELV SKAL KOMME OM OG TAGE DEN ELLER HVAD?", Louise og jeg vendte os rundt også Jannik stå op råbe at servitrice damen. Jannik havde ikke set os, men vi kunne i den grad ikke overgå at se ham. Jeg havde aldrig set ham sådan, udover i går da han råbte. At stå og råbe af andre folk, er IKKE noget han plejer at gøre. Jeg kiggede på Louise som i den grad, ikke så særlig glad ud.

Der var helt stille i restauranten, ingen sagde noget. Jeg vendte mig om igen, men lige da jeg vendte det gav Jannik servitrice damen en kæmpe lussing. Der fløj gisp rundt i hele restauranten. En vagt kom gående ud fra personalerummet, og smed Jannik ud. Jeg løb ud for at se efter Jannik, men da jeg kom ud var han allerede kørt i sin sorte BMW.

Jeg var kommet hjem fra en, halvt hyggeligt dag med Louise. Jeg stod enlig bare og ventede på Jannik kom hjem, for en snak var i hvertfald noget vi skulle have! Jeg hørte hans bil parkere ude foran, jeg stod bare og talte sekunderne til han kom ind af hoveddøren.

Der blev taget ned i håndtaget og ind kom Jannik med en vodkaflaske i hånden. Han havde ikke lagt mærke til jeg stod i gangen endnu. Han var ved at falde, da han skulle tage sine sko af. Han kiggede op og så mig direkte ind i øjnene.

"Hejsa skat, hvordan er din dag gået? Min er gået fantastisk! Har du det godt, hvordan har den lille det? Jeg synes vi skal starte et rockband sammen, vi kan kalde os 'de kneppende forældre'", Jannik grinte, han helt klart fuld. Jeg synes ikke det var noget sjovt ved det her, hvordan kan han overhovedet komme hjem sådan der? Han er aldrig kommet fuld hjem før, først råben, så råben og slåen af servitrice damen, og nu det her?

"Giv en kysser til din lækre kæreste", sagde han og gik tæt på mig.

"Føj Jannik, du lugter langt væk af sprut! Hvor meget har du drukket?", jeg skubbede Jannik væk fra mig. Han grinte bare og gik ind i stuen.

"Jeg elsker musik, vi skal hører noget godt rock!", kom det inde fra stuen. Jeg gik ind til ham og pludselig fyldte musikken hele stuen! Det var så højt at selv, den fra 30 kilometers afstand kunne hører det!

"Jannik! Du slukker lige nu!", råbte jeg så højt jeg kunne. Han hørte overhovedet ikke efter, han lå bare og skrålede med på sangen! Jeg tog fjernbetjeningen fra bordet og slukkede! Jannik rejste sig op og så surt på mig. Han gik med faste skridt hen mod mig!

"Du skal ikke komme her, skide fuld, tro du ejer det hele! Jeg kan godt love dig for .. ", en varm smerte bredte sig pludselig over min kind. Det gik først op for mig, et par sekunder efter at Jannik lige havde givet mig en lussing. Jeg tog min hånd op til min kind, og turde næsten ikke bevæge mig.

"So", hviskede han og gik oven på. Han var ved at falde på trappen, mere end 1 gang.

Jannik, min kæreste, min forlovede, faren til mig snart fødte barn, min eneste ene havde lige slået mig. Den ene tåre løb ned, efter den anden! Jeg måtte væk!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...