Med livet i hænderne

Far ændrede sig efter mors død... Deltager i 'fordi jeg elsker dig' - konkurrencen med valgmulighed 2.

1Likes
3Kommentarer
69Visninger

1. .

Jeg drømte, at jeg faldt, og da jeg nåede til bunden, blev alting lyst, men det kunne skyldes, at jeg på det tidspunkt vågnede. Alligevel holdt det mine tanker fastklemt, lige indtil skoledagen begyndte.

 

Jeg fandt min plads i det mørke hjørne og fnise-pigerne begyndte på deres daglige fniseri, mens Fede Frede blev rød i hovedet, fordi han troede, at det var ham de grinte af. Jeg vidste dog bedre.

Jeg havde altid sagt til mig selv, at jeg var normal, og at min klasse syntes, jeg var sød, men det var en løgn. For engang sagde de, at jeg skulle holde mig væk, de sagde, at de ikke gad at være sammen med sådan en som mig. Jeg forstod ikke hvad de mente dengang.

 

Vi havde Kaj til matematik, så timen sneglede sig afsted. Selv en snegl ville syntes, at det var langsomt. Efter hvad der føltes som en uendelighed, ringede det ud til pause, og alle dem i klassen inklusiv læren var hurtige til at smække døren i efter dem, da de gik. Derfor sad jeg nu igen alene, men jeg var jo blevet van til det. Alligevel gik det mig på.

 

Jeg kæmpede mig igennem skoledagen. Det var som om, himlen græd sammen med mit hjerte, for den ellers så lyse himmel var blevet koksgrå, og regnen piblede frem som blod fra et åbent sår.

Da den sidste lære endelig gik, og skoledagen var slut, småløb jeg hastigt udenfor, for klokken var blevet mange.

Jeg kom for sent. Bussen blinkede ud, og selvom jeg løb efter den og vinkede som en gal, fik jeg kun sprøjtet vand op i fjæset som et tyndt farvel. Jeg måtte gå hele vejen hjem, for det var den sidste afgang, bare jeg var en fugl og kunne flyve hjem, for far ville blive rasende.

 

Cirka to timer senere gik jeg op ad den velkendte trappeopgang. Mine våde sko gav genlyd på betontrapperne, også selvom jeg prøvede at liste. Udenfor fru Madsens dør lugtede der af røg, og nogle trin længere oppe kunne jeg dufte alle Annes blomster. Dernæst kom jeg til bolleparret, som lå og stønnede hele dagen lang, om jeg fattede, at de gad.

 

Helt øverst oppe boede far og jeg. Det var en stor lejlighed beregnet til tre personer, men mor var her ikke mere. Hun kunne ellers godt lide lejligheden, men mest af alt altanen. Forsigtig skubbede jeg døren op ind til lejligheden og prøvede at larme mindst mulig af frygt for, at far ville bemærke, at jeg kom senere hjem, end jeg plejede. Uheldigvis sad han og ventede på mig med et skummelt blik.

 

”Hvor har du været?” spurgte han med brysk stemme. ”Jeg nåede ikke bussen,” svarede jeg og forsøgte at gøre mig endnu mindre, end jeg allerede var. ”Nåede ikke bussen,” sagde han for sig selv, ”nåede ikke bussen!” han var begyndt at råbe og rejste sig tungt. Som en slange kom han glidende hen til mig.

 

Jeg vidste, hvad han ville gøre, vidste det, endda før han gjorde det. Det sårede mig dog alligevel, da jeg hørte smældet og mærkede smerten blusse op på min ene kind. Helt tæt på kunne jeg lugte, at han havde drukket og efter hans øjne at dømme, havde han også grædt. Jeg mærkede en smerte skyde op i den anden kind og prøvede at styre min forbavselse, han plejede kun at gøre det en gang. Smerten var kraftigere end normalt, og jeg kiggede ned på hans hænder, som var blevet røde.

 

Dundrende gik han hen til køkkenet og lod vandet fra vandhanen ligge i hans hule hånd. Han spildte lidt imellem sine fingre, til der kun var et par dråber tilbage. Før i tiden havde han sagt, at dråberne viste hvor meget liv, jeg havde tilbage. Jeg forstod det ikke, selv ikke nu.

Vandet måtte være blevet slukket, men jeg opfangede det ikke, for jeg havde allerede pakket og lukket døren bag mig. Ned ad trappen gik det, hist og her opfangede jeg et par støn, en duft af blomster og så røg i massevis. Men jeg havde ikke tid til at blive hængende, så jeg fortsatte ud i kulden.

 

Mørket havde lagt sig over kvarteret, og gadelygterne trådte frem som stjerner på himlen. En bil nærmede sig, og jeg stak behændigt fingeren ud, bremserne hvinede, og jeg satte mig ind i en tryg varme. ”Hvor skal du hen?” spurgte en beroligende mandestemme. ”Så langt som dig,” svarede jeg. ”Til Violvej det er,” hørte jeg ham mumle, hvorefter han speedede op.

 

”Hej, vågn op!” der var en, som ruskede i mig, langsomt åbnede jeg øjnene, og en gråhåret mand kiggede bekymret tilbage. ”Vi er fremme nu.”

Jeg strakte mig og kunne fornemme, at han holdt noget tilbage. ”Hvad?” spurgte jeg. ”Jo altså, hvor er dine forældre henne? Skal jeg ikke ringe til politiet?” som for at hentyde at ingen nogensinde ville køre til Violvej af egen fri vilje. ”Nej det behøver du ikke,” svarede jeg og begyndte at blive anspændt. Jeg ville ikke tilbage, tænkte jeg igen og igen. ”Jeg skal besøge min veninde, hun bor lige rundt om hjørnet.” Manden så lidt mere afslappet ud, men spurgte alligevel: ”Så du har nogen at gå til her i Viborg?” Viborg? Tænkte jeg, vi var godt nok kørt langt. Jeg skulle ikke sætte flere spørgsmålstegn, så jeg nikkede bare søvndrukkent og kom med et tak for turen på vej ned ad gaden væk fra den ældre mand.

 

Jeg søgte længe efter et sted at overnatte, og siden jeg havde glemt at tage penge med, besluttede jeg mig for at tage en lur tæt ved jernbanen. Det var nogle hårde sten, jeg lå på, men jeg var så træt, at det ikke tog lang tid, før jeg faldt i en dyb og drømmeløs søvn.

 

Forvirret satte jeg mig op, det var stadig nat, men en lyd havde vækket mig, det var jeg sikker på. Dér kom den igen. Lyden kom tættere og tættere på. Hvad var det? Den kom bagfra, og jeg nåede ikke at vige tilbage, før jeg blev væltet omkuld. En snude blev stukket ned til min næse, og en slimet tunge fik slikket hele mit ansigt rent. Hvor er din herre? Tænkte jeg bekymrende, og kom hurtigt på benene. Det var tidsnok til lige at flytte mig, før en lysstribe ville have ramt mig. ”Jeg synes ellers, jeg så bevægelse hernede,” sagde en mandlig stemme.

Jeg trådte et par skridt tilbage, men gled på en af de store sten. Pokkers. ”Hey, du der!” hørte jeg en anden stemme råbe, denne gang kvindelig, men jeg var allerede løbet. Hvorhen vidste jeg ikke.

 

De nærmede sig hastigt, og før jeg vidste af det, blev jeg ramt af noget i ryggen og faldt forover ned på stenene. Jeg mærkede al luften sive ud af mig, da en eller anden satte sig ovenpå mig. ”Drej dit hoved, så vi kan se dig!” lød det befalende, men jeg nægtede og gravede det længere ned i stenene, selvom det gjorde ondt. Med en voldsom kraft blev mit hoved rykket bagover, og jeg blev lyst direkte ind i ansigtet med en form for lommelygte. ”Det er hende,” sagde manden, ”nu kan chefen ikke undgå, at give os en lønforhøjelse.” Jeg fattede ingenting og følte mig mørbanket for samme tid. Sikke en dag.

 

Det gik først op for mig, at det var politimænd, som havde fundet mig nede ved togskinnerne i Viborg, da de afleverede mig hjemme i den alt for velkendte lejlighed. Far havde taget en smilende og bekymrende facade på, men da de gik og skridtene fortonede sig ude i opgangen, blev han rasende. ”Hvad er det for noget at slæbe mig igennem?” råbte han, ”mig! Din arme far!” jeg kunne ikke holde et fnys tilbage ved de sidste tre ord. ”Min far døde, da mor døde!” råbte jeg, og ville sådan ønske, at jeg ikke havde sagt det. Far var lamslået, men blev langt hurtigere færdig med at komme sig over mit udråb end mig selv. Jeg nåede derfor ikke at værge mig for slagene.

 

Denne gang stoppede far ikke med det samme. Han blev ved og ved, indtil jeg til sidst lå og klynkede nede på gulvet. ”Se hvad du fik mig til at gøre!” skreg han ind i mit hævede ansigt. Nej hvor jeg hadede ham, jeg afskyede ham. Han var jo pesten selv. Sådan havde han ikke altid været.

Endnu en gang blev vandhanen tændt i køkkenet, og denne gang var der kun en dråbe tilbage. Når der ikke var noget vand tilbage i hans hule hånd, hvad ville han så gøre? Banke mig til døde? Nej, jeg spillede ikke efter hans regler, tænkte jeg. Aldrig i livet!

 

Med besvær rejste jeg mig op, og uden at han lagde mærke til det, gik jeg ud på altanen. Dagen var begyndt at gry, og små solstråler ramte let mit hår. Det var som om, mor ville have mig til det. Langsomt satte jeg mig op på altanens rækværk og hørte fuglesang i mine øre. Jeg kiggede ned, alting så så småt ud herfra. Pludselig slap jeg rækværket med fingrene, og derefter skubbede jeg fra med mine fødder. Jeg faldt, mærkede vinden i håret, strakte armene ud som var jeg en fugl, hørte de snart velkendte støn, duftede blomsterne fra Annes lejlighed og lugtede røgen fra fru Madsen, før jeg nåede bunden, og alting blev lyst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...