Forbidden Acts of Christmas ⚫ Liam Payne

Liam Payne har det meste af sit liv, levet i kriminalitetens rammer, men for noget tid siden besluttede han sig for, at det skulle være slut.
Caylee "Blue" Chapman, kommer fra et af de mest velhavende kvarterer i London, men trods det er hun aldrig hjemme. Hun lever sit liv, præcis sådan som Liam altid har gjort.
Da deres veje tilfældigvis krydses på en politistation, en sen aften i december, havde ingen af dem troet at de ville komme til at hænge på hinanden resten af december måned. Liam, der falder pladask for Blue lige på stedet, er fast besluttet på at hendes liv ikke skal ende ligesom hans eget. Derfor sætter han sig for et mål; at få Blue tilbage på rette spor igen, inden juleaften. Men det bliver ikke helt så let, som først antaget. |

42Likes
21Kommentarer
9128Visninger
AA

9. ◒ 7


16. DECEMBER 2016, DAG 16

Jeg havde fulgt efter Blue efter episoden på restauranten, og jeg havde fået snakket med hende. Hun havde fået råbt endnu mere af mig, men hun havde også knyttet sig ind til mig, og bare ladet tårerne strømme ned af hendes kinder indtil at de ramte min jakke.

Hun havde ikke gjort noget frivilligt, og ud fra hvad jeg kunne forstå så var det at hun havde sagt ja til at møde mine venner, også kun noget hun havde gjort i sit løfte om at være sød.

Det virkede dog som om at hun var blødt lidt op, hun var ikke nær så sur længere, ikke nær så flabet, og hun råbte ikke nær så meget af mig.

Vi havde faktisk aftalt at bruge dagen i dag sammen, bare os to rundt i byen, muligvis endnu en skøjtetur, og en tur på café - hvor jeg selvfølgelig betalte - hvor vi ville drikke noget kaffe, eller hvad Blue nu end drak i dette kolde vejr.

På trods af datoen, den sekstende december, så var julestemningen ikke høj.

Der var julepynt i få butikker, og tøjet var rødt, grønt og strik. Folk gik i vinterjakker, og havde tykke støvler på, og de gik rundt i sjap, da sneen ikke længere var til at se.

Men der blev ikke spillet julesange i busserne, der blev ikke spillet julesange i butikkerne eller caféerne - hvilket kun var heldigt for mig, da jeg kunne forstå på Blue at hun ikke kunne fordrage jul, eller musikken der hørte med til.

Men planen for dagen var at lære hende bedre at kende, virkelig blive venner med hende, og bare have en hyggelig dag. Drikke noget kaffe eller varm kakao, og muligvis komme ind på hvorfor hun havde holdt sit tidligere liv hemmeligt.

Mit håb lå selvfølgelig stadig på at få hende væk fra kriminaliteten, og jeg håbede på at det ville hjælpe hvis hun så at man godt kunne have et godt liv, præcis ligesom mig, bare ved at se på eksemplet, og nyde mit selskab.

Se at man godt kunne have en lejlighed og have mad på bordet tre gange dagligt, hver dag, have penge til overs, have gode venner som også er loyale, uden at stjæle, eller leve livet i de mørke hjørner.

Jeg gik ned af den lange gågade og gik målrettet mod spottet hvor Blue og jeg havde aftalt at mødes. Vi skulle mødes en halv kilometer fra skøjtebanen, og en halv kilometer fra caféen. Vi skulle mødes ude foran en Primark butik, da vi begge kunne bruge et par vanter.

Jeg havde manglet i mere end to uger nu, og grunden til at jeg ikke ejede et par endnu, var jo faktisk Blue, da hun afbrød min søgen efter et par varme vanter.

Men efter at Blue næsten faldt sidste gang vi skøjtede, så tænkte hun at hun også kunne bruge et par - og siden at jeg var så sød mod hende, havde jeg tilbudt at betale, da jeg vidste hvor meget hun kæmpede med at få mad hver dag.

Det blonde hår, læderjakken og de ødelagte læderstøvler dukkede op i horisonten, og mit tempo blev automatisk sat op, og da mit knæ ikke længere gjorde ondt, tog det ikke lang tid at komme hen til en smilende Blue, som tydeligvis havde ventet på mig, da hendes læber havde fået en lettere blå farve.

Da jeg nåede helt hen til hende, var det en kæmpe overraskelse da hun slog armene om mig - så godt som hun kunne, da den taske jeg havde på ryggen var i vejen - og gav mig et varmt kram, som man mildt kan sige at jeg ikke havde forventet.

Men det var rart, og det var en ny Blue.

“Er der noget galt?” Spurgte jeg hende, da jeg trak mig ud af krammet.

Hun kiggede forvirret på mig, præcis ligesom for to dage siden da jeg havde stillet det præcis samme spørgsmål.

“Nej, jeg frøs og tænkte at jeg ville være sød - plus, du så varm ud,” forklarede hun flabet, efterfulgt af et kort grin.

Jeg elskede hendes grin, det var mere en latter, og den var utroligt kær. Jeg elskede generelt bare at se hende glad, se hende smile, så et grin var det absolut bedste.

Grinet var også en sjælden ting, så det var med at nyde det mens det var der.

Jeg nikkede overdrevent, inden jeg sendte hende et smil fyldt med tænder, og åbnede døren ind til Primark.

Varmen ramte mig meget pludseligt i ansigtet, og larmen fra de andre kunder fyldte mine ører, og overdøvede næsten den julemusik som blev spillet ud fra alle højtalere, som var placeret stort set overalt.

Jeg vidste allerede hvor vanterne var placeret, ihvertfald dem til mig selv, så vi var også hurtigt henne ved kassen fyldt med vanter. Der var sorte, røde, blå, stribede og flerpakker - men jeg rakte hurtigt ud efter de sorte, og lagde dem den i den shoppingbag som Blue rendte rundt med.

“Hvorfor køber du ikke dem med to i? De er da billigere, pænere og så har vi begge to?” Spurgte hun flabet, som om at jeg var dum. Jeg kiggede på hende med et løftet øjenbryn, inden at jeg hev vanterne op igen og erstattede dem med en af de pakker der indeholdte et par lyserøde og et par sorte.

Ikke at jeg gik ud fra at Blue gik i lyserød, men det ville klæde hende, ifølge mig, selvfølgelig.

“Tilfreds?” Spurgte jeg utroligt flabet, inden jeg sendte hende et kort grin. Hun havde et eller andet tag på mig, og jeg kunne ikke lade vær med at smile når jeg var i nærheden af hende.

“Faktisk ikke, nej. Lyserød er ikke din farve,” svarede hun drillende, inden hun blinkede kort til mig.

Det ville være en overdrivelse at sige at jeg hev shoppingbaggen ud af hænderne på hende, men jeg stod ihvertfald med den grå pose nu, med retning hen mod kassen.

Min pung lå i min taske, og da Blue gik bag mig tænkte jeg at hun kunne tage den.

“Blue? Kan du tage min pung nede i tasken, og give den til mig?” Jeg fortsatte bare fremad hen mod de mange kasser, jeg kiggede ikke engang på hende.

“Selvfølgelig,” svarede hun, inden hun lynede lynlåsen op, og stak sin hånd ned i den.

Hun rykkede rimelig meget i tasken, højst sandsynligt fordi at hun ikke helt var høj nok, men det havde jeg allerede regnet med, inden at jeg spurgte.

Det irriterede mig heller ikke, så det var fint.

Hun rakte mig den sorte pung, som efterhånden var blevet godt slidt, og fyldt med både hvide og grå ridser, som aldrig ville forsvinde - heller ikke med den rigtige pleje.

Syv pund var ikke slemt, ikke for to par vanter, og ikke for en hyggelig dag med Blue. Så da de to par vanter blev pakket ned i en lille plastikpose fortalte jeg kvinden bag disken at vi hellere bare ville have dem i hånden, og tage dem på.

Hun kiggede noget underligt på Blue, og jeg kunne ikke finde ud af hvorfor.

Om hun, ligesom jeg, beundrede hendes dukke agtige hud, og hendes helt perfekte ansigts proportioner - eller om hun, ligesom så mange andre, undrede sig over hvorfor en pige som hende gik i ødelagt tøj, og lignede en der ikke ejede andet.

Vi begav os atter mod skøjtebanen, men vi kom ikke længere end til udgangen før end alarmen gik af, og butikken blev fyldt med den høje, skingre klokketone.

“Blue?” Spurgte jeg forvirret, mens jeg kiggede rundt på hendes krop for at se om hun stak ud nogle steder hun ikke plejede.

Det gjorde hun ikke, ergo, hun havde ikke taget noget.

De to vagter kom hurtigt gående mod os, næsten i frygt for at vi ville stikke af hvis de kiggede væk.

“Undskyld, må vi få lov til at kigge i din taske?” Spurgte den ene.

I forhold til hans meget intimiderende udseende, og meget hårde attitude, så spurgte han utroligt venligt, og tog den ikke engang af ryggen på mig, før at jeg gav ham lov.

“Selvfølgelig, her!” Svarede jeg, inden jeg hev tasken af ryggen og rakte den til de to mænd, som lige så hurtigt som Blue - dog ikke lige så besværligt - fik lynet lynlåsen op, og rodet hele tasken igennem.

De smed først en petroleums farvet t-shirt op af den, og lagde den på den ene mands arm, mens de kiggede videre i diverse lommer og huller.

Det næste der blev hevet op var et par underbukser, underbukser til det mandlige køn, men ikke min størrelse, og stadig med prismærket på.

Jeg var så forvirret.

“Jeg må bede jer om at vente her, indtil politiet kommer og henter jer,” fortalte den ene mand, den samme mand som først havde snakket til os, men denne gang ikke nær så venligt. Faktisk forlod han slet ikke vores side, hvorimod den anden mand gik hen med varerne til kassen, og lagde dem.

Jeg havde heller ikke fået min taske tilbage endnu.

De sagde at jeg ikke ville få den før end politiet havde kigget den igennem, i tilfælde af at der var andre stjålne varer.

“Hvad fanden havde du gang i, Blue?!” Råbte jeg af hende, mens vi egentlig burde sidde på de samme to stole som vi havde gjort den første aften.

Jeg stod op, og gik frustreret frem og tilbage, mens jeg tog mig til panden gang på gang.

Blue så ud som om at hun ikke kunne være mere ligeglad, som om at hun havde fuldført en mission. Måske nærmere at hun forhindrede mig i at fuldføre min.

“Jeg ved ikke hvad du mener, Liam. Jeg troede at du var færdig med at stjæle,” svarede hun flabet tilbage, mens hun havde et af de der utroligt irriterende, flabede, ironisk smil limet på læben.

Hun lod rent faktisk som om at hun ikke havde gjort noget.

“Bare fordi at du nægter at leve anderledes end i en lille, mørk krog, så betyder det ikke at jeg vil tilbage til det! Jeg har arbejdet så hårdt for det her, og så kommer du bare og gør det de -”

“Stop det nu, Liam basse. Du vidste hvad du gik ind til, dagen du mødte mig. Det er din egen skyld,” forklarede hun, stadig med en lettere flabet tone over sig.

Hun satte sig ned på stolen, og krydsede det ene ben over det andet, som om at hun ikke havde den mindste ting at bekymre sig om.

Altså udover at jeg havde så utroligt meget information om hende, og at jeg nemt kunne ødelægge hele hendes liv.

Men alligevel, det kunne jeg bare ikke. Jeg var kommet til at holde så meget af hende, og hun havde været en del af mit liv i seksten dage, seksten dage hvor jeg ikke havde kunnet tænke på andet end om hun var i problemer, hvad hun gik og lavede, og hvad hun syntes om mig.

Det sårede mig faktisk at hun havde gjort dette, at hun havde fået mig ind på politistationen endnu en gang, og at der ikke var noget som helst at gøre ved det, medmindre at jeg ville stikke hende.

Bare tanken om at stikke hende til politiet, gjorde at jeg fik det dårligt.

“Du er ikke en skid bedre end dem. Du er mindst lige så stor en bitch, som alle de andre. Måske du burde tage tilbage til dit snobbede overklasseliv, for det er tydeligvis der du hører til!” Råbte jeg af hende, mens mine armbevægelser var både store og voldsomme.

Et par politibetjente havde vendt sig om, og stod nu og fulgte med i vores samtale. Sikkert for at se om den udviklede sig til noget værre som en slåskamp, eller også fordi at vi var de eneste der havde været inde hele aftenen.

Begge dele var gode grunde.

Hun kiggede fornærmet på mig, med et løftet øjenbryn, inden hun rullede øjne af mig.

“Du er så selvoptaget at du ikke kan se ud over din egen næse, du kan jo for fanden ikke engang se at du ødelægger andres liv!”

Det var tydeligt at se at det rørte hende, og ikke på en god måde, da hendes øjne var blanke, og hendes kinder var røde. Præcis ligesom at de havde været den aften på restauranten, da Niall have afsløret hendes tidligere liv.

“Nå ja, for det er jo mig der for dig arresteret!” Råbte jeg tilbage af hende, inden at jeg vendte mig om og placerede begge hænder i panden på mig selv.

Jeg gik stadig frem og tilbage, og kunne ikke rigtig finde ud af hvad jeg skulle gøre af mig selv.

“Hvis du ikke har opdaget det, så er jeg her faktisk også, her på politistationen. Arresteret,” konstaterede hun, i en flabet tone som normalt.

Der var faktisk ikke noget nyt i måden hun snakkede til mig på, og jeg var ved at få nok. Sukkersøde Blue var forfærdelig, men flabede Blue var så fandens hellig og troede at hun var dronning af Prada.

“Men gæt hvad prinsesse, det er din egen skyld! Du har selv placeret dig her, og har ødelagt noget der kunne have været en hyggelig dag. Så prøv at hør her, jeg er færdig! Jeg giver op!”

Jeg råbte ikke, men jeg var oprevet og havde en hårdere tone end normalt. Jeg pustede hårdt ud, og det føltes som om at en kæmpe sten var min mave var forsvundet, at en byrde fra skulderen var faldet ned.

Men, havde jeg lige opgivet min mission? Nej, men det troede hun nok. Ville det så gøre det lettere?

Tøsen gjorde mit liv så fanden kompliceret, men hun var også den eneste gode ting der havde været i flere måneder, og flere gange om dagen fangede jeg mig selv i at tænke på hende, og ikke på nogle andre.

Var jeg ved at falde for Blue?

“Liam Payne?” Politibetjenten kaldte mig ind i afhørings rummet, og for første gang var jeg glad for at blive hevet med dering. Det ville muligvis få mig på andre tanker.

 

________________

Dette kapitel er kommet ud ekstremt tidligt, tidligere end alle vores andre kapitler - men jeg, Isabella, skal opereres på mandag og skal derfor til min forundersøgelse i dag. MEN, jeg håber at I kunne lide kapitlet og at I har en god dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...