Forbidden Acts of Christmas ⚫ Liam Payne

Liam Payne har det meste af sit liv, levet i kriminalitetens rammer, men for noget tid siden besluttede han sig for, at det skulle være slut.
Caylee "Blue" Chapman, kommer fra et af de mest velhavende kvarterer i London, men trods det er hun aldrig hjemme. Hun lever sit liv, præcis sådan som Liam altid har gjort.
Da deres veje tilfældigvis krydses på en politistation, en sen aften i december, havde ingen af dem troet at de ville komme til at hænge på hinanden resten af december måned. Liam, der falder pladask for Blue lige på stedet, er fast besluttet på at hendes liv ikke skal ende ligesom hans eget. Derfor sætter han sig for et mål; at få Blue tilbage på rette spor igen, inden juleaften. Men det bliver ikke helt så let, som først antaget. |

42Likes
21Kommentarer
9135Visninger
AA

8. ◐ 6


14 DECEMBER 2016, DAG 14

Er det egentlig overhovedet muligt at undgå en person, man ikke har den ringeste idé om hvor befinder sig? Nå, men det gjorde jeg altså. Siden mit møde med Liam tre dage forinden, havde jeg konstant været på vagt, når jeg bevægede mig rundt i byen. Ikke fordi jeg var bange for ham … jeg havde bare ikke den største lyst til at være sammen med ham, efter det løfte jeg – meget mod min vilje, skal det lige siges – havde givet ham. Han regnede sikkert med at jeg ikke kunne holde det. Jeg skulle nok bevise ham det modsatte.

Efter flere dages overvejelse, var jeg kommet frem til en konklusion; jeg ville bevise overfor Liam, at jeg godt kunne finde ud af at være sød. Jeg kunne godt finde ud af at behandle mennesker ordentligt. Det ville blive noget af en opgave, men jeg var fast besluttet på at klare det.

Det var også derfor jeg i øjeblikket bevægede mig ned gennem den menneskefyldte gade, med et stort smil klistret fast på læberne.

Jeg havde ikke rigtig selv nogen indflydelse på hvor mine ben bevægede sig hen. De gik bare. Dette resulterede også i, at jeg før jeg fik set mig om, stod ude foran døren ti Liams lejlighed. Jeg løftede hånden og skulle lige til at banke på, da lyden af stemmer fik mig til at stoppe. Han var ikke alene.

Langsomt sænkede jeg hånden, tog en dyb indånding. Forsigtigt vente jeg mig om, og bevægede mig lydløst væk fra døren. Pludselig blev stemmerne højere, og før jeg kunne nå at reagere, blev døren åbnede og stemmerne var nu høje og tydelige.

Dog stoppede stemmerne hurtigt.

”Blue?” Jeg stoppede op halvvejs nede af trappen, da Liams stemme fyldte luften. Jeg trak vejret dybt ned i maven og fandt det store smil frem igen. Så vendte jeg mig om, og fik straks øje på en noget forvirret Liam, og en anden dreng, jeg huskede som Harry.

”Liam! Godt at se dig!” Det krævede meget energi at virke så glad. Smile var ikke noget jeg gjorde så meget i, hvis nu i skulle have lagt mærke til det. Det var overvurderet og tog for meget energi. Derfor krævede det også meget koncentration fra min side af. Liam rynkede forvirret brynene.

”Er du okay Blue?” Han lød oprigtig bekymret, hvilket på en eller anden måde, gjorde det nemmere for mig at smile.

”Jeg har det helt fint, men tak fordi du spørger.” Han lagde hovedet på skrå, og så indgående på ham. Endnu engang havde jeg en følelse af at han kunne se lige igennem mig, og jeg rømmede mig derfor kort.

”Nå, men ehm … jeg kan se at du har travlt, så jeg vil ikke forstyrre dig mere. Hej hej.” Jeg vendte mig hurtigt om, og skulle lige til at styrte ned af trapperne, da Liam stoppede mig. Som jeg har sagt før; han skulle fandme tage og skille sig af med den vane.

”Har du ikke lyst til at komme med os? Så har du også mulighed for at møde mine andre venner.” Jeg stivnede midt på trappen. Møde hans venner? Som i, hans kriminelle, syge i hovederne venner? Nej tak du. Jeg havde allerede mødt Harry, og det var mere en rigeligt.

Jeg vendte mig om mod Liam igen, og skulle lige til at komme med en flabet kommentar om, at jeg heller ville leve på gaden resten af mit liv, end møde hans venner. Men så kom jeg i tanke om to ting.

Et; min mission om at fuldføre en hel dag, kun ved at være flink, og to; det faktum at jeg teknisk set allerede boede på gaden. Sådan halvt, i hvert til fald.

Jeg sukkede lydløst, og smilede derefter falskt.

”Når nu du spørger så pænt.” Han smilede stort til mig, men selv jeg kunne se det flabede smil, der var gemt inde under. Han havde vundet. Igen.

Og han var helt og aldeles klar over det.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, da Liam sagde ’møde mine venner’. Men jeg havde langt fra forestillet mig det her.

Liam havde slæbt mig rundt i hele byen i omkring femten minutter. Mine fødder gjorde nas af helvedes til, og jeg var tæt på at vende. Men idet jeg skulle til at brokke mig, stoppede Liam og Harry op.

Og nu stod vi så her; foran én af de mest fine restauranter i hele London. Jeg skulle til at spørge om vi ikke var gået forkert, da Liam to fat i mit håndled, og trak mig med indenfor.

Det var tydeligt at se, at det kun var de rige der kom her; stort set alle mændene var iført fine jakkesæt, mens kvinderne bar store pelsfrakker, samt smykker der så ud til at veje mindst et ton. Derfor kom det også meget bag på mig, hvad sådan nogle som Liam og Harry lavede et sted som dette.

Liam havde stadig et fast tag i mit håndled, dog var hans hånd gledet lidt ned, sådan så den næsten havde fat i min hånd. Derfor rystede jeg også min hånd løs, og fulgte blot efter ham. Jeg prøvede så vidt muligt at ignorere de stirrende blikke, der blev sendt til os rundt omkring i restauranten; blikke fyldt med afsky og væmmelse. Jeg havde mest af alt lyst til at stoppe op, og give dem alle fingeren. Dette her var præcist én af grundene til, at jeg stak af den dag for to år siden. Jeg ønskede ikke at leve overklasselivet. Jeg ønskede ikke at være nødsaget til at se ned på folk, der ikke var så velhavende som mig selv.

Jeg blev brudt revet ud af mine tanker, da jeg hårdt stødte ind i Liam, så han var ved at vælte. En masse drenge grin, fik mig til at kigge ham over skulderen. Harry havde sat sig ned ved et bord, hvor der i forvejen sad to andre drenge; én af dem havde mørkt hår og skæg, og så ud til at være en smule ældre end de andre drenge. Den anden havde blond hår med mørke rødder, og da mit blik faldt på hans ansigt, kunne jeg ikke undgå at mærke et stik af genkendelse. Jeg havde set ham før. Jeg vidste bare ikke hvor.

Liam rømmede sig, og trak en stol ud så jeg kunne sætte mig. Jeg fik med noget besvær, fremtvunget et smil, og satte mig på stolen som Liam var så sød at skubbe ind. Eller, han skubbede den bare ind, for han var ikke sød. Idet han selv havde sat sig ned, vendte han sig mod mig.

”Det her er så mine venner. Harry har du allerede mødt. Det her er Louis.” Han pegede på drengen med det mørke hår, der sendte mig et skævt smil, samt et lille vink. Jeg smilte svagt tilbage til ham, og gav ham et lille nik.

”Og det her er Niall.” Da han pegede på den lyshårede dreng, stivnede jeg fuldstændig. Nej. Det kunne ikke passe. Det måtte ikke passe! Niall … Som i Niall Horan?

”Omg,” hviskede jeg stille. Drengene sendte hinanden mærkelige blikke, og så til sidst alle sammen på Liam, der bare træk forvirret på skuldrene. Jeg rømmede mig hurtigt, og smilte til dem.

”Rart at møde jer. Mit navn er Blue.” De hilste alle sammen på mig, mens Liam bare blev ved med at se underligt på mig. Til sidst fik jeg simpelthen spat, og vendte mig mod ham.

”Er der noget i vejen, Liam kære?” spurgte jeg, efterfulgt af et sukkersødt smil. Når jeg alligevel skulle være sød, kunne jeg lige så godt drille ham imens.

De andre drenge sad og kæmpede en kamp med at holde deres grin inde, mens Liam mest af alt lignede en rundtosset kineser.

”Okay helt ærligt Blue, hvad er det der foregår? Hvorfor er du pludselig så sød? Hvad er der blevet alle de kække kommentarer?” Jeg gispede overdrevet, og lagde hånden på hjertet, samtidig med at jeg kiggede fornærmet på Liam.

”Sig mig engang unge mand, hvor er dine manerer dog blevet af? Hvad er der nu pludselig galt med at være lidt sød engang imellem? Og så lyde så overrasket! Som om jeg ikke er sød hver dag. Du skulle virkelig skam … -”

”Blue!” afbrød Liam, og så alvorligt på mig. Jeg sukkede, og rullede med øjnene.

”Fint! Kan du huske vores samtale den anden dag? Hvor jeg sagde, at jeg ville være mere sød ved dig? Ja, det er sådan set bare det jeg er. Men er åbenbart ikke godt nok. Her går jeg, og bruger tonsvis af energi på at skulle smile som en eller anden tosse, og så værdsætter du det ikke engang. Jeg troede da at du i det mindste ville blive en smule glad, for at jeg nu endelig var sød overfor dig.” Det var faktisk ufatteligt. Tænk, at man kunne være så utaknemmelig. Tsk!

Liam sukkede dybt, og så på mig med et kækt smil.

”Ja, ikke sød på den måde. Sød som i, at du ikke fortæller mig hver andet minut at du hader mig, og at du teknisk set ikke gider være sammen med mig … -”

”Det gider jeg jo heller ikke?”

”- … men at du rent faktisk er sammen med mig, uden at skulle brokke dig, hver gang du tager et skridt. Sådan sød.”

”Okay nu er jeg forvirret; vil det sige at bedre kan lide den flabede Blue?”

”Heller det end den sukkersøde Blue. Hun er bare skræmmende!” Liam så afventende på mig. Jeg nikkede langsomt.

”Det lyder meget fornuftigt. Jeg var fandme også ved at få spat af at skulle være så sød hele tiden.” Han lo kort, og vi begyndte at snakke frem og tilbage, sammen med de andre drenge. Det viste sig at de faktisk alle sammen var rimeligt søde. Dog sad Louis bevidst og flirtede med mig, hvilket var ved at gå mig på nerverne. Men han var pisse sjov, så det var okay.

En tjener kom hen til vores bord, med det mest falske smil jeg længe havde set. Mere falskt end mit. Dog stivnede det lynhurtigt, da hans blik faldt på os. Han var ikke langsomt til at give os alle elevatorblikket. Ligesom de andre gæster, var hans blik ikke svært at tyde; overlegenhed.

Og det var dråben. Irriteret vendte jeg mig om, så min krop var vendt mod ham, inden jeg åbnede munden, og begyndte at snakke.

”Undskyld mig? Sig mig har du et problem, eller hvad?” Snakken der før havde fyldt lokalet, dæmpede sig nu, samtidig med at alle vendte deres opmærksomhed mod mig.

”Nu skal jeg fortælle dig noget, min fine ven. Bare fordi vi ikke er iført slips og nedringede kjoler, betyder det ikke at vi skal behandles anderledes, end alle andre. Og nu skal du ikke lade som om, at du ikke ved hvad jeg snakker om, for jeg så udmærket det blik du sendte os lige før. Ja faktisk jer alle sammen. Godt nok har vi ikke røven fuld af penge, men at se ned på folk af den grund, er noget af det mest latterlige, jeg nogensinde har oplevet. Vi er sgu da også mennesker for helvede! Vi har også et liv, selvom det nødvendigvis ikke er fyldt til randen med diamanter og dyr champagne. Og nu tror jeg vidst gerne vi vil bestille.” Jeg afsluttede min talestrøm, ved at vende mig mod bordet igen, og så afventende på de andre drenge, der bare stirrede måbende på mig.

Der var stadig ingen der sagde noget, og alle stirrede fortsat på mig. Nogle overrasket, andre fornærmet. Om jeg kunne være mere ligeglad.

”Ja altså, jeg er færdig med at snakke, så der er ingen grund til at risikere at tabe jeres øjenæbler. Og luk munden, I tiltrækker fluer.” Det sidste var henvendt til drengene, der én efter én lukkede munden.

Snakken begyndte langsomt at fylde luften igen, om end mere akavet denne gang. Mit blik faldt automatisk hen på Liam, der bare så opgivende på mig.

”Du kan da heller aldrig holde din kæft,” sagde han sukkende. Dog kunne han ikke skjule det skæve smil der var gemt i hans ene mundvig, og da alle de andre drenge brød ud i høj latter, kunne han heller ikke holde det inde længere.

”Kæft, jeg elsker den tøs man!” udbrød Louis, og blinkede til mig. Jeg løftede øjenbrynene to gange, inden jeg selv undslap en kort latter.

Derefter fik vi bestilt. Drengene kiggede ivrigt i deres menukort, hvilket undrede mig, da jeg tvivlede på de havde råd til noget af det. De fortalte hvad de ville have til tjeneren, og så derefter spørgende på mig. Jeg rynkede forvirret panden.

”Hvad?”

”Hvad skal du have?” spurgte Harry, og smilte til mig.

”Nårh, jeg skal ikke have noget. Jeg har ikke penge med. Og hvis jeg så havde, så ville jeg alligevel ikke have til råd til et glas vand.” Nialls hæse grin, fik mig til at se hen på ham.

”Det er mig der betaler i aften,” forklarede han, og blinkede til mig. Oh … det gav også mere mening.

”Så jeg må få lige hvad jeg vil?” spurgte jeg overrasket. Han smilte stort.

”Lige hvad du vil ja.” Hurtigt skimmede jeg menukortet igennem, inden jeg valgte at bestille en stor bøf, med pomfritter og hvidløgsbrød, samt et stort glas rødvin. Ja, det var meget, men det var to år siden jeg sidste havde fået et ordentlig måltid. Og nu kunne jeg endda få det gratis, så det var med at udnytte chancen. Drenge så også noget overrasket på mig, men lod det dog ligge.

Mens vi ventede på maden, sad vi og snakkede forsigtigt sammen. Jeg havde dog hele tiden fornemmelsen af at nogen kiggede på mig, og da jeg vendte blikket mod Niall, opdagede jeg, at han sad og studerede mig meget nøje.
Jeg så undrende på ham.

”Er der noget galt, blondie?” Han grinte stille, inden han lagde hovedet lidt på skrå, og lod hans blik granske mit ansigt.

”Har jeg ikke set dig før?” Hans spørgsmål fik mit smil til kort at famle. Fuck. Jeg rystede hurtigt på hovedet. Måske lidt for hurtigt.

”Nej det tror jeg ikke. Du må have forvekslet mig med en anden. Har aldrig set dig før.” Jeg prøvede at lyde så overbevisende som muligt, men jeg var ikke helt sikker på at det virkede. Han så underligt på mig, men trak så – heldigvis – på skuldrene.

Endelig kom vores mad, og det ville være en underdrivelse at sige, at jeg kastede mig over det. Jeg spiste, og spiste og spiste. Drengene sendte mig underlige blikke, men de vidste jo egentlig godt hvorfor, så derfor lod de også være med at kommentere det.

"Caylee?" Jeg så op på Niall, men først for sent opdagede jeg, hvad det egentlig var jeg lige havde gjort. Niall smilte stort, og så triumferende på mig.

"Ha! Jeg vidste det! Det er dig!"

Jeg spærrede øjnene op, og så hurtigt over på Liam, der så underligt fra mig til Niall.

“Hvorfra kender du Blues, rigtige navn?” spurgte han. Der var blevet stille rundt om bordet.

“Det er vel bare tilfældigt?” prøvede jeg, men Liam så bare på mig et løftet øjenbryn. Niall rømmede sig, og lagde sit bestik ned.

“Caylee – undskyld Blue – og jeg boede på samme vej, inden hun stak af hjemmefra for omkring to år siden,” forklarede han, inden jeg kunne nå at stoppe ham. Liams blik røg lynhurtigt hen på mig.

“Blue, er det rigtigt?” Jeg sukkede tungt.

“Ja, det er det vel.”

“Vil det sige, at du teknisk set havde alt inden du bare valgte at stikke af fra det hele?” Jeg kiggede vredt på ham.

“Ja. Ja det vil det. Men kan du ikke bare være ligeglad?”

“Nej! Blue, er du klar over hvad det er du giver slip på, ved at leve på den her måde? Hvis du stopper nu, kan du stadig nå at få det tilbage. Du vil ikke længere være nødsaget til at kæmpe hver dag, for bare at få noget at spise. Du vil kunne få lige hvad du vil! Er du klar over, hvor mange der ville give deres højre arm, for at få sådan et liv? Er det ikke lidt uselvisk bare at skide på det hele, som om det intet betød?” Jo mere Liam snakkede, jo mere blev mit pis bragt I kog. Til sidst var jeg så fucking vred, at jeg uden videre hamrede min knytnæve ned i bordet.

“Nu knytter du kraftedme sylten, Liam! Jeg er så fucking træt af dig, og dit pis om, hvad der er godt for mig, og ikke er godt for mig. Du ved ikke en fucking skid, og mig! Du ved ikke hvorfor jeg valgte at skride fra det hele! Jeg havde alt ja. Og lige netop derfor stak jeg af. Jeg var så fucking træt af, altid at se ned på folk. Jeg var så træt af altid at få lige hvad jeg pegede på. Men det var ikke kun derfor. For ved du hvad jeg var allermest træt? Jeg var så skide, fucking træt af, konstant at blive mindet om, at jeg ikke var god nok. Af mine egne forældre! Altid at få at vide, at jeg ikke var perfekt, at jeg ikke var sådan som de ønskede at jeg skulle være. Jeg var så træt af altid at blive mindet om, at jeg ikke var som min søster. Jeg var der bare. Jeg var en byrde, som de var nødsaget til at tage sig af, fordi de ikke vidste hvad de ellers skulle stille op med mig. Det er derfor Liam. Så næste gang du har tænkt dig at blande dig i mit liv, og påstå at jeg bare en utaknemmelig nar, så ville det gøre mig meget glad, hvis du havde styr på dine informationer først.” Da jeg endelig stoppede med at snakke, hev jeg kort efter vejret. Uden jeg havde opdaget det, var jeg begyndt at græde. Små lydløse tårer trillede stille ned af mine kinder.

Drengene så overrasket  på mig, men jeg var sådan set ligeglad. Al min opmærksomhed lå på Liam, de sad med tårer i øjnene, og kiggede undskyldende på mig.

“Undskyld Blue. Jeg er virkelig ked af det. Jeg skulle aldrig … -“ Jeg afbrød ham hurtigt med en håndbevægelse, og en hovedrysten. Jeg orkede virkelig ikke at høre på alt hans undskyldende pajt, for det ville ikke hjælpe noget alligevel.

“Lad være Liam. Bare … lad være.” Jeg rejste mig hurtigt op, så stolen skrabede mod gulvet. Lyden var utrolig høj i det stille lokale, og først nu opdagede jeg, at al opmærksomheden igen lå på mig. Dog var folks blikke denne gang fyldt med medlidenhed, og medfølelse. Men det var det sidste jeg havde brug for lige nu.

Den aften jeg havde troet ville blive stille og hyggelig, havde lynhurtigt forvandlet sig til det stik modsatte. Jeg skulle aldrig være taget med.

Uden flere ord forlod jeg resturanten, med et pumpende hjerte, og tårerene rendende ned af kinderne

___________________________

Så fik vi også mødt de andre drenge, weee! Og Liam vidst lidt over stregen der var? Upsi!

Men hvad syntes I om historien indtil videre? Fortæl endelig, for vi ville elske at høre jeres meninger! :)

- Therese x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...