Forbidden Acts of Christmas ⚫ Liam Payne

Liam Payne har det meste af sit liv, levet i kriminalitetens rammer, men for noget tid siden besluttede han sig for, at det skulle være slut.
Caylee "Blue" Chapman, kommer fra et af de mest velhavende kvarterer i London, men trods det er hun aldrig hjemme. Hun lever sit liv, præcis sådan som Liam altid har gjort.
Da deres veje tilfældigvis krydses på en politistation, en sen aften i december, havde ingen af dem troet at de ville komme til at hænge på hinanden resten af december måned. Liam, der falder pladask for Blue lige på stedet, er fast besluttet på at hendes liv ikke skal ende ligesom hans eget. Derfor sætter han sig for et mål; at få Blue tilbage på rette spor igen, inden juleaften. Men det bliver ikke helt så let, som først antaget. |

42Likes
21Kommentarer
9168Visninger
AA

6. ◐ 4


9. DECEMBER 2016, DAG 9

De næste par dage, kunne jeg ikke få Liam ud af mit hoved. Ikke fordi han interesserede mig – overhovedet ikke. Jeg kunne bare ikke lade være med at spekulere på, hvorfor han var så fast besluttet på at hjælpe mig. Jeg mener, der måtte vel være en grund ikke? Hvad skulle ellers få ham til at bestemme sig for at hjælpe mig? Hvorfor bruge tid på mig – en stædig, ligegyldig pige – når han kunne bruge tiden på så meget andet. Han kendte mig jo ikke engang, før den aften på politistationen. Han burde bare være fuldstændig ligeglad med mig. Så hvorfor var det lige at han ikke var det?

Apropos politistation – hvorfor i alverden var det lige at den idiot absolut skulle plapre løs om det, lige foran Noelle? Det var der sgu da ingen grund til! Og det kostede mig da også lige en skideballe da vi kom hjem. Og det kunne jeg kun takke Liam for.

Jeg sukkede tungt, og vente blikket mod gaden under mig.

Jeg havde valgt at placere mig i vinduet, hvor jeg havde et nogenlunde udsyn over byen. Det var endelig begyndt at sne en smule, og de fleste folk havde derfor bevæget sig udenfor, for at nyde sneen så længe den var her. Andre hastede afsted med fyldte poser, tydeligvis på julegave indkøb. Noget jeg aldrig ville kunne finde på. Hvem skulle jeg også købe gaver til? Selvfølgelig skulle Noelle have en lille ting, men ingen ville opdage det, hvis der forsvandt en enkelt trøje nede i H&M. De havde sgu alligevel så mange.

Der var meget stille i lejligheden. Noelle var taget ud for at skaffe os noget aftensmad. Hun var stadig lidt mopset efter det med politistationen, men kendte jeg hende godt nok, ville der ikke gå længe før hun igen havde glemt alt om det.

Der var ikke meget julet herinde. Men vi havde heller ikke rigtig noget julepynt. Det havde vi ikke tid til, når vi altid havde travlt med at sørge for at have noget at spise. Dog syntes jeg, at det godt kunne blive lavet om i år.

Derfor rejste jeg mig beslutsomt fra vindueskarmen, og rodede lit rundt i nogle kasser, før jeg fandt en gammel bon – naturligvis ikke vores egen, men det var det eneste papir vi havde – samt en kuglepind. Hurtigt skriblede jeg en besked til Noelle om, at jeg gik en lille tur og nok først ville komme hjem i aften. Jeg hang sedlen på køleskabet så hun ikke ville undgå at se den, iførte mig min efterhånden ret slidte læderjakke, og smækkede døren efter mig.

Det var isnende koldt udenfor, men jeg kunne ikke rigtig fortryde at jeg ikke havde taget en anden jakke på, for jeg ejede ikke andet.

Jeg satte kursen mod den nærmeste butik, og var lige ved at sukke af nydelse, da varmen smøg sig om mine arme. Jeg så mig lidt omkring. Butikken var proppet med mennesker, hvilket var helt perfekt. Ingen ville opdage noget.

Da jeg fem minutter efter igen trådte ud i kulden, havde jeg formået at proppe mine lommer rigeligt, til at pynte op i vores lille lejlighed. Mørket var kun langsomt ved at sænke sig, så jeg besluttede mig for at gå en lille tur rundt i byen. Måske jeg endda kunne være heldig at finde den ting til Noelle i dag.

Byen var livlig denne aften, og fyldt med energi. Idet jeg passerede parken, lod jeg blikket glide derind. To små piger legede grinende rundt i sneen, og pludselig befandt jeg mig i et flashback, der fik det til at knuge i maven.


”Alexa! Alexa stop!” skreg jeg, og flygtede grinende fra min søster, der var i færd med at samle en snebold i sine hænder. Jeg forsøgte at løbe væk fra hende, men jeg var ikke hurtig nok. Sekundet efter mærkede jeg et hårdt slag i baghovedet, og jeg mærkede en isnende kulde løbe ned af min ryg, da sneen røg ned i min nakke. Gåsehuden dukkede øjeblikkeligt frem på mine armene, og en kuldegysning fik min krop til kort at ryste.

Alexas grin lød bag mig, og jeg snurrede lynhurtigt rundt. Jeg benyttede hendes mangel på fokus og bukkede mig ned for at samle noget sne i mine hænder. Før hun kunne nå at reagere, havde jeg tyret snebolden lige i hovedet af hende.
Hendes overraskede ansigtsudtryk var mere end jeg kunne klare, og jeg holdte mig på maven af grin. Dog var jeg endnu engang for langsom på aftrækkeren, og et overrasket skrig undslap min mund, da jeg pludselig blev væltet bagover, og landede nede i sneen.

Jeg havde ikke engang nået at komme mig over chokket, før Alexa – som forresten var hende der havde væltet mig, og som nu sad på min mave – tog en håndfuld sne, og tværerede den ud i mit fjæs. Jeg fægtede med mine arme, mens jeg undslap lyde der var en blanding mellem skrig og latter. I baggrunden kunne jeg høre mors latter blande sig ind i Alexas og min egen, og far der lavt klukkede ved siden af hende, og trods kulden, bredte der sig langsomt en varme i min krop …


Jeg blev brat revet væk fra mine dagdrømme, da jeg pludselig stødte ind i en person.

”Undskyld, jeg gik vidst i mine egne tanker, det var ikke –” Mit blik fløj op ved lyden af stemmen, og han tav også hurtigt, da han opdagede hvem jeg var.

De brune øjne borede sig overrasket ind i mine, men blikket ændrede sig hurtigt til et bekymret ét i stedet.

”Er du okay Blue?” Jeg rynkede brynene.

”Hvorfor skulle jeg ikke være det?” Han lagde hovedet på skrå, og studere mit ansigt.

”Hvorfor har du tårer i øjnene?” spurgte han, og irriteret tørrede jeg mine øjne. Det ragede da ikke ham.

”Jeg har det fint, Liam,” vrissede jeg irriteret, og prøvede at gå udenom ham. Men som den møgirriterende idiot han var, trådte han et skridt til siden, og spærrede derved vejen for ham. Jeg så surt på ham, og skulle lige til at bede ham vredt om at flytte sig, da han kom mig i forkøbet.

”Er du sikker på at du er okay? Du ser ikke sådan ud.” Sig mig havde drengen nu også mistet hørelsen eller hvad? Var det ikke nok med de manglende hjerneceller?

”Ud over at du bliver ved at opsøge mig, som sådan en eller anden syg stalker, så nej, der er absolut intet i vejen med mig. Og lad mig så gå.” Endnu engang spolerede han mit forsøg på at gå videre, og jeg måtte tage mig meget sammen, for ikke at flå hovedet af ham.

”Jeg tænkte på om … du eventuelt havde lyst til at hænge lidt ud?” Øjeblikkeligt skød mit øjenbryn op i panden, og jeg så overrasket på ham. Undskyld, hvad var det lige han sagde?

”Tror du virkelig jeg har lyst til at hænge ud med en person, der bliver ved med at opsøge mig, selvom jeg udtrykkeligt har fortalt ham op til flere gange, at jeg ikke vil have noget som helst med ham at gøre? Nej. Så vil du have mig undskyldt, jeg har en smule travlt.” Løgn. Jeg havde ikke travlt, han var bare ved at gå mig irriterende meget på nerverne. Denne gang lod han mig gå, men fik mig hurtigt til at stoppe igen, da han råbte efter mig.

”Alt jeg beder dig om, er at give mig en chance.” Jeg stod helt stille, og træk vejret tungt.

”Vil du ikke nok, Blue?” Jeg sukkede dybt, og lukkede kort øjnene i. Altså, hvad var det værste der kunne ske? Måske at jeg endte på hospitalet med en brækket arm. Langsomt vendte jeg mig rundt. Liam så bedende på ham, og om det var på grund af den måde han så på mig på, eller om det var fordi jeg egentlig ikke havde andet at tage mig til, ved jeg ikke. Alt jeg ved er, at jeg – modvilligt – nikkede kort med hovedet.

”Fint.”

Liam smilede straks lettet, og kom humpende op til mig. Han havde vidst stadig lidt ondt i sit knæ.
Vi begyndte at gå. Stilheden havde lagt sig over os, og jeg var faktisk overrasket over, at han ikke begyndte at plapre løs om, at det var bedre for mig at komme væk fra det miljø, jeg kaldte mit hjem.

”Så, hvad har du tænkt dig at vi skal lave?” spurgte jeg, og brød dermed den akavede stilhed. Han så sig lidt omkring. Han stoppede op, og ligeledes gjorde jeg.

”Kan du skøjte?” Jeg så undrende på ham, men da jeg endelig forstod hvad han mente, havde han allerede taget fat i mit håndled, og trukket mig hen mod den menneskefyldte skøjtebane. Liam forsvandt, og kom lidt efter tilbage med to par skøjter.

”Liam,” sagde jeg, og fik ham til at løfte hovedet og se på mig.

”Ja?” Jeg stirrede skrækslagen på banen, og tilbage på ham igen.

”Jeg kan faktisk ikke skøjte.” Han smilte til mig, tydeligvis upåvirket af mine ord.

”Jeg skal jeg nok hjælpe dig,” sagde han, og så oprigtigt på mig. Jeg sank en klump, og nikkede forsigtigt.

Hvordan det overhovedet lykkedes Liam at lokke mig til det, aner jeg ikke, men før jeg vidste af det, stod jeg ude på isen, og klamrede mig krampagtigt fast til kanten af banen. Liam stod lidt fra mig, med et kækt smil på læben.

”Sig mig, er du bange, Chapman?” Hans valg af kælenavn, fik mig til at stirre på ham med et blik der kunne dræbe.

Aldrig kald mig det igen. Er du med? Aldrig!” Han grinede bare af mig, hvilket forstørrede min lyst til at rive hovedet af ham.

”Og for at svare på dit spørgsmål; ville du ikke også være bange, hvis du endte på hospitalet med en hjernerystelse, sidste gang du stod på skøjter?” Jo. Jo det tænker jeg. Og nej, jeg vil ikke snakke om det.

Liam sukkede kort.

”Som jeg sagde før; jeg hjælper dig.” Han skøjtede elegant hen til mig, og rakte sin hånd frem.

”Blærerøv,” mumlede jeg, inden jeg tøvende tog fat i hans hånd. Forsigtigt tog han fat i min anden hånd, og langsomt begyndte han at bevæge sig rundt på skøjtebanen. Jeg holdte hårdt fast i Liams hænder, mens mit blik hele tiden lå på mine fødder. Pludselig stoppede Liam op, og jeg var nær ramlet ind i ham. Jeg så forvirret på ham.

”Det går rigtig godt. Så lad os prøve at gøre det lidt mere svært. Nu skal du prøve ikke at kigge på dine fødder.” Jeg bed mig ukontrolleret i læben, og jeg kunne have svoret, at Liams blik hurtigt røg ned på mine læber, men jeg var så fokuseret på alt mulig andet, så det kunne sagtens bare være noget jeg forestillede mig.

Liam begyndte igen at bevæge sig, og automatisk røg mit blik ned på mine fødder. Liam gav stille slip på min ene hånd, og kort efter blev en finger lagt under min hage, og tvang mit ansigt opad. Stædigt holdte han mit blik fast, og lige meget hvor desperat jeg prøvede at slide blikket væk … så kunne jeg ikke. Hans øjne der borerede sig dybt ind i mine, og gav mig en følelse af, at han kunne se lige igennem mig, gjorde det umuligt for mig at se væk.

Han fastholdte mit blik, mens vi skøjtede rundt på banen. Jo længere tid der gik, jo roligere blev jeg. Jeg tror Liam kunne mærke det, for uden nogen advarsel, gav han pludselig slip på mine hænder.

Den pludselige mangel på støtte, fik mig til at gispe højt og bryde øjenkontakten. Den fokus jeg havde haft før, forsvandt hurtigere end jeg selv kunne nå at reagere. Mine ben stoppede med at fungere, og jeg endte med at spænde ben for mig selv.

Efter det, gik alt i slowmotion; Et skrig forlod mine læber, Liam stirrede forskrækket på mig, og jorden begyndte at komme nærmere og nærmere. Hårdt pressede jeg mine øjne sammen, og ventede kun på at mærke mig selv ramme det hårde underlag.

Men det kom aldrig.

Forsigtigt åbnede jeg øjnene igen. Jeg hang svævende få centimeter over jorden, inden jeg lagde mærke til de to hænder, der havde fat under min ryg. Mit blik røg opad, og min teori blev hurtigt bekræftet; det var Liam der havde grebet mig. Mine hænder havde automatisk grebet ud efter hans jakke, som jeg stadig klyngede mig desperat til.

Langsomt trak han mig op at stå, men hans hænder hvilede fortsat på mine hofter, ligesom mine hænder stadig havde fat i hans jakke, dog mere blidt.

Endnu engang mødte vores øjne. Denne gang kunne jeg ikke undgå at se en gnist, der var gemt dybt inde i de brune øjne. Hvad der irriterede mig var, at jeg ikke kunne sætte en finger på hvad det var.

”Lad mig hjælpe dig, Blue. Lad mig hjælpe dig ud af det her miljø, så du igen kan få et ordentligt liv. Jeg ønsker ikke at se dig skulle kæmpe hver dag, for at være sikker på overhovedet at få noget at spise. Vil du ikke please lade mig hjælpe dig?” Idet Liam havde snakket færdig, var det som om der var en bobbel der sprængtes.

Virkeligheden blev kastet i hovedet på mig, og det gik op for mig, hvad det egentlig var vi lavede. Her stod jeg, midt på en skøjtebane som jeg siden jeg var helt lille, havde være lige ved at pisse i bukserne over bare at være tæt på, og med mindre end 10 centimeter, mellem mig og den person jeg hadede mest i hele verden – måske lige med undtagelse af mine forældre.

Derfor var jeg heller ikke langsom til at skubbe Liam væk fra mig. Han så uforstående på mig, men jeg stirrede bare arrigt på ham.

”Jeg har ikke brug for din fucking hjælp!” skreg jeg, og ignorerede de mennesker, der kiggede underligt på mig.

”Sig mig, hvad fanden i fucking helvede skal der dog til for at få dig til at forstå det?! Lytter du overhovedet til noget af hvad det er jeg siger til dig? Jeg er så skide ligeglad med, om du engang har haft det ligesom mig. Jeg er så skide ligeglad med dig i det hele taget! Jeg vil faktisk ikke engang have noget med dig at gøre! Jeg hader dig! Hvorfor fanden kan du ikke bare lade mig være i fred?!” Da jeg havde afsluttet min talestrøm, kiggede jeg ordentlig på Liam, for at se hvordan han havde reageret på det.
Han stod som frosset fast til jorden, og bevægede sig overhovedet ikke. Hans øjne lyste af ren og skær forskrækkelse. Han så bange ud og … såret?

Men jeg var ligeglad. Jeg var ligeglad med ham, ligeglad med de folk der var stoppet op, og nu stod og stirrede forvirrede på mig, jeg var ligeglad med alt i denne fucking verden! Hvad jeg dog ikke var ligeglad med, var Noelle, og den aftensmad, jeg vidste ventede på mig når jeg kom hjem. Derfor sendte jeg Liam et sidste koldt blik, vendte mig forsigtigt rundt, og vaklede hen mod udgangen. Jeg skulle bare væk.

Jeg skulle hjem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...