Forbidden Acts of Christmas ⚫ Liam Payne

Liam Payne har det meste af sit liv, levet i kriminalitetens rammer, men for noget tid siden besluttede han sig for, at det skulle være slut.
Caylee "Blue" Chapman, kommer fra et af de mest velhavende kvarterer i London, men trods det er hun aldrig hjemme. Hun lever sit liv, præcis sådan som Liam altid har gjort.
Da deres veje tilfældigvis krydses på en politistation, en sen aften i december, havde ingen af dem troet at de ville komme til at hænge på hinanden resten af december måned. Liam, der falder pladask for Blue lige på stedet, er fast besluttet på at hendes liv ikke skal ende ligesom hans eget. Derfor sætter han sig for et mål; at få Blue tilbage på rette spor igen, inden juleaften. Men det bliver ikke helt så let, som først antaget. |

42Likes
21Kommentarer
9679Visninger
AA

4. ◐ 2


4. DECEMBER 2016, DAG 4

”Blue! Er det dig?!” Noelles lyse stemme kaldte på mig inde fra stuen – eller det vi kaldte stuen – idet jeg smækkede døren efter mig.

”Ja!” Efter at have smidt mine efterhånden meget slidte støvler ved siden af døren, bevægede jeg mig hen imod hende, mens jeg trak dagens fangst op af mine lommer. Det var ikke blevet til meget i dag; et æble, en pakke toastbrød og som dagens store gevinst, to store, svampede chokolade-muffins. Tingene blev smidt på bordet foran Noelle, der tog tingene i øjensyn. Hun smilte ved synet af de to muffins, og nikkede for sig selv.

”Ja det er jo ikke meget, men jeg tænker det går. Vi har også stadig lidt tilbage fra i går.” Idet hun havde snakket færdig, lød der er dyb, rumlende lyd fra min mave. Vi brød begge to ud i latter.

”Kæft hvor er jeg sulten!” udbrød jeg, og bevægede mig hen mod det beskidte køleskab, der stod i det ene hjørne af lejligheden. Med noget besvær fik jeg det åbnet, og greb to øl, hvorefter jeg smækkede lågen i efter mig. Jeg kastede den ene over til Noelle, som elegant greb den i luften, og åbnede min egen.

”Hvad så, hvem tager aftenvagten?” spurgte jeg, og smed mig ned i sofaen ved siden af hende. Den gav en faretruende lyd fra sig idet jeg landede på den, men jeg var vant til, og lod det derfor være.

”Jeg håber ikke det gør noget, hvis det også bliver dig? Jeg er helt smadret efter i går. De skide politimænd lod mig først gå efter flere timer!” Hendes grønne øjne så bedende på mig. Jeg nikkede, og fortalte hende derved at det ikke var noget problem. Jeg elskede at have nattevagten. Jeg følte at jeg var bedst i mørke, da man derved ikke så let blev set.

”Intet problem Elle, jeg snupper den i aften.” Jeg bundede min øl, og rejste mig derefter for at lave noget aftensmad.

Kulden smøg sig om mig, som jeg bevægede mig ned af de let oplyste gader. Kulden og mørket, mindede mig om den første gang jeg mødte Noelle. Den aften havde jeg taget et skæbnesvangert valg; at slå mig sammen med Noelle, og leve livet på gaden og som småkriminel resten af mit liv. Jeg havde svoret aldrig nogensinde at sige noget til nogen, og altid tage hver en opgave og hver en udfordring med løftet pande. Aldrig bukke under.

Og i de to år, jeg efterhånden havde været en del af det, havde der aldrig været en dag, hvor jeg så meget som tænkte på at have fortrudt det. Jeg havde en godt liv. Måske ikke det bedste, men trods alt bedre end at bo sammen med de mennesker, jeg engang havde kaldt min familie. Den titel fortjente de ikke længere. Noelle var min familie nu. Jeg elskede hende overalt på jorden, og hun var som en søster for mig. Havde hun ikke taget mig til sig den kolde oktober aften, tør jeg slet ikke tænke på, hvad der var blevet af mig.

Naturligvis var det hårdt at leve sådan som vi gjorde, men vi havde lært at indfinde os med det. De første par uger, havde jeg haft svært ved at vende mig til den pludselige forandring af livstil, men efter det gik der ikke længe, før jeg følte mig som én der havde levet på gaden hele mit liv.

En gren der knækkede, fik mig til stivnende at stoppe op. Mit hjerte pumpede af sted i brystet på mig, og jeg så mig omkring. Der var ingen at se. Jeg gik lidt videre, men måtte standse igen, da endnu en lyd brød stilheden. Denne gang et sagte dog irriteret udbrud.

”Hvem der?” spurgte jeg højt. Lyden stoppede, og igen var der ikke andet end den fjerne lyd af biler og blæsten der rev i træerne af høre.

”Jeg ved godt du er der, så du kan lige så godt droppe at gemme dig.” Der hørtes et suk, og lidt efter trådte nogen ud på fortovet foran mig. Jeg gispede, da jeg genkendte ansigtet. Først så jeg forvirret på ham, derefter vredt.

”Sig mig, følger du efter mig eller hvad? Jeg har sagt til dig, at jeg ikke gider have noget med dig at gøre, så jeg fatter egentlig ikke hvorfor du bliver ved at opsøge mig,” sagde jeg hårdt, og lagde armene over kors. At det var anden gang på tre dage at han opsøgte mig, var altså lige i overkanten.

Liam sukkede, og lod hans brune øjne fange mine.

”Jeg vil jo bare hjælpe dig Blue,” svarede han. Jeg himlede med øjnene.

”Og for titusindegang; jeg har ikke brug for din hjælp! Jeg vil ikke have din hjælp! Hvor svært kan det dog være at få det ind i dit lille, fine hoved? Jeg har det fint sådan her. Jeg kan godt lide mit liv. Så hvis du tror at du bare sådan kan komme og lave om på det fra den ene dag til den anden, så må jeg desværre meddele dig, at du må tro om igen."

Og med de ord, gik jeg direkte forbi en noget overrasket Liam. Jeg havde ikke gået mange meter, før hans stemme igen lod til at fungere.

"Blue, vent!" Jeg gik videre. Jeg kunne høre at han fulgte efter mig, og satte derfor farten op. Alligevel var han hurtigt oppe på siden af mig.

”Blue, vil du ikke please høre på mig?” spurgte han, og så bedende på mig. Jeg lod som om jeg tænkte mig om.

”Egentlig ikke.” Før han kunne nå at reagere, var jeg drejet skarpt til højre, og ned mod den tilfrossede sø. Naturligvis fulgte han efter mig.

”Hør en gang –”

”Sagde jeg ikke lige at jeg ikke gad at høre på dig?”

”- der er en grund til at jeg ønsker og hjælpe dig. Jeg var selv som dig engang. Faktisk har jeg levet som dig det meste af mit liv. Jeg ved hvordan det er. Og jeg ved også, at hvis du ikke kommer ud af det så hurtigt som muligt, så vil det ende med at få alvorlige konsekvenser senere hen. Jeg gør dig bare en tjeneste.”

Med et ryk vendte jeg mig om, så Liam var lige ved at støde ind i mig. Uden at have lagt mærke til det, var vi endt midt ude på den lille sø, og jeg blev derfor nødt til at passe ekstra godt på, så jeg var sikker på ikke at falde. Mine øjne fangede Liams, og de lyste af raseri, hvilket der også var en meget god grund til.

”Sig mig hvad fanden i helvede er det du ikke fatter?” Måske råbte jeg lidt højt, men hold nu kæft hvor var den dreng bare ved at gå mig på nerverne.

”Jeg er sådan set skide ligeglad med, hvad du har lavet og ikke har lavet i løbet af dit liv. Om du så havde hilst på dronningen, kunne jeg ikke være mere ligeglad. Der er en grund til at jeg lever sådan her. Der er en grund til at jeg stak af, og valgte at leve på gaden. Jeg valgte det selv Liam. Jeg ønsker rent faktisk at leve sådan her.”

Endnu en gang snurrede jeg rundt på hælen – dog lidt mere forsigtigt denne gang – og begyndte langsomt at bevæge mig ind mod bredden. Jeg kunne høre skridt bag mig, og havde mest af alt bare lyst til at skrige ham direkte ind i hovedet. Sig mig kunne den dreng ikke forstå en hentydning?

”Blue, du –” Mere blev der ikke sagt, for få sekunder efter lød der er overrasket skrig, derefter et hult bump, efterfuldt af et smertefuldt udbrud. Jeg vendte mig lynhurtigt om, og måtte bide mig hårdt i læben for ikke grine. Liam var åbenbart gledet på isen, og lå nu og sprællede smertefuldt på jorden. Dog stoppede mit grin, da Liams blik blev smedet sammen med mit.

Hans øjne var blanke, og det gik op for mig, at han rent faktisk havde slået sig. Wow, du er hurtig i dag, var Blue? Jeg rynkede brynene og så spørgende på ham.

”Liam er du okay?” Ja helt følelseskold var jeg trods alt ikke.

Han åbnede munden og skulle lige til at sige noget, men kneb dem hurtigt sammen igen, og undslap en svag jamren. Jeg lod mærke til at han holdte krampagtigt fast i sit højre knæ, og pludselig forstod jeg hvorfor han kæmpede så hårdt med at holde tårerne inde. Hurtigt var jeg henne ved ham, og satte mig på knæ ved siden af ham. Forsigtigt rørte jeg ved hans knæ, hvilket fik ham til at spjætte.

”Gør det meget ondt?” Han så underligt på mig, og jeg gav mig selv en mental lussing. Dumt spørgsmål Blue, virkelig dumt. Jeg så mig omkring efter nogen der kunne hjælpe, og fik hurtigt øje på én. Jeg vendte mig mod Liam igen.

”Bliv liggende her, jeg kommer lige om lidt igen.”

”Hvordan havde du tænkt dig at jeg skulle kunne andet?” vrissede han irriteret. Jeg rullede med øjnene, og rejste mig op. Da jeg kom ind på bredden, skyndte jeg mig hen til den mand jeg havde udset mig.

”Undskyld mig hr? Der ligger en dreng derude på isen, og jeg tror han har slået sit knæ voldsomt, for han kan slet ikke gøre noget som helst. Kunne det tænke sig at du ville give os et lift, så han kan komme på hopitalet?” Heldigvis var manden meget venlig, og tyve minutter senere, trådte jeg ind af døren til hospitalet, med en jamrende Liam på slæb.

Hvis du havde fortalt mig for en uge siden, at jeg ville ende med at tilbringe min anden advent et på hospital – fordi en eller anden idiot havde været så dum at følge efter mig, og derefter glide på isen – ville jeg højst sandsynligt have grinet af dig, samt givet dig noget smertelindrende. Men her sad jeg; i et venteværelse mens jeg kunne have lavet så meget andet. Jeg kunne have siddet derhjemme lige ny, mens Noelle ville have rost mig for min gode indsat. Men næ nej. Det skulle absolut lige spoleres af den klovn af dreng kaldet Liam … ja jeg kendte jo ikke engang hans efternavn.

”Caylee Chapman?” Jeg så op ved lyden af mit navn. Eller … gamle navn. Årh for pokker da også! Hvorfor var det at jeg blev ved med at reagere på det? Det var ikke længere det jeg hed. Jeg hed Blue. Og jeg elskede mit navn.

”Mit navn er Blue, men ja?” En læge stod foran mig, og så venligt på mig.

”Javel ja … Blue. Hr. Payne,” – så han hed altså Payne – ”fortalte mig at De var her med ham, så jeg ville blot fortælle Dem, hvordan det står til med ham; han har forstuvet sit knæ rimelig voldsomt, samt brækket et lille stykke af knæskallen, dog ikke noget alvorligt. Han har fået noget smertestillende, men skal forholde sig i ro de næste par dage.” Jeg stirrede blot på ham, hvilket fik ham til at rømme sig kort.

”Han er klar til at komme hjem nu, men jeg tænkte at De måske ville se til ham først?” Uden at svare, rejste jeg mig fra den stol jeg havde siddet på, og strøg direkte forbi ham.

Liam var den eneste der lå inde i rummet, og han kiggede hen på mig, da jeg trådte ind. Jeg blev stående i døråbningen, lænende op af dørkarmen og med armene over kors. I nogle sekunder kiggede vi bare på hinanden, inden jeg besluttede mig for at bryde stilheden.

”Du er en klovn, ved du godt det?”

”Hvorfor skulle du absolut lige gå ud på søen?” spurgte han, og ignorerede min kække kommentar. Jeg rynkede forvirret brynene. 

”Du kunne da bare have ladet være med at følge efter mig!”

”Jeg ville jo bare –”                 

”- Hjælpe mig, ja jeg tror jeg har fattet det. Hvad du til gengæld ikke har fattet, er, at jeg hverken vil have, eller har brug for din hjælp. Måske jeg burde få lægen til at tage et ekstra kig på hjerne også, for den er tydeligvis lidt ude af drift for tiden.” Han stirrede bare på mig, uden at sige et ord. Jeg stirrede tilbage på ham, men da det begyndte at blive en smule uhyggeligt, valgte jeg at snakke igen.

”Forresten jeg har lige snakket med lægen, og han siger at du er klar til at komme hjem, så jeg tænker ikke du har brug for min hjælp mere. Så hej hej, vi ses forhåbentligt aldrig igen.”

Jeg var på vej ud af døren, da klovnen besluttede sig for endelig at sige noget.

”Blue, vent lige.” Sukkende vente jeg mig om.

”Du bliver altså nødt til at følge mig hjem.” Jeg stivnede ved hans ord. A’ hva’ for en fisk? Næ nej du.

”Jeg er ikke nødt til noget som helst!”

”Jamen jeg kan ikke selv komme hjem, og eftersom du er den eneste her der kender mig nogenlunde, bliver det altså nødt til at være dig.”

”Har du ikke nogen venner der kan komme og hente dig?” spurgte jeg med forhåbning i stemmen.

”Jeg har ikke nogen telefon.”

”Du kan vel låne én?”

”Jeg kan ikke deres numre i hovedet.”

Det var kraftedme løgn! Jeg sukkede irriteret, og kaldte på en læge.

Spørger mig ikke hvordan det lykkedes, men før jeg kunne nå at se mig om, stod vi lige foran hans lejlighed. Og for det at ikke skulle være løgn, havde han fandme lokket mig til at følge ham helt op også. Fordi han åbenbart ikke kunne gå op af trapperne selv. Tsk!

Da vi trådte ind af døren til hans lejlighed, kunne jeg ikke stoppe mig selv i at kigge rundt. Selve lejligheden var ikke ret meget større end Noelles og min. Dog var der lidt mere plads, eftersom der ikke rodede så meget her. Men til vores forsvar: vi var to der delte en lille bitte lejlighed, og vi var begge piger. Jeg stod lidt akavet og lænede mig fra den til den anden fod. Liam var humpet over til sofaen, som han lagde sig ned i med et nydende suk. Hans blik faldt på mig, og han sendte mig et prøvende smil.

”Øl?” Jeg nikkede, og han pegede over mod et køleskab, der lignede vores derhjemme, ret så meget. Først så jeg uforstående på ham, inden mit blik gled på hans knæ. Når ja.

Jeg tog en øl, og kastede ligeledes én hen til Liam. Igen fyldte den akavede stilhed luften. Et ur var ikke noget han ejede, så jeg havde derfor ingen idé om hvad klokken var. Dog var der noget der sagde mig, at Noelle efterhånden måtte være begyndt at blive en smule bekymret. Derfor rømmede jeg mig kort, og stillede øllen på gulvet – jeg anede ikke hvor jeg ellers skulle gøre af den.

”Jeg ehm … jeg må også se at komme hjem af. Farvel.” Idet jeg tog fat i håndtaget, valgte Liam endnu engang at afbryde mig. Jeg tror det må være hans hobby eller sådan noget. Men så burde han ærligtalt til at skaffe sig en ny, for hold nu kæft hvor var det egentlig irriterende.

”Blue?” Jeg kastede et blik over skulderen, og nikkede. Der var stille lidt, mens han så ud til at betragte mig.

”Tak,” sagde han endelig. Og for første gang siden jeg mødte ham, sendte jeg ham et oprigtigt smil. Det var kun et lille et. Men det var der. 

_______________________________

Uha, så var Liam lige lidt uheldig. 

Og glædelig anden søndag i advent! Har I fået nogle gode advents gaver? Hvad har I fået? Fortæl det endelig i kommentaren, ville elske at høre det!

- Therese xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...