Forbidden Acts of Christmas ⚫ Liam Payne

Liam Payne har det meste af sit liv, levet i kriminalitetens rammer, men for noget tid siden besluttede han sig for, at det skulle være slut.
Caylee "Blue" Chapman, kommer fra et af de mest velhavende kvarterer i London, men trods det er hun aldrig hjemme. Hun lever sit liv, præcis sådan som Liam altid har gjort.
Da deres veje tilfældigvis krydses på en politistation, en sen aften i december, havde ingen af dem troet at de ville komme til at hænge på hinanden resten af december måned. Liam, der falder pladask for Blue lige på stedet, er fast besluttet på at hendes liv ikke skal ende ligesom hans eget. Derfor sætter han sig for et mål; at få Blue tilbage på rette spor igen, inden juleaften. Men det bliver ikke helt så let, som først antaget. |

42Likes
21Kommentarer
9173Visninger
AA

15. ◒ 13

 


25. DECEMBER 2016, NU

Klokken var nok omkring otte, da jeg vågnede op med Blue, undskyld, Caylee ved min side. Efter hendes erklæring i går, var hun blevet i lejligheden, og vi havde siddet og snakket hele aftenen.

Hun havde fortalt mig om hendes gamle juletraditioner, om hendes bedste minder, og alle de ting der drev hende til vanvid ved hendes forældre. Hun havde endda delt et minde fra en af hendes dage i en december måned, et minde med hendes bedstemor.

Sneen dalede ned udenfor, og jeg kunne ligge og kigge på det ud igennem det eneste vindue der var i nærheden af soveværelset.

Jeg kyssede Caylee blidt i håret, og lod mine fingre køre rundt på hendes arm. Hun var iført en af mine slidte t-shirts, og et par tykke strømper som jeg havde købt i starten af måneden. Faktisk havde hun været der, da jeg købte dem.

Hun rykkede lidt på sig, og mumlede en beklagende grynten.

“Caylee?” Spurgte jeg lavt. Hun vendte sig om, så hun lå med ansigtet mod mig. Hendes hår var lidt over det hele, men det klædte hende.

Hun åbnede øjnene, og jeg kunne kigge direkte ind i dem. Jeg smilede bare ved tanken. Faktisk bare ved tanken om at hun lå i min seng, og at det ikke var fordi at hun havde været for fuld til at sige mig imod.

Et lille smil dukkede frem ved hendes læber, og et endnu større ved mine.

Jeg lænede mig længere ind mod hende, og da mine læber ramte hendes, var det som om at det var sket tusind gange før. Vores læber bevægede sig i en rytme der på ingen måde var mekanisk, nærmere musikalsk.

Det var som en kæmpe cliché, men hun var den pige jeg havde gået og ventet på i så utroligt lang tid.

“Tillykke med fødselsdagen,” sagde jeg, med munden halvt begravet i hendes hår.

Hun dækkede sit ansigt med sine hænder, og grinede svagt. Hun havde i går valgt at fortælle mig at hun aldrig var blevet vækket med en fødselsdagshilsen, eller med gaver, god morgenmad, eller noget andet.

“Du er nitten nu, næsten voksen og alt muligt,” drillede jeg, da jeg fornemmede en akevet situation for hende. Det fik hende blot til at grine endnu mere.

Jeg fjernede hendes hænder fra hendes ansigt, og placerede endnu en gang mine læber på hendes.

Jeg var så utroligt overrasket over hvor hurtigt, og hvor hårdt jeg var faldet for Caylee, og hvor uvant det egentlig var for mig at skulle starte et forhold.

Dog virkede det til at gå overraskende godt.

I det mindste var det gengældt fra hendes side af. Det var da et step på vejen.

“Og du er utroligt sød,” sagde hun, inden hun kyssede mig på hagen.

“Bare vent til du ser hvad jeg har planlagt for resten af dagen så,” sagde jeg flabet, inden at jeg hev dynen af os, og rejste mig op fra sengen.

Den gave jeg havde købt til hende, lå fint placeret og pakket ind i den ene skuffe i køkkenet. Jeg havde planlagt at Niall, Harry og Louis skulle komme forbi senere - mest fordi at de havde insisteret - og så skulle vi spise middag, og så skulle jeg give hende min gave når vi var på vej tilbage til lejligheden.

Jeg havde tænkt mig at spørge hende hvor hun havde tænkt sig at bo, om hun ville blive med Noelle, eller om Noelle røg ned i skraldespanden sammen med politi besøgende.

“Liam! Jeg kan ikke lide overraskelser,” brokkede hun sig.

Jeg vidste udmærket godt at overraskelser ikke var hendes spidskompetence, men jeg nød at jeg kunne lege rundt med hende i løbet af dagen, og at jeg var i fuld kontrol. Hun havde ingen anelse om hvad der skulle ske, og sådan ville jeg gerne have at hendes første fødselsdag med mig skulle være.

Jeg kunne kun håbe på at det så ikke ville være den sidste fødselsdag med mig.

Caylee havde taget noget andet tøj på end normalt - måske fordi at jeg havde sagt at vi skulle på restaurant, og ikke bare en café - eller også fordi at det var hendes fødselsdag, og at jeg havde beskrevet det som at jeg havde noget specielt planlagt.

Det havde jeg jo egentlig også.

Restauranten vi skulle på, var den vi havde været på med drengene før. Den gang hvor at hun som Blue, var løbet ud fra restauranten med tårer løbende ned af kinderne, og med et kæmpe raseriudbrud hun skulle ud med, som var rettet mod mig.

Dengang hendes tidligere liv egentlig var blevet afsløret.

“Sååå, har du tænkt dig at afsløre bare lidt omkring hvordan du fik råd til at vi skulle spise her igen? Sidst var det jo Nia -” længere nåede hun ikke, før at hun brød ud i et kæmpe hvin - som ærligt talt gjorde ondt i ørerne - da hun så Niall, som stod iført et blazer ude foran restauranten.

Hun satte farten op, og eftersom at hendes fingre var flettet ind i mine, fulgte jeg automatisk med hende hen mod Niall, en af mine bedste venner, og tydeligvis en af hendes tidligere bekendte.

Muligvis også en hjælp til at få hende tilbage til at være Caylee.

“Blue!” Sagde han med en glad tone, og et lidt højere toneleje end normalt.

Caylee slap min hånd, og lod Niall hive hende ind i et kram - som nok var deres første kram nogensinde, hvis jeg havde forstået hendes historie ret.

“Bare Caylee,” sagde hun, med et grin involveret i hendes sætning. Niall så overrasket ud, men han nikkede. Hans øjne var store, og hans øjenbryn var løftede, men et kæmpe smil var klistret på hans læber. Han nikkede hen mod mig, som var det mig der havde sørget for at det var sket.

Men det var faktisk kun hende, kun hendes egne beslutninger - og lidt ivrigt arbejde fra min side af - som havde fået hende til det her punkt.

Til det her punkt hvor hun ikke længere betragtede sig selv som kriminel, det her punkt hvor hun ikke længere ville kaldes Blue, og til det her punkt hvor hun var blevet en helt speciel pige for mig, som jeg kunne se en fremtid med.

Igennem det ene vindue kunne jeg tydeligt se hvilket bord vi skulle sidde ved; netop fordi at Louis og Harry allerede sad placeret ved siden af hinanden, præcis ligesom sidste gang vi spiste her.

Det var faktisk også samme bord.

“Lad os gå ind,” sagde jeg smilende, inden jeg lagde en hånd på Caylees ryg, og forsigtigt førte hende fremad mod den dør som stod på vid gab, takket være Niall, som holdte den åben for os.

Caylee lyste op i et kæmpe smil, da hun så de to drenge siddende ved bordet, ventende på os.

“Har du også inviteret dem?” Spurgte hun, som om at hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Hendes hånd var placeret på hendes bryst, og hun smilte så meget at man skulle tro at hun kunne bryde ud i tårer.

Det var fantastisk at være vidne til.

Jeg hev en stol ud til Caylee - den samme stol hun havde siddet på til den første middag, da jeg følte et bestemt mønster fra Nialls side af - og hun satte sig ned, stadig med et smil klistret fast. Det klædte hende.

Om hun selv havde opfattet mønsteret, var jeg ikke helt sikker på, men uanset hvad så, så hun ud til at nyde sin fødselsdag, mere end hun nød alle andre dage.

“Så, jeg tænker at et tillykke er på sin plads?” Spurgte Harry, med en lettere drillende tone. Caylee grinede svagt af hans spørgsmål, inden hun kiggede nikkende og smilende hen mod mig.

“Det tænker jeg Harry,” svarede hun selvtilfredst igen.

Det var som om at hendes stemme var helt anderledes, men om det bare var en helt ny tone kunne jo også være det. Hendes flabede kommentarer og hendes evige spil, havde ikke vist sig i to dage, og det fik hende til at virke så almindelig.

Men det var overraskende ikke noget problem for mig. Sarkasmen var jo bare med til at fange min opmærksomhed.

“Nå, okay, så I er sammen nu? Jeg mente nu et tillykke med fødselsdagen, ikke det nye Blue og Liam forhold,” svarede han overrasket igen. Niall kom med et svagt grin, og et løftet øjenbryn hen mod mig.

“Vi er sammen ja, men jeg foretrækker faktisk Caylee nu,” hun grinte svagt.

Harry kom med præcis samme reaktion som Niall, hvorimod Louis bare stak mig en high five, som han vidst mente var passende i forhold til situationen.

Der skete egentlig ikke så meget andet. Vi spiste noget lækker mad, som vi rent faktisk fik spist denne gang, vi fik drukket vin og dyr cider, endda champagne, og vi fik snakket om alle de ting ingen nogensinde havde turde at nævne.

Jeg tror endda at Caylee inspirerede Harry til måske at droppe ud af sit kriminelle, sociale liv, som han ellers nød så meget, og nødigt ville give slip på.

Caylee og jeg var på vej tilbage til lejligheden. Der var gået omkring tre timer på restauranten, og alligevel føltes det som absolut ingen tid. Vi havde haft så mange samtaler, vi havde grint så utroligt meget, og jeg tror aldrig at jeg har set Caylee så glad før.

Drengene virkede utroligt glade på vores vegne, selvom at vi nok ikke havde set det så officielt, som vi her til aften havde gjort det, men det ville fungere. Det var det lidt nødt til.

Desuden ville jeg gøre det endnu mere seriøst og officielt i aften, ved diskret at spørge om hun ikke bare kunne flytte ind i min lille kasse af en lejligheden.

Jeg kunne give hende dyre smykker, jeg kunne give hende alt hvad hun ønskede sig, hvis det var der det lå. Men jeg ville hellere give hende muligheden for et permanent sted at bo, og et safeplace, hvor at ingen andre end en der elskede hende også befandt sig.

For ja, det gjorde jeg nok.

Jeg elskede hende jo egentlig nok, og aldrig var noget gået hurtigere, men jeg havde bare set hende som et mål. Ikke at mit mål var at elske hende, men at give hende et bedre liv, og hvis jeg var i det, så var jeg mere end en lykkelig mand.

Jeg flettede mine fingre ind i hendes. Hun havde de sorte vanter på, hvorimod jeg gik og frøs om fingrene.

Jeg følte ikke lige for lyserøde vanter når vi skulle mødes på en dyr restaurant, omringet af mine bedste venner.

“Så, vil du have din gave?” Spurgte jeg, på et tidspunkt hvor der egentlig ikke var nogen form for samtale igang.

Hun grinede svagt.

“Du behøves ikke give mig noget, Liam. Jeg er mere end glad for hvad du allerede har gjort i dag,” svarede hun, mens hun rødmede let. Jeg tror at hun følte sig forlegen over ikke at kunne give mig noget igen, og over den opmærksomhed hun fik, som hun nok ikke havde været vant til utroligt længe.

“Men jeg giver dig noget, så er du klar til at tage imod det, Chapman?” Spurgte jeg drillende, i håb om en anden respons end den jeg lige havde fået. Muligvis for at gøre det mere naturligt for os begge, da ironien og sarkasmen var hvad vi var vant til.

“Så kom da med det, Payne,” svarede hun igen. Præcis som jeg havde håbet på, og præcis som jeg kendte hende. Caylee var ikke kun en pæn pige, med gode manerer, som hun bare havde gemt væk - Blue var en del af hende, og at den stadig kunne komme frem, på de punkter hun ønskede, var noget som jeg ønskede at hun kunne blive ved med.

Da jeg tog den lille æske op fra min lomme, blev stemningen mere akavet. Sneen faldt langsomt ned på jorden, som vi tog hvert skridt. Det var mørkt, og både månen og stjernerne kunne let ses.

Juletræer var placeret i stort set hvert butiksvindue, og de mange tusind forskellige julelys, som hang på lygtepæle, og mellem sidegader, lyste gaderne op, på en hyggelig og nedtonet måde.

Var man en romantiker, ville dette være øjeblikket hvor man sagde at man elskede hinanden. Dette ville være øjeblikket jeg gav hende gaven, og viste hvor meget jeg satte pris på hende, ved at kysse hende efter hun sagde tak.

For mig virkede det bare ikke helt sådan. Det var for stor en cliché til min smag.

“Jeg ved at det ikke er noget stort men,” hun rakte selv ud efter æsken, og fik den også hurtigt åbnet. Vi var af en eller anden naturlig grund stoppet med at gå, og jeg kunne nu stå og se på den smukkeste pige, med det største smil på læben, mens sneen dalede ned i hendes blonde hår.

“Det er perfekt,” nærmest hviskede hun.

Hvis jeg synes at det lignede hun kunne græde tidligere, så var det intet sammenlignet med dette øjeblik, hvor tårerne dybt seriøst hobede sig op i hendes øjne. De blev blanke, og farven næsten utydelig. Men smilet var så stort, at der var ingen tvivl hvorvidt det var glædestårer eller ej.

Jeg smilede til hende, inden at jeg gik helt hen til hende. Jeg placerede en hånd på hendes ryg, og lagde mine læber mod hendes. Hun var kold, og hun frøs tydeligvis. På trods af det, så bevægede vores læber i en rytme som jeg endnu ikke havde haft med hende.

Vi havde kun udvekslet kys siden i går, men der havde alligevel været en del, men dette måtte være mit yndlings. Ingen mistelten, ingen cliché indblandet, blot ren kærlighed. Nu var mit valg helt klart, jeg var mere end parat til at lade en flytte ind i lejligheden.

Denne måned havde givet mig mere end blot en fuldført mission, den havde givet mig kærlighed, og en ny lyst til livet. Den havde ikke blot givet mig jul, men vist mig at julen virkelig er hjerternes fest.

Jeg var mere end klar til at elske, og jeg var mere end bare sikker på at det var Caylee jeg ville elske.

 

_________________________

Det var så sidste kapitel! *snøft, snøft, græder snot* Jeg håber at I alle havde en skøn juleaften i går, og at I får en skøn første juledag, i dag. Selv skal jeg til julefrokost, og det ved jeg at mange andre også skal.

Der vil komme nogle efterord fra både Therese og jeg, hvor alt det sentimentale vil stå i. I hvert fald så håber jeg at I kunne lide slutningen, og hele historien generelt, for vi kommer ikke til at se mere til Liam og Caylee for nu.

Knus, Isabella

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...