Forbidden Acts of Christmas ⚫ Liam Payne

Liam Payne har det meste af sit liv, levet i kriminalitetens rammer, men for noget tid siden besluttede han sig for, at det skulle være slut.
Caylee "Blue" Chapman, kommer fra et af de mest velhavende kvarterer i London, men trods det er hun aldrig hjemme. Hun lever sit liv, præcis sådan som Liam altid har gjort.
Da deres veje tilfældigvis krydses på en politistation, en sen aften i december, havde ingen af dem troet at de ville komme til at hænge på hinanden resten af december måned. Liam, der falder pladask for Blue lige på stedet, er fast besluttet på at hendes liv ikke skal ende ligesom hans eget. Derfor sætter han sig for et mål; at få Blue tilbage på rette spor igen, inden juleaften. Men det bliver ikke helt så let, som først antaget. |

42Likes
21Kommentarer
9171Visninger
AA

12. ◐ 10

 


22. DECEMBER 2016, DAG 22

Det er sjovt, hvordan man kan starte ud med at hade en person som pesten, og ende med i sidste ende at holde lidt for meget af dem. Det beskriver nok meget godt, hvordan Liams og mit forhold var. I hvert til fald for mit vedkomne.

Og præcis derfor, bevægede vi os nu ned gennem den proppede gågade – hånd i hånd.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke havde været stædig modstander af det i starten. Det med kropskontakt, havde aldrig rigtig været mig. Men efter episoden på skøjtebanen, to dage forinden, var jeg begyndt at have mindre og mindre imod det.

Og selvom jeg nødig ville indrømme det … så var det faktisk rart.

Mit blik røg ned på vores sammenflettede fingre, og jeg kunne ikke lade være med at smile, ved synet af de lyserøde vanter, der så nydeligt beklædte Liams. Det overraskede mig faktisk at han gik med dem. Godt nok havde han ikke andre, men havde det været mig, var jeg overlevet uden. Men det var nu faktisk meget sødt …

Okay seriøst, hvad er det den dreng gør ved mig? Siden hvornår er jeg begyndt at bruge ord som ’nydeligt’ og ’sødt’. Fokus Blue!

”Hvor syntes du vi skal tage hen?” spurgte Liam pludselig, og brød den tavse stilhed mellem os.

”Det bestemmer du. Bare det er varmere end her, så er jeg tilfreds,” svarede jeg, og gøs kort for at understrege mine ord. Han lo en kort, hæs latter, hvilket fik mig til at smile.

”Jeg kender et hyggeligt sted ikke så langt herfra. Der er i den grad varmere end her, og der kan vi også sidde uforstyrret. Det skal jo nødigt ende ligesom sidste gang.”

For to dage siden, da Liam havde tænkt sig endelig at fortælle mig grunden til at han startede med kriminaliteten, var vi blevet afbrudt, idet han skulle til at fortælle. Af ingen ringere, end selveste Niall Horan og Harry Styles, der åbenbart havde besluttet sig for at drikke en kop varm kakao, det præcis samme sted som os. De havde med det samme fået øje på os, og der gik ikke to sekunder, før de havde joinet os.

Derfor havde vi besluttet os for at genoptage samtalen igen i dag, dog et mere afsides sted, så vi var sikre på ikke at blive afbrudt denne gang.

Min krop rystede af kulden, og jeg prøvede diskret at gå lidt tættere op af Liam. Jeg tror dog han opdagede det, for han var ikke langsom til at slippe min hånd, og lægge armen om min skulder i stedet. Jeg kiggede op på ham med et smil, og svang min arm om hans ryg. Han gav min skulder et lille klem, og vi fortsatte i tavshed.

Noget jeg elskede, ved Liams og mit ’forhold’, var hvordan vi kunne sidde - eller gå for den sags skyld - uden at sige et ord, og uden at det blev hverken mærkeligt eller akavet. En meget vigtig del, hvis du spurgte mig.

Efter cirka fem minutter i konstant kulde, nåede vi endelig vores mål; en lille, hyggelig café, godt gemt af vejen i én af Londons mange sidegader. Forskellen var dog, at denne her ikke var skummel og uhyggelig. Den var tværtimod det modsatte, og endnu engang fandt et smil frem til mine læber. Seriøst, jeg tror allerede at jeg havde slået min rekord, i flest smil på en dag.

Idet vi nåede døren, gav jeg ivrigt slip på Liam, og var lynhurtigt trådt ind af døren. Jeg sukkede tungt og nydende, da varmens fangearme, endelig lagde sig om mig igen.

En grinende Liam trådte ind bag mig.

”Er man lidt ivrig?” spurgte han kækt, med et flabet smil om læberne.

”Ha ha. Meget morsomt. Indrøm det Payne; du fryser ligeså meget som mig,” gav jeg igen, med et løftet øjenbryn. Han lo dog bare kort.

”Ingen er lige så følsom som dig, når det kommer til kulde, Chapman.” Han lagde ekstra tryk på efternavnet, og jeg løftede truende en pegefinger.

”Jeg advarer dig kun denne ene gang Liam.” Han smilte, og blinkede kort til mig, inden han bevægede sig op mod disken.

”Finder du ikke bord?” Jeg nikkede, og så mig rundt i det lille lokale. Der var masser af pladser og tage af. Vi var de eneste der var herinde, ud over to piger på omkring de 15, og så en eller anden oldgammel mand, der sad gemt bag en avis. Og når jeg siger oldgammel, så mener jeg oldgammel. Seriøst, det tog ham næsten 5 sekunder at vende bare én side. Jeg talte det.

Jeg besluttede mig for at placerer mig ved et lille bord, i hjørnet tættest på døren. Få minutter efter, kom Liam smilende hen imod mig, bærerende på to dampende krus med varm kakao. I samme øjeblik kruset blev placeret foran mig, foldede jeg mine iskolde hænder omkring det, og tog en tår med det samme.

Den skoldhede drik gled ned af min hals, og lynhurtigt spredte varmen sig i min krop. I noget tid, sad vi bare og nød stilheden, mens vi nippede til vores kakao. Til sidst kunne jeg ikke vente længere.

”Så ehm …. Vil du fortælle mig … du ved … det?” Han sukkede tungt. Jeg vidste at han havde prøvet at udskyde det så meget som muligt, men han havde lovet mig det, og for at være dødærlig - jeg var skide nysgerrig.

Jeg bed mig kort i læben, og rakte tøvende ud mod hans hånd der lå på bordet. Liam løftede kort hovedet og så på mig, da jeg gav den et forsigtigt klem.

”Bare tag det stille og roligt okay? Ikke stresse eller noget - vi har massere af tid.” Jeg plejede ikke at være så god til det med at berolige folk osv. Mit ordforåd var ikke det største, så jeg slyngede ikke tonsvis af svære ord ud. Jeg kunne sagtens finde ud af det, sådan så folk rent faktisk forstod hvad jeg sagde.

Liam nikkede kort, og tog en dyb indånding; hele tiden uden at bryde vores dybe øjenkontakt. Jeg smilede og trak hånden til mig.

Han rettede sig op i stolen og rømmede sig kort.

”Som sagt så startede det da jeg var 13 … eller egentlig allerede da jeg var 6. Mine forældre var begyndt at skændtes. De skændtes altid, når de troede jeg lå og sov, men hver gang gemte jeg mig bag ved døren, og kiggede ind gennem nøglehullet. Derfor så jeg også da …” Han tav kort og så ud i luften. Han lukkede kort øjnene i, inden han fortsatte.

”De havde et stort skænderi, større end det plejede at være. De kogte begge af raseri, men allerværst var det med min far. Hvad de skændtes om kan jeg ikke huske. Min far blev mere og mere rasende, og til sidst … til sidst slog han hende. Min mor. Jeg havde været lige ved at skrige højt, men huskede tids nok, at de ikke måtte finde ud af at lyttede til deres skænderier.

Efter det, eskalerede det bare. Min far begyndte at slå min mor dagligt, og om natten lå jeg lysvågen, og lyttede til min mors hulk. Det var forfærdeligt.

Det begyndte at gå dårligere i skolen, og hver dag var som en rutine; op om morgen, overleve en hel dag i det helvede folk kalder skolen, hjem til et endnu værre helvede, og ligge vågen til langt ud på natten.”

Tårerene var stille begyndt at samle sig i hans øjne, og hans stemme rystede en smule da han begyndte at snakke igen.

”Til sidst fik jeg nok. Jeg var lige fyldt tretten, da det skete. Min mor havde været arbejdsløs i omkring 3 år, efter hun sagde op på grund af den hård depression. Og selv efter så lang tid, var det ikke blevet den mindste smule bedre. Hun lå i sengen konstant, og eftersom min far altid først kom hjem sent på aftenen, stod jeg for det hele. Jeg lavede aftensmad og sørgede for at hun spiste noget, fik hende i bad og plejede hende dagen lang. Jeg gjorde rent i huset og jeg begyndte sågar at tage små fritidsjob, så vi kunne betale regningerne. Min far var ikke til meget hjælp. En gang imellem gik han med til at give et lille indskud; han elskede mig jo trods alt en lille smule.

Men de følelser var langt fra gengældt. Jeg havde for længst mistet kærligheden til mig egen far; jeg ligefrem hadede ham.

En dag da jeg kom hjem fra skole, fik jeg mig noget af et chok. I vores indkørsel holdte en politibil. Min mor stod, svag og træt og snakkede med en politibetjent. Hun så forfærdelig ud; hendes hår var uglet, og stod ud til at alle sider, og selv på lang afstand kunne jeg tydeligt se de store, mørke rander under hendes øjne. Hendes øjne var matte og tomme, og den livsglæde der altid plejede at lyse ud af dem, var for længst forsvundet. Hun hang med skuldrene, og bøjede utrolig meget i ryggen.

Da jeg havde fået stillet min cykel fra mig, bevægede jeg mig tøvende hen mod min mor. Da hun opdagede mig, sendte hun mig et træt smil. Hun lagde armen om mig, og knugede mig ind til sig. Jeg havde ikke den ringeste anelse om hvad der foregik, men lige nu var jeg bare overlykkelig over at se hende smile igen.

Jeg fik dog i samme øjeblik svar på, hvad grunden til betjenten og politibilen.

Ud af døren kom nemlig i samme øjeblik, en mand jeg ikke havde set i meget lang tid.

Min far gik med bøjet nakke og hænderne på ryggen. To betjente fulgte lige bagefter, den ene med et fast greb i hans arme, jeg hurtigt opdagede, var låst sammen med håndjern.

Forvirret som jeg var, kiggede jeg spørgende op på min mor, men jeg fik ingen reaktion; hendes blik var koldt, og fastlåst på min far. I samme øjeblik løftede han hovedet, og da vi fik øjenkontakt, spærrede han hurtigt øjnene op.

”Liam!” udbrød han højt, og jeg stivnede da han hurtigt bevægede sig hen mod mig. Dog fik betjenten ham hurtigt hevet tilbage. Min far så bedende på mig.

Han bad mig fortælle dem, at det ikke passede, at han ikke havde gjort noget. Han var ovenikøbet så fræk, at han ligefrem påstod at han elskede mig.”

Liam fnøs og rystede kort på hovedet.

”Jeg var som frosset fast, ude af stand til at bevæge mig. Der skete dog noget højst uventet. Min mor stillede sig beskyttende foran mig, og sendte min far et rasende blik.

”Du kan lige vove på nogensinde at tale ham igen! Han er ikke længere din søn! Og du kan godt glemme nogensinde at se ham igen!” hvæsede hun. Hendes stemme var hæs og skrøbelig, efter flere måneder uden brug. Alligevel skar hendes ord sig tydeligt gennem luften. Et øjeblik så den mand der engang havde været min far, helt fortabt ud. Så fyldtes hans øjne med tårer. Han kastede et sidste blik på mig, inden han frivilligt satte sig ind i politibilen, uden indvendinger.

Min mor og jeg, stod og så efter bilen da den kørte. Efter det, troede jeg at alt ville blive godt igen. Men jeg kunne ikke tage mere fejl. Min mors depression blev blot forværret, og da der pludselig en dag kom nogle mænd fra kommunen, der ville tvinge mig med på børnehjem, fordi min mor ikke længere kunne tage sig af mig, fik jeg nok.

Jeg havde ingenting med mig. Intet tøj, intet mad, og kun nogle få småpenge, der lå i min lomme. Jeg ville bare væk.

I flere dage, levede jeg på gaden. Om natten sov jeg på en bænk, men heldigvis var det stadig sommer, så helt kold var det heller ikke.

Efter cirka en uge, uden særlig meget mad, mødte jeg Harry, og han introducerede mig for de andre drenge. Og pludselig vidste jeg hvad jeg ville. Jeg ville være ligesom dem. Så drengene ’lærte mig op’ hvis man kan sige det sådan. Og ja … så kender du resten.”

En dyb stilhed fulgte hans ord. Lyden af glade stemmer og dyttende biler lød fremmed og fjern, og de eneste lyde der var at høre i rummet, var en klirren, når den gamle mand satte kaffekoppen fra sig. De to piger havde for længst forladt caféen.  Det var ikke fordi jeg ikke ville sige noget … jeg kunne bare ikke. Jeg anede ikke hvad jeg overhovedet skulle sige.

”Wow …” fik jeg endelig fremstammet. Liam sendte mig et svagt smil. Hans øjne var blanke, men han græd ikke. Endelig rømmede han sig kort, og så nysgerrigt på mig.

”Nu har jeg fortalt dig min historie. Vil du fortælle mig din nu?” Jeg stivnede kort, inden jeg langsomt nikkede.

”Ja, du fortjener at vide det. Men du skal vide, at det er ingenting sammenlignet med din. Faktisk, - nu jeg tænker over det - er det fuldkommen og helt igennem latterligt. Så er du advaret,” sagde jeg, men han grinte bare.

”Jeg vil høre den lige meget hvad.” Jeg satte mig godt til rette i stolen. Den sidste slat af kakao der var i mit krus, var blevet helt lunkent, så jeg rømmede mig bare og startede.

”Ja, det er som sagt ikke rigtig noget særligt. Vi plejede at være en lykkelig familie. Som du jo har fundet ud af, var vi utrolig velhavende, så jeg manglede aldrig noget. Jeg havde - selvom den virker meget fjern - en lykkelig barndom. Det eskalerede dog fuldstændigt da jeg fyldte tretten. Det meste af min skoletid havde jeg gået på en privatskole, men mine forældre syntes, at det var på tide at jeg kom på en ’almindelig’ skole, og mødte ’almindelig’ mennesker.

Det gik sådan set godt, og jeg fik mig hurtigt nogle vildt gode venner. Problemet lå dog i, at min mor ikke brød sig om de typer jeg hang ud med. Men tror du jeg var ligeglad? Jeg havde endelig fået mig nogle venner, der ikke kun tænkte på hvor mange gaver de mon ville få til deres næste fødselsdag, og kun gad at være sammen med mig, fordi min forældre ikke havde andet end penge i røven.

Jeg havde endelig fundet nogen der kunne lide … mig. Som jeg var. De hjalp mig med at finde mig selv. Men den ’selv’ brød min mor sig åbenbart ikke om. Det var måske heller ikke verdens bedste person, jeg valgte at blive.

Mine karaktere dalede, jeg tog i byen på hverdagsaftener, og begyndte at drikke øl som 14 årig. Mit liv ændrede sig på ingen tid, fra at være regnbuer og sommerfugle, til at blive stormvejr og konstante tornadoer af skænderier. Hele tiden skulle min mor kommentere på, at jeg ikke var ligesom min ’perfekte’ søster, der var et rigtig ønskebarn. Hun ønskede at jeg skulle være ligesom hende, men om det ragede mig. Jeg var som jeg var. Det her var mig. Jeg havde endelig fundet mig selv, og kunne hun ikke lide den person, ja så var det fandme hendes egen skyld.  

Den dag det hele gik galt, var for omkring to år siden. Jeg havde det med at holde de her ’fester’ med mine venner, hvor vi drak øl og spiste pizza. Vi rodede i hele huset, men tog os ikke af det. Min mor gik konstant og ryddede op efter mig, og en dag konfronterede hun mig med det. Hun sagde, at det var nok, og forbød mig at se mine venner mere. Du kan vidst godt forestille dig, hvor stik hamrende tosset jeg blev. Så jeg skred. Planen var egentlig at tage hen til en af mine venner, og blive der et par dage, indtil min mor var faldet ned.

Men den plan vendte lige 180 grader, idet øjeblik jeg mødte Noelle. Hun tog mig til sig, og - ligesom drengene gjorde med dig - lærte mig op til at kunne overleve livet på gaden. Jeg skænkede ikke mit gamle hjem en tanke. Hvis jeg troede jeg havde fundet mig selv, sammen med mine gamle venner, så tog jeg fejl. Hvorfor tror du jeg valgte at ændre mit navn? Jeg ville starte på en frisk. Glemme min fortid, og de mennesker der engang havde kaldt sig min familie. 

Noelle fik mig til at slå øjnene op for verdenen uden for det rige kvarter. Se at livet ikke altid kan forudsiges, ved hjælp af overtalelse og en bunke penge. Og jeg elsker hende for det.” Jeg sukkede tungt og lod mine øjne ramme Liams brune, der skinnede svagt.

”Det her er mit hjem, Liam. Det er her jeg høre til. Vil du ikke nok være sød at forstå det?” spurgte jeg med en svag hvisken. Liam sad, præcist ligesom jeg havde gjort, musestille uden at sige et ord. Hans blik granskede langsomt mit ansigt, inden han endelig tog mine - åbenbart stadig en smule kolde - hænder i hans. Forsigtigt nussede hans tommelfinger min ene håndryg, og selvom jeg nødig ville indrømme det, så nød jeg det.

”Blue,” sagde han endelig. ”Jeg … er ked af det. Jeg anede ikke at det var sådan du havde det, og jeg undskylder. Men … vil du ikke nok bare lade mig hjælpe dig ud af alt det her kriminalitets-halløj?” spurgte han bedende.

For første gang, var det som om der var noget der fik mig til at tvivle. Tvivle på, om det måske i virkeligheden var det bedste. Men så kom jeg til at tænke på Noelle, og hvordan vi så ellers skulle kunne klare os.

Jeg rystede langsomt på hovedet og bed mig i læben.

”Jeg ved altså ikke Liam,” svarede jeg tøvende, og så ned i bordet. Han gav min ene hånd et klem, og fik vendt min opmærksomhed mod ham igen.

”Vil du så ikke bare tænke over det? Overveje det? Jeg beder dig Blue. For min skyld.”

Der var en kort pause, inden jeg endelig svarede.

”Okay. For din skyld.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...