Forbidden Acts of Christmas ⚫ Liam Payne

Liam Payne har det meste af sit liv, levet i kriminalitetens rammer, men for noget tid siden besluttede han sig for, at det skulle være slut.
Caylee "Blue" Chapman, kommer fra et af de mest velhavende kvarterer i London, men trods det er hun aldrig hjemme. Hun lever sit liv, præcis sådan som Liam altid har gjort.
Da deres veje tilfældigvis krydses på en politistation, en sen aften i december, havde ingen af dem troet at de ville komme til at hænge på hinanden resten af december måned. Liam, der falder pladask for Blue lige på stedet, er fast besluttet på at hendes liv ikke skal ende ligesom hans eget. Derfor sætter han sig for et mål; at få Blue tilbage på rette spor igen, inden juleaften. Men det bliver ikke helt så let, som først antaget. |

42Likes
21Kommentarer
9165Visninger
AA

3. ◒ 1


1. DECEMBER 2016, DAG 1

Jeg skulle købe vanter. Jeg skulle købe et par skide vanter til tre pund, de tre pund som jeg havde liggende i baglommen.

Hvordan kunne jeg ende på bagsædet af en politibil, med en pige jeg aldrig nogensinde havde mødt før? Politibilen var ikke noget jeg aldrig havde oplevet før, og det var de kolde håndjern, som sad lidt for stramt om mine håndled, heller ikke.

Der var ikke blevet sagt ét eneste ord siden politiet var ankommet til den lille butik, som lå på hjørnet af gaden, ikke ud over hendes lille udbrud der involverede en masse bandeord.

Betjenten var også en jeg havde set før, én der havde anholdt mig før også. Det var muligvis derfor at jeg sad i den hvide bål, med de blå sirener på, sammen med en blond pige som jeg ikke engang kendte navnet på.

Jeg nænnede ikke at snakke til hende, hun lignede ikke ligefrem en der havde lyst til at sniksnakke. Dog lå mine øjne på hende, og jeg beundrede hende. Hun lignede bestemt ikke en af de typiske kriminelle piger, og ud fra hvad politiet havde hevet frem fra hendes greb, så var det heller ikke de normale tyvekoster.

To t-shirts og et par uldstrømper.

Alt i alt til en sølle sum af tolv pund, modsat hendes støvler som mindst havde kostet halvtreds. De var slidte ved lynlåsen, og noget af læderet var flækket ude ved tæerne. Sålen sad løs ved hælen, men alt i alt var de i en fin nok stand, og gav hendes dukke agtige udseende et råt standpunkt.

Hendes blonde hår - som allerede nævnt - gik til lige under skuldrene, og var på ingen måde slidt. Enderne var tykke, og håret så utroligt blødt ud, og formede sig fint omkring hendes ansigt.

Hendes øjne var hvad der var spændende, på trods af det begrænsede lys som kun kom fra gadelygterne vi hurtigt strøg forbi, og fra forlygterne af de biler der kørte i den modsatte side af vejbanen, så spillede farverne, og ændrede sig for hvert sekund.

Først de smukkeste nøddebrune øjne, som gjorde hendes hud helt fejlfri, og yderst delikat at se på. Det næste var de gyldne, og så utroligt interessante.

Hun så generelt bare interessant ud, og overhovedet ikke typen jeg ville have gættet på som kriminel.

Hvis hun altså overhovedet var det.

“Stop med at stirre.”

Jeg kiggede overrasket op på hende, og mine øjne mødtes med hendes. Hendes ene øjenbryn var løftet, og hun så ganske irriteret ud.

Jeg mimede forsigtigt et undskyld til hende, inden jeg placerede mit hoved op ad vinduesruden som var dugget til, da bilen var så meget varmere end decembervejret udenfor.

Jeg kunne huske når duggen var tydelig, og man som lille sad med sine forældre - som i mit tilfælde aldrig var mine forældre, men i den gule skolebus, siddende helt alene med min madkasse - og man tegnede mønstre på vinduet, eller skrev diverse ord, som man vidste at ingen andre ville se efter man var steget af ved skolen.

Dog var mit hoved blot placeret på den kolde rude, og min krop blev kun fyldt med gåsehud og min mave fik kun kuldegysninger. Om dette var grundet ruden, eller det faktum at hun sad der ved siden af mig, og så, så fandens sød ud, var ukendt.

Jeg kendte ikke hendes navn, eller hendes præcise årsag til at sidde i - hvad der lød som - endnu en politibil, men hun var noget andet. Hun var helt klart noget andet. Noget for sig selv, burde jeg nærmere sige.

Bilen stoppede, og hurtigt stod de to betjente og holdte hver deres dør åben, så både hende og jeg kunne komme ud, uden brugen af vores hænder som var låst fast i metallet.

Vi blev med betjentenes hænder på håndledene ført ind i den store hal, og placeret på de to stole ude foran det rum, som jeg før havde været i, så utroligt mange gange. Et rum jeg ikke havde set i snart en måned, og et rum jeg denne gang ikke ville skulle erklære mig skyldig, i.

Vi blev efterladt alene, politibetjentene gik hen til deres kolleger, og drak en kop kaffe de af en eller anden årsag, altid havde stående på det skrivebord som ikke var deres.

Endnu en gang faldt mine øjne hen på hende, hende som sad der med sit tyggegummi i munden, og hende som sad der og pillede ved sine negle, som om hun intet bedre havde at tage sig til.

Hun virkede fortabt.

“Hvad er dit navn?” Formåede jeg at spørge.

Det var meget pludseligt, og ikke gennemtænkt, men jeg fangede hendes opmærksomhed, med endnu et par af de øjne som bestemt ikke var optimistiske. Denne gang var de dog grønne.

“Undskyld mig?” Hun var forarget.

Hun lød som en lille primadonna som var vant til at få det hele på sin måde, en der aldrig blev snuppet i noget som helst, og en der bestemt ikke havde brug for at stjæle noget for sølle tolv pund.

Hvis det havde fjernet anklagen havde jeg endda betalt det for hende.

“Du hørte mig. Hvad hedder du?” Spurgte jeg hende flabet om, da jeg tænkte det var min bedste mulighed for at modtage hendes navn.

“Blue,” fortalte hun mig, dog tøvende.

Vi havde en øjenkontakt, og uden at bryde den ville vores samtale have mulighed for at fortsætte. Hun virkede spændende, og det samme gjorde hendes navn.

Det var et navn jeg aldrig havde hørt før.

“Jeg hedder Liam,” fortalte jeg derfor hende, inden hun overhovedet fik muligheden for at spørge.

Det tror jeg nu ikke hun ville have gjort, men hun fortjente at høre mit navn, inden politibetjenten ville råbe det og kalde mig ind og høre hvad fanden der foregik i den butik.

Det burde jeg muligvis spørge hende om.

“Så, Blue,” startede jeg ud, stadig med øjenkontakten som jeg fint havde dannet med de mystiske øjne, som jeg bestemt ikke fortrød at jeg kiggede ind i.

“Hvorfor fortæller du ikke bare de to søde mænd derhenne, at jeg ikke var indblandet i hvad fanden du end havde gang i?”

Spørgsmålet var flabet, og i en lidt hårdere tone end planlagt. Jeg kiggede flabet på hende, inden hun forsigtigt åbnede munden svagt og løftede begge øjenbryn højt op i panden.

Hun var chokeret.

“Så, Liam. Hvorfor fletter du ikke bare den fine lille mund du ejer, og vender hovedet den anden vej? Du giver mig en migræne.”

Av. Tøsen kunne noget med ordene, og hun var endnu mere flabet end først antaget. Det virkede bestemt ikke, og det var ikke ligefrem fordi hendes ønske gav mig en masse ord jeg kunne bruge om hende. Langt fra.

Så jeg adlød. Jeg kiggede den anden vej, og lukkede mine fine lille mund, som hun så fint havde sagt.

Der blev stille, ikke et eneste ord blev nævnt, og kun vores vejrtrækning kunne høres. Hvis man altså så bort fra de små samtaler placeret overalt i rummet, mellem diverse politibetjente, kontordamer og ham der stod ved kaffemaskinen.  

“Så hvorfor stjal du de ting?”

Jeg brød vores tavshed, og lagde endnu en gang mine øjne på hendes porcelænsfarvede ansigt, som mest af alt lignede noget der var kommet direkte fra photoshop.

“Det rager ikke dig,” svarede hun kækt igen, med et lille, kort, flabet smil efterfølgende.

Hun kom med svaret jeg havde forventet, og ikke noget var specielt overraskende, når man tænkte over situationen hun havde bragt mig i, og at hun direkte nægtede at fortælle jeg ikke havde noget med det at gøre.

Jeg ønskede ikke at komme tilbage ind i denne verden, og det havde hun bestemt ikke lyst til at hjælpe mig med.

“Eftersom at du nægter at hjælpe mig, vil jeg gerne vide hvorfor.” Hun sendte mig endnu en gang øjne, denne gang kunne de dræbe. Dette var altså inden hun valgte at vende det hvide ude af øjnene.

Det var mere et krav fra min side af, end et ønske.

“Jeg havde brug for det,” fortalte hun mig hurtigt, og i en så ligeglad tone som noget kunne være.

Hun lød næsten som om at det var noget hun gjorde dagligt, og at man bare havde lov til det. Som om at hun ikke havde gjort noget forkert. Det var hvad jeg var forarget over.

Hun havde brug for det. En pige som hende, en der bestemt lignede en der havde det hele, og så havde hun brug for at stjæle to simple t-shirts, og et par uldstrømper af forfærdelig kvalitet, som endda kradser?

Hun skulle ud af det miljø, og det kunne da ikke gå stærkt nok.

Det eneste problem var at hun ikke virkede som en der ønskede at komme ud af det, og da slet ikke hvis det var mig der ønskede at hjælpe hende. Burde jeg overhovedet hjælpe hende?

Det kunne lige så godt gå den anden vej, og hun kunne hive mig ind i det igen. Hun kunne kende mine venner, og hun kunne skabe en kontakt mellem dem og mig, helt på ny. Som om intet var sket, og som om at de aldrig havde ødelagt mit liv.

Ja, de havde hjulpet. Men det var nu hvad jeg ønskede at gøre for hende, hjælpe hende og starte et nyt liv for hende.

Et liv hvor hun ikke behøves at sige at hun havde været kriminel så lang tid som hun kunne huske, præcis ligesom jeg gjorde.

At have været kriminel indtil at man fyldte enogtyve var ikke noget at prale med, og at man kun havde været ude af det i så kort tid, og direkte havde et ønske om at hjælpe en tilfældig, men utroligt smuk og spændende pige, var ikke normen.

Hun skulle ikke have lang nok tid til at ødelægge mit liv, ikke til at skaffe mig en ny plads i en politibil, bare hver aften i stedet for. Hun burde ikke få mere end sølle fireogtyve dage til at ændre hendes - med min hjælp, selvfølgelig - og hun burde ikke få mere end fireogtyve dage til at hive mig med ind i det igen.

Jeg kunne godt stå imod indtil juleaften, spørgsmålet var bare om hun kunne.

“Caylee Chapman.”

Navnet blev råbt op af en af de politibetjente der havde kørt os derhen, og hurtigt efter stod Blue op, og så ikke særligt begejstret ud. Hun kiggede ned på mig, og rullede endnu en gang øjnene rundt i hele hovedet, inden hun tøvende gik hen til politibetjenten og fik låst sine håndjern op, og hevet dem af.

Det var tydeligt at se at hun havde prøvet det før, det ville det være for alle.

Hun sendte mig et kort blik, endnu et af dem der ikke var begejstret, eller optimistisk, inden hun blev ført ind i det rum hvor der ikke var andet end et bord og to stole.

Den ene ville hun blive placeret på, og forhåbentlig fortælle at jeg intet havde med det at gøre. Men noget sagde mig at hun ikke havde tænkt sig at gøre det, hun havde ikke tænkt sig at hjælpe.

Der besluttede jeg mig, jeg var sikker.

Jeg, Liam Payne, ønskede at hjælpe Blue, men kun i fireogtyve dage. Kun indtil juleaften, og kun hvis jeg ikke ødelagde noget for mig selv. Der ville intet kriminelt ske, og jeg ville fortsat bo i min lille skod lejlighed, som Louis engang havde skaffet mig.

Jeg ville hjælpe Blue.

Hun hed jo så åbenbart Caylee, men for mig ville hun være Blue. Det så ud til at det var det hun havde det bedst med at blive kaldt, og jeg kunne lige så godt gøre så meget for at blive venner med hende, som overhovedet muligt.

Men en ting var sikkert, det ville ikke blive nemt. Overhovedet.

 

________________

Hey! Jeg håber at I kommer godt ind i december måned, og at I har en skøn skøn dag, hvad end I nu laver.

Jeg håber at I kunne lide kapitlet, og at I vil fortsætte med at læse med. Jeg kan huske at jeg nød så meget at skrive det her kapitel, og nød at kunne præsenterer jer for Liams personlighed, som ikke har det faderlige præg som jeg ofte føler at han har i fan fictions. Men der kommer endnu et kapitel her om et par dage, som igen er fra Blues synsvinkel. 

Kys, Isabella x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...