Forbidden Acts of Christmas ⚫ Liam Payne

Liam Payne har det meste af sit liv, levet i kriminalitetens rammer, men for noget tid siden besluttede han sig for, at det skulle være slut.
Caylee "Blue" Chapman, kommer fra et af de mest velhavende kvarterer i London, men trods det er hun aldrig hjemme. Hun lever sit liv, præcis sådan som Liam altid har gjort.
Da deres veje tilfældigvis krydses på en politistation, en sen aften i december, havde ingen af dem troet at de ville komme til at hænge på hinanden resten af december måned. Liam, der falder pladask for Blue lige på stedet, er fast besluttet på at hendes liv ikke skal ende ligesom hans eget. Derfor sætter han sig for et mål; at få Blue tilbage på rette spor igen, inden juleaften. Men det bliver ikke helt så let, som først antaget. |

42Likes
21Kommentarer
9135Visninger
AA

2. ◐ 0


18. OKTOBER 2014, DENGANG

Kender i det, når ens forældre bare driver én til vanvid? Jo, sådan havde jeg det. Hver dag. Hver evig eneste dag, skulle min mor kommentere på og minde mig om , hvordan jeg var det stik modsatte af min søster som – åbenbart – var helt perfekt; gode karakterer, fint sprog, og alt i alt bare et rigtigt ønskebarn.

Som sagt, var jeg det stik modsatte; mine karakterer var konstant dalende, jeg formåede på en eller anden mystisk måde, at blande bandeord ind i hver anden sætning og hang ifølge min mor, ud med typer ”der ikke var gode for mig at være sammen med”. Rend mig.

Og så var der mit navn. Caylee Chapman. Kunne det blive mere perfekt? Nej, det tror jeg ikke. Og som alt andet i mit liv, så hadede jeg det som pesten. Faktisk så meget, at jeg havde forbudt mine venner at sige det. De måtte kun kalde mig for Lee. Kaldte de mig for mit rigtige navn, så ville der ikke gå mere end få sekunder, før fanden var i hælene på dem.

Men det var trods alt bedre end min ”perfekte” søsters. Alexa. Fy for satan. Så foretrak jeg Caylee.

Det var på én af disse ”normale” dage, at det hele begyndte. Vi var alle sammen samlet omkring spisebordet. Min mor, min far, Alexa og så mig. Der var helt stille rundt om bordet, men jeg vidste at det kun var et spørgsmål om tid, før helvedet ville bryde løs, formentlig startet af den sure hejre, kaldet min mor.

”Caylee, der er noget jeg lige bliver nødt til at snakke med dig om –”

Og der kom det.

” - i forhold til dine såkaldte ’venner’.” Jeg orkede ikke at snakke med hende, så jeg lod som om jeg ikke hørte hende, og kiggede fortsat ned i min tallerken, hvor jeg var godt i gang med at køre maden rundt på min tallerken. Jeg havde alligevel en McDonalds-date med de andre i aften, så der var ingen grund til at spise det hundeæde, der blev serveret her.

”Caylee Chapman, vil du venligst kigge på mig, når jeg taler til dig!” Min mors hævede stemme, fik mig til sukkende at rulle med øjnene, og vende blikket mod kvinden overfor mig.

”Og drop venligst de der øjne, du ved at godt at jeg ikke bryder mig om det!” Jeg så på hende med et ligegyldigt blik.

”Og siden hvornår er jeg begyndt at bekymre mig om, hvad du kan lide og ikke kan lide?” Jeg vidste godt at det måske var lidt over stregen, men for fanden hvor fortjente hun det altså også bare. Jeg formåede da også at høste mig et hårdt blik fra min mor, samt en albue i siden fra Alexa. Jeg ømmede mig, og skulede kort til hende.

”Videre til sagen.” Min mor rømmede sig kort, og så alvorligt på mig. 

”I morges var jeg igen nødsaget til at rydde op efter endnu én af dine små fester. Jeg kan ikke blive ved med at sige det til dig Caylee! Du bliver simpelthen nødt til at begynde og respekterer nogle af de regler der er her i huset!” Endnu engang himlede jeg med øjnene, og vendte blikket mod min tallerken igen. Siden hvornår var jeg begyndt at følge mine forældres regler? Siden aldrig. Så teknisk set bekymrede det mig ikke en skid.

Jeg hørte min mor sukke, men ignorerede det. Først da jeg ud af øjenkrogen så hende kigge på min far, der sendte hende et kort nik, blev jeg nysgerrig. Min far plejede som regel at holde sig uden for disse diskussioner, så at han pludselig begyndte at tage del i det, var ret så overraskende. Jeg lod mig dog ikke mærke med det, da jeg sådan set ikke kunne være mere ligeglad. Dog blev jeg ret så chokeret, da min mor igen begyndte at snakke.

”Derfor har din far og jeg besluttet, at du fra nu af ikke må have flere venner med hjem, eller i det hele taget se dem efter skole. Ikke før du lærer at respekterer, at vi er dine forældre, og eftersom du stadig blot er 16, bestemmer vi over dig endnu.” Lynhurtigt fløj mit hoved op, og mit ansigtsudtryk måtte have set meget chokeret ud.

”Hvad?!” skreg jeg, og så flere gange fra min mor til min far. Det måtte da være deres spøg ikke? Sig mig, hvad fanden bildte de sig ind? De kunne da for helvede ikke bare forbyde mig at være sammen med mine venner. Var det overhovedet lovligt?

”Og for at sikre os at du ikke bare snyder, har vi aftalt med James, at han holder ude foran skolen, en halv time før du får fri. Og hører jeg noget som helst om, at du pjækker så skal jeg lige love for at der ruller hoveder, unge dame.” Og det var så dråben. At de ligefrem skulle blande vores privatchauffør ind i det, var simpelthen for latterligt. Derfor rejste jeg mig vredt så hårdt fra stolen, at den væltede ned på gulvet med et brag.

”Sig mig, er I skingrende sindssyge? Man skal da være fuldstændig skudt i hovedet, hvis man sådan forbyder sin 16 årige datter at se sine venner! Og indtil I har lært at indse dét, er jeg den der er skredet.” Og med de ord forlod jeg køkkenet, og styrtede op på mit værelse hvor jeg vredt smækkede døren efter mig.

Jeg lod blikket glide rundt på det rodede værelse; tøj lå smidt overalt på gulvet, væggene var overdækket med plakater af diverse rockbands, og overalt flød det med tomme eller halvtomme øldåser. Ja, jeg var kun 16, men en øl i ny og næ, skadede sgu ikke nogen.

Lynhurtigt var jeg henne ved mit skab, og rev en tilfældig sweater ud, som jeg trak over hovedet. Dernæst greb jeg min slidte rygsæk på bordet, og var ellers lynhurtigt ude af værelset igen.

Da jeg kom ned i entréen, ignorerede jeg mine forældres kalden, og hurtigt som lynet blev jeg iført mine elskede støvler, og rev min jakke ned fra knagen. Få sekunder efter, var jeg ude af døren.

De første mange minutter løb jeg uden pause, og først da det begyndte at stikke i mine lunger, satte jeg farten ned, i starten til en lunten, men senere hen til normalt gå-tempo.

Først nu lagde jeg mærke til mine omgivelser. Jeg befandt mig stadig i vores kvarter, det var tydeligt at se på de store huse, samt dyre biler. Vi boede i ét af de mest velhavende kvarterer i London. Min far ejede sit eget firma, og tjente en hulens masse penge, som han alligevel brugte med det samme igen, blandt andet ved at købe en ny bil, sådan cirka hver anden måned.

Jeg blev revet tilbage til virkeligheden igen, da lyden af latter nåede mine øre. Jeg så til højre, og opdagede at jeg stod lige ude foran familien Horans hus.

Selvom vi boede på samme vej, havde jeg aldrig rigtig snakket med dem. De få gange min familie havde været på besøg hos dem, havde jeg sørget for at have andre planer. Det var ikke fordi jeg havde noget imod dem – faktisk var de utrolig flinke, og de havde vidst nok også en søn på min alder. Jeg mener han hed Niall eller noget i den stil – det var bare … at være sammen med andre folk der var lige så velhavende som os, og på den måde blive mindet om det konstant, var ikke noget jeg var stor fan af.

Et svagt smil fandt vej til mine læber. De virkede til at være så glade. Jeg ville væde med, at de ikke havde diskussioner hver gang de så hinanden, hvilket var tilfældet hjemme hos os. Jeg skuttede mig, og trak jakken tættere omkring mig. Med et kort suk sled jeg blikket væk fra den store villa, og bevægede mig videre ned af vejen.

Mørket havde sænket sig for længst, da vi var i midten af oktober. En isnende vind, der gik direkte igennem min – gik det op for mig – meget tynde jakke, fik mig kort til at ryste og fortryde at jeg ikke havde taget noget varmere tøj på. Et kort øjeblik overvejede jeg hvor jeg skulle gå hen.

Jeg havde ingen anelse om hvad klokken var, dog sagde noget mig, at det var for tideligt at gå på McDonalds, da vi først havde aftalt at mødes sent. Jeg kunne heller ikke tage hjem til Jason, eftersom han udtrykkeligt havde bedt os om aldrig at nærme os hans hus. Hvorfor var der ingen af os der vidste.

Mia var også udelukket, da hun var på en eller anden weekendtur med sin familie. Så var der jo altid Tyler. Selvom jeg måtte indrømme at jeg ikke brød mig synderligt om at være hjemme hos ham, grundet stanken af røg fra begge hans forældre der røg omkring 10 cigaratter om dagen, var han lige i øjeblikket min eneste mulighed.

Derfor drejede jeg skarpt til højre ved den næste stikgade, og bevægede mig hurtigt gennem mørket. Efter fem minutter, begyndte jeg lige så stille at ryste mere og mere. Kulden var uudholdelig, og jeg havde stærkt brug for noget, der kunne aflede min opmærksomhed.

Jeg stak min hånd i lommen for at tage min mobil op, blot for at opdage, at jeg havde glemt den hjemme på mit skrivebord. For helvede da også! Kunne det blive meget værre?

Det kunne det åbenbart, for der gik ikke meget mere end fem sekunder, før jeg hørte et sagte plask, og pludselig begyndte at fryse ualmindeligt meget om min venstre fod. Da jeg så ned af mig selv, måtte jeg til min store frustration opdage, at jeg havde trådt i en vandpyt, så min venstre støvle - der forresten ikke var vandtæt - var blevet godt og grunddigt gemmenblødt.

Uden at tænke over konsekvenserne af det, åbnede jeg munden og skreg så højt jeg kunne, ud i mørket. Jeg skreg alle mine frustrationer ud. Om mor, om Alexa, om at jeg ikke var god nok og at min liv i det hele taget bare var et rent helvede. Jeg skreg indtil jeg ikke havde mere luft tilbage, og vægten af alt det jeg havde holdt inde de sidste mange måneder, havde forladt mig. Frustreret tog jeg mig til hovedet, og havde mest af alt lyst til at ligge mig ned på jorden og tude. Men inden jeg nåede så langt, hørte jeg en høj latter, der fik mig til forskrækket at hoppe et par skridt baglæns.  

“Hv-hvem der?” stammede jeg, og så mig febrilsk rundt, efter kilden til latteren.

“Du skal ikke være bange,” sagde en stemme, og jeg opdagede hurtigt, at den stammede fra en kvinde.

“Jeg er aldeles ikke bange!” sagde jeg, og prøvede at få min stemme til ikke at ryste.

“Men det er du tydeligvis, eftersom du ikke tør vise dit ansigt.” Boom ja. Lige i skabet. Der var en kort pause, inden stemmen igen snakkede.

“Hvem siger jeg er bange for at vise mig frem?” Et skævt smil samlede sig i min mundvige.

”Jamen, så kom frem så jeg kan se dig.” Der var nogle sekunders stilhed. Så hørte jeg en svag puslen, og lidt efter trådte en skikkelse ud fra en af buskene lidt længere fremme. Først kunne jeg ikke se personen ordentligt, men da hun trådte frem i lyset, kunne jeg ikke stoppe et gisp i at slippe ud af min mund.

Pigen foran mig, var omtrent på min alder, måske et par år ældre. Hendes hår var filtret og gik til lige over skuldrende. Dog var det ikke dét der fangede min opmærksomhed. Det var det faktum, at det var lilla. Fuldkommen pang lilla. Og jeg elskede det. Aldrig havde jeg set så smukt hår før.

”Luk munden, det trækker,” sagde hun med et kort grin, og jeg lukkede hurtigt min måbende mund. Jeg betragtede resten af hende. Hendes jeans var hullede og beskidte, og på overkroppen var hun ikke dækket af andet end en tynd, sort cardigan og en luvslidt ACDC t-shirt. Øjenfarven kunne jeg ikke helt bestemme mig for. De så ud til at være brune, men hvis man så dem i det rigtige lys, havde de et grønt skær blandet ind over.

Pigen lagde hovedet lidt på skrå, og så ud til at også at betragte mig.

”Hvad laver du egentlig ude så sent?” spurgte hun pludselig.

”Jeg kunne spørge dig om det samme,” sagde jeg, og undgik at svare på hendes spørgsmål.

”Nu spurgte jeg dig først.” Det var sjældent jeg mødte én der var lige så flabet som mig, og når jeg gjorde, havde jeg altid en følelse af at have mødt min sjæleven.

”Jeg stak af.” Kort og godt. Hun smilte, og nikkede forstående.

”Også mig.” Vi stod lidt og kiggede på hinanden, uden rigtig at sige noget. Jeg havde allerede glemt alt om Tyler og McDonalds, men lige i dét øjeblik, var det sådan set skide lige meget.

"Jeg er Noelle" fortalte hun pludselig.

"Hvad hedder du?" Jeg åbnede munden og skulle lige til at svare hende, da jeg tøvede. Jeg havde som sagt aldrig kunnet lide mit navn. Og det var nu jeg havde muligheden for at ændre det. Jeg så på Noelle, der blot så afventende tilbage på mig.

"Blue," svarede jeg endelig. "Mit navn er Blue."

____________

Glædelig 1. søndag i advent! 

Så er vi igang! Dette var prologen, så I også får lidt forhistorie med. Skriv meget gerne i kommentaren, hvad I syntes om dette første 'kapitel'. Kapitlerne vil komme til at foregå på den måde at jeg - Therese - skriver fra Blues synsvinkel, og Isabell skriver fra Liams synsvinkel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...