Børn af guderne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 28 jul. 2016
  • Status: Igang
Denne fanfiction følger en række halvguder fra Halvblodslejren og Jupiterlejren, der lever forskellige liv. Skæbnen vil dog, at disse unges skæbner flettes sammen. Dette er mit biddrag til fanfiction-konkurrencen.

1Likes
2Kommentarer
523Visninger
AA

2. Flagerobringen tager en uventet drejning

 

A N D R E W

Mørket var faldet på, da de nåede vestskoven. De havde fået instruks om at plante flaget på toppen af Zeus' næve, så da de kom frem til deres destination, satte Andrew sig for at gøre dette. Kyra fik han til at blive på jorden, sådan at hun kunne række ham fanen, når han nåede til tops. De mange timer, han havde brugt på den lavaudspyende klatrevæg, kom ham endelig til gode og gjorde det til en smal sag for ham at bestige klippestenene. At hans hårde træning gav pote glædede ham, for så var anstrengelserne og vablerne det hele værd. 
"Går det?" hørte han Kyra spørge nede fra jorden. Hun var for langt nede til, at han kunne se hende, men fanens ildrøde farve opfangede han dog straks. Den skilte sig markant ud fra de mange nuancer af sort. Han kunne tydeligt se for sig, hvordan hun stod og bøvlede med at holde den tre meter lange fane oppe. Det var der heller ikke noget at sige til, for hun var lille og spinkel, og hendes spæde krop husede næppe megen styrke. 
"Løft den lidt højere op," bad han hende og satte sig på hug med hænderne fremme, sådan at han var klar til at tage imod fanen. Han hørte bevægelse og gættede på, at hun formentlig var trådt op på en af stenene, for nu kom fanen højt nok op til, at han kunne hapse den. Efter at have sikret sig, at den stod solidt, sprang han ned fra dyngen af klippesten og landede adræt som en kat foran Kyra. Han nikkede kort til hende, trådte et skridt tilbage og betragtede tilfreds sit værk. Placeringen af fanen overholdt fuldkommen reglementet, idet den var synlig og på ti meters afstand af vagterne, som i det her tilfælde var Kyra og ham selv. På trods af dette ville den stadig være vanskelig for modstanderen at erobre, da ikke alle havde hans klatreevner. 
"Hvad så nu?" De store dådyrøjne skinnede nok i mørket til, at han kunne se det spørgende udtryk i dem. 
Han klappede hende på hjelmen. "Nu venter vi."

Andrew sad i skrædderstilling midt i et buskads, da der i det fjerne blev blæst i konkyliehornet. Spillet var nu i gang. Hvis han selv skulle sige det, syntes han, at han havde fundet den mest hensigtsmæssige placering i forhold til fanen. Fra sit gemmested kunne Andrew nemlig holde øje med den samt signalere Kyra, hvis det blev nødvendigt.
For mens han holdt sig til jorden, var hun klatret op i en af de omkringstående træer og sad næsten skjult mellem de mange blade. På hendes tur op i træet, havde hun rent faktisk formået at imponere ham med sin effektive og hurtige klatreteknik. Det var ellers sjældent, han lod sig imponere af nogen eller noget. 
"Pst!" Det puslede i trækonen over ham, og grenene begyndte at ryste. Han lagde nakken tilbage og så Kyras hoved dukke frem mellem bladene. Hans øjne havde vænnet sig så meget til mørket, at han sagtens kunne se, hvordan hun hang som en anden abekat. "Andrew?" 
Han brummede let til svar for at vise, at han var lutter øren. Det var ikke just det rette tidspunkt at småsnakke, men han havde efterhånden erfaret, at hun havde et eller andet irriterende behov for altid at udfylde stilheden. Det var sådan noget, der virkelig kunne sætte hans pis i kog, for han kunne ikke fordrage tom snak. På vejen hen til Zeus' næve var hun også gået fuldstændig i selvsving og havde plapret løs om, at hun var ny og ukategoriseret. Det var som om, at hun følte sig tryg nok ved ham til at åbne sig op for ham og give udtryk for sin nervøsitet. Men det ønskede han slet ikke, at hun gjorde. Han kunne godt forstå, at hun som ny gerne ville stifte venskaber og bekendtskaber, men han havde altså ingen interesse i at rende rundt og lege hverken psykolog eller babysitter. 
"Hvem er din gudeforælder egentlig - din mor eller din far?" spurgte hun. 
Han vidste, at det spørgsmål ville komme før eller senere. Det kom altid, for det var åbenbart af dybeste nødvendighed, folk kendte til hans gudelige ophav, før de kendte til hans person. Andrew fandt det yderst trættende altid at skulle sammenlignes med sin far og leve op til hans standarder. Og som om dette ikke var rigeligt, skulle han også evig og altid stå til regnskab for sin fars fejltagelser og skæres over samme kam som ham. 
Så det var med nogen modvilje, at han løftede sløret: "Min far er Ares." 
"Krigsguden Ares?" Hun lød forbløffet, som om det var det sidste, hun havde forventet. 
"Er det så svært at tro på?" spurgte han skarpere, end han havde tænkt sig. Han gik altid lidt i forsvarsposition, når snakken faldt på hans familie. 
"Nej, nej. Det er bare.. Du virker anderledes end dine søskende." At hun havde det indtryk af ham, glædede han sig over at høre. Det plejede ellers altid at være sådan, at han måtte tage skarp afstand til sin far og halvsøskende og gøre det klart, at han på ingen måde stod inde for disses handlinger. 
"Hvordan anderledes?"
Hun blev mere synlig for ham, idet hun vovede sig længere ud fra træets stamme. I hans optik var det lige lovligt optimistisk, for grenen, hun sad på, begyndte at bøje sig og knage anstrengt. Hun lod dog ikke til at bemærke, hvordan den stønnede under hendes vægt, da hun havde alt for travlt med at forklare sig: "Jeg mener det positivt! Du virker mere.."
Hendes tale gik over i et forskrækket skrig, for med ét brækkede grenen, og hun var i frit fald. Andrew sprang op fra buskadset og fór hen under træet lige tids nok til at gribe hende, inden hun ramte jorden. 
"Er du sindssyg? Du kunne have brækket ryggen!" udbrød han.
Hun gemte ansigtet i hænderne som for at skjule en rødmen, han alligevel ikke kunne se i mørket. "Det må du undskylde." 
Netop som Andrew skulle til at formane hende om, at man ikke skulle være for dumdristig, mærkede han noget koldt og skarpt blive presset mod sin hals.
"Nå, nå, hvem har vi her?" sagde en alt for velkendt stemme, som fik ham til at stivne på stedet. Denne kolde, arrogante stemme kunne kun tilhøre én person. Jerome.
"Hvad har I dog gang i, siden pigebarnet skriger sådan? Vi er altså midt i et krigsspil, turtelduer!" lød endnu en stemme. En lysere og mere feminin én, som kom fra den rødbuskede Juliette, der trådte smilende ind foran dem. Hun tog sin hjelm med busken af røde hestehår af og kastede sit lange, lyse hår over skulderen. 
Fuck, tænkte Andrew. Kyras skrig havde ledt de to Nelson-søskende lige hen til dem. 

"Smiiil!" Der lød et klik, og blitzen fra en smartphone lyste kortvarigt op i mørket og blændede dem. "Hvor er I søde sammen, I skal nok høste mig nogle likes!"
Gennem sine let sammenknebne øjne så Andrew Juliette taste løs på sin telefon. Hun var sikkert i færd med at poste på de sociale medier, for takket være Hermes var der internetdækning over alt i lejren - selv i skovens dyb. Som regel var det ganske gavnligt, men pludselig tog Andrew sig i at ønske, guden aldrig var kommet på og havde udviklet denne opfindelse. 
Pinligt bevidst om, at han stadig holdt Kyra i sin favn, og at der nu fandtes billeder af det på nettet, gjorde han mine til at sætte hende ned. Det fik dog Jerome til at presse kniven hårdere ind mod hans hals, så huden begyndte at give efter. 
"Hvis jeg var dig, ville jeg stå helt stille," advarede han ham, inden han gjorde et kast med hovedet i retningen af Zeus' næve. "Hent deres fane, Juliette. Lad os få det her overstået, så vi kan fejre sejren."
Havde Andrew og Kyra håbet på, at hun ikke ville bestige stendyngen af frygt for at ødelægge sin manicure, tog de grueligt fejl, for på nul komma fem var hun på vej op ad klippestenene. Noget modvillig måtte Andrew erkende over for sig selv, at hun var en bedre klatrer end ham. På rekordtid nåede hun toppen, idet hun ikke spildte tiden med at gøre holdt på de få afsatser, der ragede ud fra klipperne som hylder, men nærmest sprang op ad klippesiden. Så let og elegant, som havde hun sugekopper under fødderne og i håndfladerne. 
Som taget ud af en film kastede hun fanen ligesom et spyd, så det dykkede og jog dirrende ned i jorden få centimeter fra Andrews fødder. Da hun dernæst fulgte efter det ved at lade sig falde bagover og slå en baglæns kolbøtte i luften, blev han hurtigt enig med sig selv om aldrig at undervurdere Afrodites døtre igen. 
Med et upåvirket smil rejste hun sig fra den knælende stilling, hun var landet i, og greb fanen. Jerome vinkede hende af sted. "Ikke mere showoff, søs. Få nu bragt sejren i hus!" 
Det lod hun sig ikke sige to gange. Hun sprintede af sted med fanen og efterlod de tre andre stående tilbage. 
"Hun er dygtig, ikke sandt?" spurgte Jerome dem overlegent. Han fik intet svar. Andrew ville ikke unde ham den tilfredsstillelse at få ret, og det virkede det heller ikke til, at Kyra ville. Tværtimod lod hun til at have fået øjnene op for, at han ikke var en, man skulle lade sig kue af, eftersom hun for en gangs skyld ikke gav efter for småsnak. 
De stod tavse i nogle minutter. Andrew sank sit mundvand, så hans adamsæble bevægede sig. Bevægelsen gjorde ham uhyre bevidst om æggen på kniven, som huden lå i folder omkring. Hvis han rykkede mere på sig, ville den trænge ind gennem den bløde hud ved pulsen. Han slap dog uden snit, for i det samme gjaldede hornet, hvilket fik Jerome gemme kniven væk. "Det lyder til, at vi vandt."
Imens han fumlede med det, satte Andrew forsigtigt Kyra ned på jorden. Det var heldigt, at hun ikke vejede så meget, for ellers havde det været længe at skulle stå med hende. 
"Er du okay?" spurgte hun og berørte nænsomt det sted, hvor kniven havde hvilet. Han nikkede sammenbidt uden at svare. Det gjorde ham bitter, at de var blevet taget på sengen af Jerome - ham af alle mennesker. 
Og det var den bitterhed, der øjeblikket efter fik ham til at drøne ind i Jerome med et brøl i et forsøg på at vælte ham omkuld. Han var ligeglad med, om han opførte sig som en dårlig taber, for han havde et regnskab at gøre op med denne fyr. Angrebet overraskede den anden, som vaklede tilbage og tydeligvis måtte koncentrere alle kræfter om ikke at falde. Men Andrews vægt tvang ham så langt tilbage, at de til sidst ikke længere havde fast grund under fødderne, men tumlede baglæns ind ad indgangen til Zeus' næve og forsvandt ned i jordens dyb.  

Andrew landede hårdt på ryggen, og al luft blev stødt ud af hans lunger. I nogle sekunder tillod han sig selv at blive liggende, så smerten i hans ryg kunne nå at foretage sig, inden han møjsommeligt skubbede sig op i en siddende stilling. Det var bælgravende mørkt. Prøvende holdt han sin hånd op foran ansigtet, men ligegyldigt hvor meget han viftede med den, kunne han ikke se den. 
"Flot," stønnede Jerome. Indtil nu havde han ligget og ømmet sig højlydt ved siden af ham. "Du må være rigtig stolt af dig selv." 
"Drenge?" Det var Kyra, der kaldte på dem oppefra. De måtte befinde sig langt under jorden, for hendes stemme lød fjern. 
Andrew fik sig bakset op at stå. Han ville råbe op til hende, at de var okay, og at hun ikke skulle komme ned efter dem, men i stedet hente hjælp. Men han havde knap nok nået at åbne munden, før han hørte hende kure ned til dem og lande som en anden kludedukke på jorden med et dæmpet bump. 
En nerve begyndte at dirre ved hans tinding. "Du tager pis på mig." 
"Av," peb hun. "Der var længere ned, end jeg troede." 
Andrew undertrykte en frustreret lyd. Det var lige så meget hans skyld, at de var endt i denne suppedas, så han ville ikke bruge kræfter på at slå hende oven i hovedet. Derfor gav han sig i stedet til at famle rundt i mørket. De måtte befinde sig i et huleagtigt kammer i klippen, konstaterede han hurtigt, da han nærmest omgående stødte på en mur af hårde, glatte sten. Han lod sin ene hånd glide langs de solide klippevægge, mens han gik rundt for at få en fornemmelse af, hvor meget eller hvor lidt plads de havde at boltre sig på. At være dernede gav ham nemlig en klaustrofobisk fornemmelse, og han ret så gerne væk derfra, inden opholdet blev for uudholdeligt. Den tunge luft, der var i kammeret, gav ham desuden bange anelser om, at de var under tidspres, for de kunne næppe nøjes med at indånde hinandens udåndingsluft. Han nægtede dog at give efter for angsten og tvang sig til at holde hovedet koldt, mens hans tanker arbejdede på højtryk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...