Børn af guderne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 28 jul. 2016
  • Status: Igang
Denne fanfiction følger en række halvguder fra Halvblodslejren og Jupiterlejren, der lever forskellige liv. Skæbnen vil dog, at disse unges skæbner flettes sammen. Dette er mit biddrag til fanfiction-konkurrencen.

1Likes
2Kommentarer
522Visninger
AA

1. Endnu en ukategoriseret fra hytte 11

 

K Y R A 


Det var en lun sensommeraften. Skumringen havde sænket sig over Halvblodslejren på Long Island, som lå fredfyldt hen. Tidligere på dagen havde der været masser af larm og aktivitet, men i takt med, at dagen drev bort og aftenen trådte til, var der faldet ro over lejren. Kun fra spisestedet hørtes der latter og muntre stemmer over lyden af klinkende glas og raslen af bestik. Den store udendørs træpavillon husede nemlig en masse spisende lejrdeltagere, som hyttevis var stimlet sammen om langborde bugnende af mad. Ved siden af pavillonen brændte et stort bål, hvis meterhøje flammer oplyste skovbrynet og de omkringsiddendes ansigter. Enkelte lejrdeltagere havde nemlig søgt ned til det knitrende bål for at smide et stykke af sin mad ind i ilden og skænke sin gudeforælder en tanke.
 For det var fast kutyme i lejren, så efter at have stået tavs i noget tid og stirret ind i flammerne, valgte Kyra at følge denne ved at smide en klase vindruer på bålet. Hendes viden om græsk mytologi samt de dertilhørende guder og gudinder var endnu noget begrænset, så druerne var lidt af en satsning. Hun kunne kun håbe på, at hendes mor delte hr. D's forkærlighed for denne frugt.
Jeg skal nok gøre dig stolt en dag, tænkte hun. Det lover jeg dig, mor. 
Hun blev stående lidt uden at tage øjnene fra ilden, som ventede hun på et svar fra hende. Bålet spruttede, men ellers fik hun ingen tegn fra oven om, hvorvidt moren havde hørt hendes løfte eller ej. 
Hvad havde du også regnet med, spurgte hun sig selv og vendte ryggen til bålet. Hvorfor skulle hun dog lade høre fra sig, når hun ikke engang vil kendes ved dig?
Skæret og lyset fra flammerne var alt for skarpt til, at hun kunne holde ud at se direkte ind i ilden længere. Med et suk gik hun tilbage mod pavillonen, opsat på at komme tilbage og sidde med dem fra sin hytte. Hun var stadig forholdsvis ny i lejren og foretrak at være blandt de få, hun havde stiftet bekendskab med. Hos dem kunne hun bare forsvinde i mængden, men alene var hun synlig, og det fik hende til at føle sig udsat og sårbar. 
Desuden følte hun sig hjemme i hytte 11, selvom stedet selvfølgelig bare var en midlertidig løsning for hende og alle de andre ukategoriserede halvguder, som også var blevet mast ind i Hermes-hytten. Gudernes sendebud tog nemlig som den eneste gud i lejren imod dem, hvis gudeforælder ikke havde vedkendt sig dem, og hans børn var alle gode til at få de uanerkendte til at føle sig velkomne i lejren. Så hvis det stod til hende, blev hun hellere end gerne boende hos de langfingrede halvguder. Men hun vidste også bare med sig selv, at hun på længere sigt ikke ville kunne holde ud at leve i uvished om sin herkomst, og at hun simpelthen måtte vide det på et eller andet tidspunkt.


Inde i pavillonen spejdede hun efter dem, hun delte hytte med. Tidligere havde hun gået med hovedet under armen og glemt at notere sig, hvor de sad. Derfor gik hun nu langsomt ned langs rækkerne af bordene og lod sit blik glide rundt i håb om, at hun snart ville få øje på et par velkendte ansigter. Hun ville nødig gøre som på førstedagen, hvor hun ved et uheld kom til at sætte sig hos dem fra Ares-hytten. Det var nemlig ingen varm velkomst, hun fik af krigsgudens børn.
Mindet om denne episode fik hende til at skæve nervøst over mod nogle hårdkogt udseende lejrdeltagere, der havde camouflagemønstrede militærjakker oven over deres skrigorange T-shirts med det karakteristiske HALVBLODSLEJREN-tryk. En robust fyr med karseklippet hår og tyrenakke fangede hendes blik og sendte hende et ubehageligt smil, som fik hende til at skutte sig og skynde sig videre. Han mindede hende lidt for meget om en muskelhund, der lige havde fået øje på en kat, der var kommet på afveje. 
Hun fik øje på sit bord stå to-tre meter længere fremme. Men netop som hun skulle til at ile over til det, stødte hun ind i noget hårdt, men på samme tid blødt. Og levende, gik det op for hende, da et par stærke hænder lukkede sig om hendes smalle skuldre og holdt hende ud fra det, der viste sig at være en brystkasse. En særdeles muskuløs én af slagsen kunne hun konstatere, idet den stramtsiddende orange T-shirt afslørede en serie veltrimmede mavemuskler. Forsigtigt lagde hun hovedet tilbage for at se, hvem der dog var indehaveren af denne krop, som hun næsten mistænkte for at være mejslet af en dygtig billedhugger. Kyra så nu op i et par leende honninggyldne øjne, som tilhørte den smukkeste lyshårede fyr, hun nogensinde havde set. 
"Jamen, hej med dig," lo han og gav hendes skuldre et lille klem. "Har du travlt?"
Den korte afstand mellem dem lod ikke til at genere ham synderligt, for han gjorde ikke mine til at øge den. Til gengæld udløste den en ret kraftig følelse af ubehag hos Kyra, der normalt ikke lod fremmede komme så tæt på. Så med brændende kinder og bankende hjerte skyndte hun sig at rykke baglæns, således afstanden mellem dem blev genoprettet og derved mindre intim.
"Det må du virkelig undskylde," sagde hun beklagende. "Jeg så dig slet ikke."
Han blinkede venskabeligt til hende. "Ellers ville det også have været lidt underligt, ikke?" 
Uforstående løftede hun øjenbrynene. "Øh?" Hun var ikke helt sikker på, at hun vidste, hvad han mente. 
Et skævt smil prydede hans læber. "Jeg mener, hvis du var hamret ind i mig med vilje," forklarede han. "Den scorestrategi har jeg godt nok ikke oplevet før."
Hun så betuttet på ham. "Scorestrategi? Det var ikke..."
Lige som hun skulle til at komme med indvendinger, brød en tredje stemme ind i samtalen: "Ved Hades, har du fået en ginger på gaflen?"
Stemmen kom fra en høj og blond, modelagtig pige, som nu lagde armen om fyren. Hun så lige så godt ud som ham, og de lignede hinanden så meget, at de næsten kun kunne være bror og søster. Denne antagelse bekræftede han hurtigt. "Håber, at du vil bære over med min søster, " sagde han og rodede op i pigens hår. "Selvom hun er pæn, er det ikke altid lige, at det, der kommer ud af hendes mund, er dét." 
"Helt ærligt, Jerome!" hylede pigen og fjernede sin arm fra ham for febrilsk at rette på sit hår. Selvom det nu ikke længere var helt glat, så hun stadig misundelsesværdig godt ud. 
"Åh ja, jeg har helt glemt at præsentere mig. Mit navn er Jerome Nelson, jeg er søn af Afrodite," sagde han og rakte Kyra hånden. Hun tog den forsigtigt, efter hun diskret havde tørret sine svedige håndflader af i sine jeans. At han var søn af kærlighedsgudinden kom egentlig ikke som nogen stor overraskelse.
"Og denne hystade, som jeg skal forestille at være i familie med, hedder Juliette. Vi deler sjovt nok samme mor," sagde han og nikkede mod den forfængelige pige, som nu havde søgt assistance hos sine søstre fra Afrodite-hytten. De var nu i fuld gang med at løse hendes hårkrise.
"Kyra Otis. Og, øh, det er endnu et mysterium, hvem min mor er." Hun bed sig svagt i læben og afventede lidt hans reaktion. Det var altid meget forskelligt, hvordan folk reagerede på, at hun var ukategoriseret. Nogle kunne finde på at se ned på hende af den grund, imens andre skulle til at gøre sig alle mulige gisninger om, hvem hendes gudeforælder kunne være. Jerome gjorde ingen af delene. 
"Nå, så har du stadig overraskelsesmomentet på din side," sagde han og så på hende med nyvunden interesse i blikket. "Jeg er sikker på, at du ikke vil skuffe mig." 
Straks ordene undslap hans mund, tog Kyra sig selv i at håbe på, at hun kunne imponere Jerome. Hun så ind i hans usædvanlige honninggyldne øjne, som forlenede hans ansigt med noget magisk. De tiltrak hende som en magnet. Hun gik tættere på ham, følte sig draget mod ham. Pludselig var der ikke noget vigtigere for hende end at få hans anerkendelse. Der var ingen grænser for, hvor langt hun ville gå for at få den.. 
"Stop med at bruge charmetale på de nye, Nelson!" 
Med et sæt vågnede hun op af den trancelignende tilstand, hun åbenbart var faldet i. Hun blinkede en gang og vendte sig undrende om for at se, hvem stemmen tilhørte. Det var hun ikke den eneste, der gjorde. Al snak forstummede, og alle halvguder så op fra deres borde for at se, hvem der råbte. Genstand for alles opmærksomhed var nu en solbrændt fyr med et væld af kunstnerisk rodede, brune krøller, som hastigt kom gående hen imod dem. Han havde et hårdt drag om munden. 
"Sig mig, er morskabspolitiet på patrulje eller hvad?" lød det fra Jerome, og hvis Kyra ikke tog meget fejl, var der en anelse irritation at spore i hans stemme. Måske brød han sig lige så lidt som hende om, at alle nu sad og fulgte med dem. "Fair nok, at du ikke tillader dig selv at le eller have det lidt sjovt, men derfor behøver du ikke at være en lyseslukker og stå i vejen for andres morskab."
Den mørkhårede fyrs øjne lynede, og man kunne høre hans underliggende vrede, da han svarede: "Jeg stopper, når du stopper med at more dig på andres bekostning." Selvom han talte dæmpet, var tonefaldet bestemt og efterlod ikke megen plads til diskussion. 
Alligevel lod Jerome til at have svar på tiltale, for han trak vejret dybt ind, som om han forberedte sig på et godt modsvar. Hvad end han havde tænkt sig at sige, fandt Kyra og de andre lejrdeltagere dog aldrig ud af, for Chirons gennemtrængende stemme kom ham i forkøbet og brød stilheden: "Gem det til flagerobringen, drenge!" 
Det gav et kollektivt sæt i lejrdeltagerne, for de havde alle været så optagede af det skænderi, der var ved at udspille sig for næsen af dem, at de slet ikke havde set kentauren komme ind i pavillonen. Nu rejste de sig ved lyden af konkyliehornet og begyndte at huje og klappe af fanebærerne fra rødt og blåt hold, der kom løbende ind af hver sin ende af pavillonen. Den ene af fanerne var koksgrå og prydet af et motiv af en ugle og et oliventræ. Kyra vidste nok om græsk mytologi til at vide, at det var visdomgudinden Athenes attributter. At den anden fane, som var ildrød med et motiv af et blodigt spyd og et vildsvinehoved, tilhørte Ares, kunne hun gætte sig til allerede ved synet af de militærklædte fanebærere. 
"Som sædvanlig er det Ares og Athene, der har kommandoren over holdene," oplyste Chiron, og da der var faldet ro over forsamlingen, afslørede han de øvrige holdspillere. Til Kyras lettelse havde Hermes og Apollon, lejrens to største hytter, indgået en alliance med Ares. Selvom hun var sikker på, at de styrtede med hård hånd, ville hun hellere være med dem end imod dem. Det var dog heller ikke videre betryggende, at de skulle imod et hold, som blev udgjort af Athene og de resterende hytter: Dionysos, Demeter, Afrodite og Hefaistos. Mest fordi Athene-hytten husede nogle af lejrens bedste strateger, som sikkert var godt forberedte og havde taget forbehold for alle eventualiteter. Athene havde jo altid en plan. 
"Reglerne kender I, så dem behøver jeg næppe at remse op. Tag for jer!" 
Nærmest som om han bød dem værsgo og opfordrede dem til at spise, gjorde Chiron et kast med hånden, således at bordene blev dækket. Men i stedet for mad var der nu et tagselvbord af kampudstyr og våben. Lejrdeltagerne samlede sig om bordene, og Kyra fulgte med. Hun rakte ud efter en hjelm med rød hestehårshjelmbusk - bare for at tage et eller andet. Den var for stor til hendes hoved, men kunne heldigvis spændes ind ligesom en cykelhjelm. 
"Har du et våben?" spurgte en stemme hende. Hun skubbede hjelmen tilbage og så op på den mørkhårede fyr fra før. Han var allerede kommet i fuld kampudrustning. 
Hjelmen gled ned over øjnene på hende, da hun rystede på hovedet som svar på hans spørgsmål. Hun skubbede den tilbage. "Nej, jeg kan ikke rigtig få mig et overblik over udvalget."
"Lad mig," sagde han og tog våbenudvalget i kritisk øjesyn, inden han valgte et til hende. "Tag den her." Han rakte hende en dolk, som var ganske tynd og fin. Hun beundrede bladets imponerende håndværk i nogle sekunder, inden hun fæstnede dolken til sit bælte.
"Tak," sagde hun og sendte ham et smil. "Men hvorfor gør du dig den ulejlighed?"
Han trak på skuldrene. "Vi er jo holdkammerater. Og du ligner én, der kunne bruge noget hjælp." 
Pragtfuldt, tænkte hun. Han må trojeg er en hjælpeløs lille pige
"Rødt hold, følg med mig!" var der pludselig en, der råbte. Han vendte sig bort fra hende og begyndte at gå. Selv blev Kyra stående, idet det gik op for hende, at hun stadig ikke vidste, hvad han hed.  
"Vent, jeg fik aldrig fat i dit navn!"
Han stoppede brat op og drejede langsomt overkroppen for at se tilbage på hende. "Andrew," sagde han kort for hovedet, som om han så det som irrelevant i øjeblikket. "Og kommer du så? Vi to er blevet sat til at bevogte fanen." 
Denne gang gik han ikke, men blev stående og ventede på hende. Hun skyndte sig op på siden af ham, og sammen fulgte de efter den røde fane. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...