Coldest winter

Bidrag til movellas sangkonkurrence. Kanye West-Coldest winter Lyrics i teksten.

0Likes
0Kommentarer
52Visninger

1. Coldest Winter

On lonely nights, I start to fade Her love is a thousand miles away. 
Memories made in the coldest winter Goodbye my friend, will I ever love again? Memories made in the coldest winter It's 4 a.m. and I can't sleep Her love is all that I can see Memories made in the coldest winter Goodbye my friend, will I ever love again? Memories made in the coldest winter
If spring can take the snow away Can it melt away all of our mistakes
Memories made in the coldest winter Goodbye my friend, I won't ever love again, never again
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Hendes øjne er lukkede. Hendes mund er svagt rød, og brystkassen hæver og sænker sig med små bevægelser. Det ligner hun bare fredfyldt ligger og sover. Drømmer sig til en anden verden. Men alle os ved bedre. Alle os der sidder samlet i en stue, og hver for sig ber en stille bøn om at hun vil åbne øjnene igen og se på os med sine store krystalblå øjne, smile sit blomstrende smil og forsikre os om at det nok skal blive okay. Men som tiden forsvinder hen, det samme gør håbet. Det lyse hår indrammer hendes hjerteformede ansigt og jeg smiler svagt med tanke på hvordan jeg mødte hende. Sne i håret, røde læber og matchende næse. Hun var den smukkeste jeg nogensinde havde mødt. Mine øjne fugter. Ikke her tænker jeg. Ikke her hvor hun vil kunne se det eller høre det. Hun ville have ønsket at vi skulle komme videre ikke at der skulle sidde 20 personer i hver deres stol og tørre tårer væk. 
Efter et par minutter kommer en læge ind. Jeg kan se hvad han vil sige. Det er tid til at sige farvel. En efter en træder de ind i rummet til hende, alle gør deres for at se modige ud, men når døren så åbner sig knækker facaden. En hånd fører mig tættere på døren. Med tøvende hånd hiver jeg ned i håndtaget. Jeg træder ind i rummet og ser hende ligge der. Pyntet med slanger og gir, men lignende sig selv. Jeg er fristet til at løbe min vej, aldrig se mig tilbage, men jeg ved skyldfølelsen vil plage mig så længe jeg lever. Et tungt skridt mod hendes seng, og så et til. Skal jeg snakke til hende? Hvad skal jeg sige? Jeg tager hendes hånd. Den er varm. Ligesom den første gang vi mødtes. 

"Hej", sagde hun og tryllebandt mig med sin syngende stemme. "Hej". Hun tog min hånd i sin. Den var varm og fik hende til at lyse endnu mere op. "Vil du følge mig hjem?". Jeg nikkede. 

Endnu en gang fugter mine øjne. Jeg tørrer dem væk igen og trækker en stol hen til hendes seng. Jeg sætter mig tungt på den. Så sukker jeg tungt. Jeg kan ligeså godt kaste mig ud idet. "Hej Marie..." Jeg holder en pause. Der er intet der føles rigtig at sige lige nu. "Jeg ved ikke om du hører dette, om du kan, men..." Min stemme knækker over. "Men undskyld... Jeg skulle have været der for dig, jeg, jeg burde ikke have vrisset af dig den aften, jeg burde ikke have efterladt dig der alene, men" jeg gør alt for at holde tårerne inde. Det føles som om jeg svæver rundt i universet og er ved at blive opslugt af et sort hul. Men i virkeligheden er det bare mit hjerte der er det sorte hul. Mit grimme ødelagte hjerte, der aldrig vil blive i stand til at elske igen. Aldrig. Jeg fortsætter. Jeg ville bare ønske du havde fortalt mig om det? Hvorfor du var sådan? For så tror jeg ikke noget af det her ville være sket!" Jeg bider mig alt for hårdt i læben, og kan smage blod på min tunge. "Kan du ikke bare vågne Marie? Så alt vil være som før?" Nu kæmper jeg ikke længere imod det. Nu lukker jeg det ud. Sorgen, gråden, tabet. "Det gør så ondt Marie! Det er så, det er så hårdt! Hvorfor skulle det også være dig? Hvorfor Marie hvorfor!" Det kunne ligeså godt have været mig. Hvordan kan det være retfærdigt at jeg går liv at leve mit liv, og hun ikke. Tårerne danser ned af mine kinder og min stemme er helt grødet. Det gør ondt. Det gør så helvedes ondt! Som om mit hjerte er revet i tusind stykker og hver og et stykke kradser på min hud indefra. Jeg vil aldrig se hende smile igen?! Aldrig høre hende tale eller grine?! Se ind i hendes smukke blå øjne, og føle mig som verdens lykkeligste mand. Det er ikke en følelse jeg nogensinde vil få efter hende. Efter Marie. Hende der skulle ledsage mig gennem livet, men blev væk på vejen. " Undskyld Marie. Det er ikke din skyld, men du forstår det ikke. Du blev bare revet fra mig som livet blev revet fra, fra dig" jeg snøfter. "Hvad med alle de ting du skulle nå?" Jeg mærker endnu et veg af smerte som jeg genkalder mig det rodede skrivebord med alle de påbegyndte projekter. "Hvad med universitetet, din bog, ægteskab, børn, der er så mange ting du aldrig vil få prøvet" jeg holder en pause. Så begynder jeg at tale igen, men denne gang er min stemme fuld af vrede og rettet mod en anden person. Jeg ser op i loftet. "Hvorfor gud?! Hvad er det der gør dig så smart ved at gøre dette?! Hvorfor vil du ødelægge et liv på den måde?! Flere liv?! Og hvorfor hendes?" Jeg ser på Marie. "Hvad er det helt præcist hun har gjordt?!" Jeg holder stadig Marie i hånden og lægger mærke til at jeg har strammet grebet, jeg løsner det hurtigt. Jeg slår mig selv blidt i hovedet. Fokus. "Jeg kommer virkelig, jeg kommer virkelig til at savne dig Marie, det gør jeg virkelig, men jeg håber du finder fred hvor du skal hen nu, Farvel Marie. Jeg elsker dig" det er svært men med de ord kysser jeg hende på panden og vender mig rundt. Så er det det sker. Farvel William, jeg elsker også dig. Så begynder maskinen at bippe, hun er død. Det gør så ondt, men alligevel kan jeg ikke lade være at glemme hvad der skete inden. Den stemme og følelsen af en hånd i min. Jeg kigger op i loftet. "Vi ses Marie". Vi ses.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...