Vival & Livets Krystal

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 30 maj 2017
  • Status: Igang
Som en helt normal bondedreng, er Vival vokset op i den lille landsby Ro'ric. Men da han bliver ældre rammer en tragedie familien, og det er ikke længere muligt at holde sandheden skjult. Pludselig står Vival overfor udfordringer større end nogensinde før og Armanias skæbne er på spil. Krystallerne har talt, magien raser, dragerne er vågnet og snart vil krigen begynde. Kan Vival mon leve op til forventningerne og klare presset?

4Likes
3Kommentarer
222Visninger
AA

1. Prolog

Krystallerne lyste klarere den nat, klarere end de havde gjort i årtier, men kun én kunne tyde deres stumme ord. Det blålige lys oplyste grotten, men kvindens ansigt var tildækket af den sorte kappe hun bar. Hun rakte en hånd frem fra kappens skjul, en meget gammel og arret hånd. På håndfladen bar hun et mærke, som var det brændt ind i huden. Et mærke som et øje, hvor pupillen delte krystallernes form. Det var ikke bare et øje, det var øjet, det sidste af dens slags.

  Hun lagde den mod en af de største af krystallers overflade, og et øjeblik så det ud, som om krystallens magi fortærede hendes sidste kræfter. Hun udstødte et hvæsende gisp og udtalte få ord på det ældste sprog, et sprog der for længst burde være glemt, et sprog hvis kræfter ikke måtte havne i de forkerte hænder.

  Kvinden stod som naglet til stedet, men hun var ikke længere tilstede. Hun så nu, hvad krystallen så, hendes sind, var dens.

 

  Langt, langt borte var solen lige forsvundet ned under horisonten. Skrig fyldte luften, smertefulde skrig, der kunne høres i hele byen. Inde på slottet lå en kvinde, skrigenes kilde, hun var ved at føde en søn, men denne søn var ikke hvilken som helst. Faderen sad fortvivlet ved hendes side og holdt hendes hånd. Han bar en lang brun læderjakke, og ved hans side sad et sværd, med røde rubiner. Kvinden bar en silkekjole og ældgamle smykker smedet i drageild. Det hele antydede at de måtte være af yderst velhavende herkomst. Rummet var belagt med de fineste marmorgulve, der gav genlyd, når byens læge gik gennem rummet. Der var så højt til loftet at det virkede enormt.  

  Det hele flimrede et øjeblik og det næste der sås var faderen med sønnen i hans arme. Han var ikke meget ældre end et år. Moderen lå i den samme seng, som hun havde gjort den nat.

  ”Pas på ham, ” hulkede hun anstrengt, ”pas på dig.” Tårerne løb i strømme ned ad hendes kinder.

Manden kyssede hende blidt på panden og strøg hendes hår væk fra hendes ansigt. Endnu engang var hans udtryk fortvivlet.

  ”Vær stærk, vi vender tilbage når det atter er sikkert.” Han lagde hånden på hendes pande. Varmen bredte sig til den. ”Lov mig at du klare den,” sagde han, ”lov mig det!” Han blinkede tårerne væk, fra hans øjne.

  ”Det.. Det kan jeg ikke..” Endnu en tårer trillede ned ad hendes kind. ”Tag denne..” Hun rakte ham smykket der havde siddet om hendes hals og derefter vendte hun ansigtet væk og atter en gang flimrede synet.

  Den samme mand stod ved kajen og skulle til at stige ombord på et enormt skib, hvis sejl flagrede i vinden.

  ”Du ønsker ikke, at jeg skal gøre dig selskab på din rejse, min herre?” Manden der talte var iklædt en lang grålig kjortel med et bælte om livet. Han bukkede hovedet for ham.

  ”Du har været en loyal tjener og jeg stoler på dig med mit liv, men denne rejse må jeg foretage alene. Bliv her, tag dig af min hustru og du vil endnu engang bevise dit værd.”

  Faderen gik ombord på skibet og inden længe forlod det havnen og sejlede mod Anjarabæltet, den enorme bugt de skulle krydse for at komme til Armania.

Synet flimrede for sidste gang.

 ”Min herre.” Det var den samme tjener der talte, men herren var en anden. ”Han har forladt Alanos, han er på vej mod Armania.” Tjeneren talte til flammerne foran ham, hvori et ansigt viste sig.

   ”Godt arbejde,” svarede manden i ilden. Hans ansigtet var spidst og på hovedet bar han en krone.

  ”Der er kun én ting, du mangler at gøre.” Han grinte smørret. ”Slå drengens moder ihjel.”

  Det hele forsvandt og kvinden var atter tilbage i grotten. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...