Min første kæreste

Jeg var 14 år, da jeg fik min første kæreste. Det er 8 år siden nu, så man skulle tro, det hele var glemt - men sådan er det ikke. Det mislykkede forhold lurer stadig i baggrunden, forpester min hverdag og giver flere problemer end godt er. Hvor har jeg forbandet ham mange gange, bandet over, at han skulle ødelægge mit liv og grædt varme tårer, når det har påvirket mine andre forhold. Det her er historien om hele forløbet. Baseret på virkelige hændelser. Deltager i 'Fordi jeg elsker dig!'-konkurrencen, mulighed 1.

0Likes
0Kommentarer
419Visninger
AA

6. "Undskyld"

Vi snakkede ikke meget om vores første gang. Torben spurgte, om det slet ikke havde været godt for mig, og jeg svarede, som sandt var, at det havde det ikke. Tværtimod. Der gik et stykke tid, inden vi prøvede igen - det gjorde ikke helt så ondt, men det var stadig vældig ubehageligt. Jeg havde ikke rigtigt nogen veninder, jeg kunne snakke med det om - til det havde jeg været tidligere ude end dem, og vi snakkede bare ikke rigtigt om sex, vel? Så det hele foregik i stilhed.

Nu, da vi havde haft sex, kunne vi også sagtens vise os nøgne for hinanden. På en eller anden måde var det blevet mere naturligt, og jeg følte mig i øvrigt ikke så blufærdig længere. Så begyndte vi at gå i bad sammen. Hans forældre havde bruser i kælderen, og jeg hadede det, for der sad altid edderkopper inde i kabinen. Så var der meget lavt til loftet, så Torben måtte stå med nakken helt bøjet af led.

Det var en af disse normale dage, vi valgte at gå i bad sammen - ikke første gang, vi havde gjort det før. Jeg var altid sådan lidt... Ja, jeg havde egentlig ikke lyst, for jeg vidste, at Torben altid fantaserede om, at jeg skulle give ham et blowjob. Og det ville jeg ikke! Jeg var nok i virkeligheden bange for, at han ville tvinge mig til det. I stedet nøjedes vi med at bade, pjatte og snave med hinanden, mens vi badede. Temperaturen i vandet var meget omskifteligt. Da var det, jeg kom til at spytte noget koldt vand på Torben - for sjov, selvfølgelig. Men jeg nåede slet ikke at registrere, hvad der skete, før slaget sendte mig lodret ind i brusekabinens væg. Et vantro gisp forlod mine læber, og jeg tog mig overrasket til kinden, hvor hans hånd havde ramt.

Undskyld!,

udbrød han jamrende og trak mig ind til sig, aede mig over håret.

Det var ikke med vilje. Undskyld, undskyld, undskyld.

Jeg lyttede til hans undskyldninger med min hånd presset mod kinden og tårerne trillende ned af kinderne. Jeg kunne ikke tro, at jeg havde en kæreste, som havde slået mig. Men han var jo ked af det, ikke? Det var jo en fejl?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...