Det, som de ikke forstår - Spoken Word

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2016
  • Opdateret: 19 jul. 2016
  • Status: Færdig
Tanker, ikke holdninger.

0Likes
0Kommentarer
65Visninger
AA

2. Spoken Word

Jeg minder mig selv om, at de ikke forstår det.
Ikke forstår min smerte
ikke forstår, at gråden i øjnene ikke blot er min allergi, men mit råb om hjælp, når mine ord ikke selv er i stand til at drage paralleller til mine følelser.
Det er ikke sagt videnskab - men de burde forstå det.
Forstå at det ikke bare var på grund af mareridt, når de hørte de skingrer lyde af skrig fra mit værelse.
For der har aldrig været nogen mareridt. Nej.
 Hellere lå jeg vågen og lyttede til intetheden, som jeg så brændende meget ønskede at blive en del af men ikke kunne.
Jeg talte sekunderne til at regnbuen ville blive suget ind med min ilt og fylde mine lunger, men det skete aldrig, selvom de havde fortalt mig, at efter regn kommer der en regnbue - men hvor? For det var jo ikke her at den var.
Her regnede det bare uafbrudt, indtil tordenvejret brød løs, og de kunne høre de såkaldte mareridt fra min lukkede dør på første sal.

 

Jeg minder mig selv om, at de ikke respekterer det.
Ikke respekterer, at jeg ikke altid er som de andre
Ikke respekterer, at når jeg siger, jeg prøver, så prøver jeg faktisk at sætte et forsøg i at leve op til samfundets krav og forventninger.
Måske tænker jeg ikke altid ligesom dem, for selvom vores hjerner er indrettet ens, så er det stadigvæk forskellige eksemplarer, hver og en af dem.
"Nanna, tag dig sammen. Jeg skuffet over dig. Hør så efter, Nanna!" er ting, der tit kommer ud af de munde, som er peget imod mig, i et forsøg om at gøre mig til endnu en brik i det firkantede puslespil, systemet.
"Undskyld," får jeg ag og til presset over mine egne læber, men hvad nytter det egentlig? For har de ikke allerede fået mig ned med nakken?
Jo, de har så!
I hvert fald er min selvtillid nu nok i bund til, at de kan begynde at hjernevaske mig, som de har gjort med alle de andre fjolser, der endte ved samme skolebord som jeg.

 

Samtidig minder jeg mig selv om, at jeg nok alligevel er god nok
God nok, ligesom alle de andre.
For selvom jeg aldrig bliver en 12-talspige - forstået og respekteret af alle - så ender jeg nok alligevel ikke som gammel kattedame, der sidder og drikker te med den ældre fru Jørgensen i en lejlighed på tredje sal, der lugter af kattepis og muggen ost.
Jeg ved, jeg er god nok. Jeg har medmenneskelighed og er en god ven, og burde det ikke også være godt?
"Ven? Det læste jeg altså ikke om i pensum," siger de sagte stemmer, der blev ofrer til det firkantede før mig.
Og ved I hvad? Nej, det gjorde I ikke, for det har systemet presset til med regler, der siger, at her er kun plads til det vigtigste! De vigtigste!
For det at være ven. Ja. Det kan i hvert fald læses om i mit pensum.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...